Kronik

Du og din partner skal først blive urolige den dag, skænderierne stopper

Mange tror, at kærlighed er bedst, når der er ro, regelmæssighed og harmoni. Men vejen til det liv, vi længes efter, går faktisk gennem din og din partners mest fastlåste konflikter
Mange tror, at kærlighed er bedst, når der er ro, regelmæssighed og harmoni. Men vejen til det liv, vi længes efter, går faktisk gennem din og din partners mest fastlåste konflikter

Mia Mottelson

22. september 2018

Datingsites, singlerejser og singlemiddage tordner frem som aldrig før. Desperat bladrer vi på Tinder, som vi bladrer i tilbudsaviserne, og leder efter ugens bedste tilbud. Den skinnende overflade på det perfekte parforhold poleres ofte, og med Facebook og Instagram vil det ingen ende tage.

Vi har fået den overbevisning, at kærlighed er bedst, når der er ro, regelmæssighed og harmoni. Men problemet er, at vejen til det liv, vi længes efter, altid går gennem din og din partners mest fastlåste konflikter. Så tør du gå gennem skoven af svigt, skam og afvisninger, eller bliver det for ubehageligt og vælger du i stedet den lette og fortiende vej?

Hjertet har sine grunde

Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender. Lige meget hvor mange lister, vi udarbejder over de kvaliteter og egenskaber, vi længes efter hos en potentiel partner, kan vi ikke tænke os frem til den ubekendte størrelse, der tænder og slukker forelskelsen. Tiltrækningens puslespil bliver lagt i det dybeste mørke, bag nedrullede gardiner. Hjertets valg er forankret i det ubevidste og følger en logik og visdom, der rækker langt ud over det bevidste sinds ønsker og kontrol.

Det er umuligt at matche to mennesker ud fra rationelle ønsker og få et romantisk parforhold. Det bevidste sind søger ét, og det ubevidste sind søger noget helt andet. Det bevidste sind lægger vægt på parametre som udseende, økonomi, intelligens, livsindstilling, kropsbygning og lignende, men det er det ubevidste sind ligeglad med, og uden det ubevidste sinds engagement forelsker vi os ikke.

Hvad er det så ved et andet menneske, der drager det ubevidste sind?

For at finde svaret skal vi ind i menneskets allerdybeste indre. Dér, hvor alle fortidens svigt, afvisninger, skuffelser og skam ligger begravet.

At vokse op og tilpasse sig verden rummer en masse svigt og skam. Ingen forældre svigter bevidst deres børn, men det kan ikke undgås. Disse svigt mærker barnets skrøbelige psyke for altid.

Når vi vokser op, mener vores forældre og nærmeste voksne, at de har patent på, hvad der er rigtigt og forkert, og vi efterlever tidligt den magiske formel for at føle os elsket. Men i det rum hvor vi skal lære at blive elsket, kommer vi til at føle os forkerte.

Jytte Vikkelsøe, der er ph.d. i socialpsykologi med speciale i procesorienteret psykologi, skriver i bogen Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte, at »der er således altid to uforløste personlige historier med på slæb, når to mennesker forelsker sig i hinanden, og disse historier passer sammen som fod i hose på den mest overraskende og enestående måde«.

Det menneske, du forelsker dig i, rummer altid modsatrettede karaktertræk: En del af de karaktertræk, du beundrer mest eller nærer det stærkeste ønske om at have i dit liv, men har haft vanskeligt ved selv at udtrykke og udvikle, og et aspekt af de karaktertræk, du har fundet mest foruroligende og derfor har prøvet at slippe væk fra og holde ude af dit liv.

Det er derfra, vi kender begrebet ’had-kærligheds-forhold’. Så derfor giver det fantastisk god mening, at man elsker og hader sin partner på samme tid. Jytte Vikkelsøe skriver, »at en af hendes mest overraskende konklusioner viser, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Du falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig«.

Forløsende konfrontation

Jeg kender alt for godt til at skændes med min partner. I mit nuværende parforhold har vi diskuteret og skændtes så taget lettede, og er alligevel sammen på syvende år.

