Kronik

Sommeren gjorde mig til en spiseforstyrret klimaaktivist

I en søvnløs tropenat besluttede jeg mig for at redde klimaet ved at blive veganer. Men så viste det sig, at jeg havde misforstået opgaven. Jeg synes slet ikke, det er synd nok for dyrene. Og jeg har hund
Denne sommer fandt dagens kronikør ud af, at veganisme ikke handler om at redde Jorden. Det handler om, at det er synd for dyrene.

Denne sommer fandt dagens kronikør ud af, at veganisme ikke handler om at redde Jorden. Det handler om, at det er synd for dyrene.

Ritzau Scanpix

Debat
20. september 2018

For en måneds tid siden lå jeg i min seng og prøvede at falde i søvn. Det var svært. Klokken var et, og der var 22 grader udenfor. Min hund lå i benenden og gispede. Jeg spekulerede på, hvorfor det var 22 grader udenfor midt om natten, og hvorfor det ikke havde regnet i en evighed.

Jeg var bange. Det havde jeg været længe. Denne sommer var ikke normal. Træerne smed deres blade, og søer og moser tørrede ud.

Jeg vendte mig om på den anden side, imens jeg forsøgte at forstyrre min kat, der lå under dynen, mindst muligt. Jeg havde lyst til at gøre noget.

Triste indkøb

I mange år har de daglige indkøb gjort mig trist. Ikke det at gå og putte letmælk og havregryn ned i indkøbskurven, nej, det er konfrontationen med nationen, der opstår ved kassen, når der skal betales. Det er, som om gennemsnitsdanskeren overhovedet ikke har nogen øvre grænse for klamhed, når han eller hun træder over tærsklen til Netto.

Jeg har engang været på besøg på leverpostejfabrikken Stryhns, og jeg havde kvalme i to måneder efter – og det selv om jeg endda blev forskånet for at se, hvordan svinene til postejerne blev opfostret og slagtet, inden de havnede i dem.

Jeg luftede dynen med alt, hvad jeg havde af arme og ben, og puffede hunden ned på gulvet, hvor den gispede videre.

Den her verden kan ikke klare den CO2-udledning, som vores kødproduktion er skyld i, tænkte jeg. For slet ikke at tale om den store risiko for antibiotikaresistens som landbruget har en stor del af ansvaret for.

Vi lever i en tid, hvor Arla har fået hjernevasket os til at tro, at vi dør af knogleskørhed, hvis vi ikke drikker mælk. Der var sågar en bekymret speciallæge, der spurgte ind til mit skelet forleden og huskede mig på at spise ost. Ost!? En læge!?

Jeg besluttede mig for at redde klimaet ved at blive veganer, og så lagde jeg mig til at sove med en højnet moral.

Dyrerettigheder, ikke klima

Næste dag stod jeg op i 31 graders varme – klar til at redde verden. Lykkelig over, at kaffe er plantebaseret, satte jeg min italienske espressokande på blusset. Da jeg fjernede den igen, kom jeg til at skubbe til glasset med honning. Honning? Må man spise det? Nå, for den da, det måtte jeg lige finde ud af senere.

Jeg tog kaffen og min computer og satte mig ned og meldte mig ind i de facebookgrupper for veganere, jeg kunne opdrive. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet. Måske noget med at skulle deltage i en omvendelsesceremoni på et podie og sige: »Hej, jeg hedder Rikke, og jeg er kødspiser«, hvorefter et kor af stemmer ville svare: »Hej Rikke« og efterfølgende invitere på kaffe og kage lavet på banan og dadler, imens unge, smukke mænd med ukulele og et yderst velfungerende tarmsystem ville lovprise mit mod og min hæderlige tilgang til at redde verden.

Det skete ikke.

Faktisk viste det sig, at jeg havde misforstået opgaven. At være veganer handler nemlig ikke om at redde Jorden. Det handler om, at det er synd for dyrene.

Jeg fandt ud af det med honningen. Det viser sig, at biavlere er de værste røvhuller på Jorden, og at de kvaser hanbier og klipper vingerne af bidronningen. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor. Jeg skrev og spurgte en ægte veganer, om det ikke var noget med, at bien var truet, og vi alle burde værne om arten ved at holde så mange bier som muligt. Igen blev jeg mødt med argumentet om, at den veganske tankegang ikke handler om klima, men om dyrerettigheder. Jeg er forvirret.

