Kronik

Vi unge må starte klimaoprøret, for de voksne forsvarer bare status quo

I jubilæumsåret for ’68 er det moderne at efterspørge et nyt ungdomsoprør. Min generations oprør må være kampen mod de voksne i magtfulde positioner, som affejer krav om grøn omstilling som utopiske
I Hambachskoven i det vestlige Tyskland har unge slået lejr i skoven for at forhindre myndighederne i at bruge området til kulminedrift.

I Hambachskoven i det vestlige Tyskland har unge slået lejr i skoven for at forhindre myndighederne i at bruge området til kulminedrift.

Friedemann Vogel

17. september 2018

Jeg er 28 år, så numerisk set kun ung lidt endnu. Som far til en lille pige betragter jeg faktisk mig selv som voksen i de fleste henseender, bare ikke i klimaspørgsmålet. Her identificerer jeg mig 100 procent som ung, men hvad vil det sige?

Hvad gør ungdommens klimakamp særlig? Eller måske mere væsentligt; hvad gør klimakampen særligt ung?

I dag vil næsten ingen benægte, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Alligevel vil de færreste anerkende, at klimavirkeligheden er en direkte konsekvens af den politisk-økonomiske virkelighed. Hvor den ene virkelighed skal ændres, kan den anden nemlig ikke pilles ved – tror vi – og så nytter det ikke at sætte lighedstegn mellem de to.

Verden er, som den er, jo hurtigere man indser det, jo bedre. Sådan er det at blive voksen, så suck it up og grow up! Velkommen til virkeligheden.

Men man forveksler virkelighed med status quo, verden med systemet, når man ikke har fantasi til at forestille sig en fremtid væsensforskellig fra nutiden.

Det vidste de unge for 50 år siden, og det er forhåbentlig noget lignende, vi ser tegn på igen i dag. I hvert fald beretter Politiken den 26. august, på baggrund af tal fra den grønne tænketank Concito, at »klimabevidsthed er blevet hip blandt unge«. Dermed ikke sagt, at vores kollektive klimalykke er gjort, fordi en bølge af grønne unge er begyndt at sortere skrald og forbruge bæredygtigt. Men der er heldigvis også tegn på mere.

Først når den personlige klimabevidsthed får venner og forankres i en solidaritetsbevægelse, har vi for alvor håb om at nå i mål med den samfundsforandring, som skal ske. Hvilket bringer mig til Den Grønne Studenterbevægelse, jeg selv er aktiv i, og som netop vil mobilisere og organisere unge klimakræfter for på den måde at tage skridtet videre fra den enkeltstående gode gerning.

Men når kræfterne er samlet, og manifestet skrevet, må vi også være selvkritiske og spørge: Hvad skal vi så med os, de unge?

Mødt med overbærenhed

Når end ikke 301 forskeres klimaopråb i Politiken kan få den økonomiske fornufts vækstapologeter til at skælve, har ungdommen næppe en chance for at bryde den mur. Men det er heller ikke pointen. Det er forskeres opgave at oplyse om fakta og, hvis situationen er alvorlig nok, forsøge at råbe befolkning og politikere op. Ungdommens rolle er en anden. Dens oplysningsprojekt er et andet.

De unges oplysning angår først og fremmest dem selv. Den handler ikke om at vinde argumenter eller gøre gamle mænd og kvinder klogere, skønt det sidste ville være udmærket.

De unges oplysning handler, med teolog og filosof K.E. Løgstrups begreb, om ’tilværelsesoplysning’ – det vil sige oplysning »om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser.«

Modsat uddannelse, som varetages af samfundet med en bestemt funktion for øje (man uddannes til noget), handler tilværelsesoplysning om at se helheden – eller helheder. Her er det hele verden, som lyses op, og målet er at blive den forandring, man ønsker at se i verden.

Når vi unge bekymrer os om klima- og biodiversitetskrisen, holdes vores økologiske bekymring ikke i ave af verdslige hensyn til økonomi. Om pengene rækker, om statskassen kan følge med. Det er ikke for at sige, at den slags ikke har sin gang på jord. Men klimapolitisk må vi løfte os højere.

Samtidig ved vi, at ’virkeligheden’ vrimler med magtfulde interesser, som hverken er interesserede i vores eller nogen anden form for oplysning. Hvorfor?

