Kronik

Syge borgere skubbes rundt i en sløjfe af ansvarsfraskrivelser, som de ikke kan bruge til andet end at hænge sig selv i

For seks måneder siden fik jeg en ny nabo. Han viste sig at have massive psykiske problemer. Da jeg forsøgte at få myndighederne til at hjælpe, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive så svært
Dagens kronikør søgte forgæves hjælp i det offentlige system til sin nye nabo, som havde massive psykiske problemer.

Dagens kronikør søgte forgæves hjælp i det offentlige system til sin nye nabo, som havde massive psykiske problemer.

Emilie Bech Jespersen

2. oktober 2018

Jeg bor i en mindre soveby tæt på den tyske grænse. Her går livet for de fleste stille og roligt, man lever de liv, politikerne gerne ser. Man følger den lige vej.

Men man skal ikke skue hunden på hårene. Under overfladen emmer byen af druk og narko. Kriminaliteten blomstrer. For ud over de ’perfekte’ danske borgere, bor her også en del sociale tilfælde. Mange af dem er sørgelige skæbner, som livet har tildelt indtil flere nitter. De har ikke vundet på det økonomiske opsving. De er ikke blevet mere inkluderet. De er for manges vedkommende gemt væk og glemt.

Min nye nabo

For seks måneder siden fik jeg en ny nabo. Under indflytningen veksler vi nogle få ord, han virker veltalende og vidende. Men han virker også neglebidende nervøs, noget ulmer under overfladen. Han fortæller, at han kommer fra hovedstadsområdet. Om han kender nogen her i byen? Det gør han ikke.

De første par måneder er min nye nabo den perfekte nabo. Han er stille og rolig, jeg ser ham sjældent og hører ham næsten ikke.

I en af de få samtaler vi har, fortæller han mig, at han lider af skizofreni, at han skylder sammenlagt over en million kroner væk – til det offentlige, sit tidligere boligselskab, til kviklån og private.

De måneder skulle vise sig at være stilheden før stormen.

Han kommer i selskab med en gruppe af alkoholikere, der dagligt sidder på byens værtshus. Det skal vise sig, at det påvirker hans psykiske helbred voldsomt.

Han begynder at smide affald i opgangen, hans gummisko bliver smidt på afsatsen. Han begynder ligeledes at banke på min dør i tide og utide under mærkelige påskud. Han får vrangforestillinger og er tydeligt paranoid. Jeg kan end ikke konversere rigtigt med ham, det, der kommer ud, er mest tågesnak. En mand, der tydeligvis har svært ved at klare livet og dagligdagen.

Over en periode på tre uger lykkes det ham at låse sig ude af sin lejlighed ikke mindre end fem gange. Ligesom han har fået stjålet både pung og telefon. Uden penge og uden nogen at henvende sig til forsøger han flere gange selv at bryde ind i sin lejlighed. Han banker med en sten på låsen, låner en boremaskine og forsøger at bore låsen ud, vandrer hvileløst rundt.

Hans far kommer to gange og henter ham og tager ham med til Sjælland i et par dage. Med faderens hjælp får han en låsesmed ud og kommer ind i lejligheden.

Hans adfærd er hverken gået hen over hovedet på naboerne eller de hjemmehjælpere, der har deres gang i huset. Alle er forfærdede. De fleste vender sig bort.

Ingen hjælp at hente

Jeg er personligt godt klar over, at det her er en sag, der kræver mere end blot et empatisk lyttende øre eller et knus.

Det er en sag for professionelle, det skal amatører ikke røre ved. Derfor trækker jeg en skarp grænse – også for at beskytte min egen noget sårbare psyke.

Som det første ringer jeg til kommunen for at høre, om der er hjælp at hente. Det er der ikke, selv om jeg fortæller, hvor slemt det står til. Han er et voksent, selvstændigt menneske og må selv henvende sig. Men det kan man ikke, når man er så syg!

Mens alt dette står på, kommer jeg en dag hjem fra en gåtur med min hund. Min nabo halvvejs sidder, halvvejs ligger op af sin fordør. Han virker katatonisk, med et stift stirrende blik mod loftet.

