Kommentar

De parlamentariske selvmordsbombere truer vores folkestyre

Ultimative krav og ultimativ tænkning vinder frem på Christiansborg. Flere partier vil påtvinge flertallet at rette ind efter netop den position, som er vokset ud af netop deres ’safe space’
2. oktober 2018

Frygten for at et af landets mindre partier vil sprænge selvmordsbæltet og ofre vores demokratiske stabilitet og samarbejdende folkestyre for en partikulær sag, er større end nogensinde, når folketingsåret skydes i gang tirsdag.

Polariseringens tidsalder er over os. Men i stedet for at tage diskussionen med dem, der udfordrer os, så vælger stadig flere at lukke sig om sig selv og sky de anderledestænkende.

Vi ser det, når franske veganere går til kamp mod slagterbutikker, når spillestedet Bolsjefabrikken aflyser en DJ, fordi de er uenige i hans syn på ytringsfrihed, eller når 10.000 amerikanere på en uge skrev under på, at et 80 år gammelt maleri skulle pilles ned, fordi det kunne opfattes som krænkende.

Det kaldes for safe spaces, når vi søger derhen, hvor vi kan være fri for provokation, fri for anderledes tænkning og fri for at blive udfordret af de hjernedøde masser – eller andre, der bare ikke mener det samme som os selv.

Når man dyrker de aflukkede ekkokamre og safe spaces, hvor man ikke behøver forholde sig til dem, der tænker anderledes, så bliver de andre til det ukendte og frygtede. Det gør det let at dæmonisere, og det bliver som Jean-Paul Sartre formulerede det: »Helvede, det er de andre.«

Den udvikling er ikke uden politisk og demokratisk konsekvens.

Parlamentarisk terrorisme

Den radikaliserede offentlige debat sniger sig langt ind i vores demokrati og parlament. Flere af de mindre partier står stejlere og hårdere mod hinanden. Vores stolte demokratiske tradition for et samarbejdende folkestyre bliver langsomt, men sikkert udfordret af et segregeret konfrontationsparlament.

Liberal Alliance, De Radikale, Alternativet og Nye Borgerlige er i den grad klar til at gamble med det samarbejdende folkestyre. De truer med ultimative krav, erklærer sig villige til at vælte enhver regering og sabotere det normale flertalsarbejde for at påtvinge flertallet at rette ind efter netop den position, som er vokset ud af netop deres safe space.

Det er en parlamentarisk terrorisme, hvor partier spænder et politisk og eksistentielt selvmordsbælte om maven og kræver, at flertallet retter ind efter mindretallets ultimative krav.

Liberal Alliance testede det borgerlige Danmarks bæreevne til det yderste for at presse en skattepolitik igennem, som blot 4-5 procent af landets befolkning ønsker.

Pernille Vermund (D) lover at radikalisere dansk politik, hvis hun bliver valgt, med en parlamentarisk strategi, der er udgjort af lige dele kamikaze og Glistrup.

Morten Østergaard (R) sværger at ville umuliggøre regeringsførelsen af landet, hvis han ikke får stoppet en udlændingepolitik, som et overvældende flertal ellers bakker op om.

Uffe Elbæk (Alt) lover at ville vælte enhver regering, der ikke indfrier hans politiske ønsker, så snart muligheden byder sig.

Ultimative krav og ultimativ tænkning vinder frem. Alt eller intet-strategier og kamikazepiloternes demokratisk destruktive ræs mod den parlamentariske bund dominerer.

Men det mest bemærkelsesværdige er partiernes manglende respekt eller direkte hånlighed over for de andre partier og dermed over for de mennesker, som selvsamme partier repræsenterer. Det at holde andre partier fra magten synes visse steder i både ind- og udland at være blevet vigtigere end den konkrete politik, de egentlige resultater og de drømme, som man selv havde til at starte med.

Ingen langsigtede planer eller politikker vil kunne realiseres her i landet, hvis dette fortsætter. Et mere og mere frustreret vælgerkorps vil glide rundt mellem evige opgørs- og protestpartier. Italienske tilstande vil blive den nye virkelighed i dansk politik.

