Kronik

Politikernes forsøg på at sprede og danisere tosprogede elever skader integrationen

Selv om spredning og procentgrænser ikke forbedrer de tosprogede elevers danskfærdigheder, udbreder politikerne spredningsideologien til gymnasierne. Det marginaliserer tosprogede
Spredningsideologien for tosprogede elever er nået til gymnasierne, skriver dagens kronikør.

Spredningsideologien for tosprogede elever er nået til gymnasierne, skriver dagens kronikør.

Thomas Lekfeldt

1. oktober 2018

Politikere uanset partitilhørsforhold kappes om at overgå hinanden med eksempler på, hvor slemt det står til med at integrere især ikkevesterlændinge i det danske samfund.

Et af politikernes fjendebilleder er den mangfoldighed af modersmål, som tales i dagens Danmark – den prøver de at bekæmpe.

Kampen mod modersmålene

I valgkampen i 2001 forsikrede Anders Fogh Rasmussen, at såfremt han blev statsminister, ville han afskaffe undervisningen i modersmål.

Det blev han, og i 2002 blev der givet lovhjemmel til afskaffelsen eller rettere begrænsningen, idet børn af forældre fra EU- og EØS-landene samt Norden fik lov at beholde retten til, at deres børn fortsat kunne tilbydes undervisning i modersmål på statens regning.

Selv om undervisning i modersmål blev begrænset til det minimale, så spøger minoritetsmodersmålene, for der er jo elever i skolen, som taler disse sprog.

Derfor bliver der iværksat ministerielle projekter, der i en snæver statistisk forstand synes at skulle bevise, at det ikke hjælper med modersmålsundervisning. F.eks. fastslog undervisningsminister Merete Riisager (LA) sidste år i anledning af et afsluttet projekt om modersmålsundervisning:

»Det er ærgerligt, at modersmålsundervisning og de øvrige indsatser tilsyneladende ikke virker, men det kommer desværre ikke bag på mig.«

Efterfølgende kaster hun håndklædet i ringen i forhold til en pædagogisk indsats, selv om projekterfaringerne i forhold til arabiske elevers modersmål viser, at det har »været muligt at identificere positive effekter af indsatsen«. Det effektrationale, som den politiske retorik trods alt efterlyser, negligerer projekterfaringer.

Tosprogede elever og deres forældre ønsker modersmålsundervisning af mange forskellige grunde. Sprog binder familier sammen. Sprog er kulturarv. Sprog er ressourcer.

Deres ønsker spiller ikke sammen med politikernes krav om begrundelser for tilbud om undervisning i minoritetsmodersmål, der skal kunne måles i procenter på en effektivitetsskala.

Når retorikken handler om brugen af andre modersmål end dansk, så er der ingen tøven i forhold til sanktioner.

Der stilles krav om, at den gravide ikkevesterlandske vordende mor skal tale dansk under svangerskabet, at børn skal kunne tale ’ordentligt dansk’, inden de kommer i skole – ligesom man også forlanger, at daginstitutioner og skoler forbyder det, der kaldes for særhensyn, i forhold til eksempelvis beklædning, spisevaner og religiøsitet, herunder fejring af helligdage.

Når det gang på gang fornægtes, at det kan være en uddannelsespolitisk konsekvens, at tosprogede børn halter efter deres etsprogede etnisk danske kammerater, kalder retorikken i stedet på stramninger af institutionernes procedurer.

Dansk for vuggestuebørn i ghettoerne og stopprøver efter 0. klasse, der skal sikre, at deres dansk er godt nok til at begynde i 1. klasse, er de sidste to skud på stammen. Det er endnu et eksempel på, hvordan den politiske retorik uden afsæt i forskning og erfaringer sætter sit præg på mediedagsordenen, på folkestemningen for så til sidst at blive en udokumenteret sandhed.

Spredning uden effekt

På den måde forsøger politikere at forme et billede af et monosproget og monokulturelt land, selv om virkeligheden ser anderledes mangfoldig ud. Det bliver til et landkort, der ikke passer til det landskab, det skulle aftegne. Dette misvisende landkort vægter dansk og danskhed, målet er at danisere.

Vi ved, at sprog ikke smitter.

Alligevel bliver drukning i dansk sprog ved med at være mantraet, gerne ved spredning og procentgrænser. Politikerne konstruerer love i henhold hertil.

