Kronik

Mine børn blev tvangsfjernet ved en fejl. Dem bliver der nok flere af, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister

Mette Frederiksen lægger op til, at der skal være flere tvangsfjernelser. Men den linje kan få katastrofale følger for de familier, der rammes af myndighedernes fejl og manglende retssikkerhed
Der er overhængende risiko for, at flere børn vil blive uretmæssigt tvangsfjernet, hvis Socialdemokratiets børneudspil bliver til virkelighed, mener dagens kronikør.

Der er overhængende risiko for, at flere børn vil blive uretmæssigt tvangsfjernet, hvis Socialdemokratiets børneudspil bliver til virkelighed, mener dagens kronikør.

31. oktober 2018

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte partiformand Mette Frederiksen (S) indlede sin tale på den socialdemokratiske kongres i september med at love, at flere børn skal tvangsfjernes og tvangsbortadopteres, hvis hun bliver statsminister.

Ikke fordi hun har uret i, at børn skal beskyttes imod misrøgt, vold og overgreb – selvfølgelig skal de det. Men når en måske kommende statsminister melder ud, at der skal fjernes flere børn, så stiger risikoen for, at kommunernes socialforvaltninger bliver nervøse og kommer til at fjerne nogle børn, hvor løsningerne kunne være fundet på en anden måde – i hjemmet eller i netværket. Det kan endda ske, at man fjerner børn helt uden grund.

Jeg kan skrive under på, at det er dybt skadeligt, når en kommune tvangsfjerner børn uden grund – eller blot fordi kommunen tror, at der er en grund. Jeg har nemlig selv været i den situation for 11 år siden.

Fjernet ved en fejl

Den korte historie er, at en psykolog i 2007 sendte en underretning til Herning Kommune, hvor hun beskyldte mig for incest. Selv om børnelægerne hurtigt kunne konstatere, at der ikke var hold i anklagerne, politiet konstaterede det samme og den sociale ankestyrelse underkendte kommunen, så fastholdt Herning Kommune alligevel en tvangsanbringelse i otte måneder – til stor skade for mine børn.

Halvvejs i forløbet lavede man en forældrekompetenceundersøgelse af mig, der konstaterede, at jeg var fuldt ud kapabel til at tage mig af mine børn, og at børnene skulle hjem så hurtigt som muligt. Jeg havde den fulde forældremyndighed, hvilket jeg også har i dag – men den fejlagtige bortførelse af børnene har kostet for os alle.

Vi kender sagerne fra Tønder og Brønderslev, hvor kommunerne undlod at handle på stakkevis af bekymringer og henvendelser. Mette Frederiksen henviste også til både Tønder og Brønderslev i sin tale. Og ingen tvivl – disse børn burde have været beskyttet af de ansvarlige myndigheder.

Sagerne bugner af fejl og lovbrud i kommunerne generelt. Det er naturligt at tænke, at når tvangsfjernelsessagerne er fejlbehæftede, så kan der smutte en Tøndersag mere igennem sikkerhedsnettet – til stor skade for de involverede børn.

Men det, Mette Frederiksen glemmer at tænke, er, at de mange fejl også kan skade børn i den anden ende af skalaen – nemlig de børn, der aldrig skulle have været fjernet, og som bliver revet væk fra gode og kærlige forældre. De børn findes, og det må man som lovgiver forholde sig til.

Jeg vil gerne sætte fokus på netop den ende af skalaen, fordi den ofte glemmes i den politiske debat.

Manglende retssikkerhed

Tænketanken Justitia har netop fremlagt en rapport, der konstaterer manglende retssikkerhed på tvangsfjernelsesområdet – både for børn og forældre. Min families oplevelse legemliggør den rapport, for den fortæller historien om, hvilken skade det gør, når en fejlvurdering fører til en akut tvangsfjernelse af to børn – en tvangsfjernelse, som ikke burde være sket.

Jeg oplevede at møde et kafkask system, hvor forvaltningens ret betød mere end børnenes ret.

Når Justitia skriver i sin rapport, at kommunernes børneungeudvalg udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi udvalget »ikke er uafhængigt af den forvaltning, som har oplyst og behandlet sagen«, så kan jeg kun nikke genkendende. Min oplevelse var, at udvalget derimod agerede stærkt sammenspist med forvaltningen og derved på ingen måde var en retsgaranti.

På grund af beskyldningerne om incest blev børnene tvangsfjernet akut ved en såkaldt formandsbeslutning. Formanden for børneungeudvalget handlede blindt på forvaltningens indstilling, der igen handlede blindt på en underretning fra en psykolog, der i øvrigt fra tid til anden blev benyttet som børnesagkyndig i det selvsamme børneungeudvalg. Børneungeudvalget var altså ikke blot sammenspist med forvaltningen, men også med psykologen.

Også formandsbeslutningerne stiller Justitia sig kritiske overfor, idet »formanden ikke har nogen særlige forudsætninger for at vurdere forvaltningens indstillinger, og sagen er ofte ringe oplyst«. Det kan jeg også i høj grad nikke genkendende til.

Spærret inde

Det er også værd at huske, at en tvangsfjernelse ikke blot er en fjernelse fra barnets hjem og vante omgivelser. Man fjerner også barnet fra den øvrige familie. Barnet har under anbringelsen ikke kontakt med fætre, kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre. Og som Justitia skriver: »Barnet inddrages ikke tilstrækkeligt i deres egen sag« – måske på grund af myndighedernes manglende kendskab til barnet forud for anbringelsen.

