Kommentar

Vindmøller bør ejes lokalt og af forbrugerne

Historisk har store danske energianlæg fortrinsvis været ejet af enten forbrugerne eller kommunen. Hvorfor ikke fortsætte denne effektive, billige og demokratiske tradition?
Rent økonomisk kan andels- og forbrugerejerskab både sikre billig energi, og at overskuddet fra vindmøller kan kanaliseres til lokale og regionale almene formål på erhvervs- og miljøområdet.

Rent økonomisk kan andels- og forbrugerejerskab både sikre billig energi, og at overskuddet fra vindmøller kan kanaliseres til lokale og regionale almene formål på erhvervs- og miljøområdet.

Ernst van Norde

8. september 2018

I forbindelse med det seneste energiforlig var debatten om, hvem der bør eje vindmøllerne, og hvordan ejerskabsforholdene skal indrettes, stort set ikkeeksisterende.

Men i en kommentar i Information den 18. juli giver Theresa Scavenius et konstruktivt bud på en forretningsmodel, hvor energisektoren bliver integreret med varme- og transportsektoren.

Denne analyse vil vi her udbygge – og fokusere på betydningen af ejerskab for indpasningen af vindmøllerne i det samlede energisystem.

Mere nærejerskab

Danmark er i gang med et stort teknologisk skift væk fra fossil lagerenergi, som kan bruges, når man vil, mod fluktuerende vedvarende energikilder såsom vind og solenergi, der skal indfanges, mens de er der. Når det blæser, skal vi integrere og lagre vindkraften i varmeforsyning, transport m.v. og anvende den til produktion af bio- og/eller syntetiske brændsler, som kan sikre forsyningen, når det ikke blæser.

Denne integration af vindkraften i det samlede energisystem fungerer bedst, når dem, der skal integrere elektriciteten – fjernvarmebrugere, lokale virksomheder og elforbrugere – også ejer væsentlige andele af vindmøllerne. For eksempel ejer Hvide Sande fjernvarmeværk tre vindmøller, som muliggør en præcis dimensionering og drift af varmelagre og varmepumper til integration af store dele af elektriciteten fra deres vindmøller.

Men lige for tiden sker det modsatte. Vindmøller ejes i stigende grad af store selskaber som Ørsted (det tidligere DONG), E-ON og Vattenfall.

En aktiv energipolitik bør ændre denne udvikling, så vi sikrer nærejerskab af vindmøllerne gennem andels- og forbrugerejerskab.

Rent økonomisk kan andels- og forbrugerejerskab både sikre billig energi, og at overskuddet fra vindmøller kan kanaliseres til lokale og regionale almene formål på erhvervs- og miljøområdet. Dermed kan andels- og forbrugerejerskab af vindmøller give et tiltrængt økonomisk og miljømæssigt løft til udkantsområderne.

51 procent til de lokale

Historisk har store danske energianlæg fortrinsvis været ejet af enten forbrugerne eller kommunen. Det har været en succesfuld ordning med stor forsyningssikkerhed og energipriser langt under EU-gennemsnittet.

Vores forslag går ud på at fortsætte og videreudvikle denne effektive og demokratiske tradition.

Det er særligt vigtigt nu, hvor tendensen er, at Ørsted, Vattenfall og andre store selskaber overtager en stadig større andel af vindmøllerne. Det er en forhindring i forhold til integration af den fluktuerende vedvarende energi i den store omstilling bort fra fossil lagerenergi.

For at sikre mere andelsejerskab og lokalt ejerskab foreslår vi, at det nuværende krav om, at 20 procent af en vindmøllepark skal udbydes til virksomheder og beboere i lokalområdet, ændres til et krav om, at majoriteten, altså mindst 51 procent, skal udbydes lokalt og til andelsejere.

Dermed sikrer man, at forbrugerne har kontrol over vindmølleparkerne. Over for EU vil argumentationen være, at lokalt majoritetsejerskab, eller minimum 51 procent forbruger-, lokalt og regionalt ejerskab er nødvendigt for at sikre accept af vindmølleudbygningen og dermed den nedgang i CO2-udledningen, som er i EU-almenhedens interesse.

For kystnære møller og landmøller foreslår vi, at der først udbydes minimum 51 procent lokalt og derefter sælges til beboere og varmeselskaber i den kommune, hvor vindmøllerne står. En eventuel resterende del af de 51 procent udbydes til andelshavere i hele landet.

For havvindmøller skal minimum 51 procent udbydes til andelshavere i hele landet i portioner på op til 50.000 kWh/år – proportionalt med køberens elforbrug.

Derudover foreslår vi, at 30 procent af vindmøllernes overskud generelt overføres til en almennyttig fond, hvor en tredjedel af midlerne i fonden bruges til investeringer i elektricitet baseret på vedvarende energi.

De sidste to tredjedele foreslår vi, at man, hvad angår landmøller og kystbaserede møller, bruger i den kommune, hvor møllerne står eller grænser op til. Hovedsageligt til miljøforbedrende formål såsom nedbringelse af energiforbruget og støtte af øget biodiversitet.

Og for havvindmøller foreslår vi, at fondsmidlerne bruges til de regioner, der grænser op til møllerne. Hovedsageligt til støtte af biodiversitet i havet samt til støtte for havnefaciliteter m.v. ved havet.

Endelig er det vigtigt, at projektudviklerne kun kan få deres vindmølleprojekt accepteret, hvis det kontraktligt er sikret, at kravet om mindst 51 procent andels- og forbrugerejerskab er opfyldt i hele projektets levetid.

Ovennævnte forslag kan være med til at forbedre mulighederne for integration af den fluktuerende vindkraft og samtidig sikre lave energipriser og midler til havmiljøudvikling, regionaludvikling og generelle miljø- og biodiversitetsforbedringer.

Frede Hvelplund er professor.
Niels I. Meyer er professor emeritus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dina Hald
  • Morten Lind
  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Torben K L Jensen
Dina Hald, Morten Lind, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Kurt Svennevig Christensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Forfatterne har ret, lokalt skal man tilbydes et ejerskab til vindmøller. Vi bor så tæt på de kommende kystnære vindmøller Vesterhav Nord som det er muligt, uden at falde i vandet. Vi sendte vores kritik og anbefalinger til myndighederne i 2013. Vi anbefaler bl.a. at vi lokalt også for førsteretten til køb af parter og vi indbetalte senere de 4.000 kroner man skulle betale for at gøre indsigelser. Vi har aldrig fået blot et svar på vores anbefalinger, og de alt for få parter (20%) der udbydes, kan alle købe. Vi der skal se på de møller 24/7 så længe de bliver stående for ingen forkøbsret, de bliver udbudt til højestbydende.

Torben K L Jensen

Hele distributionsnettet af el skal ejes af staten i et smart-net der så servicerer de mindre lokale enheder så vejrmæssige uregelmæssigheder kan udlignes med inddragelse af feks. elbilers ladekapicitet sammen med andre teknologier der kan lagre overskudsstrøm.

Birger Bartholomæussen

I Danmark skal der opstilles mindst 3 møller i et landbaseret projekt. I en del tilfælde kan der opstilles 6 - 8 møller i de områder kommunerne har udpeget. Og i undtagelsestilfælde en hel vindmøllepark. Men uanset antallet af møller så koster projektudviklingen stort set det samme vel mellem 3 - 4 millioner. Og det tager nemt 2 - 3 år at udvikle et projekt. Mange projekter bliver aldrig til noget. Så der skal en rimelig stor pengekasse til hos de, der udvikler vindmølleprojekter. Hvor skal pengene til det så komme fra? For forfatterne er vel ikke så naive, at de forestiller sig, at en projektudvikler vil udvikle et projekt, hvor den samlede investering løber op i f. eks. 100 millioner for bagefter at afgive kontrollen med projektet? Lidt mere omtanke, tak.

Venstre-regeringerne har siden 2001 ført en ideologisk offensiv - udtænkt I USA-tænketanke - med formål såvidt muligt at opløse alle statslige og offentlige ejerkonstruktioner.
-også f. eks. hospitaler og boligselskaber.

I elsektoren har man – under Anders Eldrup - omstruktureret elselskabsforholdene
- ved at samle de lokale elselskaber under DONG, dernæst forberede det landsigtede mål - at sætte DONG på aktier og sælge en del af dem – dette blev nået I 2012-13

Anders Eldrup fyredes 2012, efter at opkøbet af elselskaberne havde resulteret i en meget stor gæld.

Dongs historie:

https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98rsted_(energiselskab)

I 2018 har man endelig opnået at overdrage Nordsøolien til udenlandske selskaber

Set fra de udenlandske selskaber side er det klart, at et af målene har været at komme I besiddelse af den resterende Nordsøolie.

Politikerne har hele tiden tilstræbt at koncentrere udbyttet I forretningskoncerner -
men tilsidesætter forbrugeres og lokalbefolknings interesser, som de (som statslige aktører) også skulle varetage.

Koncernerne udnytter og kapitaliserer samtidig det forskningsarbejde, der har løbet over flere årtier
- og er udført af lokale, mange ulønnet.

Ved denne opdeling fremkommer der tre niveauer i elforsyningen - hvor der før kun var et:
ølleproducenter: Vestas, Siemens, Gamesa

Entreprenører: Dong Vattenfall

Elnet: energinet, e:on

Selskabskonstruktionerne laves efter “udbuds”modellen -

I denne organisationsmodel springes lokalsamfundene over, og kontrakter indgås mellem multinationale selskaber over landegrænser.

Konkurrence og liberalisme er kun tilsyneladende, da de største monopoler I reglen selv kan diktere deres vilkår.

Vattenfall - der skal opføre Vesterhav Nord - er 100 % ejet af den svenske stat, og er en multinational koncern, der også driver brunkulsudvinding I det gamle DDR
og ejer dele af nettet I UK, Polen og Tyskland.

Det hænder undertiden, at lokale samfund kan tvinge koncernen til at tilbagesælge infrastrukturen.

I Hamburg blev Vattenfall således nødt til at tilbagesælge nettet til byen -

https://da.wikipedia.org/wiki/Vattenfall

https://en.wikipedia.org/wiki/Vattenfall

- men det er kun stærke aktører der kan gennemtvinge en sådan indrømmelse.

De svagere lokalsamfund - omkring brunkulsudvindingen - har ikke kunnet opnå det