Kronik

Studerende: »Jeg får ondt i maven, når jeg går ind i studieboghandlen«

Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand
Presset fra karakterer, CV-ræs og politikere vejer tungt på vores skuldre som studerende, og det er efterhånden så udbredt med stress, at det er blevet den nye normaltilstand

Peter Nygaard Christensen

26. september 2018

Da jeg første gang begyndte at vise tegn på stress og angst, var det i form af vredesudbrud. De varierede meget; det var alt fra at skælde ud på familie og venner over ingenting til at råbe af folk på Hovedbanegården, der ikke holdt til højre, når de stod på rulletrappen.

I begyndelsen forstod jeg ikke mine udbrud.

Jeg blev mere og mere vred på folk uden grund, og jeg mistede lysten til at indlede en samtale med folk. Konsekvensen af mine vredesudbrud blev, at jeg mistede venner og samtidig fik svært ved at lære nye mennesker at kende.

At være vred på omverdenen er en naturlig konsekvens af at være stresset, men det er umenneskeligt hårdt at komme helskindet gennem et studieliv uden gode venner.

De andre er bedre

For nylig sad jeg på universitetet og snakkede med en ven om vores studier. Jeg spurgte: »Hvad er du stresset over for tiden?« Stemningen blev trykket, men det var ikke, fordi det var unaturligt, at jeg havde spurgt hende om, hvad hun var stresset over, og ikke om hun overhovedet var stresset.

Hun studsede ikke over, at spørgsmålet tog for givet, at hun var stresset, men svarede: »Min økonomi.« Det er ikke sjovt ikke at vide, hvor pengene til det nye semesters bøger skal komme fra.

Det er forrykt, at vi er nået dertil, hvor vi ikke længere spørger hinanden, om vi er stressede, men bare antager det.

Økonomi er også en stor stressfaktor hos mig, men jeg oplever også en stor usikkerhed ved, om jeg nu også har valgt rigtigt.

Sidste år begyndte jeg på pædagogstudiet med en følelse af klarhed. Mit nye liv som udeboende på SU var økonomisk stramt. Men hvad værre var, at min pædagogiske erfaring lå på et meget smalt sted.

Mange af de andre fra mit studie havde brugt mange år ude på gulvet, jeg kom direkte fra gymnasiet. Jeg skyndte mig at finde et studiejob, som kunne give mig den erfaring, jeg manglede, men før jeg vidste af det, havde jeg fire studiejob.

Stressen over at føle mig bagud i forhold til mine studiekammerater gjorde, at det blev vanskeligt for mig at følge med, fordi jeg fik en frygt for ikke at være god nok til det arbejdsmarked, der ventede på mig.

Det var en følelse af, at de andre kunne levere noget bedre, for de havde erfaring, og det havde jeg ikke. Senere hen begyndte tvivlen at fylde mere hos mig, og i takt med det blev min angst og stress værre. Jeg var i tvivl, om studiet var det rigtige for mig.

Det pressede min identitetsfølelse, for hvem var jeg så? Men det pressede mig også, at hvis jeg valgte om og skiftede studie, så havde jeg ’spildt’ et år. Dermed ville jeg have ét år mindre at blive færdig i, det var en kæmpe stressfaktor, for hvad hvis jeg ikke kunne gennemføre på normeret tid?

Det stresser mig stadig. Særligt nu hvor jeg har taget konsekvensen af tvivlen og skiftet. ’Du er ikke god nok’-følelsen har jeg taget med mig på universitetet, »de andre er klogere end mig« ligger konstant i baghovedet.

I karakterernes skygge

Jeg har brug for psykologhjælp til mine problemer med stress og angst. Jeg tror, at gratis psykologhjælp er en nødvendighed med det samfund, vi har opbygget. Men jeg ville ønske, at vi brugte flere ressourcer på at sikre, at folk ikke fik brug for det.

Jeg ville ønske, at vi brugte dem på at overveje, hvordan vi bruger eksaminer, test og karakterer i vores uddannelsessystem.