Mine børn var kun fire år gamle, da Herning Kommune bortførte dem fra deres børnehave. Graden af isolation var så stor, at børnene gennem otte måneders ophold på et børnehjem troede, at deres bedsteforældre var døde – de havde jo ikke besøgt dem, og ingen havde i de otte måneder omtalt en eneste af børnenes familiemedlemmer – al den stund, at hverken sagsbehandlere eller pædagoger kendte børnenes familie.

Børnene forsøgte efter bedste evne at fortælle de voksne, at de ville hjem til deres far at bo, men ingen voksne lyttede til dem. Når min søn var meget tydelig og råbte sine frustrationer ud, blev han spærret inde på værelset, og hans søster blev nægtet adgang til sin frustrerede bror. Ja, døren blev ganske enkelt låst.

Børnenes minister

Vores historie er et levende bevis på, hvor galt det kan gå, når både fagligheden og retssikkerheden sejler i forvaltningen – altså i den ende af skalaen, hvor det er myndigheden, der begår overgreb. Men hvad gør man, når det er myndighederne, der begår overgreb på børn?

Man kan med rette tænke, at når der er én Tøndersag, så kan der også være endnu en. På samme måde kan man med rette tænke, at når der er én Herningsag, så kan der også være endnu en.

Det er vigtigt at fastholde princippet om mindste indgriben. På samme måde bør man undersøge familie og netværk for mulige ressourcer. Og man bør som myndighed gøre alt, hvad man kan, for at forældrene kan få hjælp til at være forældre – hvis de kan.

Mette Frederiksens nye linje kan risikere at få den virkning, at Serviceloven bliver vendt på hovedet – at man starter med tvangsanbringelsen og først derefter undersøger barnets forhold. Det kan få katastrofale følger.

Set i lyset af den manglende retssikkerhed og de mange fejl og lovbrud i forvaltningerne, så virker det underligt, at Mette Frederiksen lægger op til, at der skal være flere tvangsfjernelser. For kan vi stole på, at forvaltningerne foretager de rigtige undersøgelser og træffer de rigtige beslutninger? Området er ikke nogen eksakt videnskab – hvert enkelt barn og hver enkelt familie må behandles individuelt og forsvarligt af myndighederne.

Men kan man uden videre give en myndighed yderligere beføjelser, når retssikkerheden allerede mangler?

Om der skal være flere eller færre tvangsfjernelser, ved jeg ikke – det må og skal bero på det enkelte barns forhold – og det skal undersøges lødigt og loyalt over for det enkelte barn. Men jeg ved, at det vil være et godt sted at starte, hvis man sikrer sig, at det er de rigtige børn, man fjerner.

Området for tvangsfjernelser fortjener ikke en politisk parole, som den Mette Frederiksen lagde frem på S-kongressen. Det er en farlig kurs.

Børn er nemlig ikke et tal i en statistik. Børn har ret til et trygt og godt liv – også hvis det findes bedst derhjemme.

Så, Mette Frederiksen som børnenes statsminister? – Nej tak.

Bruno Skibbild Christensen, forfatter til Far i klemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Runa Lystlund
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Marianne Stockmarr
  • Egill Masson
  • Lillian Larsen
  • Annika Hermansen
  • Peter Tagesen
  • Ole Frank
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Bjørn Pedersen
  • Lasse Semler
  • Søren Roepstorff
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben Skov
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
Ervin Lazar, Runa Lystlund, Viggo Okholm, David Zennaro, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, Egill Masson, Lillian Larsen, Annika Hermansen, Peter Tagesen, Ole Frank, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Bjørn Pedersen, Lasse Semler, Søren Roepstorff, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for det indlæg.
PS: Mattias Tesfaye foreslog, at børn på udrejsecenter skulle tvangsfjernes fra deres forældre, når forholdene her ikke var egnede til børn. Det ville sætte yderligere pres på forældrene så de forlod landet - Er det virkelig den måde Mette Frederiksen/socialdemokratiet vil være børnenes minister på?

Jonna Jensen, Erik Winberg, Carsten Wienholtz, Ervin Lazar, Elisabeth Andersen, Jens Winther, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, Rikke Nielsen, Matilde Walter Fønss, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, John Liebach, Claus Nielsen, Steen Obel, Anders Reinholdt, Lillian Larsen, Helene Kristensen, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Susanne Riis, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg har prøvet det samme - det lokale socialkontor gik i panik og tvangsfjernede min søn på et år, og selv om det kun tog mig et par dage at overbevise Københavns Kommunes lokale sagsbehandlere om, at det var en fejl, var ungen allerede indkvarteret på et observationshjem, så jeg måtte en tur i Byretten for at få ham tilbage. Og på trods af, at der var tale om en hastesag, hvor jeg havde både kommunens og observationshjemmets pædagogers fulde opbakning, tog det tre måneder, før jeg fik ham hjem igen.

Da det var moderen, der var anklaget for misrøgt, mens min brøde kun bestod i, at jeg ikke havde forældremyndigeden, fik jeg lov at besøge min søn hver dag, hvilket gjorde, at forløbet ikke blev dybt traumatisk for hverken ham eller mig. Det endte med, at jeg fik den fulde forældremyndighed dagen før børnenævnet (eller hvad det hed) omstødte kommunens afgørelse.

Så jeg melder mig i protestkoret: Det kan godt være, at flere børn vil have glæde af at blive tvangsfjernet, men det vil kræve, at der er regler, som gør det muligt for sagsbehandlerne at være fleksible, ligesom det skal sikres, at sagsbehandlerne faktisk er kvalificerede til at tage så skæbnesvangre beslutninger.

