Efter at jeg er blevet far, bliver jeg stadig oftere konfronteret med mine principper på en ny og konkret måde. De synspunkter, jeg har gået og jappet skråsikkert op om, som var de verdens mest naturlige selvfølgeligheder, kommer pludselig i konflikt med den jordnære hverdag, når jeg skal praktisere dem over for min datter, der er ny i verden og i sproget.
Det er sgu ikke altid let.
Godnatsangen er et af de faste ritualer på vores matrikel. Vi læser en bog, synger en sang og så falder jeg som regel i søvn. Når jeg vågner, sover min datter. Ganske enkelt.
Men den sang, vi synger, giver mig en snigende bevidsthed om, hvilke konsekvenser sproget kan have – særligt for en ny sprogbruger, som endnu ikke behersker civilisationens mange nuancer og krumspringene i sproglig udfoldelse. Vi synger nemlig »Elefantens Vuggevise«. Ja, den med en ’niggerdreng’, der skal bruges som rangle, og som sidenhen blev til en ’negerdukkedreng’, og nu er det blevet til en ’kokosnød’.
Det første år af min datters liv var det intet problem. Sangen lå så fjernt i min erindring, at jeg skøjtede rundt i de forskellige vers, og hun afkrævede ingen kronologi. Og en dag faldt jeg over Nat Russells udgave af visen, som er en sand ørehænger, hvor han let og utrolig elegant springer hen over det kontroversielle andet vers. Det gjorde jeg så også i nogen tid – uden at tænke synderligt over det.
Men da en sangbog med originalteksten indfandt sig i vores hjem, vakte det en ilter originalist til live i mig.
»Originaler bør man fandme ikke pille ved«, tænkte jeg.
Jeg lærte versene udenad og sang troligt andet vers ordret for det lille barn, der endnu ikke havde sprog.
Opdragelse versus originaler
Men i takt med min datters sproglige udvikling synger jeg nu oftere og oftere ’kokosnød’. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at hun skal komme til at bruge ordet ’nigger’ eller ’neger’ og derved komme til at såre nogen med det.
Det skal hun ikke, fordi hun ikke skal lære at fornærme folk – særligt ikke på baggrund af biologi.
’Neger’ er for længst blevet anerkendt som et nedladende ord, i hvert fald i min generation. Og ’nigger’ lader jeg trygt 50 Cent og co. råde over. Det mest basale opdragelsesdogme må være, at man ikke skal tale nedsættende om andre. Jeg lærer jo heller ikke min datter at bande (det lader jeg Onkel Reje om).
Dilemmaet er vokset i takt med, at flere sangbøger har fundet vej til vores kuffert med børnebøger. Og nu elsker man ikke længere den gule kjole, fordi en kineser er ens ven – nej, nu er det, fordi en ælling er ens ven.
Jeg tager det til revision, når hun bliver ældre
Jeg har altid slået på tromme for, at originaler ikke skal gemmes væk eller udvandes gennem politisk korrekte redigeringer, og at alle har ret til at tale så frit, som de ønsker. Historien må stilles til skue, og vi må forholde os til den – kritisk, men ikke blindt. For mig at se nytter det ikke noget at udviske fortiden, men derimod bør vi opdyrke en fremtid, som vi forhåbentlig kan stå ved.
Det stiller os bedre for fremtiden, hvis vi har indblik i fortiden. Og den indre editionsfilolog i mig vånder sig ved tanken om, at vi kan efterredigere os til en bedre verden. Vi mister historiens nuancer ved at redigere dem ud. Og vi mister vores fælles forståelse for historiske fejltrin.
Godnatsangen er en pinefuld situation for mig, for jeg er sikker på, at jeg må vedstå mine principper på langt sigt, men samtidig må erkende, at lige nu lader de sig ganske enkelt ikke forklare til et barn på knap tre år.
Vi skal nok få talt om historiens sol- og skyggesider med tiden. Men der er simpelthen for lang vej til at forstå principperne bag ytringsfriheden, når vi stadig kæmper med at forstå, at man ikke kan gå udenfor i bar røv.
Det nemmeste valg er derfor at følge sangbogens diktat, og således bliver ’niggerdreng’ til ’kokosnød’ og ’kineser’ til ’ælling’, og den gode stemning bliver aldrig forstyrret af seriøse samtaler. Alternativt kan jeg gå tilbage til Nat Russell-udgaven med undskyldningen om, at den udgave simpelthen swinger for godt til at lade være.
Men originalen brænder jeg inde med lidt endnu. Så må jeg tage sagen op til revision, når hun bliver fire.
Og jeg har det helt lige som dig, nu er det bare børnebørnene.
Ikke rart at at erkende, at ens smukke DF-danske kulturarv for store deles vedkommende er en betændt byld, der burde fjernes.
Racisme er et kulturelt fænomen, og selv om vi finder det trygt og smukt, så er det råddenskab.
Prægningsbeskyttelse er at foretrække
Husk at teksten er skrevet af en mand, som er født i 1922. Bl.a. den vestlige verden var stærk præget af en racistisk kultur, som gjorde det naturligt at tale og bruge ord eller tegninger af fænomener, som er i fokus her. Det samme gælder Tin Tin bøgerne og Pippi Langstrømpe bøgerne.