Fordi magten og traditionen trives bedst i tusmørke. De, der lever af, at status quo består, har ingen interesse i at lade sig oplyse – eller rettere – lade oplysningen brede sig.

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk skriver: Når det kommer til kritik af magten og traditionen »føres der en kamp mod modstandere, der ikke er interesseret i en dialog. Oplysningen ønsker at tale med dem om ting, som den toneangivende magt og tradition foretrækker at fortie: fornuft, retfærdighed, lighed, frihed, sandhed og forskning. Status quo er bedst sikret, hvis der ties. Når der tales, ved man aldrig, hvordan det ender.«

Ergo må vi tale, selv om de ikke vil. Men det hjælper at vide, at vi højest vil blive mødt med afmålt overbærenhed. At man, med al respekt selvfølgelig, i en håndevending vil affeje vores forsøg på dialog som umodne, utopiske, sværmeriske.

Det er nu engang sådan, magten beskytter sig selv, og det er okay. Vi ved nemlig også, at andre rent faktisk lytter. Og det er dem, vi er her for. Det er deres stemmer, vi understøtter. Pointen er, at i klimakampen kan du også være ung som voksen. Det bliver nemlig aldrig gammelt at tænke nyt.

Realisme versus klimarealisme

Én ting er klimakrisen, noget andet er klimaets fortsatte krise: den demokratiske krise, at vi stadig ikke arbejder målrettet for en fælles løsning.

Hvor den første krise skyldes CO2-mætheden i atmosfæren, er den fortsatte krise det naturlige resultat af et stædigt opgør mellem selverklærede realister, som ønsker at bevare status quo (de voksne, establishmentet), og såkaldte klimarealister (de unge, visionære), som ønsker at forandre måden, vi lever sammen på, for at bevare alt det, vi har sammen (naturen, verden).

Således skygger hovedopgaven, at løse klimakrisen, for en anden mindst lige så vigtig og umulig opgave: at svinge det politiske pendul fra realisternes til klimarealisternes banehalvdel og rykke vinduet for, hvad der politisk kan lade sig gøre.

Hvis den liberalistiske parole ’lad falde, hvad ej kan stå’ er berettiget, burde det ellers om noget gælde for den falske bevidsthed, som veksler kravet om at forbruge meget mindre til illusionen om at forvente meget mere af teknologien. Det løser jo ingenting. Selvfølgelig skal teknologien hjælpe os, men så længe vi bare bruger den til at fortsætte vores materielle himmelflugt, så er vi lige vidt.

Men nej, man må for enhver pris være ’realistisk’, også hvis prisen hedder klimakrise og biologisk ragnarok. Siger de voksne.

Vi må minde om idealer

Forfatteren Thorkild Bjørnvig citerer i et af sine ’økologiske essays’ fra 1976 den franske forfatter, filminstruktør og modstandsmand Romain Gary for at skrive:

»Jeg sætter optimistisk mine jetoner på ungdommen – dette oprørte reservoir af liv – og dens evne til indignation.«

Ligesom klimaforskere bliver til klimaaktivister, når fremtidsudsigterne er grumme nok, så må ungdommens kollektive klimabevidsthed tage sigte på fremtiden. Ikke for at fremskrive status quo og svælge i undergangsforestillinger, men for at genfinde håbet hinsides klimakrisen, så vi kan tage det med tilbage og lade det gøde vores engagement i nutiden.

Den her verden kan vi miste! Den her verden kan vi vinde!

Hvis det lyder flot, så lad det være flot. Det er ikke ungdommens opgave at tale med på magtens sprog, som er reaktionært. Ungdommen må være progressiv, visionær og radikal. Den må inspirere ved at aspirere. Det betyder ikke, at den skal tie, tværtimod. Den skal blot finde sit eget sprog.

Ungdommen må minde om idealer, ikke fakta, og her er alvor ikke altid den bedste taktik, skønt situationen indlysende er alvorlig.

Med andre ord, det må være sjovt at være ung, ellers er alt håb ude. Men det er ikke for sjov. Når forskere råber op og forventeligt får på puklen af magtens og traditionens gatekeepere, må vi unge følge trop.

Men vores sandheder er ikke fakta, så vi kan ikke nøjes med at råbe vagt i gevær. Vores klimaopråb må være såvel kreativt som kraftfuldt: et klimaoprør.