Hvis politikerne prioriterede feedback, fordybelse og nærværende undervisning i stedet for besparelser, ville jeg få mere ud af min uddannelse og være mindre stresset.

Karaktersystemet hænger som en skygge over mit studieliv. Konstant skal man måles og vejes i stedet for at have fokus på læring. Jeg tror, at karaktermure, som det krav, Københavns Universitet har opstillet om, at man mindst skal have seks i snit for at komme ind, er med til negligere de studerendes læringsproces.

Vores uddannelsessteder forventer, at vi er der på fuld tid, men politikerne forventer, at vi er hurtigt færdige og samtidig har et arbejde ved siden af. Jeg har sjældent weekend, for jeg bliver nødt til at arbejde, medmindre jeg vil tage et lån. Og hvordan skulle det være mindre stressende at have en økonomisk bekymring i form af et SU-lån hængende over hovedet som fattig studerende?

Vi bliver tvangsfodret med ord om, hvordan vi skal være 'omstillingsparate' og 'stærke', som var vi gæs, der blev gjort klar til foie gras. Vi må ikke vise sårbarhed, og når vi er færdige med vores fuldtidsstudier, så skal vi også have et flot CV at vise frem med al den erhvervserfaring, vi har opnået ved siden af vores studier, som et bevis på at vi ikke har spildt tiden.

Vi har store mængder forberedelse, som kræver, at vi tager os god tid til dem, for at vi får det bedste ud af vores uddannelser. Presset vejer tungt på vores skuldre, og det bliver dyrt for samfundet, hvis vi ikke gør noget alvorligt ved det. For det pres, vi studerende udsættes for lige nu, med krav om umenneskeligt flotte Linkedin-profiler og høje karaktersnit, er usunde og sikrer ikke stabil beskæftigelse.

Sidste år havde jeg en eksamen med min studiegruppe. Jeg havde forberedt mig godt og kendte mit stof. Men jeg havde også arbejdet i døgndrift den uge med både studie og arbejde. Jeg var stresset, for jeg havde ikke tid til at tage reeksamen, og hvad hvis jeg svigtede min gruppe?

Da det var min tur, sprang kæden af. Jeg mistede stemmen og kunne ikke fremstamme et ord. Jeg kiggede rundt i gruppen i desperation, for jeg følte ikke, jeg kunne få vejret, og jeg begyndte at ryste. En anden fra gruppen tog ordet og talte videre. Jeg fik det så dårligt, at jeg måtte forlade eksamenslokalet.

Stress er almindeligt

En undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at over 40 procent af de adspurgte studerende føler, at de ikke kan overkomme de ting, som de skal, og at 50 procent af de adspurgte ofte føler sig stressede eller nervøse.

Statistikken viser også, at jeg ikke er alene med mine vredesudbrud, for 29 procent af de adspurgte oplever ofte at blive vrede over ting, som de ikke har indflydelse på. Omend det er dejligt ikke at føle sig alene, bliver jeg ked af det, når jeg ser de tal. Jeg bliver bange for, at når magthaverne ser dem, ser de bare statistikker, de ser ikke de mennesker, som er bagved tallene.

Da jeg råbte ad fremmede mennesker på rulletrappen og brød sammen under min eksamen, var jeg bare en del af statistikken. Det her handler ikke om mig, men om alle de mennesker, som også er en del af de statistikker.

Når jeg går ind i studieboghandlen, får jeg ondt i maven. For jeg ved, at jeg ikke helt har råd til pensum. Jeg går også derind med en følelse af magtesløshed. For selv om jeg inden semesterstart altid leder efter bøgerne brugt, gør det mig også stresset. Ofte når man nemlig ikke at få samlet de brugte bøger, inden man skal bruge dem, hvilket betyder, at man kommer bagud. Hvad skal man så vælge – stress nu over økonomi eller stress senere over de læsemængder, man kommer bagud med?

Undersøgelser viser, at jeg ikke er alene med at opleve stress, vrede eller følelsen af ikke at kunne overskue de ting, jeg skal.