Jeg kan ikke bare se til, mens et andet menneske går til grunde. Så jeg går i gang med at ringe rundt. Det er blevet weekend, så alt, der kan være lukket, er lukket. Derfor ringer jeg til regionens psykiatriske hospital. De kan ikke hjælpe og henviser mig til psykiatrisk skadestue. Der rykker man ikke ud, så han må selv komme ind, eller jeg må prøve lægevagten. Heller ikke hos lægevagten er der hjælp at hente, medmindre jeg kan give dem hans personnummer. Desperat ringer jeg til kommunens hjemmehjælp og snakker med den ansvarlige sygeplejerske, men de tager sig kun af borgere, der er henvist.

Da hun alligevel skal til byen, vil hun dog lige holde øje med ham. Hun kører forbi ham mere end én gang og er enig i, at det ikke ser godt ud. Hun kontakter derfor politiet, som siger, at jeg skal ringe og fortælle, hvad der er sket. Det gør jeg, men politiet kan heller ikke gøre noget, for han har jo ikke gjort noget ulovligt.

Endnu en gang kommer der en låsesmed, men samme nat låser han sig ude igen. Herefter er der stille i to døgn. Jeg hverken ser eller hører ham. Jeg bekymrer mig for hans mentale tilstand, er i sandhed bange for, at han enten er bortgået i nedtrykt sindstilstand, eller at han ligger død i sin lejlighed. Derfor ringer jeg for tredje gang til politiet og fortæller dem om tingenes tilstand.

Lig på bordet

I Danmark er antallet af personer med skizofreni, depression eller angst på godt 9.500 diagnosticerede per 100.000 indbyggere. Heraf har godt 1.500 diagnosen skizofreni, ifølge Psykiatrifonden.

Fra 1980 og frem begyndte man at udsluse patienterne fra de psykiatriske afdelinger. De skulle ud og integreres i samfundet, leve blandt almindelige borgere.

Det er en smuk tanke, men uden den fornødne støtte og hjælp går det ofte galt. For den syge borger sluses ikke ud og blandes med den almindelige befolkning, men kommer ofte ud i almennyttige boligbyggerier, hvor naboerne har lige så mange problemer, som den udslusede selv.

Det mindste, man kunne forvente, er, at disse syge borgere får en støtte- og kontaktperson, som kommer med jævne mellemrum, spørger ind til borgeren, og som den psykisk syge kan henvende sig til, når tingene brænder på.

I øjeblikket skubbes borgerne rundt i en sløjfe af ansvarsfraskrivelser, som sårbare mennesker ikke kan bruge til andet end at hænge sig selv i. Endnu engang beviser samfundet og dets instanser, at der skal lig på bordet, inden man griber ind.

Vi har brug for, at psykisk syge, og især dem med svære psykiatriske diagnoser, ikke gemmes væk og glemmes. Vi har brug for, at alle åbner øjnene og ser, hvor galt det står til, når samfundet svigter.

Som når politikerne flygter fra ansvaret til fordel for skattelettelser. Skattelettelser, som samfundets bund alligevel aldrig mærker noget til. For når samfundet og beslutningstagerne svigter, så lægges ansvaret over på naboerne, vennerne og familierne, der ofte har deres egne problemer og ikke magter at rumme den svært psykisk syge.

Vi hylder friheden i Danmark, men vi svigter, som samfund og i det offentlige, vores allermest sårbare medborgere i frihedens navn. Det er ikke en frihed, der er værd at have. Som sagerne står her og nu, er det et svigt.

Men vi har også, som det er blevet foreslået af regeringen og Dansk Folkeparti, brug for en landsdækkende udbredelse af regionale psykiatriske akutberedskaber, der kan tilkaldes, når en borger er inde i en psykisk nedsmeltning.

Et sådant akutberedskab burde være en selvfølge, og det vil med sikkerhed være mindre traumatisk for den syge borger at møde et professionelt team, end at blive konfronteret med politiet efter, at jorden er forsvundet under vedkommende, og det allerede er for sent.

Så det er noget, jeg håber, resten af Folketinget også vil bakke op om.

