Klumme

Racisme er blevet politisk mainstream i Vesten

Fremmedfjendtlige strømninger, som dem vi så udfolde sig i Chemnitz, har i årtier eksisteret i de vestlige samfunds randzoner. Men Trump har trukket racismen ind i politisk mainstream
Højreradikale demonstranter i Chemnitz

Højreradikale demonstranter i Chemnitz

Jan Woitas

18. september 2018

Af åbenlyse årsager var billederne af en tysk folkemængde, der jagter udlændinge gennem gaderne, i særklasse foruroligende.

I en video, som chefen for det tyske efterretningsvæsen anser for at være misinformation, fremstår det, som om politiet ikke kunne standse amokløbet i Chemnitz, en trøstesløs industriby med en fortid som socialistisk mønsterby.

Begivenhederne i Chemnitz vækker mindelser om dem i den amerikanske by Charlottesville sidste år, hvor en flok bestående af nynazister, Ku Klux Klan-medlemmer og andre ekstremister udløste ravage. 

Begge byer er mærket af historien: diktaturregimer i Chemnitz, slaveri i Charlottesville. Den voldsparate ekstremisme har muligvis blandede motiver, men racisme er ét af dem.

Mange hvide amerikanere, især i Sydens landproletariat, lever i relativ fattigdom med dårlige skoler og elendige job. Deres selvbillede kunne de dog afstive ved at føle sig racemæssigt overlegne i forhold til sorte medborgere.

Da Barack Obama vandt præsidentposten, var det derfor et slag i ansigtet på dem. De følte deres status dale, og Donald Trump forstod at spille på deres angst og nag.

Statusangst

Mange østtyskeres mentalitet er stadig præget af den autoritære fortid, og de har haft svært ved at gribe det forenede Tysklands nye muligheder. Nu bakker de i stigende grad op om højreekstreme demagoger, der skyder skylden på indvandrere og flygtninge.

Den statusangst, som griber mange hvide mennesker i Vesten, forværres formentlig af Kinas spektakulære fremvækst som ny global supermagt og af oplevelsen af, at Europas og USA’s verdensdominans ser ud til aftage.

Velsagtens var det, hvad Trump mente, da han i Warszawa sidste år erklærede, at »vor tids fundamentale spørgsmål er, om Vesten har viljen til at overleve«.

Der var engang, i de første årtier af 1900-tallet, hvor Vesten af sine fjender (mange af dem tyskere) blev defineret som ’anglo-fransk-amerikansk liberalisme’. Højrenationalister (mange af dem tyskere) yndede at kalde London, Paris og New York for ’jødeinficerede’. I de liberale demokratier styrede pengemagt – ikke blod og jord.

Den ungarsk-britiske filosof Aurel Kolnai udgav i 1938 bogen The War Against the West (Krigen mod Vesten, red.)titlen hentydede til nazisternes krig mod de vestlige demokratier.

Racismens vej til mainstream

Men ligesom europæiske populister i dag bruger homoseksuelles rettigheder og feminisme som køller til at angribe islam med, refererer højrefløjsledere nu til ’Vesten’ som noget, der må beskyttes imod muslimske horder – ja, undertiden sågar til ’det jødisk-kristne Vesten’. Det sidste kan bruges til at afværge beskyldninger for antisemitisme, som det yderste højre traditionelt forbindes med.

At udrede, hvad der er kulturelle, og hvad der er religiøse elementer i fremmedhadet, kan være svært.

Frem til sidst i 1800-tallet blev antisemitisme formuleret religiøst: Jøderne havde myrdet Jesus, brugte blod fra kristne børn til at bage matzah-boller til påskefesten osv. Det ændrede sig, da pseudovidenskabelige raceteorier vandt indpas, og da først et biologisk skel var etableret mellem jøder og ’ariere’, var der ingen vej ud af den racistiske fælde.

Et retorisk greb hos dem, som ser muslimer som en trussel imod den vestlige civilisation, er at nægte at anerkende islam som en religiøs tro. Det er en kultur eller en ideologi, der ikke er forenelig med ’vestlige værdier’, siger de. Præcis det samme blev førhen sagt om jødisk ’kultur’.

Selv om muslimer findes i mange afskygninger og kommer fra mange lande, kan fjendtlighed over for islam stadig være racisme, når alle, der associeres med islam, bliver stemplet som ’fremmede’, der må udstødes.

Hadefulde fordomme af den art stopper sjældent ved muslimer.

Sådanne strømninger har i årtier eksisteret i de vestlige samfunds randzoner, især i USA hvor fantasier om genetablering af hvidt overherredømme går langt tilbage.

Højrefløjspolitikere har førhen kun spillet antydningsvis med på dem. Men ved at erklære, at de højreekstreme i Charlottesville talte »meget fine mennesker«, og ved at kalde mexicanske indvandrere for »voldtægtsforbrydere«, har Trump trukket racismen ind i politisk mainstream.