Derfor har jeg også brugt en del tid på at tænke over min vens svar på mit spørgsmål. Det skræmmer mig, at jeg bare antog, hun var stresset. Det skræmmer mig, at ingen af os studsede over det, men det viser blot, at det er blevet almindeligt som studerende at opleve stress.

Vi er alt for mange, der køber studiebøger med ondt i maven.

Sofie Carlø er danskstuderende

Serie

STRESS!

Hver fjerde dansker døjer med stress, med store konsekvenser for både den enkelte og samfundsøkonomien til følge.

I denne kronikserie undersøger Information folkesygdommen – og hvorfor vi ikke formår at bekæmpe den effektivt.

Seneste artikler

  • Tidspres har ført til lovbrud i sagsbehandling af børn, arbejdsløse og handicappede i 15 kommuner

    24. november 2018
    Siden 2016 har 15 kommuner fået et eller flere påbud af Arbejdstilsynet på grund af tidspres på arbejdspladser med socialrådgivere. Her fremgår det, at arbejdsmængden er så stor, at kommunerne ikke kan overholde lovgivning, og at de ansatte udsættes for stress. Særligt børne- og beskæftigelsesområdet har problemer
  • Alt for mange børn er på overarbejde i daginstitutionerne

    16. oktober 2018
    Stress er et samfundsproblem, der årligt koster 27 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Det er en enorm udgift. Vi ved, at voksne, der har haft stress før, er mere disponeret for at få det igen. Når en femtedel af vores børn i dag er stressede allerede i børnehaven, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud, når de bliver voksne
  • Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

    6. september 2018
    Hvis vi ikke tager et opgør med de stigende krav om personlig udvikling og præstationer, så har vi et ansvar for at klæde vores børn ordentligt på til voksenlivet tidligst muligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Randi Christiansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Øgaard
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Schøtt
  • Jørn Andersen
  • Torben Skov
  • Kurt Nielsen
Poul Erik Riis, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Anders Øgaard, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Jørn Andersen, Torben Skov og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stakkels Sofie. Muligvis har du ikke fundet din rigtige hylde. Endnu.
Ikke alle skal studere. Du må acceptere dig selv og forstå dig selv. Led efter det liv der passer til DIG.....Hvordan tror du det bliver den dag du er er færdiguddannet? Det er der eksamen hver dag og pres fra mange kanter.

Lise Lotte Rahbek

De krav og de forventninger, der stilles konstant og hele tiden tilhører ikke dem, som skal leve op til forventningerne, men de som stiller kravene. Det er DERES dagsorden. Ikke din. Du er nødt til at formulere din egen dagsorden og hvad du kan overkomme. Ellers knækker du nakken.

Randi Christiansen, Ane Gaarden, Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Allan Filtenborg, Franck Irakoze, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Nette Skov, Michael Friis, Tue Romanow, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Torben Skov, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fire studiejobs!?

Kan varmt anbefale SU-lån med det nuværende lave renteniveau, så er der også tid til at være det menneske, man selv ønsker at være.

Allan Filtenborg, Eva Schwanenflügel, Frederik Christensen, Nette Skov og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jacques Gauguin

Nu er det jo sagt flere gange, men med risiko for at spilde andres tid, der kunne være brugt til mere konstruktive formål, vil jeg alligevel tilføje dette
Kronikken ser jeg som udtryk for mangelfuld introduktion i det ofte pulveriserede samfund. Alle unge burde gøres opmærksom på, at uddannelse ikke kun er et selvudviklingprojekt, men i særdeleshed en benhård evaluering af om samfundet finder de kompetencer hos den enkelte, som udøvelsen af de mulige erhverv kræver.
Man kan - ofte med føje - tvivle på om det så er de relevante kompetencer, der evalueres. Men efter men mening er dette ikke så centralt.
Det er selve processen: At stille definerede krav til den studerende, og herefter måle i hvilket omfang den studerende kan honorerede krav, der er det vigtige.
Endelig er en sådan proces SLTID forbundet med stress. Det er normalt, ikke sygeligt eller forkert.
Dette leder så problemfeltet i retning af forståelse og håndtering af stress. Her lades børn og unge i stikken ved at curling forældre ikke kan tåle, at deres børn udsættes for krav, der fører til stress, men pakker deres poder ind i var og bomuld.
I sandhed en misforstået opdragelse!