For min nabo er det imidlertid for sent. Boligselskabet har sagt ham op, og han er blevet smidt ud af lejligheden. At det skulle være så svært at få hjælp i Danmark, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Hvornår lærer politikerne, at problemer løses bedst og billigst, endnu før de er opstået?

Liliane Murray, brøkførtidspensionist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Andersen
  • Anker Nielsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Vivi Rindom
  • Jane Jensen
  • Viggo Okholm
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Estermarie Mandelquist
  • Jeppe Lykke Møller
  • Arne Albatros Olsen
  • Thomas Tanghus
  • Ivan Breinholt Leth
  • Lasse Glavind
  • Christel Gruner-Olesen
  • Carsten Munk
  • Flemming Berger
  • Peter Wulff
  • Torben Lindegaard
  • Søren Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • Henrik Leffers
  • Anne Schøtt
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Paul Naisbitt
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Ann Thomsen
  • John S. Hansen
  • Ole Frank
  • Jakob Trägårdh
  • Heidi Larsen
  • Trond Meiring
  • Torben Skov
  • Bettina Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Peter Tagesen
  • David Zennaro
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Anette Bjørnstrup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørgen Dragsdahl
  • Ebbe Overbye
  • Steffen Gliese
  • Ib Christensen
Kirsten Andersen, Anker Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Vivi Rindom, Jane Jensen, Viggo Okholm, Gunilla Funder Brockdorff, Estermarie Mandelquist, Jeppe Lykke Møller, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Ivan Breinholt Leth, Lasse Glavind, Christel Gruner-Olesen, Carsten Munk, Flemming Berger, Peter Wulff, Torben Lindegaard, Søren Andersen, Jakob Silberbrandt, Henrik Leffers, Anne Schøtt, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Paul Naisbitt, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Ann Thomsen, John S. Hansen, Ole Frank, Jakob Trägårdh, Heidi Larsen, Trond Meiring, Torben Skov, Bettina Jensen, Torben K L Jensen, Peter Tagesen, David Zennaro, Maj-Britt Kent Hansen, Anette Bjørnstrup, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Dragsdahl, Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Ib Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeanne Löwe Lindberg

Tak Liliane. En desværre meget genkendelig ulykkelig beretning om at der er meget lidt eller slet ingen hjælp at hente fra det offentlige såkaldte sundhedssystem.
Som pårørende, til et menneske man elsker, som ulykkeligvis er havnet i psykiatrien, med netop de problemstillinger du her beskriver, står man med en oplevelse af ufattelig afmagt.
Den afmagt, du her beskriver, bliver bare ved og ved. Vokser sig værre og værre.... sammen med sorgen over at miste et elsket menneske. Dét, at være vidne til, at en man holder af, som engang var helt normal og velfungerende, ikke får den rette hjælp i tide.... er ubeskriveligt trist..

Susanne Riis, Berith Skovbo, Kirsten Andersen, Anker Nielsen, Estermarie Mandelquist, Peter Hansen, Søs Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Thomas Tanghus, Lasse Glavind, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Dennis Tomsen, Steen K Petersen, Christian Nymark, Henrik Leffers, Anne Eriksen, Ruth Gjesing, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, birgitte andersen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Verner Nielsen, Ole Frank, Tue Romanow, Jakob Trägårdh, Trond Meiring, Heidi Larsen, Margit Lund Christensen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Niels Bønding, Ib Christensen, Peter Tagesen, David Zennaro, Børge Neiiendam, Lars Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Med til psykisk syges vanskeligheder hører at de skal begå sig, forsøge at integrere sig, i en stresset konkurrencekultur. I mange tilfælde er deres psykiske symptomer reaktioner på forhold, alle tilsyneladende raske mennesker også influeres af; de har bare karakterpanser nok til at fortrænge ubehagene og regulere den kognitive dissonans.

"Som det første ringer jeg til kommunen for at høre, om der er hjælp at hente. Det er der ikke, selv om jeg fortæller, hvor slemt det står til. Han er et voksent, selvstændigt menneske og må selv henvende sig. Men det kan man ikke, når man er så syg!"