»Vi er nødt til at se i øjnene, at det ikke er danskernes børn, der skaber dette problem. Det er de tosprogedes børn, som er problemet,« sagde undervisningsminister Bertel Haarder (V) i forbindelse med vedtagelsen af den lov, der i 2005 gav hjemmel til at sprede tosprogede elever på andre skoler end deres distriktsskoler.

Det skete med hjemmel i en politisk konstrueret sprogpædagogik. Politikerne og deres embedsmænd var nemlig opmærksomme på, at spredning med afsæt i etnicitet er ulovligt. Logikken er: Hvis tosprogede ikkevesterlandske elever går sammen med etsprogede, etniske elever på ’hvide’ skoler, så skal de nok få lært dansk.

Aarhus Kommune tog spredningsparagraffen i anvendelse straks efter vedtagelsen. På DR’s hjemmeside kunne man i april 2017 læse, at kommunen på det tidspunkt kørte 246 elever til skoler med »flere børn med dansk baggrund«. Men artiklen konkluderede, at det ikke er nok at skifte ghettoens skole ud med en mere dansksproget skole, hvis tosprogede børn skal klare sig på lige fod med kommunens andre børn.

 Som børn- og ungechef Søren Aakjær formulerede det:

»Vores statistik viser, at hvis de skifter skole, men bliver boende i området, så klarer de sig stort set lige så dårligt, som hvis de gik på en skole i området.« Erfaringer fra praksis udfordrer den politiske logik.

Selv om det nu på 12. år viser sig, at spredningen ikke nytter i forhold til at nå målet om at forbedre de tosprogede elevers danskfærdigheder, så fortsætter Aarhus Kommune denne praksis. Og ikke nok med det.

Spredningsideologien er nået til gymnasierne. Det viser sig, at det ikke er på grund af sproglige færdigheder, at gymnasieelever, der er erklæret uddannelsesparate til gymnasiet, ikke kan være for mange på det samme gymnasium.

Det er deres racialiserede markører, såsom brunhed og efternavne, der står i vejen. Alternativt kunne politikere glæde sig over, at flere og flere tosprogede unge frekventerer de gymnasiale uddannelser.

Sprog som arsenik

Den politiske retorik er netop karakteriseret ved at fornægte viden.

I sin første nytårstale sagde Anders Fogh: »Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne«, og i sommeren 2017 skrev Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup i partiets ugebrev, at viden og fakta skal være underlagt følelser og holdninger. Der findes ikke noget facit i politik, og som han skriver:

»Med andre ord er vi alle født til at være ’eksperter’ i politik. Det kræver derfor hverken akademisk eksamen eller en særlig grad af viden at træffe beslutning om, hvordan det danske samfund bør se ud«.

Nutidens politikere skærer ud i pap, at viden blot forplumrer.

Den politiske retorik er ikke blot et kommunikativt værktøj; der er tale om et politisk instrument, et magtmiddel, som med den tyske filosof Victor Klemperers ord kan defineres sådan:

»Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.«

Er det vedkommende i dag at blive mindet om, hvordan det tyske sprog blev magtmisbrugt i 1930’erne?

Ja, for sproget spiller den samme rolle som dengang. Også i dag viser det sig, at politisk retorik kan misbruges til at skabe ulighed og marginalisere udvalgte grupper.

Det kræver politisk mod at skabe uddannelsesinstitutioner, der tilgodeser det danske samfunds sproglige og kulturelle mangfoldighed. Hvis denne mangfoldighed implementeres i love og følgedokumenter, kunne uddannelsesinstitutionerne være en udslagsgivende faktor for at skabe chancelighed og fællesskab på tværs af forskelle.

Der er brug for en sådan rummelighed, som vil være lig med en reelt inkluderende integration, der kan inspirere til en uddannelsespolitisk vending til gavn for individer, grupper og samfund.