I begyndelsen var jeg overbevist om, at det ville ødelægge vores parforhold, fordi vi begge blev sårede, krænkede og ikke følte os elsket. Når vi skændtes, havde vi travlt med at forklare, forsvare og fornægte alt, der blev sagt. Ingen af os havde på daværende tidspunkt en idé om, hvilket fantastisk potentiale der lå lige for næsen af os, nemlig rejsen tilbage til vores fragmenterede personlighed.

Hvorfor kunne vi elske og hade hinanden så ekstremt? Det sidste, vi havde lyst til, var at konfrontere vores fragmenterede personligheder og stå ansigt til ansigt med det, der havde krænket os tidligere i vores liv. Det er ikke behageligt at skulle konfrontere sig selv med mennesker og situationer, der har gjort én forkert tidligere i ens liv, og dermed har fået én til at føle skam. Men det var dét, der skulle til, for at vi kunne få os selv tilbage – hele og med alt, hvad vi var. Med alt det, vi havde tabt undervejs, mens vi fulgte skammens og svigtets mørke kompas, og hvor vi ikke var elskede, som dem vi var.

En af mine klienter, der valgte at tage vejen gennem den forheksede skov, fortæller, at det først var midt i et heftigt skænderi, at hun fandt ud af, hvorfor hun flippede ud, når hun oplevede, at hendes partner var mere loyal over for sin ven end over for hende.

Da gik det pludselig op for hende, at hun ubevidst har testet sin mor af hele sit liv: Hvem hendes mor var mest loyal over for – hendes far eller hende selv. Efter at have skreget i 10 minutter, faldt hun grædende om på gulvet og forstod nu, hvad det egentlig handlede om.

Lige der handlede hendes partner helt, som han skulle. Han omfavnede Stella og forstod, hvorfor hun havde så stort behov for, at hendes partner viste hende loyalitet. I det særlige øjeblik faldt nogle af Stellas uforløste konflikter i hendes indre på plads, og hun forstod sin loyalitetssensitivitet.

For hvad ingen af dem vidste var, at hver gang Stella skændtes med sin partner om noget, der virkelig berørte hende følelsesmæssigt, handlede det slet ikke om partneren, men om hende selv.

Den aften kom Stella et skridt nærmere sin fragmenterede personlighed, og hun stod ansigt til ansigt med en af sine krænkere. Stella fortalte, at følelsen var ekstremt forløsende. Hun følte, at hun fik et stykke af sig selv tilbage.

Skænderier udvikler

Jeg mener, at vi er nødt til at kaste glansbilledet af det perfekte parforhold på bålet, for der findes ikke kærlighed uden had.

Hvis forelskelsen er til stede – helt og fuldkomment – vil der altid være had og kærlighed under samme tag, fordi vi som mennesker rummer alle følelser. Hvis had og kærlighed ikke er til stede, har forelskelsen aldrig været fuldkommen.

Uanset hvad, så har smalltalk, kommunikationsredskaber og quickfixes ikke nogen effekt, når det kommer til at styrke sit parforhold. En af parforholdets vigtigste perler ligger derimod i at stå ansigt til ansigt med sine krænkere og være bevidst om, at lige dér hvor du råber allerhøjest ad din partner og skriger af smerte, ligger din forløsning. Og samtidig huske på, at dette på ingen måde er afslutningen på jeres parforhold – snarere begyndelsen.

Så i stedet for at være bange for skænderierne, så vær nysgerrig på dem. Så længe I skændes, er I under udvikling.

I skal først blive urolige den dag, skænderierne stopper. For når ligegyldigheden træder ind, kan det være et tegn på, at udviklingen er stoppet, og forholdet reelt er på afveje.