Hans Aagaard, Jens Winther og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Jeg synes, at man kan læse ret klart, at det er usikkerheden - især om de krav, der stilles senere på arbejdsmarkedet - der er en væsentlig grund til presset.
Sofie kan åbenbart få masser af studierelevant arbejde - samtidig med at hun ønsker at opnå mere erfaring. For mig ville løsningen ligge lige for: tage orlov og tjene en masse penge for en tid, opnå den erfaring, der efterspørges - og så efter et par år vende tilbage og gøre uddannelsen færdig med færre timers studiejob.

Ane Gaarden, Hans Aagaard, Michael Friis og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar

Skribenten siger, at hun er stresset fordi hun ikke har *råd* til bøgerne.

Fremdrifts"reformatorerne", og SU-nedskærerne, har nemlig ikke budgetteret med, at der foruden husleje og mad skal indkøbes *bøger*.

Hvor mange bøger får man for 1000 kr i dag?

Især i et fag som dansk, hvor man jo i princippet skal læse et helt bibliotek.

Randi Christiansen, Ane Gaarden, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar

Bibliotekernes bøger er udlånt, når der kører et hold på 10 - 20 stykker.

Man kan heller ikke udprinte en hel bog.

Nyere faglitteratur - som den slags der anmeldes i Information - findes heller ikke fra starten på bibliotekerne, takket være nedskæringerne.

Randi Christiansen, Ane Gaarden, Niels Duus Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar
Jens Falkenberg

Det gamle staldtip er at kigge på kilderne for derefter at hente artiklerne, som bøgerne bygger på, gratis. Alternativt, hvis det er centrale værker, kan de som regel skaffes i ældre udgivelse med stort set det samme indhold. Som regel endda på originalsproget.
Hold dig i det hele taget fra universiteternes boghandler. Langt det meste af det de sælger er billige danske omskrivninger af internationale værker samt Brinkmansk lommefilosofi på et anekdotisk niveau.

Allan Meiltoft Ovesen

Nu taler statistikken jo sit eget tydelige sprog, så det handler måske om, hvordan nogle ser virkligheden, super god kronik Sofie, dejligt at høre nogle unge sætte ord på.

Stress fordelt efter alder og køn:

Kvinder. Mænd.
16 - 24 år 36,3% 18,2%
25 - 34 år 28,3% 18,3%
35 - 44 år 22,0% 14,9%
45 - 54 år 19,8% 13,5%
55 - 64 år 15,7% 11,6%
65 - 74 år 8,3% 5,3%
75 år >. 10,3% 5,6%

Fra Statens Institut for Folkesundhed, 2017

Randi Christiansen, Ane Gaarden og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Man bliver ikke tilstrækkeligt uddannet på et universitet på 5 år! Sådan har det altid været - især i en lille befolkning, hvor den enkelte må være bærer af mere af et fags viden end i større lande, hvor der er plads til en større specialisering for den enkelte.
At opnå den viden tager tid, den kræver ro, den kræver også ind imellem beskæftigelse med alt muligt andet for at danne en person med integritet til at leve sit fag.
Og vi har jo ikke travlt.

jens peter hansen

Jo, jo men kunne man ikke i det mindste få et skøn over hvor mange penge der skal lægges hvert semester. Et godt råd, lån i en kommune uden for København, så skaffes mange på bibliotek.dk hurtigt. Man kan sædvanligvis også købe brugt. Der er vel også kompendier.

Til jer der ikke anerkender den vanskelige, ressourcenedbrydende, kontraproduktive og jo helt unødvendige vanskelig situation vi placerer unge i, når de lægger kræfter i at komme ind i samfundet: Læs lige Carløs artikel en gang til.