Et dårligt menneske

Jeg må nemlig ikke være med i hulen. Jeg synes ikke, det er synd nok for dyrene. Jeg har ellers prøvet at lufte min holdning til både Arla, penicillin og burhøns, men der er ingen kære mor. Vi må ikke slå dyr ihjel, og vi har ikke ret til at tage hverken uld, pels eller æg fra dem. Alle dyr har lige ret til at leve. På deres præmisser, naturen er fair, og vi skal ikke blande os i den.

I skrivende stund ligger jeg i min seng igen, og igen har katten lagt sig til rette under dynen. Jeg skammer mig. For det viser sig, at det ikke er o.k. at have kæledyr. Jeg er altså på nuværende tidspunkt både en forkert veganer, fordi jeg gerne vil redde verden, og et dårligt menneske, fordi jeg holder dyr i fangeskab.

Forleden så jeg et billede på Facebook lagt op af en dyrerettighedsaktivist. Hun var i færd med at stoppe en lastbilchauffør, der transporterede svin for Danish Crown, for at få ham i tale om dyreetik. I hånden havde hun en Coca-Cola. Og det er så her, jeg undrer mig, for hvordan kan man, som etisk aktivist, støtte et brand, der har så stor en magt, som det forvalter så uetisk?

Svaret var, at kapitalisme ikke kolliderer med veganisme. Endvidere var colaen ikke til hende selv, men til chaufføren. Hvilket igen undrer mig. For hvis hendes forhold til colaen kan oversættes til mit forhold til det veganske, vil det så sige, at jeg gerne må købe kød, så længe jeg ikke spiser det?

Belugalinser belaster

At være veganer er blevet så almindeligt, at det har medført en stigende interesse for veganske erstatningsprodukter i supermarkederne. Jeg betvivler ikke, at man kan leve langt sundere som veganer, men det vil altid være på bekostning af behovet for en meget globaliseret infrastruktur og en voldsomt miljøforurenende import af forskellige fødevarer med høje ernæringsmæssige værdier.

De fleste af de såkaldte superfoods, der har ernæringsmæssige egenskaber som sundt fedt og store mængder protein, kommer fra fjerne egne af kloden.

Jeg har netop tjekket mit eget køleskab og mine køkkenskuffer og kan fortælle, at dadlerne deri kommer fra Israel, linserne fra Canada, kakaoen fra Peru, quinoaen ligeså, bananerne er fra Ecuador og avocadoen (som er et helt kapitel om vandforbrug for sig) er fra Kenya.

Det er absurd, fordi det er med til at fastholde en forestilling om, at vi kan leve, som vi altid har gjort. Men hvis vi vil redde verden, kan vi ikke bare skifte den frosne salamipizza ud med frosne veganerfrikadeller. Vores overforbrug skal ændres radikalt, og uden at jeg skal kloge mig på konsekvenserne ved fragt af eksotiske fødevarer, så klinger grøn omstilling i mine ører en smule disharmonisk med belugalinser fra Canada.

Sekterisk mission

Jeg tror dog på, at kødproduktion er mere forurenende end fjerne egnes produktion af forskellig frugt m.m., og jeg har stadig lyst til at være veganer.

Udfordringen er, at veganere er meget lidt pragmatiske. Lidt a la Jehovas Vidner faktisk. Og den retorik, jeg har mødt blandt veganere, minder mig om en sekterisk mission, hvor der skal hverves nye medlemmer til snart sagt hvad som helst i Jesu Kristi navn.

I min verden er det til grin, når de kalder dyreunger for babyer. En ko får ikke en baby, den får en kalv. Og hvis ikke ens argumenter for det uetiske ved at fjerne kalven fra koen lige efter kælvningen (ikke fødslen) er tunge nok, uden at man skal gøre brug af et patetisk ordforråd, er man ikke dygtig nok til at føre en sag.

I øvrigt vil jeg altid sætte mennesket over dyret, og dette er en prioritering, der indebærer retten til at bekæmpe rotter, regulere dyrebestande og foretage medicinske forsøg på dyr.

Vejret er slået om, siden jeg tog min beslutning, og det er femten grader udenfor. Det føles næsten koldt, og jeg vil iføre mig min uldsweater, når jeg om lidt skal ud med hunden. Man må ikke have hund som veganer. Man må heller ikke gå med uld.