Bergþóra Kristjánsdóttir, lektor i dansk som andetsprog og tosprogethed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Trond Meiring
  • Esben Lykke
  • Flemming Berger
  • Runa Lystlund
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans-Micael Søndergaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Malan Helge
  • Thomas Tanghus
  • Anne Eriksen
  • Christina Enig
  • Dorte Sørensen
  • Elisabeth From
Maj-Britt Kent Hansen, Kim Folke Knudsen, Trond Meiring, Esben Lykke, Flemming Berger, Runa Lystlund, Eva Schwanenflügel, Hans-Micael Søndergaard, Niels Duus Nielsen, Malan Helge, Thomas Tanghus, Anne Eriksen, Christina Enig, Dorte Sørensen og Elisabeth From anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Som indvandrer er man naturligvis forpligtiget til selv at sørge for at lære sproget i sit nye fædreland. Jeg har det ret hårdt med at sige "I am sorry" over alt muligt her i London, selvom jeg ikke er det. Men jeg gør det.

Hvis indvandrere til Danmark ikke orker at lære dansk og tale dansk sammen i det offentlige rum, må de flytte til et andet land. Statens opgave kan aldrig blive mere end en hjælpende hånd.

Georg Kallehauge, Steen Uffe Hansen, christian christensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvorfor glæder "vi" os ikke over mangfoldigheden og bruger de forskellige sprogkundskaber aktivt. Tænk hvor stor glæde "vi" kunne få af alle de forskellige sprogkundskaber "vores" land er beriget med.

En bøn til politikerne - Tænk kreativt og positivt i stedet for at stigmatiserer indvandre fra ikke vestlige lande.

Kim Folke Knudsen, Runa Lystlund, Flemming Berger, Leif Høybye, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Malan Helge, Carsten Munk, Thomas Tanghus og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Ja, man kan spørge sig selv, hvorfor de overhovedet skal lære dansk. Som Dorte påpeger oven over, så er det da rigeligt, at de kan tale deres hjemlands sprog. Mangfoldigheden af sprog får vi rigelig brug for i fremtiden. Der må efterhånden også være nok indvandrere til at varetage undervisningen på de forskellige modesmål i skolerne. Det er et alvorligt indgreb, og et nykolonialistisk (for ikke at sige fascistik som indlægget antyder) indgreb i folks tilværelse, at de skal tvinges til at lære dansk. Når behovet opstår, kommer motivationen til at lære dansk automatisk. Hvis den ikke kommer, så er behovet der ikke, og vi kan glæde os over de mange medborgere, der taler somalisk, urdu, tyrkisk osv. Som det flere gange har været på tale her i Information, så er dansk et uglstfrit sprog, som i høj grad hæmmer integrationen. Hele vores uglstfrie og undertrykkende skolesystem bør gentænkes, så en mangfoldighed af alverdens sprog kan foldes ud i fuldt flor i stedet for det gebrækkelige dansk.

"Den politiske retorik er netop karakteriseret ved at fornægte viden" - Samt enhver erfaring og oplysning om andet end de elskede "statistikker" og konsulenter, der bruges penge på.

At nogle hulemænd ikke erkender, at uddannede folk med stor viden (såkaldte "eksperter" et misbrugt ord i øvrigt) er bedre gearede til at løse problemerne end den politiske agenda med den flade tallerken, er sørgeligt for Danmark.
Fremtiden synes stadig at bevæge sig i smålighed og små sko - på trods af kæmpe ambitioner om at være "førende inden for medicinalproduktion og lægemidler" og alt muligt andet, ganske som lilleputholdet i fodbold...

Runa Lystlund, Leif Høybye, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Malan Helge anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Specifikt i forhold til resultaterne af forsøget med modersmålsundervisning
blev der konkluderet: ”[…] at analyserne af modersmålsundervisning for
mindre grupper af tosprogede børn viser, at der er nogle positive effekter af
undervisningen på nogle elevers trivsel og motivation”. (s. 2)2
[…] ”Endvidere
viser de gennemførte analyser, at modersmålsundervisningen har haft
en positiv effekt på arabiske elevers sproglige færdigheder på deres modersmål.
Denne tendens gør sig dog ikke gældende for de resterende sproggrupper,
og der er ikke blevet observeret positive effekter af modersmålsundervisningen
på nogen elevers sproglige kompetencer på dansk” (s.3)3
.2 Resultatnotat fra indsatser gennemført som led i forsøgsprogram om modersmålsbaseret undervisning,
Undervisningsministeriet, Maj 2017
3
Ibid

