Har du talt med dit barn om karrieremuligheder i dag?

Du har hørt om medarbejderudviklingssamtaler, og jer med ældre børn har muligvis også hørt om nyere skud på stammen såsom studenterudviklingssamtaler til personer under uddannelse.

Vi ved fra forskning, hvordan tidlige indsatser er de mest effektive, og derfor virker konceptet ’børneudviklingssamtaler’ (BUS), som det eneste logiske skridt, hvis vi fremadrettet skal sikre agile, fleksible og omstillingsparate borgere i kontinuerlig personlig udvikling. Står dine børn stille for længe, bliver de hægtet af.

Dit barn må tidligst muligt forstå, hvordan det at kunne tegne inden for stregerne, skabe nye venner og bruge de små tabeller er dynamiske karriereredskaber. BUS-samtalerne er et vigtigt redskab for børnene til at forstå vejen fra algebra til Key Account Manager.

Spørg barnet om dets overvejelser omkring opgaver og karriere på kort og lang sigt. Hvordan bidrager barnet til institutionen eller skolens succes? Og spørg ikke, hvad børnehaven kan gøre for dit barn. Spørg hellere, hvad dit barn kan gøre for børnehaven. Hvis vi fortsat vil fungere som et vidensamfund, er det vigtigt, at børnene tidligt lærer, hvordan tingene fungerer.

Hold børn på tæerne

Vi ved alle, hvordan det at fejre sit 25-års-jubilæum på samme arbejdsplads er ensbetydende med minimum 22 år uden personlig udvikling. Anciennitet er synonym med stilstand. Karriererådgivere beskriver, hvordan det på nutidens arbejdsmarked ikke er en fordel at være længere tid i samme job. Det er yderst vigtigt med et bredt CV og et omfangsrigt netværk. Det samme gør sig gældende i folkeskolen. Det er derfor vigtigt, at børn som minimum skifter skole hver tredje år. Og helst pludseligt og uventet for barnet.

I samme ombæring sikrer du, at skolelærere og pædagoger holdes på tæerne ved en kontinuerlig udskiftning af børn, som de må forholde sig til. På den måde bidrager du, som forælder, til kommunal synergieffekt og samskabelse – dette kan du selvfølgelig også selv poste på din egen og dine børns LinkedIn-profiler.

Onde tunger vil påstå, at kontinuerlige skoleskift kan virke stressende for barnet, men her er det vigtigt at huske på, at stress kun er mangel på robusthed. Derudover er det også vigtigt at vende disse følelser indad. Stress er nemlig kun din egen skyld.

Dette gælder også, hvis dit barn sakker bagud i karakterræset. Netop her vil BUS-samtaler spille en væsentlig rolle. Spørg dig selv, hvordan barnet kan udvikle sit potentiale og hvilke livsstilsændringer, der skal til for at højne karakteren; måske en triatlon vil styrke barnets CV?

Vær kreative

Der er også mange andre tiltag, som du kan lave for tidligst muligt at styrke dit barns omstillingsparathed. Dette kunne f.eks. være at flytte rundt på værelserne i jeres hjem, imens dit barn er i skole. Det gør barnet yderst agil, hvis han skal forholde sig til, at forældrenes soveværelse pludselig er i stuen, og børneværelset er endt i samtalekøkkenet. Hvis man har økonomien til det, kan det også anbefales at flytte adresse fra tid til anden. Lille Benjamin troede, at han boede på Fasanvænget 12, men nu bor han midlertidigt på Valdemarsgade 8.

Man gør yderligere klogt i tidligst muligt at give sit barn en smartphone og placere opladeren lige op ad barnets seng. Dit barn skal på alle tidspunkter af døgnet være kontaktparat og responsivt.

Som voksne ved vi det allerede, men barnet må også lære, hvordan mails, beskeder og opkald aldrig kan vente til i morgen. Væk dit barn kl. 02 om natten med en mail om, hvorvidt det ønsker en avokado- eller kartoffelmad med på madpakken i morgen. Informér dit barn om det pludselige skoleskift midt i matematiktimen. Og oplys barnet om kommende begivenheder i en mødeindkaldelse i Outlook.

