For snart tre år siden skrev Danmark under på den vigtigste aftale, vi formentlig nogensinde kommer til at indgå. En forpligtende aftale med hele verden. Og frem for alt: med de kommende generationer.
Den globale aftale om de 17 Verdensmål, der skal nås inden 2030, er en smuk historie om, hvordan det er lykkedes at bringe verden sammen i en fælles og forpligtende indsats for at skabe mere social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Det er en aftale, som forpligter landene i både Nord og Syd til markant at ændre adfærd. Som forskeren Jared Diamond for nylig sagde: Vi har én generation til at redde verden.
Vi har skrevet under på aftalen, og når jeg om 12 år skal se min datter i øjnene, vil jeg gerne kunne sige til hende, at vi gjorde alt for at leve op til denne aftale.
Det kan jeg ikke nu.
Brug for national strategi
Regeringen har fremlagt en handlingsplan, der temmelig stedmoderligt forholder sig til målene. Den siger måske noget om regeringens prioriteter, men den siger ikke meget om, hvordan vi har tænkt os at nå målene, eller om vi om overhovedet er på rette kurs, for den forholder sig ganske enkelt ikke til målene.
Vi har en tendens til at mene, at vi er verdensmestre i grøn omstilling. Men sandheden er, at Danmark er et af de lande, der forbruger mest i verden og har sat den grønne omstilling i slowmotion.
Hvis alle forbrugte lige så meget som danskerne, ville vi skulle bruge 3,8 planeter. Og vi ligger langt fra den kurs, der skal til for at opfylde Parisaftalens mål om at holde den globale opvarmning under to grader.
Alle målene er vigtige, men de grønne af de 17 Verdensmål kræver en helt særlig indsats fra dansk side, hvis vi skal nå i mål.
Store danske virksomheder bliver bedre og bedre til at tænke samfundsansvar ind i deres forretning og – tit i samarbejde med ngo’er – agere ud fra Verdensmålene. Men hvad med politikerne? Folketinget og regeringen skal ind i kampen og være med til at sætte de brede politiske rammer op for en mere bæredygtig kurs.
SF vil derfor arbejde for, at vi i Folketinget får vedtaget en håndfast national strategi for, hvordan Danmark skal nå Verdensmålene og bidrage til, at de nå globalt.
I SF mener vi, at Verdensmålene er for vigtige til at være genstand for én siddende regerings politik.
Vi vil derfor arbejde for, at vi får en bred og national Verdensmålsstrategi: Danmark bør have en målrettet Verdensmålsstrategi – og ikke blot en handlingsplan med udpluk af den til enhver tid siddende regerings grundlag. Den skal vedtages med bredest mulig tilslutning, så den holder som forlig frem til 2030.
Vi vil også arbejde for, at vi får håndfaste mål og indikatorer, der stemmer overens med aftalen. Vi skal have klare mål for den danske indsats, der stemmer overens med Verdensmålene og som kan måles.
Derudover arbejder vi for oprettelsen af et stående udvalg i Folketinget, hvor partierne kan følge fremskridtene tættere, og som regeringen er ansvarlig over for. Det vil give bredere ejerskab til Verdensmålene, og partierne kan vælge at udpege Verdensmålsordførere.
Det kræver vilje
Vi bryster os i Danmark af, at vi er gode til at skabe brede forlig på tværs af partierne. Lad os ikke stå tilbage for alle de grupper af borgere, kommuner, virksomheder og organisationer, der tænker nyt og finder sammen i nye partnerskaber.
Samtidig er det klart, at målene forpligter. Der er en lang to do-liste – og der er ikke frit valg på alle hylder. Vi har skrevet under på en aftale med 17 mål, 169 delmål og en lang række indikatorer.
Vi kan diskutere, hvordan vi skal nå målene. Men vi skal have en klar strategi for et fossilfrit samfund. Vi skal have en plan for genopretningen af den danske natur, sådan som vi i sommer lagde op til med Socialdemokratiet.
Men også på det sociale område er der nok at tage fat på. I SF mener vi, at det er på tide, at vi igen får en fattigdomsgrænse, sådan som Verdensmålene anbefaler, så vi kan måle fattigdommen og målrette vores indsats.
Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi arbejder for at fjerne kontanthjælpsloftet. I det 21. århundrede er det endvidere også på tide, at vi ligestiller kønnene.
Endelig skal vi vise verden, at vi tager Verdensmålene alvorligt. Det gør vi ved at tage vores ansvar for at bidrage til finansieringen af de 17 mål i udviklingslandene. FN anbefaler 0,7 procent af BNI, men i dag bidrager vi reelt kun med 0,58 procent, blandt andet fordi regeringen medregner dansk asylbehandling i udviklingsbistanden.
Vi opfordrer derfor Folketingets partier til at være med til skabe en bred ramme for, hvordan vi når målene.
Jeg tror, at vi alle gerne vil kunne se vores børn og børnebørn i øjnene i 2030.
Pia Olsen Dyhr er formand for SF
Reaktion på verdensmålene i "Danske Kommuner"
FN's verdensmål er formentlig enten ukendte for befolkningen eller måske meget abstrakte. Hvordan får man sådanne mål til debat og forståelse? Og vil vi fremover kunne rumme vort samfunds fremtid i disse mål? Her kan læse lidt om målene: https://www.verdensmaalene.dk/ .
I Gladsaxe Kommune blev målene taget op i det såkaldte Grønne Råd, hvor vi brugte mellem 30-60 minutter på at diskutere en af Gladsaxe Kommune ønsket prioritering, da man ikke mener, at alle er relevante for kommunen. Målene er omfangsrige og bør vel ses som en helhed og det synes derfor mærkværdigt at prioritere dem også på kort tid.
Nedenfor redegør jeg lidt om, hvordan verdenmålene er blev modtaget i et numrene af Danske Kommuner i 2017: "Gladsaxe tænker globalt"
I Danske Kommuner kan man i det nedenstående link bl.a. læse:
"Når den socialøkonomiske virksomhed Jespers Torvekøkken er ved at etablere et storkøkken i Gladsaxe, så bonner det ud på adskillige af FN’s 17 verdensmål."
Denne sætning fortæller efter min opfattelse, at man kommercialisere verdensmålene. Dvs. der kan være penge i målene - mere vækst og derfor har det en interesse. Min konklusion skal se på baggrund af at FN's verdensmål 15 "Livet på land", som ikke p.t. indgår i Gladsaxe Kommunes såkaldte "Gladsaxestrategi" vedrørende verdensmålene.
Forklaringen for det overraskende fravalg af FN's verdensmål 15 "Livet på land" kan være, at der er tale om en ren udgift for kommunen, hvis man skal følge tankegangen hos kommunaldirektør Bo Rasmussen, som udtaler, at Gladsaxestrategien er en ambitiøs plan, der kommer til at udgøre grundlaget for arbejdet i organisationen. Og netop samarbejdet og samspillet med fremsynede lokale virksomheder er et vigtigt element.
http://www.danskekommuner.dk/Artikelarkiv/2017/Magasin-19/Gladsaxe-tanke...
Det er korrekt at der skal en bred aftale til, hvis vi skal undgå at ethvert lille fremskridt rulles tilbage, efter et nyt valg. Men man er også nødt til at se på hvem det er man laver aftaler med; der er en grund til at Danmark ikke efterlever de 17 verdensmål.
I siger selv i artiklen, at regeringens grønne farve er ren sminke, derfor bør man gå et skridt dybere, for at se hvad der i virkeligheden foregår. Med andre ord: Hvem er det som i virkeligheden har magten her i landet?
I disse dage ser vi hvordan erhvervslivet rager magten til sig, idet de sidder i råd og udvalg på Christiansborg, og udvider deres egen magt; erhvervslivet sidder med i 39 ud de i alt 47 arbejdsgrupper.
"I 24 af arbejdsgrupperne sidder erhvervslivet endda helt alene, eller kun sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter. I alt har regeringens ministre udpeget ikke mindre end 298 repræsentanter fra virksomhederne, men kun 36 repræsentanter fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre NGO’er. Erhvervslivet dominerer i udvalg og råd".
https://arbejderen.dk/indland/regeringen-sp%C3%B8rger-vennerne-til-r%C3%...