Min oplevelse var, at tvangsfjernelsen blev gennemført for en sikkerheds skyld, så kommunen kunne have ryggen fri. Den ene hånd, repræsenteret af sundhedsplejersken og en børnepsykolog, stod derfor for tvangsfjernelsen, hvorefter den anden hånd, socialpædagogerne og sagsbehandlerne, støttede mig i min kamp for at få min søn hjem.

Det er nu 30 år siden, men det er ikke mit indtryk, at tingene har ændret sig til det bedre, tværtimod tvivler jeg på, at socialkontorerne i vore dage har personale til at bakke mig op. Dengang kendte de mig personligt, fordi al hjælp og alle ydelser var noget, der blev ekspederet i det lokale socialkontor; i dag taler jeg kun med en jobkonsulent, som ikke har kompetencerne til at blande sig i en tvangsfjernelsessag.

Så hvis en forælder i vore dage vil have hjælp fra kommunen, må vedkommende henvende sig i Matthæusgade, som jo er kendt for at afvise mennesker med sociale behov. Den smule nærdemokrati i forvaltningen, som fandtes i slutningen af sidste århundrede, er blevet afskaffet på AFRs og LLRs vagter. Og det korte mellemspil, hvor Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister med ansvar for den sociale politik, gik hun mere op i at skabe tvangsarbejde (på nysprog kaldet "nyttejobs") end på at genindføre nærdemokratiet.

Med tvang skal land bygges. Det er en parole, som alle borgerlige partier, inkl. Socialdemokratiet, kan slutte op om.

Jonna Jensen, Erik Winberg, Ervin Lazar, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, Matilde Walter Fønss, Lars Riber , Torben Jensen, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Christel Gruner-Olesen, E Z, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, John Liebach, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, ulrik mortensen, Egill Masson, Lillian Larsen, Annika Hermansen, Randi Christiansen, Lisbeth Larsen, Helene Kristensen, Peter Tagesen, Ole Frank, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Jens Jensen, Bjørn Pedersen, Jesper Sano Højdal, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Mads Bech Madsen, Susanne Riis, Lise Lotte Rahbek, Søren Roepstorff, Trond Meiring, David Adam, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Tak for at dele disse historier. Mette Frederiksen skal ikke slippe af sted med sine skråsikre udmeldinger, når retsstillingen er så frysende svag for de der har skoene på. Tvang er hverken en løsning eller et børnepolitisk redskab, og slet ikke, når vi ikke har et overbevisende alternativ for børn at stille i stedet for deres familier. Politikere og embedsfolk mangler stadig at fremlægge tal for at tvangsfjernelser virker i det hele taget. Vi har derimod soleklar evidens for at tidlig indsats virker for børn, og at det betyder massiv støtte til de familier, der har behov for det. Og et positivt samarbejde mellem myndigheder og familier. Læg beviserne på bordet.

Erik Winberg, Claus Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Marianne Stockmarr, Torben Bruhn Andersen, Annie Røn, ingemaje lange, Helene Kristensen, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Torben Skov, Susanne Riis, Eva Schwanenflügel og David Adam anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er vanvittigt at kommunerne kan handle ulovligt overfor børn og forældre i en sådan grad, at maskineriet i systemet tromler videre, uagtet at der ligger forkerte afgørelser til grund, truffet af personer der er ukvalificerede eller indspiste med forvaltningen.

For et barn føles tiden meget længere end for en voksen. Når dertil lægges at barnet rives ud af vante omgivelser på en abrupt måde, uden videre forklaring på hvorfor, og slet ikke bliver hørt, er det rent omsorgssvigt der kan medføre traumer og uhelbredelige psykiske skader.
Selv i sager hvor tvangsfjernelsen er helt berettiget, kan der være omsorgssvigt fordi tilsynet fejler og ikke hører børnene om deres oplevelser i forsorgen eller plejefamilien, hvad vi også har hørt en del om.

Det er således en helt uforsvarlig ambition fra Mette Frederiksens side, at det skal være et mål i sig selv at tvangsfjerne flere børn.

Claus Nielsen, Ervin Lazar, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, David Breuer, Jacob Mathiasen, Marianne Stockmarr, John Liebach, Annie Røn, Ole Frank, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Torben Skov, David Adam og Susanne Riis anbefalede denne kommentar
Karina Andersen

Ih hvor har jeg set frem til sådan en fortælling. Endelig.....
Vi var i en lignende situation for et år siden. Mit barnebarn blev anbragt fordi hun i skolen, havde fortalt hun blev slået derhjemme. Ved den efterfølgende børnesamtale (som vi fik aktindsigt i senere) gik det op for mig, at jeg har et fantastisk dygtigt barnebarn, tænk hun kunne køre 2 socialrådgivere og diverse pædagoger rundt i manegen, med alle sine fantasihistorier. Men jeg forstår hende nu meget godt, adspurgt om forskellige ting 25 gange på en halv time, så får man vel de svar,man gerne vil have.

Til start var der tale om en frivillig anbringelse, vi blev dog hurtig klogere og trak den tilbage. Derefter stod vi i den situation, at sagen blev en tvangsanbringelse, truffet på en formandsbeslutning. Ved det efterfølgende møde i børne/unge udvalget erfarede vi, via advokaters spørgsmål til formanden, at hun hverken havde læst underretning/børnesamtale eller fået den læst op inden hun underskrev tvangsanbringelsen.