Emil Månsson er cand.mag. i filosofi og aktiv i Scandinavian Commons og Den Grønne Studenterbevægelse

I Paris 2015 blev stort set samtlige af verdens lande enige om et fælles mål om at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader celsius og så tæt på halvanden grad som muligt. Knap tre år er gået, og den grønne revolution har endnu ikke indfundet sig. Er målene fra Paris stadig inden for rækkevidde?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Kurt Loftkjær
  • Christian Nymark
  • Leif Høybye
  • Ejvind Larsen
Torben Skov, Kurt Loftkjær, Christian Nymark, Leif Høybye og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Heldigvis er der en ting de unge mangler - erfaring.
Livserfaring.
Den kan man ikke læse sig til.
Den skal man leve og opleve sig til.
Konflikten ses tydeligt her "Med andre ord, det må være sjovt at være ung, ellers er alt håb ude" og "Ungdommen må minde om idealer, ikke fakta"
Når livets alvor melder sig kommer man nok på andre tanker og realismen sætter ind - til tider.
Mon det er Donald Trump der tænkes på i de to citater fra artiklen ?
Næppe - men det viser at hele problemstillingen er falsk.

Andreas Engholm

Jørgen Wind-Willadsen,
dit udgangspunkt, at ungdommen mangler erfaring, hvad bygger du det på? Ved du hvad der giver erfaring? Din erfaring kan ingen tage fra dig, men hvilket hovmod at vurdere på en gruppe menneskers erfaring, som du måske har en fornemmelse af, men ingen viden om.

Hvis du tror at det kun er mennesker under 30, som ser tegnene og identificerer hvad de betyder, som beskrevet i artiklen, så tager du fejl! Det er mennesker over hele verden, i alle aldre, der ser og forstår det.

Hvad er mere livets alvor, end vores fremtid, som ungdommen har væsentligt mere tilbage af, end du og jeg?

Den bedre fremtid ligger i alles hænder, og heldigvis kan vi ignorere dem der fulde af livserfaring, snævertsyn og fatalistisk arrogance vælger at sidde på dem. To minutters endegyldigt svar på tekst, og to sekunders medfølelse for din negative handlingslammelse, det er alt du får. Vi andre har travlt med at beskytte den verden vi lever af, og finde alternativer til det rod vi er født ind i.

Og ja, det bliver den bedste fest, til fejring af selv livet, på gaderne, i skovene, på havet og på jorden. Du er velkommen, hvis det en dag bliver mere interessant at være med, end at sidde og skumle i dit opgivende mørke.

<3

Vogel, du har skrevet meget rigtigt, men du tager fejl i en ting. Det her er ikke en kamp mellem ældre og unge. Det her er en kamp mellem de, der er klar over nødvendigheden af en revolution af samfundet, og de, der nægter at se det i øjnene, fordi de er bange for en fremtid, hvor deres "velstand" ikke øges eller forbedres.
Selvfølgelig kan vi ikke blive ved at "vækste" uden det også går ud over vores tilværelse på kloden - vores forstået som menneskehedens. Men vores samfundsmæssige og politiske grundsten i dag er finanskapitalismen, hvis grundsten er vækst. Den skal erstattes af noget andet, samtidig med en klimarevolution - så lykkes det. Selvfølgelig er det muligt.

Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Lone Holst, Eva Schwanenflügel, Gunilla Funder Brockdorff og Mette Haagerup anbefalede denne kommentar

Jamen, kom saa i gang. Glem al bla-bla'en og goer noget. NU.

Hold op med at koebe skrammel i de store indkoebscentre. Undgaa resourcespild, undgaa transportspild.. Det kan I begynde paa her i eftermiddag. Jamen gode gud, det vil jo sige skaere ned paa forbruget !!! Javist, og det er kun en lille begyndelse.

Naeste skridt, der ogsaa kan tages i eftermiddag, er at ophoere med at bruge FaceBook og andre store annoncesaelgere og sluk for de enorme servercentre, Lidt vanskeligere, men goerligt.

Vaer bevidste om, at forbrugerne har en enorm magt. Det er den vej, det kan goeres.

Selv den store danske landsbrugsmaskine kan laegges ned ad den vej.

Anne Eriksen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

- det' så godt at vær' ung, det' så trist at bli' gammel og tung.