Ane Gaarden, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Franck Irakoze og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Det har altid været stressende at tilegne sig ny viden. Det er ikke noget nyt og det var ikke nemmere i gamle dage, det var bare anderledes. Man må ganske enkelt arbejde hårdt, hvis man vil opnå gode resultater. 99.999% af alle gode resultater kommer af hårdt arbejde, resten kan tilskrives held og til sidst en anelse geni. Det geniale opnår man kun ved arbejde, så der et ingen vej udenom. Hvis man ikke kan klare studiepres kan man heller ikke klare et almindeligt arbejdsliv. Så op på hesten min pige og nyd studielivet, det bliver værre på arbejdsmarkedet, hvor du også skal stifte familie og passe dine børn samtidigt med dit arbejde.

Åh, spar mig for flosklerne - og lad os dog for Guds skyld arbejde på, at et moderne arbejdsliv bliver stadigt bedre og mindre belastende.

Ane Gaarden, Anne Schøtt, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Steffen Gliese
Det er ikke mere stressende at være studerende end at arbejde i det private erhvervsliv.

Jeg har selv undervist
mennesker på en lang videregående uddannelse i mange år og samtidigt arbejdet mindst 37 timer, i det private erhvervsliv, uden at være stresset. Det forekommer mig, at de studerende har masser af tid, men mange er meget dårlige til at planlægge deres tid.

Dårlig planlægning giver stress. Det sker i hele samfundet. Måske burde læreanstalterne undervise i konstruktiv planlægning. Dårlig planlægning skader arbejdsforhold på hele samfundets arbejdspladser Jeg taler ikke for, at arbejdslivet bør være stressende.

Men jeg gider ikke høre mere selvynk fra studerende, der får bragt alt i hænderne, de får sågar penge for at gå i skole med SU'en.

Derimod kunne man bede lærere på gymnasier og på universiteterne at koordinere deres tid, lære noget om realistiske tidsplaner, realistiske mål og opgaveaflevering, således at alt ikke klumper sig sammen i én aflevering. De har nemlig sjældent lært at koordinere deres opgaveafleveringer indbyrdes. Det et her meget kan forbedres.

Det er dårlig planlægning og masser af det alle vegne og især i det offentlige, hvor tonsvis af ledere sidder i møde størstedelen af deres liv, uden at tage beslutninger i tide og derved gør de deres medarbejdere stressede, for beslutningerne bliver taget for sent og der er for urealistisk tid til at afslutte opgaverne. Dette gennemsyrer hele samfundet.

Hvis samfundet skar ned på mødeaktivitet og turde tage stilling og turde tage ansvar var der måske mindre stress alle steder. Tag stilling til tingene, sæt realistiske mål og afslut beslutninger indenfor en rimelig tidsperiode, så får du lykkeligere studerende og medarbejdere.

Dårlige ledere og dårligt lærere giver dårligt arbejdsmiljø.

Runa skriver.
PS til artiklens forfatter.
Sagt enkelt.
Dårlig planlægning og urealistiske mål forpester hele samfundet. Det er også vigtigt, at lære sig at prioritere.

Så et godt råd til et ungt menneske. Bed jeres lærere om at koordinere opgaveafleveringer indbyrdes. Lærere tror ofte, at lige præcis deres opgave er den vigtigste, uden at tænke på, at summen af opgaver udgør et helt studie. Og held og lykke med studiet. Jeg har en datter i samme situation. Hun er ved at lære sig god planlægning og arbejder desuden 8-10 timer per uge, fordi hun synes det er afstressende at lave noget andet, end at studere.
.

Et stigende antal studerende tror fejlagtigt, at man kan blive god til noget (her: sit fag) uden at opleve pres. Måske fordi optaget på de videregående uddannelser er steget så meget, at der i dag optages studerende, som fakrisk ikke besidder de fornødne personlige egenskaber til at kunne gennemføre et studium.

Hvis vi pludselig skabte en forventning om, at antallet af mennesker, der kan løbe et maraton, skulle fordobles, så var vi også en del, som ville føle os stressede i forsøget på at leve op til forventningerne.