Den grønne omstilling er ikke mulig fordi demokratiet i Danmark er underlagt til erhvervslivet. Og de har kun forpligtelser overfor bundlinjen, pengeakkumulering og magtkoncentration.
Magten er overladt til erhvervslivet, som dikterer de love, de socialt udsatte er underlagt, og resultatet har vi alle hørt om; På arbejde med sygeseng, samt at hundrede tusinde ikke har en indtægt overhovedet, og mange er afhængige af at sove på sofaen hos familie eller venner.
Den sociale sikkerhed og retfærdighed er væk. De højreorienterede sammen med magteliten ødelægger socialvæsenet og forhindrer integrationen. De formuende samarbejder også med højrefløjen og knægter friheden og menneskerettigheder.
Derfor går det ikke så godt for SF i disse år; SF vil ikke forpligte sig til at satse alt for at fjerne børnefattigdommen.
Kommunerne får ikke de penge, de har brug for, så kommunerne vender sig mod dem, der i det væsentlige er forsvarsløse, mod de sociale udsatte. Der er en overbevisning om, at hvis kommunerne fjerner pengene fra de socialt udsatte, vil det være muligt at få budgetterne til at hænge sammen, men politikernes nedskæringer kender ingen grænser, ingen skam.
Den førte politik har leveret den største stigning i børnefattigdom i nyere tid. Flere og flere børn bliver nægtet den start i livet de fortjener. Enhver stigning i antallet af børn i fattigdom er en skamplet for samfundet.
Kløften mellem rige og fattige vokser, venstrefløjen bør derfor sætte ind der, hvor der er størst behov. Dem som for alvor mærker den stærkt stigende ulighed i samfundet, er den underklasse, som er udenfor arbejdsmarkedet, dem som ikke kan arbejde.
Politikerne ved hvordan vi reducerer fattigdommen i dette land, med en politik, der gør en målbar forskel i folks liv. Vi ved hvad der virker mod fattigdom og ulighed. Øget indkomst for fattige familier fører til forbedringer i sundhed og børns trivsel. Vi kender den politik og de handlinger, der ikke kun vil reducere fattigdommen, men reducere den dramatisk.
Mange kommuner, især i Nordsjælland, bekæmper fattigdom ved at bekæmpe de fattige, de rigeste kommuner betaler for, at de socialt udsatte flytter til fattige kommuner, hvor huslejerne er væsentligt lavere. I stedet for at bruge pengene på de fattige, pumpes milliarder ud i store kulturprojekter, der skal tiltrække ressourcerige familier.
Den omvendte situation har vi i Nord-Djurs, hvor man har gjort en ekstraordinær indsats for at at hjælpe de socialt udsatte. Og netop der kan vi se at politikernes fattigdomsskabende love forhindrer at kommunerne fjerner fattigdommen. Det er bl.a. refusionsloven som gør, at kommunerne straffes økonomisk hvis de bekæmper fattigdommen.
Intet sted er det mere tydeligt hvad der foregår i dansk politik, og hvordan politikerne gennemtvinger fattigdom, end i Nord-Djurs kommune. Vi skal ikke vente på at politikerne får dårlig samvittighed, vi skal selv bekæmpe den neoliberale fattigdomsskabelse. Derfor støt op tirsdag den 21. september 2018
https://arbejderen.dk/indland/sociale-bev%C3%A6gelser-p%C3%A5-gaden-n%C3...
Har Pia Olsen Dyhr ikke snart opbrugt kvoten for varm luft?. 'Ro på' og 'Aldrig mere accept og underkastelse af borgerlig politik', og nu "Verdensmål". Men, hvor er kravene og hvorhen vil SF?
Hvornår siger SF fra overfor Mette F.s reform af førtidspension og fleksjob?
Den modbydelige reform SF var med til at vedtage i Thorning-regeringen?
Jeg var engang SF-er.
Men efter SF's medvirken til den værste sociale nedskæring og uværdiggørelse af de syge og arbejdsløse, ikke længere.
FØJ !!