Læserbrev

Sagsbehandlere skal være styrende fremfor empatiske

I Jobcenter Lærkevej har man skåret antallet af borgere fra 255 til 50 per sagsbehandler. Det har medført en øget tilfredshed hos borgerne, men ingen har spurgt sagsbehandlerne om, hvad de synes om den nye ordning
Debat
26. september 2018

Når en borger bliver ledig, vil samfundet have udvikling – og det skulle helst ske i går.

I Jobcenter Lærkevej har man skåret antallet af borgere fra 255 til 50 pr. sagsbehandler. Borgerne oplever nu øget kvalitet, mulighed for hjemmebesøg, følelsen af, at sagsbehandleren lytter og forstår. For som Lærkevejens ansatte skrev i en kronik i september sidste år: »Ingen kan hjælpe en udsat ledig på 25 minutter

Er færre borgere så løsningen? Ja og nej. Jeg synes, at der er overraskende lidt fokus på, hvordan sagsbehandlerne har oplevet ordningen.

Sagsbehandlerne er ifølge personlighedsanalyser omsorgsfulde, overbærende og bløde. De ønsker samvær og en god følelse af nærvær. Alle egenskaber til stor gavn for deres omverden. Dog også egenskaber, der gør, at de ofte sætter andre mennesker før sig selv og har en tendens til overempati.

Derfor er min opfordring til politikerne at udvikle og styrke de mennesker, der for alvor skal udvikle og motivere de ledige.

De skal kunne tackle de udfordringer, som deres empatiske væsener giver dem, ved at gå fra empatiske til styrende sagsbehandlere. Selvstændighed, retningsorientring og fokus på målet skal hjælpe dem med at overleve i en verden, hvor empati, tidstyranni og arbejdet med udsatte borgere kræver meget af dem.

Karina Maria Nyberg, erhvervspsykologisk rådgiver og tidligere sagsbehandler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Sagsbehandlerne er ifølge personlighedsanalyser omsorgsfulde, overbærende og bløde.

Det var catans. Ku vi få en henvisning til de personlighedsanalyser?

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Søren Andersen, Anne Schøtt, Maria Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er faktisk rigtigt, Lise Lotte, de fleste sagsbehandlere er flinke mennesker, men der er selvfølgelig også idioter iblandt. Man skal selvfølgelig udvise lidt empati for dem også.

At de skal være styrende fremfor empatiske er imidlertid noget vrøvl, de bedste sagsbehandlere er empatiske OG styrende. Det kan sagtens lade sig gøre, kunsten er at finde ud af, hvad borgeren selv vil, og så forsøge at styre denne vilje i en for borgeren konstruktiv retning.

Den dårlige sagsbehandler interesserer sig kun for, hvad opgaven kræver - i disse år skal klienten i arbejde hhv. praktik, hvad enten vedkommende egner sig eller ej - men den gode sagsbehandler forsøger at finde et job, som borgeren faktisk kan udfylde uden medbragt seng eller overmedicinering.

Sagsbehandlerne er imidlertid sat på en umulig opgave: Mange kontanthjælpsmodtagere er simpelthen ikke i stand til at udføre et reelt stykke arbejde, men der er ikke plads i loven til at lade dem gå i fred. Jeg tilhører selv gruppen af langtidsledige, som er for syg til at arbejde, men for rask til en førtidspension. Styring er spildt på sådan en som mig, og empati gør mig heller ikke arbejdsparat.

Men empatien er bedre for begge parter - jeg føler mig forstået, og sagsbehandleren slipper for en opslidende kamp.

Lise Lotte Rahbek

Niels N
Personlighedsanalyser er ikke verdens mest pålidelige værktøj. Tag et kig på denne artikel: https://www.theguardian.com/commentisfree/2018/sep/23/personality-tests-...?

Bortset fra det, så regner jeg med at sagsbehandleres personligheder er som et hvilket som helst anden faggruppes, som indeholder de gode, de onde og de forstyrrede.
Om sagsbehandlere skal være styrende i forhold til andre menneskers tilværelse, må vi hellere undlade at diskutere her.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Kommunerne er/skal være befolkningens repræsentanter - ikke statens repræsentanter overfor befolkningen.

Det følger af den gamle struktur amter/kommuner, hvor amterne var kongens repræsentanter - med kongeligt udnævnte amtmænd - mens kommunerne var folkets repræsentanter.

Løkke forsøger, gennem KL, at gøre kommunerne til instrument for statslig politik, endda for en speciel fraktion indenfor Venstre.

