Kronik

Årsdag for #MeToo: Nu skal vi sænke pegefingrene og forsøge at forstå

De mange #MeToo-historier, som kvinder har delt det seneste år, er et vigtigt afsæt for forandring. Men forandringen sker først, når begge køn bryder fronterne ned, i stedet for at trække dem op
De bevægelser, kvinder har sat i gang, er stærke, men nu har vi brug for at se og høre mændene berøre de problematikker, kvinderne har bragt frem.

De bevægelser, kvinder har sat i gang, er stærke, men nu har vi brug for at se og høre mændene berøre de problematikker, kvinderne har bragt frem.

Peter Nygaard Christensen

Debat
15. oktober 2018

Jeg er ikke en af de kvinder, der har været værst ramt. Jeg er ikke blevet voldtaget eller overfaldet.

Jeg er nok bare som de fleste kvinder. En af dem der er blevet raget på, piftet ad, råbt ad. Det er jo bare sådan, det er, ikke?

En sommer fløj jeg alene hjem fra ferie. Få minutter efter jeg har sat mig i flyet, siger den unge mand, der sidder ved siden af mig, »You are very beautiful«. Jeg siger tak og vender hovedet væk. Han lægger sin hånd på mit lår. Mit ben spjætter. Jeg spørger ham, hvad han laver. Han gentager sig selv. »You are very beautiful«. Et par minutter går, hånden er igen på mit lår. Han hvisker til mig, om vi skal gå på toilettet sammen. Jeg siger nej. Hver gang han lægger sin hånd på mit lår, kravler den lidt længere op mod mit skridt. Jeg lægger benene over kors og trækker ned i min kjole. Jeg beder ham igen stoppe.

Gennem hele flyveturen slog det mig slet ikke, at jeg kunne bede om en ny plads. Jeg håbede bare, at han ville stoppe. Men det gjorde han ikke. Ikke før flyet landede, og han tog sin taske og gik. Uden at sige et ord.

Det eneste, jeg skulle have gjort, var at bede stewardessen om et nyt sæde. Det havde været min ret.

Men tænk, hvis det udmøntede sig i en konflikt, som alle i hele flyet ville høre? Og måske var det ikke så slemt?

Manglende forståelse

Jeg er nok bare for vant til at gemme mig i den slags situationer. På mit gamle arbejde sad jeg en morgen og tørrede spildt kaffe op fra gulvet, da en kollega sagde til mig: »Du har rigtig gjort dig klar på alle fire til mig, hva'?« Da gjorde jeg heller ikke noget.

Og så er der selvfølgelig alle de gange, fyre har taget mig på røven i byen. Når jeg i de situationer har sagt fra, har jeg fået det ud af det, at jeg er blevet belært om, at jeg skal slappe lidt af og tage deres krænkelser som et kompliment.

Fælles for alle disse mænd er, at de hverken er voldtægtsforbrydere eller ondskabsfulde. Langtfra.

Men de har en bestemt forestilling om mig som kvinde, og om hvad de har ret til at gøre med min krop. Og de deler den samme idé om, hvordan man kommunikerer på en sensuel måde med en kvinde. De deler samme forståelse af, hvor grænsen går, hvad kvinder har lyst til, og hvad der er i orden at gøre.

De deler den manglende forståelse af, hvad det gør ved en kvinde, når de handler, som de gør.

Denne manglende forståelse kommer ikke kun fra disse mænd, men også fra de mænd, som ikke selv kunne finde på at handle sådan, men som ikke forstår, hvad disse handlinger gør ved mig som kvinde. Dette inkluderer mænd tæt på mig, som jeg respekterer.

På årsdagen for #MeToo er det vigtigt at pointere, at det selvfølgelig handler om de mænd, som er farlige – men det handler også om en kultur, vi alle har været med til at forme. En reklamekultur, en filmkultur, en arbejdskultur. Det handler også om alle de ’almindelige’ mænd, hvis skyld det ikke er, men som også er en del af nogle social normer, der gør, at det kan være svært at forholde sig kritisk til egne handlinger, fordi normerne er så dybt indlejrede i os.

Lær gråzonerne at kende

Forleden da jeg var i byen med min veninde, mødte vi en fyr, som vi kender perifert. Han kom op til min veninde, tog hende på brysterne og sagde: »De er sgu da blevet større, er de ikke?«

Til en anden fest dansede jeg med en fyr, jeg kender godt. Han var meget fuld og mente ikke, at jeg var så festlig, som han godt kunne tænke sig. Hans løsning var at rive min kjole op ved brysterne – midt på dansegulvet.