Nu har Bergþóra Kristjánsdóttir, Anne Holmen og andre gode mennesker kæmpet for modersmålsundervisn ingen i tyve år. I 2006 blev der lavet en tilsvarende undersøgelse som viste at der i København ingen effekt var af modersmålsundevisningen på børnenes dansk- og matematikkundskaber. Rapporten blev skudt ned med begrundelsen: at man jo ikke kunne vide hvad der var sket hvis børnene ikke havde fået modersmålsundervisning. PÅ bjerget holdt man fast og holder tilsynerladende fast ved at modersmålsundervisningen har en positiv effekt på alle mulige fag i skolen. Ak ja. Jeg har hele tiden syntes at modersmålsundervisning var godt, især fordi man på den måde kunne få børn der beherskede begge sprog, dansk og modersmålet, så godt som muligt, at de kunne snakke med deres familie og venner i forældrenes hjemlande og at DK fik en næsten gratis sprogligt kompetance. Selv om Bergþóra Kristjánsdóttir er meget imod det så er lingua franca endnu her i DK dansk. Hele hokuspokussnakken fra såkadte eksperter om modersmåls-undervisningens velsignelser har forpesten hele tilgangen til modersmålsundervisningen. Argumentet om at det i sig selv var en gave at kunne to sprog blev af samme eksperter solgt som en trylleformular til alskens andet end netop modersmålskompetencer. Eleverne ville blive bedre til dansk, til engelsk til matematik og hvad ved jeg. Da det viser sige at dette ikke holder, siger man at det er fordi de får den forkerte undervisning i modersmålet, at de ikke får nok undervisning i modersmålet og at de skal have det over mange flere år. Det er klart at man på den måde aldrig ville kunne tilfredsstille eksperternes krav, som jo heller ikke bygger på andet end formodninger. Om lidt tager jeg over til Tingbjerg hvor der er indvielse af et smukt nyt kulturhus. På Tingbjerg skole er der næppe én pæredansk elev tilbage. Her tales en mængde sprog herunder især dansk, som er lingua franca der. Klempere skrev om sprogbrugen ikke om at tysk skulle bortelimineres. At lære dansk er ikke et overgreb som Bergþóra Kristjánsdóttir forsøger at fremstille det som. Det er en simpel nødvendighed. Lad os styrke modersmålundervisningen, men fri os fra frelste eksperter, der har taget fejl.

Niels Duus Nielsen

Jeg ved ikke, hvad det er for nogle indvandrere, folk taler om,som ikke taler dansk - selv kender jeg selvfølgelig en del ældre fhv. udlændinge, som taler et virkeligt gebrækkeligt dansk, men de er jo gamle, og det er svært at lære en gammel hund nye vaner, sagde hunden.

Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst talte med en ung eller yngre perker, som ikke talte mindst lige så lavkøbenhavnsk som mig. De har sågar beriget mit sprog med udtryk som "haram" og "halal", som kan bruges i et utal af sammenhænge.

For ikke at glemme det ofte ironisk anvendte ishallah, som man kan fyre af, hver gang man - bare for the lulz - agter at gøre et eller andet overilet og borderline stupidt og whatever; lidt ligesom når man i et online computerspil kan skråle YOLO lige før man kaster sig ind i en selvmorderisk kamp mod en overlegen fjende, kan man råbe "inshallah", og alle under fyrre vil vide, at man hermed signalerer, at man agter at gøre noget dumt med vilje.

Sprog smitter måske ikke, men sprogligt vid gør.

Fra ordbogen:

"inshallah

A general term that arabs use when they are not willing to fulfill their commitments.

Also means God (in this case Allah) willing.

Omar: so when you gonna pay me a visit?
Abdul: soon inshallah"

Ungdommen har som altid drejet meningen i satirisk retning, og de gamle fatter det som altid ikke.

Glimrende artikel, iøvrigt, især den kritiske vinkling, men jeg er ikke sikker på, at problemet egentlig er så stort. Men jeg sømmer selvfølgelig ud fra egne erfaringer, og måske bor jeg i et ghærne af verden, hvor integrationen bare er lykkedes perfekt? (Jeg tvivler!)

Dansk er lingua franca for de unge mennesker, som jens peter hansen nævner, så det er i deres egen interesse at lære sproget. Hvad de så gør, er min erfaring.