Kommunere skal være alle borgeres repræsentanter, altså også de i øjeblikket hjæjpsøgende.
Kommunen skal ikke kun være repræsentant for de jordbesiddende eller erhvervsdrivende.

Der er ikke - i øvrig lov - nogen hjemmel til at gøre kommuner eller sagsbehandlere til en slags ridefogeder, eller kræve "robusthed" af sagsbehandlerne - i betydningen. tilsidesættelse af de trængendes behov.

Uarbejdsdygtighed kan være forskellig fra individ til individ, og hvis man vil "styre" noget må man først sætte sig ind i klientens situation.

Dette ekstraarbejde kan forenkles, hvis man har en generel sats- som ved førtidspension - der kan anvendes på en stor del af klienterne.

For "arbejdsmarkedet"s vedkommende er situationen, at arbejdsgiverne uge for uge - med V og Ks godkendelse - nedlægger virksomheder og flytter dem til udlandet.

Derfor er man langt fra at kunne tilbyde arbejde til alle arbejdssøgende.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

For at stille det hele på spidsen... Der var sikkert også flinke medarbejdere i Auschwitz. Allegorien siger mere end lange søforklaringer. om velmening i tvangsforhold.
Personligt har jeg ikke længere socialrådgivere, som arbejder i jobcentret i min vennekreds. Jeg har bedt dem gå ad helvede til. Det kan de ikke forstå, for de er jo "de go'e" og de stemmer på SF eller Ø....

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Ebbe Overbye, Hans Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Den evindelige kasten ansvaret på Lars Løkke er trættende. En meget stor del af dette helvede er Mette Frederiksens værk.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hey, jeg har en ide! Vi sender alle sagsbehandlerne på kursus hos nogle erhvervspsykologiske rådgivere! Nu hvor mentorordningerne er blevet gennemskuet, har vi brug for nogle nye buzzwords og skinmanøvrer, så det ser ud som om at der foregår noget meningsfuldt på jobcentrene. Her kan erhvervspsykologiske rådgivere vise sig at være alle pengene værd, og vi kan jo bare tage midlerne fra de svage og udsatte borgere, de lede nassere, det vil lære dem at være udviklede og motiverede.

Alvorligt talt så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad 'personlighedsanalyser' har at fortælle om erhvervspsykologer. Jeg har altid haft en opfattelse af, at psykologer var mennesker med etisk sans, men det var tydeligvis bare en fordom, taget i betragtning hvordan de kæmper for at komme til ved de offentlige midlers trug for tiden, uanset hvilken befolkningsgruppe det så skal ske på bekostning af.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

Jeg kan ikke betragte læserbrevet her som andet end et noget uldent partsindlæg, hvad enten det så har været tilsigtet eller ej.

Når en opfordring til politikerne om at "udvikle og styrke de mennesker, der for alvor skal udvikle og motivere de ledige", kommer fra ejeren af et privat firma, som bl.a. sælger ydelser indenfor personaleudvikling og kommunikation på præcis dette område, så bliver opfordringen noget lummer.
Det bliver ikke mere overbevisende med den direkte fokus på sagsbehandlerne og generalisering af disse, fordi hvem er "sagsbehandlerne"?

De fleste burde virkelig tænke lidt mere over hvor indholdsløst ordet "sagsbehandler" reelt er. Det er en person som behandler en sag, punktum. Desværre er ordet blevet politisk ladet med andre betydninger. Folk hører gerne ordet "sagsbehandler" og tænker socialrådgiver. Den sammenkobling er ofte forkert og bliver det stadigt oftere, men jeg regner det dog for ret sandsynligt at det generelt er socialrådgivere Karina Maria Nyberg henviser til, når hun kalder sagsbehandlerne omsorgsfulde, overbærende og bløde.

Virkeligheden er at de sagsbehandlere som arbejdsledige eller syge borgere møder på jobcentrene ofte er alt andet end socialrådgivere eller bare socialfagligt uddannede. Hvis jeg tager et kig på sagsbehandlerne i et par af de sager, der irriterer mig for tiden, så kan det måske give andre et billede af aktuelle tendenser. En er med en ung kvinde med mindre psykisk handicap, den anden en moden mand med varige mén efter arbejdsskade og begge er etnisk danske. Begge har 2 primære sagsbehandlere, samt yderligere 3 personer, der også foretager nogle sagsbehandlingsopgaver, tilknyttet deres sag i jobcenteret, og jeg har ganske simpelt tjekket disse personers faglige baggrund.