Når Vestens mest magtfulde person ansporer til pøbelvold, har Vesten (hvordan man så end definerer det) et alvorligt problem.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Ved en »sørgemarch« lørdag gik Alternative für Deutschland (AfD) sammen med højreradikale organisationer som Pegida og Pro Chemnitz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Kim Folke Knudsen
  • Espen Bøgh
  • Mads Berg
  • Peter Knap
Olaf Tehrani, Kim Folke Knudsen, Espen Bøgh, Mads Berg og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den fængslede, formodede knivstikker fra Chemnitz er netop blevet løsladt, oplyser Spiegel Online.

Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Racisme er ikke kun politisk mainstream for "pøbelen", den har sandelig været det i lige så mange år for den politiske og kultur-elite, der selv har holdt sig langt væk fra begrebet "at omfavne multikulturalismen"(de fremmede) i deres egne hvide boligområder, og derved kunnet dyrke deres egen "blonde racisme" i stilhed, samtidig med de kritiseret pøbelen for racisme.

- Uha, "vores ejendomsværdi falder hvis der flytter fremmede ind i vort boligområde" lyder det, hvis ikke det lige er ejerlejligheder, så er der også problemer med at fastholde prisen på denne type bolig, så også her er det let at genkende den "blonde racisme".

For de fine dyrke nemlig racismen i stilhed, og under andre påskud for ikke at få de fremmede som naboer, - eller for tæt på deres egen hverdagssfære, - det er noget de andre må!

Det er lige så meget racisme selv om det dyrkes i stilhed, sådan som det gøres politisk og i kultur-eliten, - der er slet ingen forskel på den racisme de anklager andre for, hvad enten det er mainstream eller ej, - så er det i bund og grund racisme selv om det gøres i stilhed.

jens christian jacobsen, Kim Folke Knudsen, Benny Larsen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

En helt præcis beskrivelse af højrefløjsekstremismen i Europa med Tyskland som eksempel.

I 1930´ernes nationalsocialistiske Verdensbillede indgik forrædderen: Den oplyste hvide mand/kvinde, som befordrede undermenneskenes forsøg på at nedbryde samfundet. Et af undermenneskerne var Jøden. Jødernes adgang til politisk indflydelse blev befordret af denne stereotyp af en hvid forrædder. Den oplyste hvide ariske forræder var demokraten af nationalsocialisterne kaldet Plutokraten, som var med til at støtte et system, der ikke var racerent og som forhindrede de udvalgte folk i deres ret til at herske over lavere stående racer. USA var for Nationalsocialsterne med tiden et symbol på et Plutokrati styret af forræderne. Alene forekomsten af sorte personer var en bekræftelse på dette og det i et USA, hvor racismen florerede i sydstaterne.

I 1930´erne var det demokraten: plutokraten som var forræderen eller den kunstneriske elite, som udbredte " Endartete Kunst " ( uforståelig abstrakt og degenereret kunst ). De var forræderne indenfor den udvalgte hvide race, som skulle bekæmpes af Nationalsocialisterne.

Bemærk at der nu igen hetzes mod den påståede elite. Der tales om det politisk korrekte menneske, som har tilladt pladderhumanisme og dermed uhindret invasion i vores samfund af fremmede borgere med en lavere kultur.

Bemærk dehumaniseringen af borgere, som tror på Islam. De stemples over en kam for at tilhøre et samfundslag, som vil ødelægge vort demokrati og vort udviklede samfund indefra.

Der er uhyggelige fællestræk mellem fjendebillederne i 1930´erne og de tilsvarende fjendebilleder af idag.

Fjendebillederne er opstået i samfund, som er inde i en periode med stor forandring og med en omfattende utryghed i befolkningen over denne forandring. Angsten befordrer de her stemninger af antipati og af at finde en syndebuk.

Europa mellem 1918-1939 var omfattet af en enorm forandring. Kejserriger og imperier forsvandt nye stater og nye konflikter opstod samtidig med store økonomiske kriser.

Nu tyder meget på, at det Europa som var bygget op efter 1989 kan stå overfor lignende store forandringer.

Men der er en afgørende forskel. I 1932 vidste menneskene ikke, hvad Nationalsocialismen faktisk ville føre med sig. De tyske vælgere som stemte på NSDAP kunne med en vis ret sige, jeg tog ikke " Mein Kampf " kampskriftet alvorligt. Jeg stemte for en mand, som kunne skabe velstand og magt til mit land Tyskland, som kunne genrejse Tyskland efter Versailles Traktatens hårde fredsvilkår. På den måde viser jeg min foragt for de etablerede politikere, som ikke har genrejst Tyskland men affundet sig med krise i 1923, ny krise i 1929 og al den dybe nød i samfundet.

Nu ved vi hvad Adolf Hitlers magtovertagelse førte til. Det spinkle tyske demokrati i Weimar Republikken blev afskaffet på lidt over et år. Vi kan ikke henvise til datidens uvidenhed om risikoen, ved at slippe de udemokratiske kræfter: højreekstremismen, ultra nationalismen og racismen løs.