Kim Folke Knudsen, Trond Meiring, Grethe Preisler, Runa Lystlund, Steffen Gliese, Flemming Berger, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Ole Schwander
"Mangfoldigheden af sprog får vi rigelig brug for i fremtiden". Spørgsmålet er bare, hvad vi kan bruge denne mangfoldighed til, hvis de pågældende ikke også kan dansk. Folk, der kan tale somalisk, kan vi ikke bruge til ret meget. Folk, der kan tale somalisk og dansk, kan være særdeles nyttige.

Gert Hansen, Kim Folke Knudsen, Anne Eriksen, Carsten Hansen, Runa Lystlund, Henrik Rasmussen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Modersmålsundervisning gavner. Mine egne børn har gået ca. 4,5 timer hver lørdag til modersmålsundervisning, hver lørdag fra 1. klasse til 9. klasse. De taler sproget udmærket, dog ikke helt perfekt. De forældre, der tror, at de kan lære deres børn modersmålet helt perfekt, har ikke forstået noget.

Jeg besluttede tidligt, at jeg kun ville tale mit modersmål med mine børn, når vi tre var sammen. Min mand taler mit modersmål, dog kun i nominativ og nutid, som vi kalder det, men bliver forstået af de fleste.

Grunden til, at jeg besluttede mig til ikke at tale mit modersmål hele tiden, var en oplevelse fra en bekendt, som er halv fransk, halv dansk. Hendes forældre blev skilt og derfor talte hendes mor kun fransk med børnene. Min bekendt følte, at hendes mor frarøvede hende hendes danske sprog og følte, at hendes ordforråd var lille. Dette bemærker man også hos mange ikkevestlige indvandrerbørn, dog ikke alle. Ordforråd, danske udtryk og begreber, er en mangelvare hos indvanderbørn. Desuden lærer de heller ikke, hvad vi andre fortæller vores børn ikke at sige, så som luder mm.

Når vi nu i det hele taget taler om sprog, så taler danskerne ikke særlig godt dansk længere. Det skyldes manglende læsning, manglende grammatikundervisning og afsmitning fra engelsksproget kultur. Der arbejdes overdrevent med analyser i skolerne, hvor læsing af litteratur og grammatik kommer i anden række, mange steder.

Da jeg var barn i mit hjemland havde mine forælderer mange danske venner, ingen af dem talte bare tilnærmelsesvis korrekt. Vi var sådan set ligeglade. Vi forstod dem. To af dem var kvinder fra Nordjylland. Den ene talte islandsk på helt på sin egen måde. Vi var helt sikre på, at hendes meget særlige sprog og udtale skyldtes, at hun også have boet med sin familie i Canada. Senere da jeg flyttede til Danmark, fandt jeg ud af, at hendes sprog ganske enkelt bare var udpræget nordjysk.

Grunden til, at jeg tror, at modersmålsundervisning gavner er, at sproget hos en god lærer også bliver forbundet med dansk og ikke blot selve modersmålet.

Men den allerstørste grund til, at mange indvanderbørn ikke lærer ordentlig dansk er, at de ikke har tilstrækkelig mange danske venner. Isolering af indvandrere i bestemte kvarter skaber rent ud sagt fysisk og kulturelt små byer, hvor der tales bestemte sprog, der er ikke behov for at tale dansk. Jeg vil vove at påstå, at boligforhold og adgang til danske venner spiller ligeså stor rolle som selve undervisningen i dansk.

For at lære noget om dansk kultur, burde indvanderbørn læse dansk litteratur. Det er ofte her man får større forståelse for en kultur, som når vi andre læser litteratur fra fremmede kulturer. Jeg har i hvert fald haft glæde af at læse dansk litteratur og det har gavnet mit sprog.

Selv har jeg ikke fået en intensiv undervisning i dansk, derfor skriver jeg heller ikke helt perfekt dansk. Det er især kommaer jeg ikke er god til. Måske tager jeg mig sammen med kommaerne en dag. Efter mange år i Danmark er der dog meget få, der kan gætte hvor jeg kommer fra. Det er jeg glad for, derfor bliver jeg sjældent chikaneret, for det er også en del af at være fremmed. Sådan er det alle vegne. Jeg har boet i flere lande.

