Jeg var en tur i den lokale svømmehal, hvor der er sat et nyt forbudsskilt op:
»Nu er det forbudt at bade med underbukser under badetøjet!!!«
Et lidt underligt skilt, for hvem gør det? Men det skulle jeg hurtigt opdage, da jeg mødte seks unge drenge på omkring 16 år i omklædningsrummet, der alle, i angst for at vise sig nøgne over for hinanden, iklædte sig badebukser uden på underbukserne, inden de gik i brusebad.
Og med en hurtig søgning på nettet kan man læse, hvordan svømmehaller landet over har problemer med især unge mennesker, der ikke vasker sig, inden de hopper i vandet for at nyde fællesskabet med andre. Alt for ofte dropper de turen under bruseren, og hvis de vasker sig, så er det iført badetøj.
Som man nok kan forestille sig, betyder det, at en vis type møg, der sidder bagi, ryger med ind i svømmehallen. Ud over det åbenlyst ulækre i, at der spredes sygdomme som byldbaktrier, skal der bruges flere kemikalier for at bekæmpe bakterierne i vandet. En uvasket person afgiver 100 millioner bakterier, mens en afvasket person 'kun' afgiver en halv million bakterier.
Ikke længere tilladt at opdrage på hinanden
Det er så nu, I, kære læsere, tænker, at det er da et lille, ligegyldigt problem.
Men nej, det er et billede på, hvordan unge mennesker ikke længere lærer, at i et samfund tager man hensyn til andre, og at man ikke, i bogstavelig forstand, kan tillade sig at skide på sine medmennesker.
Samtidig er det et spejl på en trist tendens, hvor unge mennesker i angst for ikke at kunne leve op til den perfekte krop, som de bliver bombarderet med på de sociale medier, ikke længere tør vise sig over for selv deres bedste venner, som de er skabt.
En anden mere lavpraktisk grund til problemet er, at den gamle bademester er sparet væk. Ham, der i min barndom – ofte ret eksplicit – lærte mig, hvordan man vaskede sig. Ellers fik man ikke lov til at hoppe i vandet.
Sideløbende med, at de gamle autoriteter ikke længere er til stede i det offentlige rum, er der opstået en kultur, hvor vi ikke længere tør eller må opdrage på hinanden til fællesskabets bedste. Så alt for ofte er der ingen, som påpeger, at man skal vaske sig, inden man går i svømmehallen. Det tør de ansatte simpelthen ikke.
Jeg lyder som en sur gammel mand, men vi skriver 2018, hvor det, at folk ikke længere vasker sig, er blevet et billede på et samfund, der er gået i stå i sin udvikling og ikke bliver klogere og mere oplyst end i den forrige generation. Tværtimod. Når vi udsætter hinanden for sundhedsfare og er blevet bange for den nøgne krop, så er der sgu noget helt galt i Danmark.
Så vidt jeg ved har det stået på længe, bl.a. fordi man visse steder ikke kunne få muslimske drenge til at vaske sig , med mindre det foregik bag et forhæng. Nu også med dillerforskrækkelse hos de hvide drenge.
Jeg har i flere år gået til svømning med et barnebarn, hun er nu 7, drenge og piger bader og klæder om sammen, og jeg oplever ofte at såkaldt “hvide” forældrer lader deres drenge gå under bruseren med badebukser og iøvrigt heller ikke beder dem om at vaske sig. Det har således intet at gøre med om muslimske drenge vil vaske sig eller ej.
Ja, det er noget griseri - en opdragelsesopgave, som ikke bliver løftet.