Pyt. Hvis ikke vi får styr på klimaet, får jeg ikke brug for den.

Rikke Grosell er forfatter, radiovært og socialpædagog.

Serie

Om at spise dyr

Stadig flere lever helt eller delvist vegetarisk. Men hvorfor? Er det et identitetsprojekt eller løsningen på klimakrisen? Har den politiske forbruger overhovedet magt? Og hvad med kødspørgsmålets sociale slagside? Det undersøger Information gennem en serie af kronikker og dagbogsnotater fra en måned på vegetarisk diæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birte Lambjerggaard

Flemming Olsen
Jeg synes nu, at det er lidt langt ude at finde nogle udtalelser på nettet for måske at kunne vise, at veganere nu også er mærkelige, jeg er sikker på, at jeg tilsvarende kunne finde rigtig mange udtalelser fra kødspisere, der kunne henvis.e til mærkværdigheder - måske endda fra tråden her. Man skal også passe på med ikke blot at gribe noget ud af en sammenhæng og så udstille det som mærkeligt. I det her tilfælde er diskussionen vel sådan set relevant nok, hvis emnet handlede om, hvor langt man skal gå med hensyn til ikke at skade andre. Nu vil det nok også være forkert, hvis man blot vedtog, at det kun er dyr over en bestemt størrelse, som man ikke skal udnytte, mishandle og dræbe, hvor skulle grænsen i så fald være.
Man kan derimod bedre dele det op i, om man skader andre, fordi man vil forsvare sig selv eller andre, fordi man skader andre ved uheld eller skader andre, fordi man vil udnytte dem eller blot skade dem af helt unødvendige grunde. Ligeså må det kunne forsvares, at man skader andre, hvis det gælder ens egen overlevelse. Her kunne løven nævnes som eks., den dræber andre for at kunne få kød til egen overlevelse, den kan nemlig ikke overleve uden kød.

Birte, enig, bortset fra at et dyrs adfærd - i modsætning til et menneskes - ikke kan være genstand for forsvar.

Jeg beklager, hvis bemærkningerne om insekter og bløddyr virker som taget ud af en sammenhæng, men jeg følte, at jeg kunne kun være bekendt at bringe fire og ikke hele tråden. Og de fylder rigeligt i betragtning af, at jeg ynder at fatte mig i korthed. Men der er tusindvis af andre spøjse eksempler på veganerkontakt.dk, og jeg kan kun opfordre til, at du og (andre) går ind og læser dem.

Birte Lambjerggaard

Flemming Olsen
Nu er der jo sådan set ingen grund til at finde andre debatter, hvor man så blot indsætter indlæg derfra her for at prøve at latterliggøre folks kommentarer, det ville være noget andet, hvis man seriøst ville diskutere det emne, der er oppe i den indsatte tråd, men det ser nu ikke ud til, at det var det, der var hensigten.
I stedet for at læse spøjse kommentarer omkring veganismen, vil jeg så hellere anbefale, at man sætter sig lidt ind i veganismen, der er nemlig så mange myter, der trænger til at blive aflivet, og det ville sikkert hjælpe, hvis folk satte sig lidt mere ind i fakta, i stedet for blot at ytre sig ud fra egen tro, som forfatteren til denne kronik også har gjort.

Britta Lambjerggaard, Tråden, som jeg citerer, hedder "Holdninger til at slå specielle dyr ihjel" og min dyr er at vise, hvorledes kodeks om ikke at ville slå andre dyr ihjel er ført ud i sin yderste konsekvens. Jeg synes, det er relevant at diskutere, fordi det giver et indblik af veganismen i dens aktuelle praksis og ikke blot de flotte formuleringer og teoretiske målsætninger.

Ordet "spøjs" forekommer mig ret uskyldigt i modsætning til grimme og upassende ord som ekstremisme og fundamentalisme. At jeg anvender lidt satire, synes jeg kan være en udmærket kommunikationsform, overfor folk der åbenlyst er kammet over. Og hvis du syntes det virker hånligt, så lyt til dine egne formuleringer i denne debat: "Du har ikke forstået særlig meget…" Du har ikke sat dig ordentligt ind i…" osv osv.