Den unge kvinde har en ydelsessagsbehandler, der er kommunom, og en jobcentersagsbehandler, der er socialrådgiver. Så er der hendes jobkonsulent, der kommer fra et privat job i beklædningsindustrien, en sagsbehandler fra afdelingen for sundhed og omsorg, der kommer med baggrund som SOSU i ældreplejen, og så er der en HK-uddannet sekretær som bl.a. administrerer kontakten imellem de øvrige 4 og kvinden.

Manden har en ydelsessagsbehandler, der er socialrådgiver, og en jobcentersagsbehandler, der er dansk/arabisk tolk. Jobkonsulenten er også dansk/arabisk tolk, sagsbehandleren fra afdelingen for sundhed og omsorg er kommunom, og så er der også her en HK'er til den praktiske administration.

Det er disse personer som de to borgere møder på jobcenteret, men disse er i praksis ikke de eneste sagsbehandlere på deres sager. Der er flere som de ikke møder. Ydelsessagsbehandleren og jobcentersagsbehandleren kan nemlig kun beslutte at yde hjælp efter de lovparagraffer, hvori det er angivet at kommunen skal yde hjælp. Det står ikke "skal" i de fleste paragraffer på området, hvilket nysgerrige selv kan forvisse sig om her: http://www.socialjura.dk/
Der står typisk "kommunen kan yde..." og hver gang at der står dette, så kan sagsbehandlerne kun indstille borgeren til hjælp. Dette sender beslutningen op til afdelingens leder og afdelingens jurist, enten i rollen som ledere af et beslutningstagende sagsbehandlerteam eller som selvstændige beslutningstagere. I begge de nævnte sager er lederen socialrådgiver og juristen er naturligvis en cand.jur.

Hvis jeg lige sætter tal på her, så er der 7 sagsbehandlere på hver af disse to borgeres sag, hvoraf 2 overlapper, fordi begge sager er fra samme jobcenter, så her er der her i alt 12 sagsbehandlere, hvoraf kun 3 er faguddannede socialrådgivere. Karina Maria Nyberg kalder sig herover tidligere sagsbehandler og er faktisk ganske repræsentativ for en voksende gruppe af sagsbehandlere på landets jobcentre. Med en uddannelse som merkonom fra Helsingør Handelsskole plus en lederuddannelse fra Niels Brock og et lederjob ved Adecco fulgt af et lederjob hos Integro (der er en af de private aktører i beskæftigelsesindsatsen), har hun arbejdet 3 år som arbejdsmarkedskonsulent og projektleder på jobcenteret i Hørsholm.

Her kunne jeg godt gøre det til en diskussion om kompetencer på jobcentrene, men det er jeg ikke interesseret i, fordi dette handler langt mere om perspektiver. holdninger og kognitiv bias. Det er ud fra disse at en sagsbehandler kan være styrende eller empatisk i sin tilgang til arbejdet og der er en giftig og ofte glemt lille humle gemt heri. Hvad er forudsætningen for at kunne føle empati? Har denne forudsætning også noget at gøre med at kunne forstå problemerne hos de mest udsatte ledige eller bare ledige i det hele taget? Og har dette nogen betydning for hvilken hjælp og rådgivning, som tilbydes og hvilke krav der stilles til "ledige" med andre problemer end ledighed?

Jeg er da fuldt tilhænger af at offentlige ansatte sagsbehandlere skal kunne overleve det system som de er en del af, uden at bukke under for stress og udbrændthed. Det er jo en gylden regel at ingen kan hjælpe andre uden at have hjulpet sig selv først. Og det er benhårdt at høre blandt de sagsbehandlere på jobcentrene, som sidder med den direkte borgerkontakt. De skal både være lovens hårde hånd, vidner til meget forfærdelige skæbner og mål for kraftige reaktioner fra borgere, der til tider tager form af trusler og vold, imens de skal rette al fokus på at få generelt alle i job og selvforsørgelse med ressourcer, der bliver mindre og mindre for hvert år. Det er hårdt og det er svært.

Jeg kan bare ikke se at man løser problemerne ved at ty til personaleudvikling og meruddannelse, der skal gøre sagsbehandlere med borgerkontakt mere styrende. Havde jobcentrene været et hus, så svarer det til at forsøge at reparere den revnede mur med polyfilla, selvom fundamentet under muren er smuldret væk. Efter nu 16 år med socialpolitikken underlagt Beskæftigelsesministeriet, så er problemerne på jobcentrene i høj grad så strukturelle af karakter at det at gøre sagsbehandlere mere styrende kan være lig at tænde for en tidsindstillet bombe.