Ungdommen har endnu ikke lært at give op - og belastes dermed ikke af resignation over allerede at have forsøgt. Væsentligt at vi ikke naiviserer ungdommen, jvf. Anders Engholms fine belæring - og væsentligt at vi ikke deponerer et tåbeligt håb hos dem. Balanceakt.

Trond Meiring, Anne Eriksen og Emil Månsson anbefalede denne kommentar

Kampen er fortsat mod kapitalismens åg; fremmedgørende for generationer, køn, grupper, nationer, regioner og kloden. Dét at blive fremmed(gjort) er en sejr for kapitalen (hvilket betyder ingen; kapitalen føler og ér intet i sig selv, modsat mennesket).

Baumann, Zygmunt, skrev inden sin død om glokalisering - den segregerende konsekvens af globaliseringen. Han kalder dem, som har muligheder og ressourcer for at nyde godt af globaliseringen for turister, og de som har få eller ingen muligheder og ressourcer, for vagabonder. Vagabonderne er til Brexit og Trump mens turisterne er til Obama og glamorama.

Pest eller kolera til kaffen, my dear? - kunne man passende have spurgt Baumann.

Trond Meiring, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bodil Blem Bidstrup

Unge og gamle kan nu godt arbejde sammen, løfte i flok og opnå klimaresultater. Det kan godt lade sig gøre, at et klimaudvalg reducerer energiforbruget betydeligt og gør et gymnasium fuldstændigt fri af fossile brændsler. På min blog http://grøn-omstilling.dk skriver jeg om mine gode erfaringer med bæredygtighed og grøn omstilling.

Lidt søgt at gøre det til en kamp mellem de unge som har set lyset og de gamle, som ikke forstår nødvendigheden af, at klimaproblemet bør have højeste prioritet. Måske mere rigtigt at sige med den norske forsker Johan Galtung: "Når det rammer de herskende i samfundet, sker der en forandring". (Efter hukommelsen). Altså mindre ung mod gammel, og mere de velstillede mod dem der rammes først.

Til Bjarne, Bodil og Leif m.fl.... Ja, det er en generalisering, og nej, det er ikke en kategorisk kamp mellem oplyste unge og gumpetunge gamle, men som jeg skriver: "Pointen er, at i klimakampen kan du også være ung som voksen. Det bliver nemlig aldrig gammelt at tænke nyt." I skal alle være mere end velkomne til at kæmpe på vores side, men det er og bliver ungdommens, børnenes og alle ufødte generationers fremtid, vi kæmper for, mere end det er jeres. Det er simpel matematik og en pointe "jeres egen" Jesper Theilgaard for nylig har fremført i Politiken, hvor han netop efterspørger et nyt ungdomsoprør. Ligesom i øvrigt flere "gamle unge" 68'ere har gjort henover sommeren her i avisen. Hvis I vil kæmpe med, så vær velkommen, og vi forsøger skam ikke at underkende jeres tidligere bedrifter. Men det ændrer ikke ved rimeligheden i at kalde det et ungdomsoprør og et generationsopgør. For det er ALTID rimeligt. "De voksne" er i den her ligning, ligesom i '68, establishmentet, magthaverne, traditionen etc, kort sagt, alle som bevidst eller ubevidst forsvarer status quo. Hvis du/I ikke er en af dem, glimrende! Så stil jer stolte på vores, ungdommens, børnenes, fremtidens side, som Sartre og en masse andre voksne også gjorde i '68. Men lad være med at blive fornærmede over præmissen: de voksne (ikke dig personligt måske, men dem som kører showet) fucker som aldrig før klimaet, miljøet og verden op for at forsvare en bestemt way of life – til glæde for dem selv og til skade for alle os andre. Og af alle os andre, allermest de unge og fremtidige generationer. That's just the facts. Indtil status quo ER blevet det bæredygtige samfund, vi ønsker, så vil kampen for en bedre verden altid være et ungdomsoprør og et generationsopgør. Og det er faktisk i højere grad henvendt til min egen (og endnu yngre) unge generation, som må ind i kampen i dag, end til jer, som (må jeg formåede) har valgt side for længe siden. Hvis vi er på samme side, som jeg fornemmer, så skønt! Tag og bak os op så, så skal vi nok prøve at tage ved lære også.