En personlig coach er også helt uundværlig, hvis dit barn skal have en chance. Ellers kan du lige så godt bare give op.

Det er her, hvor I også selv skal være kreative som forældre. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Det væsentligste er bare, at dit barn ikke oplever et solidt fundament under fødderne i for lange perioder ad gangen. Dette vil medføre, at barnet slapper af og føler sig tilpas i sine opgivelser – hvilket er roden til al stilstand og dermed hindrer personlig udvikling.

Hverdagens instrumenter

Vi har alt for længe tænkt på børns fritidsaktiviteter som noget, de gør, fordi det er sjovt. Børnene må forberedes på, at man i voksenlivet ikke gør noget, med mindre det har en klar funktion i forhold til ens karriere, branding eller personlige udvikling.

Man gør derfor klogt i tidligt at give sit barn en langt mere instrumentel tilgang til fritid. Fritid må udelukkende forstås som steroider til din karriere. Derudover må det heller ikke handle for meget om, hvad dit barn laver, men nærmere hvem dit barn laver det sammen med. Fremmer det dit barns sociale kapital at spille badminton? Hvis nej, så lad være.

Dit eget samvær med dit barn bør også instrumentaliseres. Spørg dig selv – ligegyldigt hvad I laver – hvordan forbedrer denne aktivitet mit barns CV? Køreturen på vej i skole kan f.eks. bruges på at læse selvhjælpsbøger. Madlavningen kan bruges til at lære, hvordan man overvåger sit kalorieindtag bedst muligt, og hvordan man spiser sin mad uden at tabe krummer ned i tastaturet på sin arbejdscomputer.

Tag en kop kaffe

Alternativt burde vi som samfund i højere grad arbejde på et paradigmeskift inden for måden, hvorpå vi forholder os til stress. At benægte hvordan stress også rummer klare strukturelle faktorer, er en fejlslutning.

Problemet opstår, når det altid bliver op til den enkelte selv bare at indrette sig efter disse strukturer. Et meget individualiseret samfund medfører også, at diskussionerne omkring stress primært kommer til at omhandle syge mennesker og ikke sygeliggørende tendenser i samfundet. Samtidig bliver det udelukkende den enkeltes eget ansvar, når det går galt.

Flere oplever stress som en reaktion på, at de ikke personligt kan klare presset om at have et karriereliv i konstant udvikling, altid opsøgende efter nye netværksmuligheder og altid opmærksomme på at maksimere deres tid. Samtidig med at det personlige skal ligne et glansbillede udadtil.

Organisatoriske og politiske tiltag har givetvis også meget at sige i denne sammenhæng, men der er samtidig også sociale aspekter ved den her problematik, som rækker ud over disse niveauer.

Hvis vi på længere sigt faktisk ønsker at forebygge stress frem for at behandle det et menneske ad gangen, så er det nødvendigt at tillægge stressproblematikkerne et klart socialt aspekt også.

Behøver du hele tiden at være i udvikling, altid opsøge nye netværk og konstant maksimere din tid? Behøver alt, hvad du foretager dig i din fritid, at have en klar instrumentel funktion, som gavner dine karrieremæssige præstationer eller din personlige profil?

Mange svarer måske ja, fordi de vurderer, at hvis de ikke gør det, så løber naboen bare fra dem i det her ræs. Men hvis du nu i stedet drak en kop kaffe med naboen, så løber han eller hun i hvert fald ikke fra dig i den time, som en kop kaffe tager – sat lidt på spidsen.

Med dette menes, at sociale fællesskaber – store som små – også indeholder den funktion, at de kan skabe rum, hvor det præstationstunge element ikke behøver at fylde i samme grad. Det er også i fællesskaber, at man kan skabe frirum – og måske også rum for forandring.

Søren Christian Krogh er undervisningsassistent ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Peter Clement Lund er ph.d-stipendiat ved Institut for Kommunikation og Psykologi, begge ved Aalborg Universitet