Set fra udsatte lediges synspunkt er lovgivningen og jobcentrenes sagsbehandlere allerede så styrende at nogle ledige hellere vælger selvmord eller et liv i kriminalitet eller prostitution frem for at stille en til dag på jobcenteret, og blandt dem der alligevel bliver nødt til det, er voldsomme reaktioner i afmagt mere og mere hyppige. Jeg kunne godt ønske at bringe nogle fotos fra et jobcenter her, fordi vi har flere steder jobcentre med terrorsluser ind til kontanthjælpsafdelingen og en mindre hær af trænede vagter bare for at beskytte sagsbehandlerne imod borgeres reaktioner. Hvis dette er hvad der skal til nu, hvad skal der så til, hvis alle sagsbehandlere skal være mere styrende?

Det er mange spørgsmål jeg stiller og jeg har et mere: Hvorfor hedder det "udsatte ledige"?

Betegnelsen dækker bl.a. over handicappede personer, borgere med alvorlige og kroniske fysiske sygdomme eller ditto psykiske lidelser, personer med varige mén efter arbejdsskader, trafikulykker og andre ulykker, kriminalitetsofre med varige mén fra overgreb og vold, samt flere andre grupper. Hvorfor er det at vi først og fremmest skal se alle disse mennesker som arbejdsledige, inden at vi kan se dem som noget som helst andet? Og hvilket syn syntes I at en sagsbehandler bør have på disse mennesker?

Det er ikke sådan at jeg ønsker svar på alle disse spørgsmål her i debattråden. Det er derimod mit ønske at alle der læser denne kommentar, tænker over disse spørgsmål, sover på det for derefter at tænke over dem igen, fordi her er der ingen hurtige og nemme svar.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Torben Skov, Maria Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Sagsbehandlere" er en fuldkommen uensartet gruppe af ofte forhenværende ufaglærte/faglærte fra diverse bestillinger såsom tidligere pornofotografer, damefrisører, postbude, cykelsmede, pædagogmedhjælpere, etc, etc.
Disse mennesker forventes at sætte sig ind i mere end 30.000 siders komplekse love og regler på et 6 ugers kursus. Desuden får de tillige ofte kurser i hvordan ledige prøver at snyde sig til diagnoser, der kan give førtidspension.
At de skulle være mere empatiske end andre folk, som til eksempel socialrådgivere der har taget en uddannelse hvor empati og positive relationer indgår, må siges at være et noget fantastisk postulat - for at sige det pænt.
Hvis sagsbehandling skulle være mere styrende end den i forvejen er, kunne det anbefales at 'behandleren' lagde en synlig ridepisk på sit skrivebord. Bare for at understrege, at her på Jobcentret handler det altid om at give borgerne de rette incitamenter til selvforbedring.

Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Hvis nogen er interesserede i at få mere at vide om umenneskelig sagsbehandling, kan det anbefales at se eller gense filmen "Jeg, Daniel Blake" der vandt Guldpalmen i Cannes 2016.
Den sendes på DR K, (en af de kanaler, DR bliver nødsaget til at bortspare)
Torsdag 21.30-23.05 og Lørdag 23.35-01.00.

Handlingen :
Den 59-årige Daniel har arbejdet som snedker i Newcastle hele sit liv, men er blevet arbejdsløs på grund af hjertesygdom. Nu har han for første gang i sit liv brug for hjælp fra det offentlige.
På Jobcentret møder han den enlige mor Katie, der for at slippe ud af sin hjemløshed har sagt ja til en lejlighed i en by hun ikke kender.
Sammen oplever de et koldt og ufølsomt bureaukrati, mens deres venskab udvikler sig og de begynder at tænke på oprør mod systemet.

Selvom filmen foregår i England, er der ikke langt fra lighederne med beskæftigelsessystemet i Danmark, hvor socialpolitikken næsten er afskaffet, som Brian W. Andersen siger i sit glimrende indlæg 17:06.

Vi hører næsten aldrig om disse grufulde skæbner, for de er fejet ind under gulvtæppet af de fleste medier og politikere.
Alligevel er det vigtigt at have på sinde, at de fleste af os kun er 22 ugers sygdom fra total social og økonomisk deroute i et land, der foregiver at være et velfærdssamfund.

Nej Eva. Forholdene ligner hinanden i hele EUropa. Det er nok et hint om hvem der er ophav til udviklingen.

Eva Schwanenflügel

Torben Skov, jeg udtaler mig i forhold til at filmen foregår i England, og sammenligner med det danske system for at folk ikke skal tro det er så meget anderledes.
På intet tidspunkt har jeg påstået, at det var bedre i resten af Europa.
Så det er da en stråmand der vil noget, du her opstiller ;-)

Danmark valgte jo af helt uforklarlige grunde i løbet af slut-90erne at gå med England og USA - fremfor at holde fast i vores solide forankring i en kontinental tradition, med skandinaviske særtræk. Det betyder, at Danmark, som det eneste land, har efterlignet den post-thatcherske nedbrydning af velfærdssystemet, hvor det engang var allermest universelt udbygget med en grundpræmis om, at ingen skulle være fattige og ingen skulle være hjemløse.