Birte Lambjerggaard

Flemming Olsen
Du skriver, at du synes, at det er relevant at diskutere og jeg forstår det sådan, at du henviser til din indsatte tråd - "Holdninger til at slå specielle dyr ihjel" Bliver så lidt forvirret over den udmelding, for jeg opfattede det tidligere som om du prøvede at latterliggøre kommentarerne deri. Men det er netop relevant og interessant at diskutere sådanne grænsetilfælde som ofte findes på nogle områder - her i en ideologi. I en anden ideologi - carnismen (det modsatte af veganismen) kan der ligeledes være områder, der kan være relevante at bringe op til diskussion, som f. eks. hvorfor man vil spise nogle dyr (grise, køer m. fl. ) og ikke andre dyr (hunde, katte m. fl.)
Nu ved jeg ikke helt, hvad du mener med,at du bruger lidt satire som kommunikationsmiddel til folk, som åbenlyst kammer over. Er det folk her som kammer over eller hentyder du til veganere?
Mine formuleringer "du har ikke forstået særlig meget", "du har ikke sat dig ordentligt ind i" er ment helt bogstaveligt, og jeg har i indlæggene også givet begrundelser derfor. Det er virkelig irriterende, når folk spreder fejlinformationer, fordi de taler ud fra egen tro, som forfatteren til denne artikel er et godt eksempel på, hvor hun kommer med diverse beklagelser med hensyn til veganismen, men det viser sig så, at hun blot ikke har styr på, hvad veganismen handler om og på den måde spreder fejlinformationer.

@Birte

Naturen og biologien overrasker os ofte når vi begynder at studere den, og personligt mener jeg at der har været forsket alt for lidt i andre arters bevidsthed indtil for ganske få år siden.

Her er f.eks. en spøjs artikel om en forskergruppe som gav blæksprutter MDMA (også kaldet ecstasy), og fandt nogle relativt "menneskelige" reaktioner:

https://gizmodo.com/scientists-gave-mdma-to-octopuses-and-what-happened-...

En anden ting jeg faldt over på nettet for nylig var, at selv herbivore dyr som dådyr ikke går af vejen for at spise æg, eller sågar fugleunger og mindre fugle. Hvorfor de gør det er ikke helt afklaret, men deres maver burde ikke kunne fordøje et dyr.

I det mere lommefilosofiske hjørne:

Autotrofer ("planter") er "smukke" på den måde at de benytter energien i lyset fra en stjerne (Solen) til at skabe dem selv. Heterotrofer ("dyr") derimod, kan dermed ses som en organisme der snylter på det smukke.

Dog kan den ene ikke undvære den anden pga. redox kemi. Da atmosfæren i sin tid var fyldt med CO2 som planterne sluprede i sig som sukker mens de groede op mod skyerne, producerede det så meget ilt pga. fotosyntesen som gik amok, at det slog planterne ihjel, men den selvsamme ilt gjorde at autotrofe dyr som insekter havde en fest, og voksede sig kæmpestore.

Det er så nemt at afspore en diskussion ved at nævne alle mulige og umulige særheder, nogle enkelte individer, der regner sig selv for at være del af en mere eller mindre defineret gruppe ytrer.

Stop nu den afsporing! De nævnte ting - alt fra rotter til edderkopper og myg m.m. - er yderliggående og fuldstændig irrelevante for den indeværende diskussion: Hvorvidt det er forsvarligt - både etisk, miljømæssigt, klimamæssigt og sundhedsmæssigt -- at der fx i Danmark kommer 6 svin på 1 menneske, at der dør i ca. 25.000 pattegrise dagligt i Danmark, at der opretholdes uværdige livsvilkår får millioner af dyr alene i Danmark for at tilfredsstille det absolut unødvendige ønske at fortære kød.

Vi kan komme tilbage til smådyr og insekter, når denne problematik er overvundet og ude af verden!

@Britta

Ja eller også kan vi indse at den engelske definition af ordet nature dækker alt det vi på dansk kalder virkelighed eller Universet. Nature er det vi lever i, og frem for alt er vi også en del af nature. Dér går det ofte galt for os som er opvokset i beton, og primært har set dyr og planter som var kultiveret af mennesker.

For nogle år siden stod jeg f.eks. på en altan i københavn og indså at den eneste grønne plante jeg kunne se, var plantet af en af komunens gartnere. Det er svært ikke at miste kontakten til naturen for en bybo uden sommerhus på landet, og vi tror ofte at mad opstår i supermarkeders baglokaler.