Da vores barnebarn skulle afhøres af politiet, sker det, der ikke må ske. De kompetente socialrådgivere, der ansat i den pågældende kommune, ved åbenbart ikke, at disse afhøringer forgår i dertil indrettede børnehuse. Så man kører selvfølgelig til den politistation, hvor man mener afhøring skal foregå. Her bliver mit barnebarn, plejemor og socialrådgiver mødt af måbende politifolk, som oplyser at det skal foregå i børnehuset. Som vi alle nok ved, er det utroligt stort pres på børnehusene, så meldinge til os var, at muligheden for at få hende afhørt, var forpasset. Og da efterårsferien stod for døren, ville der nok gå tre uger før hun kunne afhøres, og dermed yderligere 3 ugers tvangsanbringelse.
Af en eller anden årsag, måske det var på grund af snak med borgmester, trusler om at gå til diverse medier, konfronterende spørgsmål, ved vi ikke, men det lykkedes at finde tid til afhøring dagen efter. Efter 10 minutters afhøring, konkluderer politiet, at det var vist en storm i et glas vand. Sigtelserne mod min søn og svigerdatter frafaldes, og mit barnebarn hjemsendes. Om det er rigtigt ved vi ikke, men vi er af den overbevisning, at det er tvangsanbringelse modsat frivillig anbringelse, at hun kommer hjem og ikke skal blive i familiepleje, mens den børnefaglige undersøgelse står på.

Historien om den børnefaglige undersøgelse, er også i vores optik, en historie for sig. Min søn og svigerdatter tilbydes nogle samtaler hos en familieterapeut og efter 3 uger har mit barnebarn en samtale med en psykolog fra kommunen. Den næste samtale bliver aflyst, da psykologen er blevet langtidssygemeldt. De næste måneder er der ingen henvendelser fra kommunen til familien.
4 dage før jul, sker der så noget. Kommunen er nu blevet opmærksomme på, at der er en måned til, at den børnefaglige undersøgelse skal være udarbejdet. Så der sættes ind med fulde sejl og fuld fart. Kommunen er så presset, at de hyrer et eksternt konsulentfirma til dette. Der planlægges timelange møder med min søn og svigerdatter (for at udarbejde forældrekompetence) uden skelen til, at min svigerdatter er højgravid og kan føde hver dag. Barnebarnet skal observeres i skolen over flere dage. Husk på, at de i næsten 2 måneder har ignoreret familie.

Vi er ved at være så tyndslidte, at vi beslutter os for at hyre en privat socialrådgiver. Mærkværdigvis nok, får piben nu en anden lyd. Vi får pludselig aktindsigt, det er ikke lykkedes os at få dette, trods utallige henvendelser. Her skal det nævnes, at hændelsen med børnehuset er helt og aldeles udeladt, der nævnes bare at afhøringen var udsat til dagen efter.
Det eksterne konsulentfirma aflyses, forældrekompetence undersøgelsen, kan klares med en enkelt samtale med min søn. Observationerne af mit barnebarn kan klares med en samtale med hendes skolelærer.
Konklusionen på den børnefaglige undersøgelse er, at mit barnebarn et en social pige, hun er vellidt af sine kammerater, hun er faglig dygtig. Hun har nogle gode, kærlige og kompetente forældre og sagen lukkes uden yderligere tiltag.

Denne oplevelse har sat dybe spor i os og angsten for, at det måske har skadet mit barnebarn er frustrerende. Heldigvis var hun kun anbragt i 9 dage. Jeg tør ikke tænke på de familier, der oplever meget længere anbringelser. Jeg føler dybt med dem.
Sidst men ikke mindst, jeg er fuldstændig enig i, at vi skal passe på vore børn og ingen børn skal lide overlast. Men sagsbehandlingen skal være korrekt og man skal være sikker i sin sag.

Det var ikke min søn og svigerdatter, der begik overgreb på mit barnebarn, det var kommunen.

Jonna Jensen, Erik Winberg, Ervin Lazar, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Viggo Okholm, Per Klüver, Lars Riber , Nille Torsen, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Steffen Gliese, John Liebach, Egill Masson, Niels Duus Nielsen, Peter Tagesen, Ole Frank, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Mads Bech Madsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, David Adam og Susanne Riis anbefalede denne kommentar

At fjerne mig fra hjemmet i flere år - i stedet for at hjælpe min nødstedte mor er en forbrydelse jeg
aldrig et kommet mig over.
Jeg er i dag folkepensionist.
Årsagen kan vel skyldes uvidenhed, og ikke mindst det måske er billigere at fjerne et barn end at hjælpe en familie?

Jonna Jensen, Ervin Lazar, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Lars Riber , Nille Torsen, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Christel Gruner-Olesen, E Z, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Egill Masson, Kim Houmøller, Niels Duus Nielsen, Annika Hermansen, Eva Schwanenflügel, Peter Tagesen, Ole Frank, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Gert Romme og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Man må nok kunne konstatere, at uhensigtsmæssige forhold i og omkring børns omgivelser, absolut ikke må gå ud over børnene.

Her må man forlange, at der gribes hurtigt ind, men det må ske på den måde, der er bedst for børnene, og ikke for børnenes omgivelser, politikernes og evt. embedsmænds subjektive opfattelser.

I langt de fleste situationer vil det være absolut bedst for børnene, at kunne blive i hjemmet. Og så må hjemmet hjælpes og støttes, så børnene kan leve i gode og sunde forhold. - I øvrigt vil det på langt sigt formentlig også være langt det billigste for samfundet.

