Kommentar

Det er bekymrende, at flere borgere er så utrygge ved systemet, at de hyrer en privat socialrådgiver

Flere borgere føler sig så utrygge ved den kommunale praksis, at de har behov for at hyre en privatpraktiserende socialrådgiver. Det er en bekymrende skævvridning af systemet – og dyrt for borgerne
13. oktober 2018

På Facebook er jeg medlem af flere grupper, der omhandler kontanthjælpsloftet, kampen om førtidspensionen og om anbragte børn.

Jeg er medlem, fordi jeg som socialrådgiver oprigtigt ønsker at være behjælpelig med forståelse af loven eller procedurer. Men oftest bliver jeg mødt med skepsis og en formodning om, at vi – altså de offentligt ansatte socialrådgivere – ikke ønsker at hjælpe borgeren, men kun vil forhale sagerne. 

Retorikken kan være hård. Det er ikke, fordi jeg ikke har forståelse for de frustrationer, der måtte være, men det bliver svært at nå igennem med et velment råd eller budskab.

I selv samme grupper støder jeg oftere og oftere på borgere, der har ansat en privatpraktiserende socialrådgiver til at kæmpe for deres sag.

Det er en rigtig ærgerlig udvikling, at borgerne føler sig så utrygge ved den kommunale praksis, at de har brug for at ansætte en privatpraktiserende socialrådgiver.

Ofte er det borgere, der i forvejen er økonomisk presset, og som også skal finde penge til at aflønne den privatpraktiserende socialrådgiver, og hjælp udefra er dyrt – prisen svinger mellem 500 og 1.200 kr. pr. time.

I den ideelle kommunale verden var arbejdsforholdene i det offentlige så ordentlige, at der ikke var brug for at hyre privatpraktiserende socialrådgivere.

Ligesom det heller ikke var nødvendigt at forlade det offentlige.

Snævre rammer

I det kommunale system, som det er nu, møder man som socialrådgiver et internt bureaukrati, der kan påvirke ens handlemuligheder. Interne sagsgange, procedurer, visitationsudvalg og lange indstillinger, der alt sammen kan øge sagsbehandlingstiden – i et forsøg på at styre økonomien. Og det gør selvklart noget ved vores faglighed, når vi skal dokumentere i ét væk.

De privatpraktiserende socialrådgivere er ikke påvirket af de rammer, vilkår og budgetter og det alt for høje antal sager pr. rådgiver, der er i det offentlige, og som har stor betydning for sagsbehandlingsfristen – og desværre til tider også for kvaliteten i sagsbehandlingen. Men mange af dem har tidligere været det, og det kan måske være årsagen til deres fravalg af at arbejde i kommunen. Men deres egne erfaringer må ikke være med til at skabe tvivl og usikkerhed hos borgeren.

Jeg skal ikke undsige, at der findes steder, hvor økonomi kommer før faglighed. Men jeg må understrege, at vi ikke bevidst træffer forkerte afgørelser, ønsker at snyde borgerne eller tvangsfjerner børn på må og få.

Men laver vi så aldrig fejl? Jo, det gør vi, men fejl spænder i Ankestyrelsens verden vidt – fra manglende datomærkning til manglende sagsakter.

Vi træffer afgørelser ud fra de oplysninger, vi har om borgernes situation, ofte til borgerens fordel.

Og sker det, at vi får en sag tilbage fra Ankestyrelsen, hvor vi ikke får medhold, så lærer vi heldigvis af det.

Private socialrådgivere bekymrer

Det er en bekymrende skævvridning, at når det offentlige skærer ind til benet, så bliver det andres levebrød.

Endnu mere bekymrende er det, at der kan opstå et A- og B-hold, eller et ’dem mod os’, på trods af at vi har samme uddannelse og samme ønske om at hjælpe borgerne.

Lovgivningen er jo den samme for os alle.

Jeg tænker ikke, at der er nogen, der kan være uenige i, at kontanthjælpsloftet har store konsekvenser for borgerne, såvel økonomisk som menneskeligt. For når vi fratager borgere muligheden for at have råd til at få dækket helt basale behov, så er det svært at finde overskud til at deltage i praktikforløb eller familiebehandling.

Og jeg bliver rigtig bekymret over, at vores borgere føler sig nødsaget til at få ’tjekket’ vores arbejde andetsteds.

Jeg får faktisk lidt ondt i maven på mit fags vegne, når jeg gentagne gange støder på kritik fra privatpraktiserende socialrådgivere. Særligt når kritikken går på, at vi i det offentlige bare affinder os med de vilkår og rammer, ledelsen udstikker. Mest af alt fordi vores borgere også ser og hører kritikken – og dermed kan blive endnu mere usikre på kontakten til systemet.

Jeg vil ikke undskylde for mig selv eller mine fagfæller, der er ansat i det offentlige, for der er faktisk rigtig meget godt socialfagligt arbejde rundt om i kommunerne, og vi er mange, der hver dag kæmper for at forbedre både vores egne og borgernes vilkår.