Kurt Loftkjær

Kampe for jorden

Jeg er snart 67 år og siden 1973, hvor jeg læste bogen "Grænser for vækst" har jeg arbejdet for en bedre fremtid for Jorden og Emner som ressourcer, menneskehedens overvældende forurening af Jorden, klima og biodiversitet samt haft opmærksomhed den stigende ulighed og på antallet af mennesker på vores jord.

På mange måder har det været en ensom kamp om at skabe opmærksomhed i en verden, hvor meget forsvinder i selvoptagethed, underholdning og ligegyldighed. Uden at være 68'er er jeg vokset op på bølgen efter 1968.

Det vil glæde mig at se unge mennesker med et ungt sind og kampånd på banen. Jeg har savnet dem, der vil det gode for de fleste.

Torben Skov, Emil Månsson, Anne Eriksen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Et enkelt råd. Hold jer fri af partipolitik. Vi lever i en verden af partipolitikere og deres spindoktorer, som prøver at styre kritik, så den ikke rammer netop deres politik. Og så vi de selvsamme personer gerne styre debatten hen et sted, som fremmer deres interesse.

Torben Skov, Emil Månsson og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Kære Kurt, tak for supporten! DGSB har partineutraliet som bærende princip, så vi er helt på bølgelængde her. Kh Emil

Kurt Loftkjær

Ungdommen og ældrestyrken.

Ungdommelig aktivisme savnes i høj grad. Det samme gælder ældrestyrkens potentielle aktivisme. Aktivisme virker bedst uden for partipolitik, da partierne mere end nogensinde ønsker at styre udviklingen med spin og floskler.

De fleste ældre synes at læne sig tilbage for efter mange år på arbejdsmarkedet for at hellige sig familielivet, rejser og andre behageligheder. I årtier har de ældre fra generationen af ungdomsoprørere sagt og tænkt, at de ikke havde tid til at tænke og sikre vort samfunds landvindinger.

Når man forlader arbejdsmarkedet mhp. en folkepensionisttilværelse, så er der helt nye muligheder for at deltage i arbejdet (kampen) for vores børns fremtid på en klode i krise. Nu er man fri af alle bånd og det stadig mere hektiske liv på arbejdsmarkedet. Man kan på ny genfinde sin gamle ånd, aktivisme og samfundsinteresse og bidrage med at dele sin livserfaring med andre mhp. at sikre, at den kollektive hukommelse bevares.

Siden ungdomsoprøret i 1968 og årene frem til murens fald i 1989 blev der indsamlet en meget stor erfaring og gjort store selverkendelser om systemernes virke med efterfølgende protester og et øjeblik rystede magthaverne på hænderne og ændrede samfundet til et mere åbent samfund med stadig flere ændringer mhp. at styrke det demokrati, som svækkedes i 1930'erne og frem til slutningen af 1960'erne, hvor den kolde krig kulminerede med bl.a. Cubakrisen.

Efter Berlinmurens fald er mange af landvindingerne langsomt men sikkert blevet udhulet og i dag synes et usolidarisk samfund at blive stadig mere fremherskende. Samtidig er det gået tilbage med den kollektive hukommelse, som i dag er erstattet af flygtige fakta, som dag for dag forstyrrer fastholdelsen af vores kollektive hukommelse. En hukommelse som er nødvendig men ikke tilstrækkelig for at komme gennem forestående militære, handelsmæssige og demokratiske kriser i Danmark, EU og resten af verden. Freden i Europa har været en drivende kraft for vores udvikling siden 2. Verdenskrig. I dag synes det at være glemt med de mennesker, som levede i den tid og som nu ikke mere er her.

Få holder avis og mange tror at sandheden ligger på nettet. Aviserne, som vi har kendt dem i mindst 100 år, er inde i en dødsspiral. De færre penge til aviserne betyder stadig ringere tilbud til avislæserne. Det er dårlige nyheder for vort demokrati.

I dag ser jeg mig selv som en del af det, som jeg kalder den uorganiserede ældrestyrke - altså min helt egen styrke. Om nødvendigt énmandshæren. Men helst forenes jeg med ligesindede. Jeg venter på Jer mine jævnaldrende samfundsborgere.

Bedste hilsner Kurt Loftkjær årgang 1952 (uafhængig af partipolitik, formand for DN Gladsaxe)