Fjernelser fra hjemme - med eller uden tvang, kan nok ikke helt undgås, men det må ske i meget få tilfælde. Og i disse tilfælde bør der nødvendigvis være så meget fokus på børnenes tarv, at det vil koste langt mere end at fjerne børnene.

Ervin Lazar, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Annie Røn, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Beretningerne tyder på, at der mangler retssikkerhed i sagerne om tvangsfjernelser af børn.

Hvad med at lade en dommer sanktionere beslutningerne?

Har ikke hørt det, lidt søgt lige nu i valgets "fase 1"...

Men måske er det også for at kunne konkurrere med May Mercado, som har givet stærkt udtryk for lignende tanker. - Det har været en grim skyggeside i mange, mange år og så vidt jeg ved, haft utallige negative konsekvenser. Nogle gange på grund af inkompetente fagfolk og arbejdsgange, andre har været "børnehjem" med samme mangler.
Økonomien spillede også ind før, men selvfølgelig har de sidste år sat sagen på spidsen gr. gældende kultur og menneskesyn.
Hvis ikke ansvaret kan løftes i samme grad som det lovede, at HJÆLPE familien, så må der ændringer til. Oven i alle de andre lignende sociale problemer, som borgerne kæmper i mod.

Annie Røn, Kim Houmøller, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Pyha, min frygt for som enlig mor på kontanthjælp at komme i forvaltningens søgelys, har altså været velbegrundet.

Første gang var da nævenyttige fritidshjemspædagoger ville foretage indberetning udelukkende pga af en enkelt fejltagelse i forbindelse med afhentning efter koloni. Som intet betød, fordi mit barn kom hjem med kammeraten i den times tid, der gik, inden jeg fik besked om, at jeg havde taget fejl af hjemkomstdatoen. I øvrigt var mit barn yderst velfungerende iblandt de små uopdragne, nørrebrounger, som huserede på fritidshjemmet og i vort nabolag.

Næste trussel kom fra en legekammerats mor, som i øvrigt var souschef på en integreret institution, og som var frustreret over, at jeg tillod mig at tage min søn med på ferie, i stedet for at lade ham blive hjemme som legekammerat til hendes søn, da hun skulle holde sin fødselsdagsfest.

Jeg slap med skrækken i begge tilfælde.

Ja, det lyder uhyrligt og som om, det er mig der er paranoid, men det er sandt nok.

Its a jungle out there - beware.

https://youtu.be/5ynawTw2wlU

Jonna Jensen, Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Viggo Okholm, Per Klüver, Lars Riber , David Zennaro, Jacob Mathiasen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak for at rejse en vigtig debat med de dilemmaer, der også er i disse sager. Holdningen om at enhver tvivl skal komme barnet til gode forstået på den måde, at de skal fjernes fra forældrene er dybt problematisk. Det er et offentlig overgreb, hvis børn uretmæssigt fjernes fra forældrene. En anbringelse er aldrig uproblematisk og kommunerne må ikke agere uden omtanke i disse sager. Der er mange andre muligheder, som først bør forfølges. Jeg selv fik et barnebarn anbragt uretmæssigt og sagen er omtalt i oktober 2028 gennem flere artikler i Fyens Stifttidende, hvor også minister Mai Mercado har kommenteret sagen.

Per Klüver, Nille Torsen, Eva Schwanenflügel og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er sørgeligt og tragisk som forvaltningerne håndterer børnesager. Min dengang ekskæreste ønskede ikke jeg skulle se mit barn. Efter en lang proces blev det besluttet, at mit barn og jeg skulle have samvær. Moren chikanerede samværene, så vi kun havde samvær i 3 ud af 6 gange. Dette gentog sig en gang til. Statsforvaltningen besluttede sig for at lave en børnesagkyndig rapport, som fastslog at der intet var til hinder for at far og barn fik samvær. Igen chikanerede moren samværene. I børnesagkyndig rapport nummer to blev det konkluderet, at konfliktniveauet mellem forældrene var så højt (havde ikke kontakt til moren overhovedet), at jeg først kunne søge om at få lov til at se min datter igen om et år. Efter 7 års kamp var jeg mere eller mindre ødelagt og måtte opgive kampen for selv at overleve. Der er nu gået 6 år yderligere og jeg har intet hørt fra Statsforvaltningen. Det var ikke noget jeg havde forestillet mig kunne finde sted i et retssamfund.

Jonna Jensen, Claus Nielsen, Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Frank Hansen, Runa Lystlund, Hans Christian Asmussen, Per Klüver, Niels Duus Nielsen, Jacob Mathiasen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Frede Jørgensen, det forekommer mig, at det forvaltningen og politikerne, der tror, at de skal folks personlige problemer.

Carsten Wienholtz, Allan Stampe Kristiansen, Anne Eriksen og Lars Riber anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Det er rigtigt Steffen - lad dem tro det

men du kan altså ikke overlade personlige problemer til myndighederne

Claus Nielsen, Mette Poulsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

Forældrene har et problem - og staten gør problemet større i mange tilfælde. Det har jeg set mange gange. Og, som småbørnsforældre føler jeg mig derfor altid bange for, hvad spionerne - jeg mener pædagogerne - fra det offentlige kan finde på. Er det virkeligt sådan samfundet skal være? At man skal gå og være bange for at ens barns problemer vil blive brugt som et våben mod en? Jeg har set stjerne-psykopater med mere empati og respekt overfor folk end dette system.