Selv et vegansk landbrug kræver at man afsætter et stykke jord, og det vil uvægerligt påvirke det eksisterende dyreliv.

Det er ikke ment som afsporing men som et forsøg på at bløde op. Vi bilder os ind at vi er superintelligente væsener, med en høj kultur og høj moral, men faktum er at vi er mere eller mindre intelligente primater. Vores kultur/moral virker ikke engang særligt human ift. andre mennesker, og vi vil helst ikke se i øjnene at naturen er barsk, og at vi er en del af den.

Morten Balling

Det var i dén grad ikke rettet mod dig, men mod andre, der for alvor afsporer diskussionen med de mærkværdigste eksempler på yderliggående former for at forholde sig over for dyr, der slet ikke er af betydning i vores sammenhæng.

Jeg er i øvrigt ikke så interesseret i kategoriseringer og betegnelser og plejer af samme årsag ikke at betegne mig selv for værende 'veganer', da jeg ikke kan identificere mig med alt muligt, jeg ikke ved nok om. Men uanset, om vi er superintelligente væsener (hvilket jeg nu mener, vi - eller nogle af os - er) eller en form for primater, så har vi en bevidsthed og en moral. Det gælder blot om at benytte sig af den!

Derudover er vi for det allermeste fremmedgjorte fra naturen. Og ja, jeg så så sent som for 4 dage siden for første gang i mit liv, hvordan auberginer gror (og forstod så, hvorfor de på engelsk hedder 'eggplants'). Det betyder dog ikke, at jeg forveksler dem med æg, som jeg ikke spiser!

Naturen er sikkert barsk og nådesløs. Men VI behøver ikke være det, når vi har råd til at lade være. Det er alt.

@Britta

Du skriver "moral" som om det er en veldefineret universel størrelse. Det er det langt fra. Nu er det ikke bare for at kaste en masse læsestof ind som en sten i maskineriet, så brug i stedet en time en dag, og se denne (formidable) Harvard forelæsning (helt gratis!):

https://www.youtube.com/watch?v=kBdfcR-8hEY&list=PLA07799D56A22F558

Bedre og mere informativ "underholdning" end TV, Netflix mm. :) og i høj grad noget som sætter tankerne i gang, også selvom man ikke nødvendigvis er enig med Michael Sandel.

God fornøjelse! :)

Hej Britta. Naturligvis hjælper jeg andre hvor jeg kan, bl.a. har jeg talt i timevis med bekendte med problemer og stået op midt om natten eller rejst hen i den anden ende af landet for at trøste dem, og vi har haft en flygtning boende gratis i vores hus i et halvt år, indtil hun begyndte at ryge indenfor og spilde rødvin i lædersofaen. Men sagen er den at jeg i dag er et natligt produktionsdyr, som sover 80% af min fritid væk pga. stress fra larm og jordrystelser fra mine naboer og trafikken, så jeg har ikke længere overskud til at tilberede min egen mad og sætte mig ind i ernæringskunst, fordi jeg aldrig får mere end 1-4 timers søvn ad gangen og kun orker at stå op for at gå i bad og skifte tøj inden næste vagtskifte. Sådan er mit liv desværre. Der er ingen veganere jeg kender, som bekymrer sig om 'burmennesker', hvilket er kilde til min påstand om at veganere går mere op i andre arter end deres egen arts klassekamp og de ufaglærtes rettigheder til ikke at blive nedslidte før pensionsalderen og dø af hjerteproblemer før tid.

christian christensen og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar

Hej Markus, jeg tror, der er sket en lille forveksling, da det var Birte Lambjerggaard, der kommenterede din kommentar om emnet. (Til gengæld tak for dine anbefalinger af nogle af mine kommentarer)!

Jeg er i hvert fald ked af at læse, at din hverdag er så belastende, som den er - og jeg vil ikke kunne holde til det i mere end en uge!

De folk, jeg kender, der spiser plantebaseret, er generelt interesserede i sociale emner, uretfærdigheder i verden, miljø osv. Men i vores samfund er den enkelte i den grad henvist til sig selv og måske nogle få nære kontakter, så det i det hele taget kan være enormt svært at opleve noget omsorg - fra hverken veganere eller omnivorer ...