Jeg synes, at man må sondre mellem historiske betragtninger og nutidens lighedskrav.
Mikkel, du har vel intet ønske om at viderebringe en kulturarv til din datter i en alder, hvor hun i stor udstrækning primært lader sig præge. Det kan du tage op senere, når hun er parat.
Jeg synes ikke, at man skal ændre i originaltekster, med mindre ejeren af teksten selv mener det. Ejeren har jo lov til at blive klogere. Hvis teksten ikke ændres, så fortæller det også noget om tekstejeren. Men i forhold til børn må man beskytte dem mod en kulturarv ind til de aktivt kan tage stilling og konsekvenserne af evt. ytringer.
Da jeg var barn i 1970'erne sang mine forældre kalabas eller kokosnød. Jeg tror allerede dengang at de synes at det var et voldsomt billede af en elefant, der ryster en lille dreng. Du må da synge hvad du vil men hvorfor lære din datter at synge niggerdreng, hvis du ikke synes hun skal bruge det udtryk. Versefødderne passer også med bøsserøv eller jødesmovs, men det kunne du vel ikke få dig selv til at synge for dit barn, vel?
Der står negerdreng, ikke niggerdreng. Og det var noget skældsord dengang.
ikke noget skældsord
Hvis der redigeres i "Huckleberry Finn", som indeholder en af de smukkeste scener i den store litteratur, så er det slut med denne kedsommelige diskussion for mit vedkommende. "White trash"-drengen har lavet skæg med den flygtende negerslave Jim og har gemt sig. Jim er ulykkelig, han tror Finn er død, men Finn lader som om Jim har drømt det hele. Jeg har været her hele tiden, siger Finn.
Jim køber det så og indrømmer han har drømt. Så siger Finn ha-ha, der snød jeg dig! Det er rigtigt, jeg havde gemt mig! Jeg var her ikke!
Negerslaven tager konsekvensen af underklassens hvide drengs drengestreger og går ind i sig selv af sorg. Af tab.
Så går noget op for Finn. Det koster ham, men han gør det. Han fortæller: Jeg gjorde mig selv ydmyg og undskyldte til en nigger, og jeg har aldrig fortrudt det.
I stor litteratur er der altid en dialektik mellem form og indhold, i dette tilfælde Mark Twains meterværk af en roman.
Henrik Ljungberg
mesterværk;)
Det, som er svært at forstå, er, at du selv kan få dig til at synge en tekst, som nedværdiger andre mennesker. Diskussionen er opstået, fordi nogen har erklæret, at de følte ubehag ved ordet. Du vil så insistere på at gentage ordet, fordi det står i en gammel sang, selvom du ved, at du sårer nogen. Dette spørgsmål har INTET med din datter at gøre, det er DIG, det gælder. Syng en anden sang!
Som en anden påpeger, lyder teksten: “neger” og IKKE “nigger”. Vil mene forskellen er ret væsentlig.
Teksten er skrevet i det sprog der var for hånden. i 1865 eller i 1966 eller..... Det handler om form og indhold - hvad står der i teksten? Ordet jøde, for eksempel, havde andre medbetydninger i 1616 end det har i dag.
Jeg måtte godt sige neger da jeg var barn. Jeg måtte til gengæld ikke sige idiot til læreren i folkeskolen og gymnasiet selv om de ved Gud var nogle brutale idioter.
En litterær tekst bør man ikke redigere. Forfatteren har ansvaret hvad enten han eller hun er død eller levende.
Henrik Ljungberg
Du synger for et lille barn, der ikke forstår historisk kontekst. Hun er vel ved at lære sætte ord på verden omkring sig og du må gøre op med dig selv om du synes at det er et godt tidspunkt at lære ordet negerdreng eller om hun ligeså godt kunne lære ordet kokosnøsd. Det er en sang, der bruges instrumentielt som element i et aftenritual, ikke et litterært. Værk, du dissekerer med voksne mennesker. Det er ikke Huckleberry Finn, det er en vuggevise.
Ved I hvad? Den er helt gal med den sang -
Nogen har ikke kunnet gennemføre at få alle 4 omkvæd til at rime, derfor er der bevidst rodet rundt med dem, så ingen - undtagen det sidste rimer. Det er noget rod. At bruge en kokosnød som rangle har også altid forekommet mig at være et ubehjælpsomt pc-forsøg ; enhver ved hvilken facon en rangle har, og den er ikke rund! Samtidig virker det racistisk og makabert at elefanten skal bruge en uskyldig afrikansk dreng som legetøj, uanset at neger var en ganske neutral betegnelse da sangen blev skrevet.
Derfor har jeg omredigeret hele molevitten og digtet lidt om, og den er blevet meget bedre, hør blot:
Efter 1. vers:
Sov sødt, lille Jumbo, dit lille pus!
nu bliver skoven så dunkel.
Nu sover tante den gamle struds,
og næsehornet, din onkel.