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg siger bare, Frede Jørgensen, at det ikke er folk, der overlader problemerne til myndighederne, men myndighederne, der griber ind og ofte gør problemerne meget værre. Bl.a. fordi det for langt de fleste børn er det mest traumatiserende, der findes, at blive taget væk fra deres forældre, næsten uanset grunden.

Allan Stampe Kristiansen, Carsten Munk, Anne Eriksen, Lars Riber , Nille Torsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Jeg må igen lige påpege at INGEN rapporter fra SFI (eller andre steder) har kunne dokumenterer at anbringelser har en positiv effekt på udsatte unge, når man kigger på deres liv efter anbringelsen. Tvært i mod konkluderer de fleste af rapporterne at anbringelser har haft ingen eller negativ effekt på tidligere anbragte, når man sammenligner deres liv efter anbringelsen med en kontrolgruppe, som består af udsatte unge, der er opvokset under lignende forhold som dem, der førte til de anbragte børns anbringelse. Tidligere anbragte klarer sig generelt værre end børn og unge, som har haft en lignenede opvækst, men som IKKE er blevet anbragt.

SFI udgav i 2017 en lille undersøgelse om anbragte unges udsathed. Rapporten er baseret på en undersøgelse af årgang 1995, som SFI har fulgt i årevis (altså anbragte unge født i 1995). Undersøgelsen viser at anbragte unge er ekstremt udsatte som 18-årige:
44% af dem har selvskadende adfærd (cutting osv)
28% har forsøgt selvmord.
34% har været udsat for seksuelle overgreb.

Når man gennemgår de forskellige anbringelsesformer, er det især unge på institutioner, som er udsatte (ca halvdelen af piger på institutioner har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg som 18-årige. 74% af anbragte piger på institutioner har forsøgt selvmord som 18-årige. (Fra årgang 1995).

Unge, der er blevet anbragt på institutioner, bliver ofte anbragt senere end f.eks plejebørn, og det får rapportens forfattere til at konkluderer at man skal anbringe udsatte børn tidligere. (kun 19% af tidligt anbragte plejebørn har forsøgt selvmord og 23% af tidligt anbragte plejebørn (piger anbragt i deres første leveår) har været udsat for seksuelle overgreb som 18-årige) (Fra årgang 1995)

Det virker umiddelbart logisk: Jo ældre, de anbragte unge var på anbringelsestidspunktet, jo mere udsatte er de som 18-årige.

Undersøgelsen om anbragte unges udsathed tør ikke konkluderer så meget andet, for man ved ikke om de unge har været udsat for overgreb før eller under anbringelsen, eller om overgrebene, deres selvskadende adfærd og selvmordsforsøg er årsagen til anbringelsen.

Meeeeen…. da SFI har fulgt årgang 1995 i mange år, og skrevet mange rapporter baseret på deres livsforløb, så kan man faktisk se om visse grupper af de unge er blevet udsat for overgreb før eller under anbringelsen.

Når man f.eks kigger på tidligt anbragte plejebørn, altså børn der er blevet anbragt indenfor deres første par leveår, og som har været anbragt i en stabil plejefamilie hele deres liv, så har 0.5 - 1 procent været udsat for seksuelle overgreb FØR deres anbringelse.
Når den samme gruppe tidligt og stabilt anbragte børn fylder 18, så har næsten en fjerdedel (23%) af pigerne været udsat for seksuelle overgreb, og en femtedel af dem har forsøgt selvmord.

Når man kigger på HELE gruppen af anbragte 15-årige fra årgang 1995, er 5% af dem anbragt på grund af seksuelle overgreb. Når samme gruppe fylder 18 år, har 34% af dem været udsat for seksuelle overgreb. Man kan dog ikke konkluderer at 29% af de anbragte 18-årige har været udsat for overgreb i løbet af deres anbringelse, da man ikke ved om de er blevet udsat for overgreb før, under eller efter anbringelsen, siger rapportens forfattere.
Men da den samme årgang blev spurgt om overgreb i rapporten et par år tidligere, kunne 29 % af de 15-årige anbragte unge fortælle de var blevet udsat for et overgreb (seksuelt eller vold) indenfor det sidste halve års tid. Altså ikke før anbringelsen eller efter anbringelsen, men i løbet af anbringelsen. 2 % af de anbragte unge havde været udsat for overgreb af familiemedlemmer i denne periode.
Når man spørg hjemgivne 15-årige, er 13% blevet udsat for overgreb i løbet af det sidste halve års tid. (heraf er 4 % af overgrebene begået af familiemedlemmer.)

Så…
29% af anbragte 15-årige (årgang 1995) havde været udsat for overgreb indenfor det sidste halve års tid mens de var anbragt. (2 % begået af familiemedlemmer)
13% af hjemgivne 15-årige (årgang 1995) har været udsat for overgreb indenfor det sidste års tid. (4% begået af familiemedlemmer)
5% af anbragte 15-årige (årgang 1995) oplyser overgreb som årsag til deres anbringelse.
34% af samme årgang har været udsat for seksuelle overgreb som 18-årige.

Man skal være forsigtig med at konkluderer noget som helst. Især at man beskytter udsatte børn imod overgreb og omsorgssvigt ved at anbringe dem.

Ervin Lazar, Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Karina Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Annie Røn, Jacob Mathiasen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg er i tvivl om hvilken indflydelse en tilfældig minister reelt får på sagsbehandling der tydeligvis allerede "forsvinder" i kommunernes satte embedsværk..
Talrige skræmmende eksempler her på siden, samt løbende diverse larmende overskrifter på vanlige medier, fortæller jo netop gældende lov alt for ofte ignoreres til fordel for vilkårlige ideer og følelsesbetonede beslutniger hos enkelte sagbehandlere!