Camilla Laursen er coach og samlivsterapeut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo, rigtigt. Og når vi så har skreget og råbt i ca. tyve år. så kommer det øjeblik også. hvor der skal mindre til, før vi forstår hinanden. Det gode er, at han kender mig, næsten bedre end jeg selv, det kan undre mig såre, men jeg ser det gang på gang - ligesom jeg også kender ham på måder, så at jeg kan fornemme årsager og helhed som ikke er tydelige for ham. Hvis man forstår, at man har giftet sig med et levende menneske, et menneske, der ligesom jeg selv er i stadig udvikling udfra hans/hendes særlige forudsætninger, viger skænderierne ofte for respekt - og efter de mange år er forelskelsen i høj grad i live. Det er min erfaring: At man også med tiden lærer at bære over med hinanden og akceptere, at alle mennesker, også den man elsker, har dybder, som må få lov at vokse frit. Det er op til ham eller hende, hvormeget af sig selv han/hun vil dele med den anden. For mig er d e t mysteriet, som jeg bygger på og tager af. Endelig må det huskes, at med tiden indtræder også et syn på "os" som rummer den store latter, den skjulte irritation som dog ikke fører til repetitionen af de store skænderier - man ved jo, hvor dårligt man sover, når aftenen ender med at den, man elsker, heller ikke har det godt. - Det kommer måske med alderen, i hvert fald er det blevet sådan for os. Han er den vigtigste person i mit liv, og hellere end at blive forstået på alle mindre væsentlig punkter er det, at han føler sig elsket og ikke afvist. Hvilket ikke vil sige, at vi ikke hver for sig ved at der er områder, hvor vi hver for sig er ubøjelige, det har vi jo lært.

Camilla Bank Andersen, Ane Gaarden, Jesper Sano Højdal, Jørn Stjerneklar, Viggo Okholm, Kurt Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Joen Elmbak, Peter Tagesen, Maria Jensen, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

At skæne hin anden indebærer at gøre skade på hin anden, så hér har vi altså at gøre med et næsten ideologisk korstog for at vold, og altså ikke blot den instrumentelle og passive - men den aktive og direkte aggressive - er godt, man skal sågar bekymre sig når man ophører med at smadre løs på hinanden. Man er gået i stå, følelserne er blevet uproduktive og væksten ophørt. Livet er forbi.

Man kan næsten måle sit hjertes lykke i voldsraterne.

kjeld hougaard, Niels Duus Nielsen, Søren Gosvig Olesen, Dorte Haun Nielsen, Eva Schwanenflügel, Maria Jensen, Peter Tagesen, Flemming Berger og Helle Nyberg anbefalede denne kommentar

Jeg grinede godt af Bettina Jensens kommentar. Derimod er jeg ikke så sikker på at denne lifecoach har fattet forskellen mellem et skænderi, som ganske rigtigt kan bringe frisk luft og fornyet kærlighed ind i et forhold --- og KÆVL, som afgjort ikke gør det.

Hæh. Jeg er vokset op med to forældre der skændtes ugentligt. Det pis gider jeg simpelthen ikke! Og jeg og min samlever har stadig vores første skænderi til gode efter nok 12 års samliv. Hemmeligheden er at vi giver hinanden plads.

Men nogle foretrækker så den konfrontatoriske stil og sætter samtidig spørgsmålstegn ved dem, der ikke gør det samme...

Anna Regine Irgens Bromann, kjeld hougaard, Viggo Okholm, Ulla Søgaard, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Tino Rozzo, Søren Gosvig Olesen, Dorte Haun Nielsen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Joen Elmbak og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg finder det dybt skræmmende, at du lever af at rådgive folk til at være lige så mentalt ustabil som dig selv, fordi du ikke tør give slip på dine dæmoner. Føj for den lede. Jeg har ikke frivillige relationer til folk der afreagerer emotionelt på ukontrollabel vis og svinger næver ud til højre og venstre, når de ikke får deres vilje. De eneste mennesker, der kan tolerere vredesudbrud henholdsvis den ene eller anden vej - og som jeg desværre ikke kan slippe for - er jeg selv i selskab med mine forældre eller mine søskende.