Men nogle af os, må erkende, at vi ikke besidder de fornødne egenskaber til at løbe maraton - og så være glade for at fuldende 2.500 m. Sådan er det også med uddannelse og arbejde!

Vi kan godt diskutere æstetik, hvis det er det I vil - og her er indhold altså determinerende for form. Selvom vi lever i en tid, der tror, at alt kan løses ved at sætte rammerne, så må rammerne altså rette sig efter indholdet, hvis vi skal have et samfund, der ikke blot klatter sine ressourcer bort.

Niels Duus Nielsen

"Hvis ikke man kan leve med det pres, der skal være, når man studerer, hvordan skal man så kunne klare sig ude i den virkelige verden ??"

Det er vel netop det, der er problemet: Alt for mange kan ikke leve med det pres, de udsættes for i et konkurrencesamfund.

"Vi er nød til at erkende, at kravene er kommet for at blive..." - hvorfor egentlig?

Der er nødvendige krav, og der er unødvendige krav, de unødvendige krav kan vi jo bare droppe. Fx kunne man etablere særlige biblioteker hvor pensum altid kan lånes, eller man kan supplere SU med en bevilling til indkøb af studiemateriale.

"En undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at over 40 procent af de adspurgte studerende føler, at de ikke kan overkomme de ting, som de skal, og at 50 procent af de adspurgte ofte føler sig stressede eller nervøse."

Måske skulle man mildne luften lidt for de klippede får? Der er jo ikke tale om, at det skal være nemmere at bestå eksamen, men derimod om, at der skal være tid og råd til faktisk at studere.

"Vores uddannelsessteder forventer, at vi er der på fuld tid, men politikerne forventer, at vi er hurtigt færdige og samtidig har et arbejde ved siden af."

Fjern kravet om arbejde ved siden af, forær bøgerne til de studerende, og giv dem mulighed for at studere på fuld tid, lige så længe, de vil. Politikerne kan ikke se, at de er ved at ødelægge Danmarks eneste råstof, nemlig ungdommen.

jens peter hansen

Jeg er lidt forvirret . Sofie Carlø skriver: Sidste år begyndte jeg på pædagogstudiet med en følelse af klarhed, og nedenunder står der danskstuderende. Har hun skiftet eller er det mig der ikke kan læse indenad ? Jeg tror bestemt at stress er en faktor for mange studerende. Måske ville det også være smartere at tage et år eller to og prøve noget andet end at modtage undervisning. Med hensyn til mængden af bogkøb siger min erfaring fra sidste år at man kan slippe med mellem 1000 og 2000 kr på danskstudiet per semester på KU. Litteraturhistorier er dyre, men kan lånes eller læses på biblioteker. Billige kollegier kan findes til under 2000 kr i Albertslund, som ganske vist ikke ligger lige i byens centrum. Og til sidst, hvem kan man bebrejde at man ikke har erfaring som 19-årig ?
Jeg ved det ikke.

Ud fra beskrivelsen er presset ikke spor anderledes end i min studietid for 25-30 år siden... men dengang var unge robuste nok til at modstå det...
Bøger? Vi havde bøger til 900+ kr, I 1990 penge. Hvad gjorde vi? Vi enten købte dem og afstod fra at gå i byen en måned, eller kopierede dem...
Karakterpres? Ikke anderledes!
Økonomi? Mere presset, men vi insisterede ikke på at have vores egen lækre lejlighed...
Osv...

Jens Winther, Hans Aagaard og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar

Runa skriver
Niels Duus Nielsen
De unge har svært ved at leve af SU'en med den husleje de betaler, så skal de nemlig tage lån, hvis far og mor ikke er velhavende og giver deres børn FU, derfor er dit udsagn urealistisk. De har ca. 6000 og hvis huslejen er 5000, hvordan kan de ikke arbejde. Bøgerne på 1.semester koster måske 3000-5000, selv om man nogle gange kan købe brugt.

Jeg går slet ikke ind for en stresset tilværelse, det er ikke derfor jeg skriver som jeg gør, men jeg, kan ikke holde jammeren ud. Så gør dog noget ved det!!!!