Karsten Aaen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Torben Skov

Forholdene ligner ikke hinanden i hele Europa. Der er faktisk store variationer imellem landenes sociale systemer, men jeg vil gerne medgive at forholdene på samfundsbunden er hårde i alle landene.
Desuden har Steffen Gliese helt ret i at meget i de danske systemer er kopieret fra de britiske ditto, og det er derfor ret svært at sammenligne både det danske og det engelske system med deres modparter i de øvrige europæiske lande.

Når vores politikere sammenligner Danmark med andre lande, så er det især størrelsen på de danske ydelsessatser de bryster sig af og kalder for verdens højeste. Det er de også på papiret og brutto, men når skat, §13f, boligudgifter, egenbetaling til sundhed, m.m. er trukket fra, så vælter det pæne billede og mere galt går det, hvis vi også indregner for Danmarks høje moms og priser på madvarer, tøj og transport.
Hele læsset får endda lige et skub mere af at Danmark er verdens mest e-governance-styrede land, fordi selvom vi har en regel om fritagelse fra e-borgerskab, så er e-borgerskab i praksis nødvendigt for at søge hjælpe efter størstedelen af Aktivloven og dele af Serviceloven. Dette påtvinger udsatte ledige en IT-udgift i flere tusind kroners klassen hvert år.

I nogle af de lande vi sammenligner os med er sociale ydelser skattefrie, i nogle tildeles der separat en bolig og en ydelse, hos andre igen er udsatte helt betalingsfrie på sundhedsområdet inkl. tandlægebehandlinger og andre steder gives de fri transport. Desuden har flere lande oprettet gratis internetadgang til deres borgere og der er også steder, hvor der stadigt findes telefonbokse til dem, der ikke lige har penge til at rende rundt med en smartphone. Det er forskelle som disse og forskelle i landenes forbrugerpriser og afgifter, der gør de sociale systemer og især de sociale ydelser i Europas lande usammenlignelige. Dertil spiller forskelle i rettigheder og krav også en rolle. Det er f.eks. ikke helt lige meget om 2 timers arbejde efter bedste evne giver penge i lommen eller en modregning i den sociale ydelse.

Der er bestemt ikke sjovt på samfundets bund i noget land, men hvis man virkeligt skulle måle hvor der er bedst og hvor der er værst, så vil det være nødvendigt at sammenligne på netto rådighedsbeløb og købekraft efter at boligudgiften er trukket fra. Det er ikke sådan man sammenligner i dag.

Bruger man den målestok og bare kigger isoleret på Danmark, så er det ikke et trygt billede, der danner sig. Her kan vi blot sammenligne minimumsbudgettet for sunde og raske personer, der senest blev lavet i 2015, med Aktivlovens ydelsessatser her i 2018. Godt nok er de fleste modtagere af Aktivlovens ydelser ikke helt sunde og raske, og mange er endda alvorligt syge, men selv uden denne forværrende faktor er forskellene markante. På flere ydelser er bruttosatsen i 2018 lavere end satsområdets netto minimumsbudget var i 2015.

Du kan selv nærstudere tallene. Minimumsbudgetterne er her: https://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2016/11/104896_Minimumsbudget-...

Ydelsessatserne står i Aktivlovens kapitel 4 og for at få de sammenlignelige nettobeløb skal du her fraregne for skat, ATP og Aktivlovens §13f (225-timers reglen). Loven er her: http://www.socialjura.dk/content-storage/love/aktivlov/

Pengene er kun den ene del af billedet, den anden del udgøres af det bureaukrati som jobcentrene står i front for. Hvad dette angår vil jeg give Eva Schwanenflügel ret i at det billede som filmen "Jeg, Daniel Blake" viser af de britiske forhold, ligger ret tæt på gældende forhold i Danmark. Hvis man som dansker aldrig har prøvet jobcentrenes bureaukrati på egen krop eller set det på helt nært hold, så denne filmen man skal se, hvis man gerne vil forstå hvad der foregår på det sociale område.

Karsten Aaen, Ebbe Overbye, Aske Bjerre-Larsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Maria Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det var ikke for at opstille en stråmand. Jeg har åbenbart fået den forkerte opfattelse, at systemerne var begyndt at ligne hinanden. Det glæder mig egentligt, at de ikke gør.