Jeg taler ikke for, at der ikke skal være privatpraktiserende socialrådgivere. Men jeg er bekymret over retorikken mellem de offentligt ansatte og de privatpraktiserende socialrådgivere.

Min pointe er, at ingen af os må være årsag til, at borgerne bliver usikre og utrygge i mødet med systemet, men at vi i stedet sammen, med hver vores spidskompetencer, skal give de mest optimale betingelser for borgerne.

Sisi Ploug Pedersen, næstformandskandidat, Dansk Socialrådgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er jo netop fordi systemet ikke fungerer ordentligt at folk bliver desperate og hyrer en privat socialrådgiver.
Eller hvad siger de i alle Facebook-grupperne du er med i ?
Du lyder som om det piner dig at blive betragtet som systemets forlængede arm, men det er bare sandheden, desværre..

Hos den private rådgiver oplever folk at vedkommende kæmper for deres sag og er 100% på deres side, mens de uvægerligt kommer til at føle sig som små og ubetydelige på Jobcentret sammen med kontinuerligt udskiftelige sagsbehandlere. For det er de færreste forundt at få tildelt en socialrådgiver.
Den private rådgiver opleves sikkert også som mere tilgængelig og afslappet, da vedkommende ikke hænger i en klokkestreng.

Sidst men ikke mindst, loven om Aktiv socialpolitik er et fuldstændig uoverskueligt og selvmodsigende monstrum som almindelige mennesker, inklusive mange uuddannede sagsbehandlere, har store problemer med at navigere rundt i.
Socialrådgiverne ville vinde stor respekt,såfremt de protesterede og modsatte sig den umenneskelige lovgivning. Men sådan gør vi jo ikke i dette land, når vi er så heldige at have fast arbejde..

Lone Engels, Werner Gass, Rolf Andersen, Michael Waterstradt, Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Heidi Larsen, Berith Skovbo, Tue Romanow, Jens Kofoed, Palle Eghjort, Hans Larsen, Britta Hansen, Bjørn Pedersen, Nis Jørgensen, Ebbe Overbye, Herdis Weins, Torben Skov og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er helt enig i, at det er bekymrende, når borgerne føler sig så trængte i systemet, at de trods manglende midler alligevel hyrer en privat socialrådgiver til at tale sin sag.
Men jeg tror ikke, der findes mange borgere udenfor arbejdsmarkedet, som ikke har hørt om skuffe-cirkulærer og sagsbehandling, som har større fokus på kommunens økonomi end på at sikre borgerne deres ret.

Hvad skal borgerne gøre?

Werner Gass, Flemming Berger, Jørn Andersen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Kim Houmøller, Ebbe Pedersen, Heidi Larsen, Karsten Aaen, Tue Romanow, Jens Kofoed, Helene Kristensen, Hans Larsen, Bjørn Pedersen, Ib Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Søren Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nis Jørgensen

"Men jeg må understrege, at vi ikke bevidst træffer forkerte afgørelser, ønsker at snyde borgerne eller tvangsfjerner børn på må og få."

Det er desværre ikke det indtryk man som almindelig borger får. Jeg siger ikke, at det er den enkelte sagsbehandler, der har et ønske om at administrere i modstrid med loven - men man får et klart billede af, at sagsbehandlerne (i nogle kommuner) accepterer at gøre det.

"Jeg får faktisk lidt ondt i maven på mit fags vegne, når jeg gentagne gange støder på kritik fra privatpraktiserende socialrådgivere. Særligt når kritikken går på, at vi i det offentlige bare affinder os med de vilkår og rammer, ledelsen udstikker. Mest af alt fordi vores borgere også ser og hører kritikken – og dermed kan blive endnu mere usikre på kontakten til systemet."

Jeg får faktisk lidt ondt i maven over at dit største problem med denne kritik er at den bliver hørt af de berørte borgere, og ikke at den rammer.

"Jeg vil ikke undskylde for mig selv eller mine fagfæller, der er ansat i det offentlige, for der er faktisk rigtig meget godt socialfagligt arbejde rundt om i kommunerne, "

Altså - du vil ikke undskylde for det er er skidt, fordi der også er noget der er godt?

"Min pointe er, at ingen af os må være årsag til, at borgerne bliver usikre og utrygge i mødet med systemet,"

Og her har de private socialrådgivere ca 0% af ansvaret, og de offentligt ansatte ca 100%. Hvis nu du kunne pege på konkrete usandheder fremsat af navngivne private socialrådgivere, så ville vi måske kunne flytte et par procent over i den anden vægtskål - mens de offentligt ansatte selvfølglig beholder ansvaret for, at vi borgere er parate til at tro på usandhederne.