Jeg har lige afsluttet en opgave. Her måtte jeg arbejde fra 8-9.00-10-11.00 i 1 1/2 måned. Det skulle der til og nu slapper jeg af. Jeg siger det ikke for at gøre mig vigtig, men det er der behov for i min branche, en gang imellem og jeg synes det er sjovt. Vi har alle vores ingangsvinkel til et arbejde, nogle trives bedst med et roligt 9-4 job, andre ikke.

Men stop den jammer, gør noget ved det, der er urimeligt. Unge skal ikke være som grise, det står til slagtning. De skal turde. Jeg glemmer aldrig engang på mit studie, hvordan de studerende rakkede en kvindelig lærer ned, for at vide for lidt og de blev ved og gjorde ingenting ved det. Så foreslog jeg, at vi talte med hende om lidt ændret undervisning og måske lidt hjælp fra en ældre kollega. Det var vi alle enige om. Da vi så stod overfor denne aldeles søde unge lærer og skulle forklare os, fandt jeg mig lige pludselig helt alene med forklaringen på mit dårlige dansk. Lige pludselig var der ingen, der fandt noget i vejen. Sikke nogle kujoner, men brokke sig kunne de, da hun ikke hørte til. Usympatisk. Senere var hun med til at skaffe mig et job som ung kvinde, selv om jeg kritiserede hende dengang. De fleste lærere er til at snakke med. Det har jeg i hvert fald været, hvis de studerende bare fik lavet noget.

Unge i dag har et højere forbrug end tidligere generationer. Det ligger sådan set i tiden. Vi forældrer giver vores børn disse vaner. Jeg havde ikke engang en telefon, det havde jeg ikke råd til og jeg er ikke gammel.

Jeg har engang arbejdet med en en svensk kvinde, der betalte af sine studielån til hun var 70. Det er vel ikke det vi vil frem til, men det ønsker dele af regeringen.

Regeringens ønske om at fjerne SU'en i masterdelen og erstatte med lån vil derfor øge uligheden i Danmark endnu mere.

Selv var jeg ikke begunstiget med SU, fordi jeg er udlænding. Jeg måtte arbejde røven ud af bukserne for at klare mig, derfor er jeg måske lidt barsk.

Men SU'en er en allertiders ordning. Den ville jeg gerne have haft, set i bakspejlet.

Det har jo altid været sådan, at man ikke kan overkomme at gennemføre sit studium på normeret tid - for normeret tid er bare en 'hensigtserklæring', der bygger på, at alt flasker sig. Det gjorde og gør det ikke: der er fag, der ikke udbydes i de semestre, hvor studieplanen foreskriver, at folk skal bestå dem - og masser af lignende faktisk forekommende vilkår.
Det nye er, at folk, der burde vide bedre - eller måske ikke ved bedre, fordi deres eget studium viser sig at være en travesti - forlanger rammer overholdt, der aldrig har været formuleret til at være andet end en eksemplarisk model.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Runa, jeg har ikke specielt ondt af de unge studerende, min bekymring gælder hele samfundet - det burde ikke være nødvendigt, at så mange mennesker går ned med stress, vi kunne jo indrette samfundet anderledes.

Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det har da altid været stressende at studere?
Man skal levere et stykke arbejde, som man bliver bedømt på. Man skal lære at administrere sin egen tid, hvilket også kan være provokerende for nogen (for ikke at sige mange). Man skal lære at indgå i et socialt hierarki blandt de studerende, og et formelt hierarki i selve organisation.
Alt dette på et tidspunkt, hvor man typisk kommer væk fra mors kødgryder, selv skal stå for en husholdning, lære at administrere sine penge og undgå quicklånsfælden, hele dansen med nye kærester, dumme beslutninger i kæmpe branderter, osv. osv.
Det er bare en stressende periode i livet, som også ville være stressende hvis man arbejdede på et lager eller var i lære som elektriker. Fordi det handler om at blive voksen. Det kræver tid, en masse fejl, tilgivelse af sig selv og andre. mv. og kan ikke skydes over på fremdriftsreformen eller andet.