Mange af disse mænd er mænd, jeg godt kan lide. Mænd som er sympatiske, kloge og rare at være sammen med. Men de tror, at de her ting er okay.

Jeg forsøger ikke at forsvare deres handlinger, men jeg vil gerne forsøge at forklare dem, så både kvinder og mænd kan sige fra. Vi skal alle kende gråzonerne, før vi kan operere i dem.

Når jeg har fortalt kvinder om situationer, hvor jeg har følt mig krænket, har de alle sagt noget i retning af: »Det lyder virkelig ubehageligt. Hvordan havde du det bagefter?«. Alle de mænd, jeg har fortalt det til, har sagt: »Hvorfor gjorde du ikke bare noget?«

Mænd er vant til at være den fysisk overlegne og være i en kultur, hvor det er okay (for mænd) at råbe højt. Hvor de kan gøre noget. Det er vi kvinder ikke. Jeg er træt af hele tiden at få at vide, at jeg bare kunne have gjort noget, i stedet for at vi taler om, hvad vi kan gøre for at ændre kulturen.

Biologien skiller os ad

Mænd og kvinder burde tale hinanden ind i en fælles forståelse. Men vi kan ikke komme uden om, at biologien ofte skiller os ad.

En mand vil aldrig helt kunne forstå, hvordan det føles at gå hjem alene og overveje, at der er en fare for at blive voldtaget. Han har væsentligt større sandsynlighed for at kunne gå i byen, uden at han uønsket bliver taget på pikken. Han kan føle skam over sin krop, men ikke forstå, hvordan det føles at skulle gemme sine bryster væk for at gøre sig selv mindre ’modtagelig’.

Men vi kan forsøge at forstå hinanden. Vi kan lære vores døtre, hvordan man siger fra. Vi kan lære dem, at det er okay at have lyst til, at ens kæreste tager en på røven, men at det samtidig er okay at føle det krænkende, hvis en anden mand gør det. Og vi skal lære vores sønner forskellen på de to situationer. Vigtigst af alt skal vi have skabt et fælles sprog omkring grænser.

Mænd kan og skal bidrage til debatten lige så meget som kvinder. Bidrage til en dybere forståelse af de mekanismer, vi alle oplever. De bevægelser, kvinder har sat i gang, er stærke, men nu har vi brug for at se og høre mændene berøre de problematikker, kvinderne har bragt frem.

Jeg vil gerne forstå de kulturelle normer, mænd lever under, så jeg kan forstå deres opfattelse af dem selv og af mig. Forstå hvorfor vi er havnet her, og hvad vi kan gøre for at ændre det.

Bryd fronterne ned

Jeg tror desværre, at mange mænd føler, at de ikke må deltage i debatten, og hvis de gør, skal de enten være rørende enige eller ovre i den helt anden grøft. Mange mænd har fortalt mig, at de føler sig angrebet i #MeToo-debatten. Det er ærgerligt, for det skaber frygt, ikke handling.

Af frygt for at overskride en grænse, som ingen ved, hvor går, fordi den i mange tilfælde er individuel, opstår der handlingslammelse. Lige så forskellige vi er som mennesker, lige så forskellige er vores opfattelser af, hvor grænsen er. I nogle tilfælde er den meget klar, i andre er den ikke.

Den kan være flydende, fordi flirt er et sprog, vi bruger til at kommunikere med. Det kan være et spændende, dejligt og ligeværdigt spil mellem to mennesker, men flirteri kan også misforstås og være en dominerende måde, hvorpå det ene køn kan vise sin magt.

Netop derfor er det vigtigt, at vi forsøger at forstå hinanden. Måske er det fordi, jeg ikke til fulde forstår min kulturelle arv som kvinde, at jeg ikke forstår mine egne reaktioner i de situationer, hvor jeg er blevet krænket. Og når jeg ikke forstår mine egne reaktioner, er det måske også derfor, at mange mænd heller ikke ved, hvornår og hvorfor grænsen bliver overskredet.

De mange historier, som kvinder har delt det seneste år, er et vigtigt afsæt for forandring. Men forandringen sker først, når begge køn bliver bevidst om og taler om den kultur, vi alle er en del af. Vi skal sænke vores løftede pegefingre, så vi ikke står så alene og imod hinanden. Vi trækker fronter op i stedet for at bryde dem ned.

Nu er det tid til, at vi sammen langsomt når frem til et nyt fælles udgangspunkt. Jeg tror på, at vi kan.

Emilia Moth er danskstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Emilia Moth

Kære Emilia
Tusind tak for denne kronik, der pointerer hvor vigtigt det er at vi i fællesskab gør op med en kultur der undertrykker os alle, og hvor magtens selvfølgelige ret til at rage til sig på andres bekostning skal udfordres af begge køn.
Biologien får skyld for hvad der i realiteten er en syg kultur, der i sidste ende er ved at koste os selve vor art.
Det kan ikke blive ved.
Vi må lære at leve sammen i gensidig respekt, for alternativet er for grufuldt.

Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen, ingemaje lange, Steffen Gliese og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

Har temmelig svært ved at tror, at disse refererede oplevelser med klamme mænd kan være repræsentative. Og hvis man udsættes for den slags, hvorfor siges der ikke fra øjeblikkelig? I de refererede eksempler er der end ikke tale om et magtforhold, som hvis det var en arbejdskøber eller arbejdsleder med fyringskompetence. Altså ingen frygt for karrieren. Forstår ikke kvinder accepterer den slags.

Fin kronik.

Fin kronik.

Martin Møller

Først og fremmest tak for en god kronik, der tager åbent fat på emnet. Det er helt klart nødvendigt at vi begynder at tale sammen om det her emne. Der synes nemlig - så vidt, jeg kan se - at være misforståelser i begge "lejre".

For mænd kan det være svært at forstå at kvinder tilsyneladende bliver udsat for så mange ubehageligheder (og det, der er værre) når de f.eks. er i byen. Ligeledes kan det være svært at sætte sig i kvindens sted som fysisk underlegen rent styrkemæssigt og den medfølgende utryghed, mange kvinder har fortalt mig medfølger.

For kvinder kan det omvendt være svært at finde ud af, hvor stor en andel af den madlige befolkning, der lige gør de her ting - for når fænomener som at blive raget på umotiveret og ubehagelige kommentarer er så udbredte, kunne man jo fristes til at tro at det var størstedelen af alle mænd.

Jeg har efterhånden undersøgt en del mulige forklaringer, og her kommer de, jeg finder mest plausible:

1. En meget stor del af ubehagelighederne og overgrebene bliver begået af en meget lille del af alle mænd. Det skyldes at der er en lille minoritet af mænd, der er både meget aggressive af natur (højt testosteronniveau) og dårligt socialiserede. Det undskylder naturligvis ikke deres handlinger, men det forklarer en del.

2. P-pillens indtog: Med P-pillen blev det muligt at dyrke sex mere konsekvensfrit, hvilket på mange måder er en gevinst. Især for kvinder har det betydet en friere seksualitet, og vi har i en forstand kun små 50 års erfaring med den nye kvindeidentitet, og for mænds vedkommende, hvordan man forholder sig til den. Det har resulteret i en enorm seksuel formløshed - vi har simpelthen ingen etablerede sociale regler for, hvordan vi håndterer den nye situation. Generelt har det også betydet at vi har skilt seksualiteten fra det forpligtede forhold og kærlighed - problemet er blot, at det ser ud til at være umuligt fordi at vi trods den nye teknologi i bund og grund er et monogamt dyr, der ikke kan have sex uden at udvikle følelser for den, vi er sammen med. I den forstand er vi alle tabere i udviklingen.

3. Pigers opdragelse: Jeg vil helt klart give kronikkøren ret i at det skal være OK for piger at sige nej og blive hørt første gang - af flere grunde. Først og fremmest er kvinder som nævnt fra naturens side af fysisk underlegne styrkemæssigt, og derfor er det vigtigt at flere mænd end tilfældet er, bliver socialiseret godt nok, så de forstår et nej. For det andet fordi kvinders nej også er en vigtig del af enhver mands socialiseringsproces. En mand bliver nødt til at tage initiativ (det er stadig forventningen hos de fleste kvinder jeg kender) for at finde ud af om hans tilnærmelser er ønskede eller uønskede (vi læser desværre ikke tanker).
Hvorfor (nogle) kvinder i dag ikke har lært det hjemmefra er mig et mysterie - mænd har nemlig brug for kvinders mening, især når vi uforvarende træder over en grænse, fordi vi kan lide jer. Et nej giver også muligheden for at sige undskyld. Hvordan man retter op på pigers opdragelse og giver dem mere mod på at sige deres mening ved jeg ikke, men det er en diskussion der er værd at have, hvis vi vil forstå hinanden bedre.

Det synes altså for mig at være tilfældet at en meget lille minoritet af mænd begår en overvældende stor del af de overgreb, vi ser i dag, og at kulturen og opdragelsen af forskellige grunde har udviklet sig på en måde, så sikringerne - en relativ fast, socialt accepteret seksualmoral og en tidssvarende opdragelse - er eroderet eller bare manglende.