@ Jørgensen
Uanset effektiviteten af offentlig indsats er det faktisk lovpligtigt for både forældre og kommune at hjælpe barnet. I det øjeblik kommunen er indover er der ingen udvej for hjælpetrængende.
Din mening om naivitet er derfor komplet irrelevant for de involverede.
Når hjælp bliver til magtudøvelse taber barn og forældre, og i sidste vores fælles samfund, hvilket løbende statistik fortæller om.

@ Kruse
Der findes faktisk en dommer i udvalget der tager stilling til barnets fremtid. Vedkommende tager som iskold bureukrat stilling udfra fremlagte oplysninger. (Og egne borgelige normer)
Forestil dig vægten af argumenter der fremføres fra en trængt familie/forældre (med evt hjælpebehov. der selvsagt ikke løses ved kontrol/sanktioner) og deres tilfældigt valgte advokat med
fyldt kalender, overfor en etableret kommunal forvaltning med fastsat dagsorden og (pludseligt..) ubegrænsede resourcer.

Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Karina Andersen, Niels Duus Nielsen, Annie Røn og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Vi bør forsøge at forstå årsagen til forvaltningsovergreb. Og det er forståeligt, at tøndersagen og lignende sager har medvirket til panikken. Problemet er, at det kræver store ressourcer især i form af menneskelig empati som offentlig forvaltning at beskytte de svage. Når samtidig habitbanditterne hærger og perverterer fællesskabet, er det klart, at de svage bliver de første ofre.

Og årsagen til denne syge administration af vore fælles ressourcer, til denne snigende afsporing og formørkelse, er?

Første skridt til forbedring er (selv) erkendelse. Hvad foregår egentlig - bag egne lukkede døre - men især i magtens - den ene procent og co's - gemakker?

Det er en hundesvær balancegang den her. Der er jo ingen ved deres fulde fem, som mener, at samfundet/systemet skal vende ryggen til vanrøgt og overgreb på børn. På den anden side rummer gruopvækkende enkeltsager kimen til politisk amokløb, hvor børnenes overordnede tarv og den generelle retssikkerhed bliver undermineret.
De problematiske spørgsmål står i kø:
Hvornår er der tale om skadelig omsorgssvigt?
Hvem har i sidste ende autoriteten til at afgøre hvad der er et acceptabelt børneliv?
Er alternativet altid bedre for barnet/børnene?
Er anonyme indberetninger ok?
Er 'systemet' overhovedet i stand til at agere stand-in for forældrene?

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Mette Poulsen, Anne Eriksen, David Adam, Niels Duus Nielsen og Annie Røn anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er en hundesvær balancegang. Det er vigtigt, at frontmedarbejderne har mulighed for at foretage skøn, da det er mennesker, vi har med at gøre, og menneskelige relationer er alt for mangfoldige til, at man kan lovgive for alle mulige og umulige detaljer. Men samtidig er et skøn en ret subjektiv ting, da en anden medarbejder måske ville foretage et andet skøn. Og hvem afgør, hvilket skøn der er det rigtige?

Som David Adam viser, er det sjældent i barnets tarv at blive tvangsfjernet, så en generel hensigtserklæring som Mette Frederiksens "Der skal tvangsfjernes og bortadopteres langt flere børn" tager simpelthen ikke hensyn til den viden, vi har på området.

Det er trist at overvære Socialdemokratiets deroute. Mogens Lykketoft var i mange år en af min yndlingshadesocialdemokrater, men i dag virker han jo som en fornuftig gammel mand. Ikke fordi jeg tror, at han har flyttet sig ret meget politisk, men fordi jeg er ret sikker på, at Socialdemokratiet simpelthen ikke længere ved, hvad det vil sige at være Socialdemokrat, altså at kæmpe for, at de ubemidlede og forfordelte også får retfærdighed.

Gad vide, hvordan hun konkret forestiller sig, at der skal tvangsfjernes flere børn - et kvotesystem måske? Skal asocialforvaltningerne måles på, hvor mange børn de får tvangsfjernet om året?

Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og David Adam anbefalede denne kommentar

Jeg har fuld forståelse for, at et anmeldelse om incest resulterer i akut fjernelse af børnene. Andet ville være helt forrykt, og det tror jeg faktisk også at selv forfatteren kan forstå, selvom han var den under anklage. Det samme gælder vold og neglet. .
Det ville til gengæld være rart at vide, hvorfor sagsbehandlingen tog så lang tid? Hvad er det der gør, at det tager 8 måneder at træffe afgørelse i en sag som denne? Læger og psykologer skal undersøge børnene, og politiet skal have tid til at lave deres efterforskning, som vel tager....et par uger??? Derefter har jeg svært ved at hvad der holder processen tilbage. Det virker som en utrolig lang ventetid, som ingen er tjent med.

Steffen Gliese, Rikke Nielsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det, som er så rædsomt, er, at voksne mennesker i deres indbyrdes kamp mod hinanden ikke holder sig tilbage fra de mest nedrige tricks som f.eks. grundløse anklager om incest eller andre måder at skille børn fra deres far eller mor. Mennesker kan være så modbydelige og end ikke betænke sig på at holde børnene som gidsler.

Ved incestanklager og anden misrøgt må forvaltningen have en taskforce, der kan gribe ind lige så hurtigt som ved andre forbrydelser og mistanker herom. Og børnene må naturligvis inddrages minimalt.