Næ, det har ikke altid været stressende at studere, dengang det ikke var en overlevelseskonkurrence, men derimod en dannelsesproces med henblik på at kunne løfte opgaver i samfundet i kontinuitet med en meget lang tradition. Dengang gik man til eksamen, når man var klar - og man gik ikke til alle mulige deleksaminer, man afsluttede efter et, to eller fire semestre, afhængigt af fagets vægt i den samlede portefølje.
Forskellen er, at målet er at opnå så god, dyb og grundig faglig viden som muligt, og evne til selv at videreføre fagets metoder, intet andet.

Tak til Steffen Gliese! :)

Jeg synes det er typisk for min (= de flestes i dette forum) generation, at vi mener at alting var mindst li'sså hårdt & krævende i vores ungdom, som det er i dag, og at de unge pylrer & vil have curlingforældre.

Men det var IKKE hårdere dengang. Det var hårdt & træls mange gange (jeg var enlig mor under en stor del af mine studier), men det var ikke nær så presset & stresset som nu, hvor digitalisering & evindelige studieordningsændringer som de ansatte heller ikke forstår/har haft tid til at sætte sig ind i.

Kære børn af '68, stop jeres ynk, og støt i stedet unge som Carlø, der gerne vil være en del af vores eneste råstof; viden. De har brug for vores støtte & forståelse.

Tak til Steffen Gliese! :)

Jeg synes det er typisk for min (= de flestes i dette forum) generation, at vi mener at alting var mindst li'sså hårdt & krævende i vores ungdom, som det er i dag, og at de unge pylrer & vil have curlingforældre.

Men det var IKKE hårdere dengang. Det var hårdt & træls mange gange (jeg var enlig mor under en stor del af mine studier), men det var ikke nær så presset & stresset som nu, hvor digitalisering & evindelige studieordningsændringer som de ansatte heller ikke forstår/har haft tid til at sætte sig ind i.

Kære børn af '68, stop jeres ynk, og støt i stedet unge som Carlø, der gerne vil være en del af vores eneste råstof; viden. De har brug for vores støtte & forståelse.

Tine Kruse Scharling

Jeg kan virkelig relatere til det, du (Sofie) skriver, om at have følelsen af at mangle erfaring og gå med en idé om, at alle andre har meget mere erhvervserfaring end én selv - og dermed frygten for, at man trods hårdt arbejde, aldrig vil kunne “indhente det tabte”. Selv gik jeg direkte fra gymnasiet til universitetet (for ifølge politikerne var sabbatår jo spild af tid og forbeholdt “de dovne”). Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de af mine medstuderende, der havde taget dette udskældte “sabbatår”, måske endda flere sabbatår, havde væsentligt nemmere ved at finde et studiejob - og pga det praktiske indblik disse studiejobs gav, derved også havde nemmere ved at forstå fagene og eksamen. DET var der ingen, der havde fortalt mig, da jeg stod der i 3.g og skulle vælge studie... Efter mange års studier, lægeligt ordineret nedsat tid og et forsinket “sabbat-semester” på højskole, erfarede jeg dog, at det hårde arbejde på studiet ikke var spildt, og at jeg ved at følge min egen mavefornemmelse kunne indhente det tabte - og mere til. Her står jeg derfor, på den anden side af det hele: i fuldtidsjob på arbejdsmarkedet. Og ELSKER det!

Og det samme skal nok ske for både dig og de mange andre studerende, som kan nikke genkendende til dine ord. Kort sagt: det skal nok gå altsammen! Men hvor ville jeg ØNSKE, at nogen havde sagt det til mig for mange år siden, og jeg og mine medstuderende i højere grad havde delt vores bekymringer og derved sammen havde udraderet vrangforestillingerne om “den perfekte studerende”. Denne artikel kan forhåbentlig give anledning til en sådan nødvendig snak blandt de studerende. Den giver i hvert fald god anledning hertil! Ønsker dig og dine medstuderende pøjpøj med det hele.
Dbh en ex-studerende