Anne Eriksen, Grethe Preisler, Trond Meiring, Flemming Berger, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

PS.
Runa skriver.
En ting glemte jeg at sige. Det vigtig at lære sig sproget så godt, at man fornemmer sprogets under og overtoner, ellers kan man risikere at leve i konflikt med andre og helt uden grund. Humor og tolerance er også vigtig. Danskerne kunne godt være mere tolerente og kigge lidt mere indad, når det kommet til andres sprogkunstskaber og gide lytte.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sproglig mangfoldighed er udmærket, især hvis de ekstra sprog også kan bruges af indfødte danskere - og her står engelsk, tysk, spansk og svensk stærkere end tyrkisk og arabisk. Men i forhold til ghettoer og inklusion er kravet om mangfoldighed ikke nok. Findes der også en mangfoldighed i eksempelvis matematisk og geografisk viden?? Hvis der ikke gør det, er det et problem, at man i mange boligområder er langt mindre læringsparate end i andre. Det er et problem, som modersmålsundervisning kun delvist kan medvirke til at løse - og slet ikke, hvis modersmålsundervisningen bliver en ideologi, hvor den tyrkiske/arabiske kultur følger med og skaber tvivl om "at blive for dansk".
Der er intet brugbart alternativ til at blive dygtig.

Runa skriver.
Niels Duus Nielsen
Vi har også udtrykket inshallah, i vores egne nordiske sprog. Det hedder ganske enkelt på dansk, vi ses "om god vil". På islandsk, við sjáumst, "ef gud vill". Her tager man ikke for givet, at vi mennesker er herrer over skæbnen. Min egen mor bruger udtrykket hver gang vi siger farvel og ikke ses i et halvt til et helt år. Hun er uddannet i historie og islandsk. Selvom hun er en moderne veluddannet kvinde, vil hun ikke tirre skæbnen med, at det er helt givet, at vi får lov til at ses. Det handler om hybris og har sine rødder helt tilbage til det græske, at vi ikke skal tage livet for givet. Sprog er interessant ganske enkelt.

Kim Folke Knudsen

En forudsætning for en god integration er tilegnelse af det danske sprog. Vi må have et samfund, hvor der er vist fundament af fælles kultur, arv og gods, som er det som vi forbinder som gode Gamle Danmark.

Men det kan ikke skade, at vi får mennesker ind, som kan flere sprog også sprog som hidtil ikke er blevet talt her i Danmark. Arbejdspladserne kan have gavn af arabisk kinesisk og andre sprogkundskaber. Indenfor myndighederne ikke mindst efterretningstjeneste forsvar og politi kan det kun være en fordel med at rekruttere personale med flere end et modersmål.

Det er en tåbelig modstilling at stille dansk op imod et fremmedsprog. Fremmedsproget bliver kun et problem, hvis de nye borgere ikke vil eller ikke kan tale dansk.

jens peter hansen

Runa skriver.
Modersmålsundervisning gavner. Mine egne børn har gået ca. 4,5 timer hver lørdag til modersmålsundervisning, hver lørdag fra 1. klasse til 9. klasse. De taler sproget udmærket, dog ikke helt perfekt. De forældre, der tror, at de kan lære deres børn modersmålet helt perfekt, har ikke forstået noget.
Jo men det er der kæden hopper af for Bergþóra Kristjánsdóttir. Når hun taler om danisering og sammenligner det at lære dansk med nazistisk sprogbrug så er alt håb vist ude. Det er både fint og godt at børnene får modersmålsundervisning,for at lære modersmålet forstås, men det er ikke et overgreb at ungerne skal lære dansk og vel at bemærke dansk lige så godt som pæredanske børn. At "bussing" ikke virker, fordi børnene der hvor de bor ikke taler med etnisk danske børn, bør resultere i at man må stoppe den praksis. Det er rigtig fint at kunne farsi og dansk, men det er ikke en god ide at tale og skrive et mangelfuldt dansk. Bergþóra Kristjánsdóttir og andre har igennem mange år påstået at ved at undervise i modersmålet bliver man fx dygtigere til matematik. Det viser alle undersøgelser at det gør man ikke. I stedet for at understrege at sproget i skolen er dansk og at modersmålet er en gaveoveni som men kan få undervisning i bilder Bergþóra Kristjánsdóttir og andre såkaldte eksperter politikere og hjertensgode mennesker ind at manglende modersmålsundervisning er årsagen til alle ulykker. Lad os prise mangfoldigheden, men lær nu for fanden vort muddersmål, som afdøde Benny Andersen så kærligt ironisk kaldte det danske.