Jeg er rigtig glad for at læse om dine medmenneskelige holdninger, og at emnet her overhovedet interesserer dig, ser jeg som et stort plus. Al forståelse for, at du ikke har overskud til eksperimenterende madlavning. Nu ved jeg ikke, om du køber take-away eller mere færdigretter fra supermarkedet, men tilbuddet på vegetar- og veganske retter er stødt voksende, så det kunne være en oplagt mulighed for dig, at prøve nogle af dem af. Blot et enkelt tip på vejen: bønner er en rigtig god køderstatning, da de mætter (og smager) virkelig godt!

Helle Frederiksen

Man møder ekstremister alle steder.
Der er veganere, som ikke spiser honning, fordi ... nogen måske er onde ved dronningen og dronerne. Der er kødspisere, som ikke spiser grøntsager, fordi .. deres smagsløg vist aldrig har været udsat for dem, og af princip bliver de det heller ikke.
Når man læser diskussionen her, kan man se, at kronikken har fået gang i den sædvanlige veganer-hetz; men veganere er et broget folkefærd.
Personlig spiser jeg vegansk derhjemme, fordi det er det mad, jeg bedst kan lide, og fordi jeg synes det er fornuftigt - planetens situation taget i betragtning.
Ude spiser jeg, hvad jeg får serveret - og sætter pris på det. Jeg kan godt spise kød, og det smager udmærket; men jeg synes det er en dårlig ide, og derfor fremmer jeg det ikke gennem mine egne indkøb.

Jeg synes folk skal tænke på, hvor de selv sætter deres etiske grænser - i forhold til ressourcer, og i forhold til dyrevelfærd. Hvis man har brug for det, kan man selvfølgelig også melde sig ind i en militant klub: en klub for dogme-veganere eller -ikke-veganere efter behov; men hvorfor ikke sætte sine egne grænser? Hvorfor er Rikkes første indskydelse at opsøge veganer-grupper på nettet, og ikke bare implementere det forbrug, hun selv finder fornuftigt i sit køkken og på sin tallerken? Diskussioner som denne gør det sværere for folk som mig, at spise som de gerne vil og synes - og få det accepteret af omgivelserne. Jeg gider sgu ikke diskutere dronedrab af biavlere, før jeg spiser honning på min mad, eller om jeg må have en kat eller ej, før jeg skal have lov til at stege mine urtefrikadeller. Både med strammer-veganere og i høj grad også med kødspisere, som vil redde deres egen dårlige samvittighed ved at få mig til at indrømme, at jeg heller ikke handler konsekvent. Næ, det gør jeg sikkert ikke; men jeg er pragmatiker, og gør den indsats, jeg kan overkomme.

@Britta

Et lille tankeeksperiment (lånt fra Michael Sandel):

Du er læge og har fem patienter som alle er ved at dø, fordi de har et organ som er svigtet. De fem patienter mangler fem forskellige organer, men du har ikke nogen brugbar donor. Så kommer du i tanke om, at i rummet ved siden af, sidder der en rask patient som bare venter på hans årlige lægetjek. Du har dybest set muligheden for at redde de fem patienter, hvis du tager organerne fra den raske mand i rummet ved siden af, men det vil betyde at han selvfølgelig dør. Du kan altså redde fem mennesker, ved at ofre et. Hvad gør du?

Her vil et overvejende flertal svare at det ville være forkert at dræbe den raske mand.

Hvad nu hvis man kunne redde 1000 mennesker ved at ofre et? Eller hvad nu, hvis man kunne redde hele menneskeheden ved at ofre ét liv, og det aldrig blev opdaget? Hvad nu, hvis du kendte fremtiden, og så Hitler som ung lege russisk roulette med en ladt revolver. Ville du tage den fra ham?

Bemærk at spørgsmålet bliver sværere at svare på for mange mennesker. De som stadig holder på at mord er mord, og at det altid er forkert, vælger at svare ud fra principper. Al respekt for principper, men de har det med at føre til klassisk principrytteri.

Når vi snakker klima, bæredygtighed, dyrevelfærd og veganisme, så står vi ofte overfor tilsvarende etiske dilemmaer. Et godt eksempel er ulvene i Jylland. De fleste er enige om, at hvis en ulv en dag er ved at angribe et barn, så er det ok at slå den ihjel, men argumentet for at ulve i Jylland er godt, er ofte noget med at ulven er et smukt dyr, eller at det er godt for biodiversiteten, og argumenterne kommer sjældent fra dem med børn i Jylland.