Samarbejdet i fare

Jeg ved godt, at det lyder kedeligt, men Danmark blev skabt på store, folkelige kompromiser, brede aftaler og gråtonet konsensus. Styrken i det danske demokrati er langsigtede løsninger, stabilitet og modet til lave aftaler med folk, som man ikke altid bryder sig om.

En af vores største demokrater Hal Koch skrev: »Demokratiet kan aldrig sikres, netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled.«

For ham handlede demokratiet om samtalen – en samtale, som også bør tages alvorligt af folketingspartier, før de ser sig villige til at ofre samarbejde og stabilitet for at høste billige point i deres segregerede segment.

Når det samarbejdende folkestyre kollapser, kollapser evnen til den solide politiske styring, der har skabt et land, der kan så meget mere end lande, hvor politik er en konstant og uforsonlig parlamentarisk borgerkrig.

Så derfor: Læg nu det parlamentariske selvmordsbælte på hylden og meld jer ind i kampen for det samarbejdende folkestyre.

Jens Jonatan Steen, chefredaktør, Netavisen Pio

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ib Christensen
  • Poul Erik Riis
Niels Duus Nielsen, Ib Christensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Problemet er et andet: politikerne hæger sig fast i et system, hvor de kan udøve suveræn magt, i en tid, hvor befolkningerne ønsker selv i langt højere grad at øve indflydelse på politikken i det fælles samfund.
Derfor øger de folkevalgte presset på folket, mens pressen bare synes ikke at have opdaget den voldsomme forandring, som den teknologiske udvikling har medført for kommunikation og meningsudveksling.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er nu ikke kun de mindre partier, der leger selvmordsbombere. Dansk Folkeparti er vist førende i den disciplin: "Enten stemmer I for vores racistiske forslag til forringelser for flygtninge og indvandrere, eller vi trækker støtten til regeringen". Selv SD, som er piopios ideologiske base, føler sig jo presset af den parlamentariske terro til at begå alle mulige overgreb mod de svage i samfundet, jf. fru Bramsens seneste forslag om dødsstraf til udlændinge for at køre gratis med bussen.

Så min anbefaling af artiklen skal tages med dette forbehold.

Men ellers er det en god analyse - demokrati handler netop om debat og kompromis, ikke om at 51% enevældigt sætter de 49% uden for indflydelse - dette kunne vi passende kalde "demokratur".

Dorte Sørensen

PS: Høre lige P1, forskræp til Folketingets åbning. Her gør de et stort nummer ud af Uffe og Pernille godt vil stille sig til rådighed som statsminister. Ja det er nærmest kaos og ikke demokrati.

Ligeledes taler de meget om modstanden imod præstevalget fra Kirkeministeren. Ja de synes nærmest at det er lidt synd for valgmenighedspræsten fra Horsens. MEN intet om, at hvis det havde været en muslimsk "præst" der havde ydret sig imod Homoseksuelle så havde "fanden været løs" .

Mogens Holme, Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Jan Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det er her værd at erindre at udgangspunktet er at Socialdemokratiet krævede at venstrefløjen betingelsesløst skulle stille deres mandater til rådighed for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Hvis dét er hvad JJS mener med "samarbejdende folkestyre" og kompromis, så er det ikke så svært at se problemet.

Hvis du vil i regering, så må du enten samle partier som har flertal eller lave en aftale med et parlamentarisk grundlag som rækker ud over en smallere regering. Socialdemokraterne vil have en smallere regering uden aftale. Det er ikke rimeligt.

Mogens Holme, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Socialdemokratiet vil gerne samarbejde - men kun hvis det er omkring deres egen politik.
Hvor demokratisk er det lige ?!?

Det Socialdemokratiske netmedier er på "alting skal tages for pålydende"-steroider. Alle politikere som stiller op til folketingsvalg med divergerende holdning til andre politikere, vil iflg. netmediet Pio springe alt i luften. Hvad skal vi gøre? Vi nærmer os snart en valg? Og det hele bliver sprunget i luften..bare rolig, der kommer en god løsning i morgen...

jan henrik wegener

Jeg kan ikke lade være at spørge om ikke reelle, åbne modsætninger, er en livseliksir for det samme demokrati.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Flertals- og mindretals tyranni:
Demokratiet har sine klare og logiske begrænsninger, men i forhold til de alternative styreformer er det nok den bedste styreform, vi har.