Werner Gass, Rolf Andersen, Flemming Berger, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Heidi Larsen, Karsten Aaen, Tue Romanow, Jens Kofoed, Hans Larsen, Bjørn Pedersen, Torben Skov, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Mogens Fosgerau

Det er en udbredt erfaring, at man ikke får den hjælp, man har krav på efter loven, hvis man ikke selv kan finde paragrafferne frem. Kommunen opfylder ikke sin vejledningspligt og sagsbehandlerne laver tonsvis af fejl.

Werner Gass, Christel Gruner-Olesen, Anne Schøtt, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Ebbe Pedersen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Jens Kofoed, Palle Eghjort, Hans Larsen, Britta Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jo flere socialrådgivere et samfund har, jo ringere samfund.
Vil man løse et problem, skal man ikke lappe videre.
Man skal gå til problemets rod og fjerne årsagerne fra bunden.

Og så er vi der igen : Med Basisindkomst er de kun de socialrådgivere tilbage, som beskæftiger sig med borgerne personlige problemer - ikke borgernes problemer med det offentlige u-væsen.

S-foreningen vil miste mange medlemmer, der er omskolet til andre jobs i både det offentlige og i det private. Derfor heller ikke den løsning fra S-foreningen. Man saver jo ikke den gren af, man selv lever af !
De politiske partier ser ikke skoven for bar træer.

Alternativet har en vision - men ikke en klar model, fremlagt for offentligheden.

Må jeg i al stilfærdighed nævne, at den retsløse tilstand, der hersker overfor syge og udsatte borgere, startede for mange år siden, og at vi syge har kæmpet i mange år - uden hjælp fra private socialrådgivere.
Usikkerheden overfor systemet er reel - der findes masser af dokumentation for årelang sagsmishandling og misbrug af lovgivningen i landets kommuner - vi bliver IKKE usikre på kontakten til systemet, fordi private socialrådgivere kritiserer forholdene. Vi glæder os tværtimod over endelig at blive hørt, set og taget alvorligt af faprofessionelle, som kæmper for os, så vi kan få en retfærdig og hurtig behandling i systemet.
Nu mangler vi "bare", at de offentligt ansatte socialrådgivere tør stå ved deres faglighed, og sige fra når den kommunale ledelse udstikker sparekrav og måltal - til gavn for de syge og udsattes retssikkerhed. For en autorisation af alle socialrådgivere, det vil Dansk Socialrådgiverforening desværre ikke kæmpe for. En sådan kunne ellers løse mange problemer og kommitte den enkelte socialrådgiver til primært at overholde lovgivningen – og på den måde modstå pres fra ledelsen om at arbejde ud fra økonomiske prioriteringer. Vender socialrådgiverne som helhed tilbage til grundlæggende at arbejde som fagprofessionelle ud fra lovens bogstav, så er der håb for, at de utrygge borgere igen kan opbygge tilliden til, at en socialrådgiver arbejder for, at borgeren kommer hurtigt og sikkert gennem systemets labyrinter. Ikke før!

Werner Gass, Rolf Andersen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Torben Skov anbefalede denne kommentar

De siger ikke fra, for som de fleste andre lønmodtagere er de blot et par manglende lønudbetalinger fra den totale ruin.
Dette er på ingen måde et forsvar. Man er altid personligt ansvarlig for hvad man gør, og hvis man ikke siger fra og gør oprør mod ledelse og foresatte, tager man ansvaret for uredeligheden.
Fagforeningerne incl Danskk socialrådgiverforening er en del af magtpyramiden og undertrykkelsen!

Rolf Andersen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

"Vender socialrådgiverne som helhed tilbage til grundlæggende at arbejde som fagprofessionelle ud fra lovens bogstav, så er der håb for, at de utrygge borgere igen kan opbygge tilliden"

For atter at vende tilbage til "nulpunktet" på måleskalaen, nemlig nazityskland, så foregik alt skam efter loven. Så lovlydighed er ikke garant for menneskelig ordentlighed eller acceptable løsninger!

Men hvis ingen vil deltage, bliver der ingen krig...!

Kan man ikke forlange, at socialrådgiverforeningen, på vegne af alle medlemmerne, der står i suppedasen, agerer politisk som kritiker og rådgiver for minister og folketing. Andre fagfolk skal med heri.
Når man opdager uhensigtsmæssigheder i systemet, lappes der videre i de mange regelsæt med det resultat, at det bare bliver værre.

Målet må være en sundere og mere tilfreds befolkning.
Midlet må være at forenkle ved at afskaffe - og så videre i mit indlæg 18.49.
Modstanderen er en centralistisk og umyndiggørende statsadministration, der styrer politikerne i bestræbelserne i at styre befolkningen.

Jeg minder lige om overskriften : " Flere borgere føler sig så utrygge ved den kommunale praksis, at de har behov for at hyre en privatpraktiserende socialrådgiver. Det er en bekymrende skævvridning af systemet – og dyrt for borgerne "
En læge ville studere symptomerne, drage konklusionen om årsagerne og ordinere den rette medicin.