Jeg ved ikke om du kan se det, men man kunne opstille tilsvarende etiske dilemmaer omkring ulven. F.eks.: Vil det være det bedste at man handler på forhånd og skyder ulvene i Jylland før de måske en dag dræber et barn? Har vi ret til at udrydde arter fordi de er irriterende eller farlige for os selv? Hvad med bakterier?

Man kan diskutere værdien af ulve ift. biodiversitet, men der er ingen tvivl om at en ulv både er bevidst, og sikkert også. ligesom en hund, både kan føle frygt, smerte, glæde og sorg. Er menneskers følelser mere værd end dyrs?

En haj som spiser en fisk, er den ond, eller er det ok, fordi den ellers selv ville dø af sult?

I gamle dage var det nemt at svare på sådanne spørgsmål, fordi der stod i Biblen at gud havde skabt mennesket til at herske over dyrene, men det argument er efterhånden punkteret, og vi finder bevidsthed langt "ned" i det biologiske heiraki. Hvor går grænsen for hvilke organismer det er ok at spise? Kan man spise insekter?

Der er svage tegn på at selv planter har en form for intelligens, og måske også en form for bevidsthed eller sågar evnen til at føle. Er det så ok at spise dem?

Hvis man vælger at mene at planter har så lidt bevidsthed at det er ok at spise dem, hvad så med en snegl?

Hvad hvis din familie er ved at dø af sult, og der er et vildsvin som har fået benet i klemme. Hjælper du vildsvinet fri, eller spiser i det?

Jeg kunne blive ved, men jeg håber at have anskueliggjort en flig af at moral ikke er så nemt som vi bilder os ind.

Morten Balling

Det er denne form for enkelte spørgsmål, som jeg synes er forholdsvis meningsløse at diskutere i en tid, hvor milliarder af dyr, vi har mere tilfælles med, end hvad der adskiller os, står/ligger/vegeterer/dør i fangenskab verden over for at bidrage til en stort set overflødelig kulinarisk fornøjelse.

Når det handler om et spørgsmål om overlevelse, så har jeg besvaret det på 1. side af kommentarerne: Iflg. dette har jeg svært ved at se, at vildsvinet i dit sidste eksempel vil have en stor overlevelseschance. Jeg har ikke selv befundet mig i den situation, så jeg kan kun gætte.

Og insekter kommer jeg ikke til at spise af diverse grunde (og forstår ikke længere, jeg en gang syntes, rejer var skønne).

Planter: Så vidt jeg har forstået, har de en form for intelligens, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at videnskaben kommer til at finde meget mere ud om det i fremtiden. Som jeg ser det lige nu, så er de dyr, der har et nervesystem og en hjerne dem, der ligner os allermest, således at jeg betragter det nærmest som brodermord at slå dem ihjel for spise. Men alle levende væsener har behov for at få deres naturlige behov opfyldt. Et af dem er frihed (prøv at indfange en sølvfisk på badeværelset, en myre eller en flue uden redskaber)!

Jeg regner med, at vi som art i sidste ende ville forsøge at redde 'vores egne' frem for andre arter, hvis eller når det gælder. Men igen: vi er ikke i en katastrofesituation og har i største omfang mulighed for at vælge, hvem vi klapper og hvem vi spiser og hvorfor.

@Britta

Jeg er sådan set enig i mange af dine argumenter, men hvad med de mennesker som ikke bor i Danmark, hvor man bare kan vælge vegetarlassagnen i supermarkedet frem for den med kød? Hvad hvis man lever et sted i Verden, hvor den primære kilde til næring f.eks. er havet, såsom Grønland? Er det så ok at dræbe og spise dyr?

Insekter spiser de fleste uden at vide det, men jeg skal skåne dig for detaljerne ;)

Mht. katastrofesituationen, så er vi med stor sandsynlighed på vej, og derfor synes jeg denne debat er overordentlig væsentlig.

Naturligvis må det være 'tilladt', at dræbe dyr i Grønland for overlevelse! Bortset fra, at alt muligt fragtes derop, og folk efterlader al emballage alle vegne, som jeg har læst, fordi de ikke er vandt til disse syntetiske produkter.

Jeg bekymrer mig kun om de insekter, jeg lægger mærke til kravler rundt på mig.

Klimakatastrofen var jo bl.a. én grund, hvorfor vi skulle mindske kødforbruget.

Hermed er cirklen lukket!

Sider