Efter 2. vers:
Sov sødt, lille Jumbo, nu er du vel mæt!
slet intet min ven skal du mangle,
i morgen får du et jægerskelet,
det kan du bruge som rangle.
Efter 3. vers:
Sov sødt, lille Jumbo, er du varm og tør?
Du kender ej husmodersorgen.
En lille plantage på tusinde rør
den ska' vi ha' syltet i morgen.
Og til slut, som vi plejer, efter 4. vers:
Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr,
din nuttede lille rødbede.
Du bad mig fortælle et eventyr
nu sover du sødt allerede.
Som flere allerede har påpeget, så står der ikke "nigger"dreng, men negerdreng. Så din forargelse er altså ilde anbragt.
Jeg hørte den mange gange som barn i radioen, i Inge Aasteds børnetime. Og jeg syntes, det var synd, for den lille negerdreng, han skulle bruges som rangle. Men jeg var også helt sikker på, at den slags kunne elefanter - "lille" Jumbo er jo stor set fra et barneperspektiv - og da Jumbo bor i Afrika, er det selvfølgeligt en negerdreng, han bruger - dem er der ligesom flest af dernede.
Og nej- sangen nedværdiger sgu ikke. Dengang hed det neger, nu hedder det sorte. Det kan man så bruge sangen som anledning til en lille snak om.
Og jeg må indrømme, jeg er ved at få spat af villigheden til at se krænkelser her, der og allevegne.
Som Freud sagde : "en gang imellem er en cigar bare en cigar" - og en gang imellem er en negerkonge bare en eksotisk fantasifigur, og ideen om en (neger)dreng, der bruges som rangle af en elefant, er for et barn helt logisk.
JFC - get a life og brug kræfterne virkelige problemer, som din datter uværligt vil løbe ind i.
Jeg studsede også over 'niggerdreng', som forstærker den kedelige valør - men ud over dette bør børnene introduceres til neger-udtrykkets kultur- og idéhistoriske baggrund, som bestemt ikke er underholdende børnebogsenmer, når de, før eller siden, lærer om vores historie. Væsentligt for vores historiske selvforståelse og børnenes dannelsesmuligheder.
@Herdis Weins
Hvis du søger længe nok på 'youtube', kan du måske finde pladeselskabet Polyfons indspilning fra 1953 af 'Elefantens Vuggevise' med refrænsangerinden Inge Aasted som vokalist.
Og hvis du slår ørerne ud mens du hengiver dig til nostalgisk aflytning af din barndoms godnatsang i dampradioen, vil du ikke være i tvivl om, at andet vers lyder som følger:
"Nu hoster i søvne den vilde gnu i krattet af store lianer
og aberne gynger sig selv i søvn i vugger af grønne bananer.
Sov sødt lille Jumbo dit lille pus, slet intet min ven skal du mangle,
i morgen får du en niggerdreng, og ham skal du bruge som rangle."
Viseforfattern Harald H. Lund, som skrev 'Elefantens vuggevise' i 1948, har åbenbart ikke været videre velbevandret i zoologi og botanik, for fjerde og sidste vers i visen lyder således:
"En tiger brøler sin aftensang og spejder mod alle kanter
ved vadestedet med sletben klo, der lister den sorte panter.
Sov sødt lille Jumbo dit lille myr, din nuttede lille rødbede,
du bad mig fortælle et eventyr, nu sover du sødt allerede."
Min elskede lillesøster, som kom til verden i sommeren 1948, skulle altid høre Inge Aasteds 'Godnat til de små' før hun blev puttet. Derfor har jeg stadig originalteksten i frisk erindring, selvom jeg strengt taget var vokset fra at høre børnetime, da hun kom dumpende ned fra himlen til os.
Grethe Preisler -
du har sørme ret, men i min (senere) udgave af De små synger er det blevet til negerdreng. Når jeg husker det som negerdreng, er det nok fordi, det er det, jeg så for mit indre øje.
I øvrigt var nigger på det tidspunkt, jeg hørte børnetime - 1955 til ca. 6 -ikke et skældsord - det blev det først i løbet af 60'erne, da vi gennem TV-avisen og "Horisont" opdagede, hvordan det blev brugt i USA.
Man kan da sagtens så synge negerdreng eller som Kim Larsen: negerdukkedreng - kokosnød giver ingen mening, da en kokosnød ikke producerer lyd.
I øvrigt spekulerer jeg tit på, når talen falder på Pipis far negerkongen, om kritikerne er klar over, at Pipis far faktisk er sød og rar i modsætning til de faktisk "negerkonger = negerhøvdinge I Afrika, der var nogle blodtørstige sataner, der bl.a. solgte deres krigsfanger til de hvide slavehandlere.
Hele denne tendens til at ville omgøre gamle tekster er historieløs og idiotisk. Alt bliver blandet sammen i en pærevælling, og det svækker berettigede krav såsom nulevende afroamerikaneres insisteren på at blive kaldt sorte i stedet for negre.
P.S: Ja de ville nok havde gloet lidt i junglen ved at se en tiger - og den ville nok have været forskrækket over pludseligt at befinde sig på et helt forkert kontinent.
korrektion 1955 til ca. 60