Hvis der er noget, jeg har lært af at leve under ikke-kærestemæssige nære forhold med dysfunktionelle personer, så er det, at manglen på respekt og ordentlighed mellem mennesker er altomfattende i samfundet, og man kan lige så godt give op i stedet for at tro, at man ved et godt eksempel kan ændre fundamentalt på andres levevis, som er brolagt af svære svigt i barndommen. Du kan i hvert fald ikke forvente særlig høj standard, så du må leve med at tænde af en gang i mellem - eller acceptere et stille liv i ensomhed, fordi du ikke vil gå på kompromis med din egne høje standarder.

Slut med at acceptere køkkensjusk og overomsorgsfuld nursing, der uselvstændiggør dig og fratager dig pligternes magt og kører dig ud på et sidespor. Find dig ikke ansvarsforflygtigelse fra moderne mænd. Stil krav til husligholdelse. Det skal ikke være utåleligt at leve sammen med andres svineri, men det skal heller ikke gå så stærkt med oprydningen, at man bliver stresset af det. De mest stabile længerevarende parforhold, jeg har bevidnet gennem mit liv, har været folk med fællesinteresser, der summede i en harmoni af grundlæggende accept og respekt for hinanden. Med andre ord: tæt på ingen eller nul skænderier.

Så du er helt forkert på den, og jeg håber at dem, der har givet dig din titel, vil tage din autorisation til genovervejelse.

Mette Poulsen, Viggo Okholm, Ulla Søgaard, Tino Rozzo og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar

Noget af det mest romantiske, jeg har hørt en anden opleve, var et ældre ægtepar, som tog på restaurant, spiste sammen i total tavshed og forlod stedet igen hånd i hånd. Sådan ser ægte kærlighed ud.

Man bør se den norske komedieserie "dag" på Netflix. Han er samlivsterapeut, med et lidt anderledes syn på tingene. Fantastisk sjov.

Søren Gosvig Olesen

Noget af det dummeste, jeg har læst om kærligheden. Hvor der er kærlighed, er der had – nej! hvor der er kærlighed, er der ikke had. De er faktisk modsætninger. Og hvis skænderierne hører op, hører forelskelsen op – nej! forelskelse indebærer ikke skænderi, og den kortvarige tilstand, der hedder forelskelse, skal netop høre op, hvis kærligheden skal vare.
Terapeuter har et kæmpe ansvar. Ikke mindst nu, hvor alle går i terapi. Og ikke mindst her, hvor parterapeuten ser parforholdet som en slags terapi i sig selv: Parrene skal bare have at vide, at det er såre godt, hvis de bliver ved at gøre helvede hedt for hinanden. Og skaber endnu mere arbejde for terapeuter.

Anna Regine Irgens Bromann, Viggo Okholm, Peter Tagesen, Maria Jensen, Bettina Jensen, Niels Duus Nielsen, Tino Rozzo og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Søren Gosvig, enig langt hen ad vejen - herunder at forelskelse har en regressiv/præmatur og næsten psykotisk karakter, som næppe kan være bæredygtig for/i et parforhold. Den anden side af sagen er vel at forfatteren til debatoplægget har en pointe i at vi ikke via (formal)logik kan bestemme parforholdets natur og kultur ... og at vi i bestræbelserne på at forstå vore relationer og bestemme hvilke normer som skal gælde for dem, formentligt begrænser vore muligheder for at opdage dem og lade dem udvikle sig som originaler i en fælles fauna af relationer, fremfor at forsøge at styre dem dikotomt og utilitaristisk som netværksstereotyper i et suggestivt, komponeret ego-univers.

Min kloge mor sagde altid, at var der aldrig et skænderi i et forhold, var der én af parterne, der føjede sig. Det kan man jo tænke over.

På mit arbejde arbejder vi meget med det koncept, at i konflikten ligger løsningen. Dette antyder selvfølgelig, at de forskellige parter i konflikten kan have helt reelle grunde til deres holdninger, og overhøres disse holdninger - udover det er respektløst - overses der noget i den valgte løsning.

Ane Gaarden, Jørn Stjerneklar, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Projektion og projektiv identifikation (jvnf. psykoanalysen) finder også - og endog i høj grad - sted i parforhold. Givetvis fordi det er selve grundlaget for forelskelsen. Det er sandsynligvis også en nemmere og mere fordragelig måde at udtrykke Camilla Laursens pointer på.

Ane Gaarden, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar

"Det er sandsynligvis også en nemmere og mere fordragelig måde at udtrykke Camilla Laursens pointer på."

Jeg læste hendes pointe(r?) som værende at skænderiet er en sund og nødvendig reaktion på, hvis ikke ligefrem positiv mestring af, projektioner og diverse identifikationer i parforholdet. At der er gensidigt genkendelige og lærerige, udviklingspotente grundkonflikter i parforhold var for mig at se mere en præmis.

Kloge ord undervejs og jeg har ikke så meget at indvende bortset fra kronikøren her: Had og kærlighed, jeg synes ikke had skal fremstilles så klart, men uenighed og udfordringer er en god ting for det udvikler mennesker sammen og kærlighed og forelskelse er så heller ikke det samme. Giv plads se forskelle som udfordringer og respekter og lad ikke solen gå ned over sin vrede. Det sidste er min nuværende (tredje) kones mantra og hvor er det godt.

Jakob Trägårdh

Det var dog den tyndeste kop te. Kan vi få noget kød på bordet? En masse overfladiske "dybsindigheder", der på en eller måde skal overbevise læseren om, at det par tout er bedst, at blive i et forhold, bare man bliver ved at skændes med hinanden, så er alt godt? Men hvorfor, det får vi aldrig at vide, for der er ikke noget som helst konkret at forholde sig til? Og så kan kommentariatet jo læse, lige præcis hvad som helst ind i ordstrømmen—og igen uden konkret indhold, kun sole sig i egen klogskab. Hvad er aldeles tom men floskelbelæsset kronik!

Jakob Trägårdh

"En af mine klienter, der valgte at tage vejen gennem den forheksede skov, fortæller, at det først var midt i et heftigt skænderi, at hun fandt ud af, hvorfor hun flippede ud, når hun oplevede, at hendes partner var mere loyal over for sin ven end over for hende.

Da gik det pludselig op for hende, at hun ubevidst har testet sin mor af hele sit liv: Hvem hendes mor var mest loyal over for – hendes far eller hende selv. Efter at have skreget i 10 minutter, faldt hun grædende om på gulvet og forstod nu, hvad det egentlig handlede om."

Det er så konkret, det eneste kød på bordet. Var det måske værd, at grave lidt dybere her (vi har trods alt en hel kronik til rådighed), nej, lad os komme videre i en fart: Parforholdet som sportsgren.

Alkoholiker hustruen elsker formodentlig sin livssituation med druk og vold vekslende med ædru anger og tilgivelse. En lykkelig medmenneskelig relation giver dig meget af det du sætter pris på. Er det konflikter så taget rejser sig som tænder lykkens flamme? Åbenbart for nogen.

Den ene fyrer en masse distancerende fremmedord af for at vise sin afstandtagen til artiklens præmis, den anden tar indholdet som en opfordring til at leve i voldelige forhold, og den tredje vil have terapeuten til at droppe sin parterapi.
Kun meget få lader til at forstå hvad det handler om:
At turde se sine egne dæmoner i øjnene, når partneren spejler/er modsat dæmonerne. Og at bruge dette konstruktivt til at udvikle sigselv & forholdet.

Tak for en lærerig artikel.

Jeg lærte fx af mine to ægteskaber at jeg IKKE skal acceptere vold (som fx den jeg voxede op med), og at man i skænderier ikke kan sige hvadsomhelst, men at man hér osse er nødt til at være voxen.
Og jeg lærte OSSE at bære over med at alle drømme ikke realiseres Dag 1; hverken mine egne drømme eller dem min partner udtrykker. Og at det er fint at have drømme, SELV om man ikke kan føre dem ud i livet.

Hvad har DU lært om digselv og/eller din partners dæmoner? :)