I visse tilfælde vil det være lovpligtigt at kommunen reagerer - og under alle omstændigheder har den beføjelse til at tage kontakt til dén, henvendelsen drejer sig om.

Susanne Riis, Berith Skovbo, Peter Hansen, Thomas Tanghus, Lasse Glavind, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, Heidi Larsen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, birgitte andersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Verner Nielsen, Ole Frank, Tue Romanow, Jakob Trägårdh, Trond Meiring, Peter Tagesen, Margit Lund Christensen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Det er en rigtig godt skrevet beretning fra dagens Danmark, meget fint og klart formuleret. Sikke en god nabo at have, men og sikke et massivt svigt, der foregår der, hvad f ... er det for noget?! Og "der" er formentlig hele landet, jeg ved ikke hvor "der" skulle være anderledes, måske på Christiania, der er i hvert fald en anden stemning, man mærker ro, når man ankommer der. Det troede jeg egentlig også gjalt på landet eller i en mindre by i Jylland, men det gør det åbnebart ikke? Det er ret chokerende, synes jeg, at svigtet er så bredt, gælder så mange institutioner i vores demokrati, der fejler her, faktisk alarmerende. Og det siger jeg, som èn, der på forskellig vis kender godt til systemet: Man må virkelig håbe, at der snart kommer nogle politiske løsninger til, hvor er de politikere? Og at man ude i institutionerne (kommunerne, sundhedsvæsnet, politiet etc.) opdyrker en anden kultur, der i praksis er en forlængelse af de humanistiske værdier, som vi ellers hylder her til lands.

Susanne Riis, Berith Skovbo, Viggo Okholm, Peter Hansen, Thomas Tanghus, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, birgitte andersen, Trond Meiring og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Politikerne lærer ikke, de går udelukkende efter her-og-nu-profit som kan kanaliseres ind i egen karriere, eller kan puttes i lommerne på folk der kan skubbe politikerne endnu højere op. Når først politikerne er kommet ind i pengene, kan de ikke smides ud. De holder hinanden inde og oppe. Samfundet omkring er ikke noget der rigtig angår dem, kun i det omfang samfundet kan være til nytte for politikerne. I øjeblikket går alle pengene til politikernes fantasier, og samfundet nedsmelter. Alt forringes, misrøgtes, misbruges. Danskerne kæmper mod hinanden, inddelt i små grupper af politikerne, nogle vil klare sig og overleve, mange vil ikke.

Jeg tror ikke vort mishandlede samfund vil kunne reddes ved anvendelse af demokrati. Desværre bliver et oprør mod toppen nok nødvendig. Men der vil gå lang tid inden danskerne mister troen, og vort samfund vil blive ren middelalder inden.

Ib Christensen, Peter Hansen, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, Anne Schøtt, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, birgitte andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Vi har mistet velfærdssamfundet og fået det erstattet af middelklassens service-stat :-(

Caroline Frejlev, Jane Jensen, Peter Hansen, Thomas Tanghus, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Søren Dahl, Anne Schøtt og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Caroline Frejlev

Hvor er det en præcis, omsorgsfuld og vigtig kronik du skriver Lillian. Tak for det.

Susanne Riis, Jakob Trägårdh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Genkendeligt, desværre. Jeg har en nabo på godt 70 år, som er alkoholiker og misbruger. Personen falder jævnligt her i området, bliver kørt på hospitalet og hjem igen, overhører sin røgalarm til stor skræk for naboerne, stjæler i den nærliggende dagligbutik osv. Jeg har kontaktet politiet, kommunen og boligselskabet, men ingen kan/vil høre noget. Sygehuset indberetter åbenbart ikke, selvom det må være klart for dem, at der også er alkohol demens inde over. Vi naboer kan bare se på. Præsten fra kirken i nærheden kigger forbi engang imellem, de voksne børn bor langt væk og har forståeligt nok svært ved at tage det her ansvar. Min far var voldsomt alkoholiseret og jeg forstår til fulde, hvor svært det er for børnene at gøre noget. Måske venter alle på, at huset brænder med, at personen brækker nakken i et af sine fald eller bare ikke vågner en dag?

Susanne Riis, Jakob Trägårdh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar