Klumme

Pressens tjeneste

Når man bøjer sig for rationerede spørgsmål
Når man bøjer sig for rationerede spørgsmål

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

28. september 2018

Vi skruer tiden tilbage. Scenen er sat af et stort pengeinstitut. Det ene af to samfundsbærende. Journalister fra nær og fjern er til pressemøde. Med risiko for at skabe yderligere inflation i ordet skandale er skandale, hvad der er på tapetet.

Pengeinstituttets navn røbes ikke her, da skribenten har sine robuste passiver i foretagendet. Man kan aldrig vide.

Pengeinstituttet er i krise. En filial i det baltiske land, fra hvis himmel Dannebrog faldt, har i årevis indtjent ti procent af pengeinstituttets afkast.

Ingen har åbenbart undret sig, endsige gjort noget ved det. Det svarer til, at Mærsk – i øvrigt med interesser i pengeinstituttet – konstaterer, at en af rederiets redningsbåde sejler flere penge ind til koncernen end den blå flådes containerskibe. I rettidig omhu ville Mærsk nok have regnet efter.

Pengeinstituttets ledelse forholdt sig diskret til den lettiske filials lønsomhed. Ikke et kvæk, uanset gentagne advarsler. Éttusindefemhundrede milliarder kroner. Danmarks BNP er på omkring 2.070 mia.

I pengeinstituttets scenografi sidder journalisterne pænt på plads med spidset blyant og vandkæmmet hår. Folk, der dækker dette stof, er ikke født i går og hængt til tørre i nat. Flere kan regne. De fremmødte véd besked og venter kun på forklaringen bag fra pengeinstituttets ledelse. Den sidder som høns på en pind. (Nogle forestiller sig sikkert et andet fjerkræ).

Som alle har ventet: Direktøren holder op. Man forstår på det hele, at han ikke ender som et socialt tilfælde eller forlader bygningen ad bagdøren med en papkasse i armene. Bestyrelse og formand bliver.

Resten er tungen ud af vinduet. Ledelsen besvarer ikke en skid for nu at sige det på ens bedste fransk.

Man husker, at pengeinstituttet er en af samfundets søjler. Når noget i denne liga går galt, træder regering, stat og skatteydere til med rigelige midler, så en større ulykke ikke trækker hele lortet med i faldet. Pengeinstituttet er privat, bevar os vel, men under statslig garanteret sikkerhed.

Pressen skal ikke være statister

I den slags situationer stiller pressen – efter en eller anden bestyrelsesformands velkomst- og skåltale – spørgsmål efter behov. Det er god skik. Og adspurgte svarer. Men når orienterede pressefolk således spørger, reagerer en trængt eller kriseramt talsperson/bestyrelse, politiker ikke sjældent undvigende. Eller vedkommende siger ikke hele sandheden eller kun halvdelen eller det modsatte af sandheden. Det har man hørt om.

Pressens repræsentanter stiller derfor opfølgende spørgsmål, så offentligheden kan vurdere sandfærdighed og solvens. Eksempel:

– Har De, hr. butikstyv, stjålet røde pølser i Brugsen?

– Nej.

Opfølgende spørgsmål:

– Hvordan vil de så forklare, at politiet fandt uregistrerede røde pølser påstemplet Brugsen i Deres fjällräv?

Et tænkt eksempel, men dækkende.

På pressemødet kundgjorde bestyrelsesformanden, hvis mimik ikke just lignede en julefrokost, at når de var mødt så talrigt op, måtte hver og én kun stille ét spørgsmål. Ét spørgsmål så gik den håndholdte videre, hvilket jo betyder, at ingen spørgsmål kan følges op. Formanden røbede ikke mere end allerede kendt i en 80 sider skriftlig redegørelse fra pengeinstituttets egen advokat, delt rundt en halv time før mødet.

Som gammel pressemand ligger man i ulvetimen og fantaserer om samme scene, men i den bedste af alle verdener. I en sådan finder pressen sig ikke i den slags fis.

Man må forestille sig, at pressekorpset ved meddelelsen fra bestyrelsesformanden om ét spørgsmål pr. journalist i enighed afbryder mødet og udbeder sig fem minutters pause, hvori journalisterne formulerer sig: Såfremt bestyrelsesformanden ikke giver rum for frie og opfølgende spørgsmål i en situation, der ligger langt uden for bestyrelsesformandens moralske kompetence, ja, så kan bestyrelsesformand og pressechef, resten af bestyrelsen og den afgående direktion rende et enigt pressekorps så inderligt i pressekorpsets kollektive røv.

Journalisterne burde have rejst sig og være skredet.

Heri lå den gode historie hin dag: At bestyrelsesformanden ikke kunne eller ikke evnede eller ikke turde eller i disse alt for højt gagerede personers selvoppumpede stil arrogant ikke gad kaste lys over pengeinstituttets gerninger i denne pinagtige sag.

Selve historien om hvidvaskningen kunne journalisterne allerede fortælle uden en bestyrelsesformand, der ikke lod sig udspørge.

Dette er den rystende historie i al dens oprørende omfang, en sag om griskhed og slet moral i et stadig mere korrumperet pengemiljø, i et stadig mere flosset fædreland.

Pressen skal i et civiliseret samfund ikke sidde der med hatten i skødet over for en bande skræddersyede, sindssygt overbetalte højrøvede platugler.

Pressens folk skal ikke som statister i et uværdigt spin arrangeret af en propagandachef have allernådigst lov at stille spørgsmål på objektets vilkår: Pressen skal på egne betingelser kunne udspørge de ansvarlige, hvis adfærd jo her har givet anledning til, at der overhovedet afholdtes dette pressemøde. Det drejer sig om personer, hvis gerninger i højeste grad angår den offentlighed, i hvilken pengeinstituttet lever og bliver reddet af skatteyderne, når lokummet brænder.

Pressens folk bør i den bedre verden vælge en talsperson ved pressemøder af den art for at imødegå betingelser og nægte at medvirke i propaganda.

I en kommentar forsvarede Søren Pind i øvrigt pengeinstituttet og sammenlignede kritikken med strikkekonerne. Og så gik der kludder i Pinds metaforik, der anbragte konerne – ikke foran guillotinen – men i den pøbel, der over for Pontius Pilatus forlangte Barabas frigivet frem for You know who, som den forhenværende meget kristne justitsminister overraskende mener er den afgåede bankdirektørs sidestykke.

Gud ved, hvor Pind har konto …

Thomas Borgen fratrådte onsdag sin stilling som administrerende direktør i Danske Bank, men kan tage sine aktier og 12 måneders løn med sig.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Reinholdt
  • Tino Rozzo
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Ingolf Bent Skipper
  • Marianne Borgvardt
  • Tommy Clausen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Trond Meiring
  • Kristian Rikard
  • Niels Duus Nielsen
  • Oluf Husted
  • Hanne Pedersen
  • Grethe Preisler
  • Frede Jørgensen
  • Lars Koch
  • Torben K L Jensen
Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Tino Rozzo, Kurt Svennevig Christensen, Ingolf Bent Skipper, Marianne Borgvardt, Tommy Clausen, Maria Francisca Torrezão, Trond Meiring, Kristian Rikard, Niels Duus Nielsen, Oluf Husted, Hanne Pedersen, Grethe Preisler, Frede Jørgensen, Lars Koch og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Kære Metz - du må hellere aktivere dine passiver i et andet pengeinstitut - hvad med Nordea ?
Fremragende indlæg i øvrigt.

Kirsten Lindemark, Frede Jørgensen, Bjarne Tingkær, Tommy Clausen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Pressens folk er i dag, generelt, uden nosser.

Anders Reinholdt, Olav Bo Hessellund, Torben K L Jensen, Egon Stich, Oluf Husted, Tommy Clausen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Kære Metz,

Vil du vise dine årsopgørelser frem, som bevis på din skattevillighed? Og derefter forlange, at DB's
ledelse gør det samme, mange år bagud.

UBER dommen skulle kunne bruges til at forlange selvangivelserne frem i lyset.

Er jeg den eneste, der mistænker bankansatte for selv at snyde i SKAT?

Frede Jørgensen, Tommy Clausen, Trond Meiring og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

"...en bande skræddersyede, sindssygt overbetalte, højrøvede platugler..."
Så er det fand'me sagt!

Malan Helge, Anders Reinholdt, Kirsten Lindemark, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Aske Bjerre-Larsen

Storbankerne kunne ikke være mere ligeglade om folk bliver eller skride.
Almindelige borgeres Nemkonto og opsparing er en forsvindende mikroskopisk ligegyldighed i storbankernes samlede omsætning.
Og hvor skal man skifte hen ? Der findes i kongeriget kun én eneste bank med anstændig moralsk habitus og det Merkur Bank. Alle andre banker bruger samme undergravende metoder som Danske Bank.

Det eneste der hjælpe er politiske indgreb hvor forbryderiske institutioner opløses, sættes under administration eller nationaliseres.
For Danske Bank er nationalisering og nådesløs retsforfølgelse af samtlige ledere gennem de sidste 30 år, eneste rimelige løsning.
Men det sker ikke da disse forbrydere jo hverken er dumme eller mangler penge til bestikkelse.
Og det har de gjort for længst - samtlige bærende/bestemmende partier i det danske folketing er klækkeligt betalt for at kigge væk, snakke udenom og lovgive symbolsk.
Danmark er gennem-korrupt men størstedelen af befolkningen - ca 95% - er for dumme eller for dovne til at forstå hvad der foregår.