@ Randi, ved sådanne anklager bliver man nødt til at beskytte børnene mod evt. yderligere overgreb. Og man bliver nødt til at undersøge sagerne til bunds; det skylder man børnene. Mulige forbrydelser skal selvfølgelig undersøges af politiet og ikke af kommunen.

Karina Andersen

@ Mette
Jeg langt hen enig med dig, men man burde måske også lige trække vejret, før man farer frem med bål og brand. I vores sag, som er beskrevet længere oppe, fortæller mit barnebarn ikke opfordret, men adspurgt af en lærer, at hun bliver slået derhjemme af både sin mor og far flere gange om dagen. På trods af dette, sender man hende hjem og iværksætter først fjernelsen dagen efter. Der går faktisk tæt på 24 timer, hvor hun skal være i et hjem med, ifølge kommunen, daglig vold, som er truende for hendes trivsel. Burde man i de 24 timer have undersøg familien bare en lille smule? Og nej det er ikke en nomadefamile, det er en lille familie, der har boet i kommunen fra før barnet bliver født, hun har været i kommunal dagpleje og børnehave og er i august, som dette sker i oktober, startet i skole. Hun har fulgt alle børnundersøgelser ved lægen og har aldrig sat sine ben på en skadestue. En politikker, der deltog i børne/ungeudvalgsmødet udtaler senere, at han var meget chokeret over, han ikke mødte en sagsmappe af betydelig omfang, men derimod en familie, der var fuldstændig ukendt af kommunen. Og ja, overgreb starter selvfølge på et tidspunkt, ingen tvivl om det.

@ Kruse.
Som skrevet andet sted, så er der en dommer til stede, men en dommer, som bruges i andre sager i kommunen. Ud over dette, sidder der politikkere, flere børnefaglig personer, jurister fra kommunen, socialrådgivere fra kommunen og div chefer. Som forælder har du lov til at have en advokat, samt en bisidder med. I vores sag var vi på forældrenes side 6 alt i alt. Kommunen er repræsenteret af 12 personer, samt en dommer. Det skal det nævnes, at kommunen med alle kneb prøver at forhindre, at forældre og advokater må få aktindsigt i den børnesamtale, der er lavet på barnet. Til dette mener kommunens jurister, at man må anvende § fra forvaltningsloven. Dette må man ikke, og det gør advokaterne opmærksom på. Dommeren må i denne situation, bede om en vurderingspause, og her bliver kommunen underkendt af dommeren og vi må se referat af børnesamtale.
At vi i det hele taget får den mulighed, at forældrene bliver hørt og der er advokater, der taler deres sag skyldes, at det er en tvangsanbringelse. Havde det været den frivillige anbringelse, som kommunen anbefalede, da de ved personlig fremmøde, meddelte familien, at deres datter ikke kom hjem, havde de ikke fået denne mulighed. De anbefaler en frivillig anbringelse, fordi man som forældre viser, at man er samarbejdsvillig, hvem ville ikke være det, i sådan en situation? De glemmer bare at fortælle, at man ikke kan have en advokat på selve anbringelsessagen, når den er frivillig.
Imens, det i vores situation er en frivillig anbringelse, er der fastsat et overvåget samvær mellemforældre og datter. Da min søn meddeler socialrådgiver, at den er trukket tilbage, og det nu er en tvangsanbringelse, får han at vide, at Man så vil overveje, om det overvågede samvær kan finde sted! Er det magtdemonstration? Det er det i min oprik. Man besluttede dog fra kommunens side, at man fasthold samværet.

@ Duus Nielsen
I den konkrete kommune, er der i 2012, lavet en statistik, som viser, at de har langt færre anbringelser end andre kommuner. I denne undersøgelse, er dette et kritikpunkt. Så jeg/vi har også haft kvotesystem i tankerne. Samme dag som vores barnebarn bliver anbragt, er der en lignende sag med et andet barn fra samme klasse.

Min konklusion på dette indlæg er, at min i tidsrummet fra underretning til fjernelse, burde have undersøgt sagen lidt bedre og selvom det er imod loven, taget en snak med forældrene og ikke blindt have stolet på en 6 årig pige, som man til en børnesamtale presser til at sige det, man gerne vil høre. En samtale, hvor hun egentlig hellere bare ville siddemog tegne og til sidst svarer, at det har hun sagt og ikke gider sige det igen.
Udgiften på denne ene sag er stor, løn til plejemor, advokater, forældre uarbejdsdygtighed mm. Både penge og ressourcer kunne nok være brugt bedre andet sted i kommunen.

Carsten Wienholtz og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Jeg kan berolige alle med, at KMD i Aarhus har udviklet et IT program der bestemmer om børn skal tvangsfjernes eller ej.... hvor og om det bruges ved jeg ikke - men nok det mest papnæsede jeg nogen sinde har hørt...

Steffen Gliese, Jonna Jensen, Claus Nielsen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Mikkel Kristensen

Mener du mon ikke 'forurolige alle' ?
I USA har de forlængst fået algoritmer til at bestemme i det offentlige, selv ved domstolene..
Det kommer så snigende her i Danmark, uden nogen oplysning.
Brave new world :-(

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Der bliver fjernet relevante kommentarer og blokeret brugere på denne hjemmeside. Hvem har gjort det? Er det Informations egne medarbejdere, eller har andre adgang til deres netværk?

Under disse omstændigheder holdes vigtig information fra de øvrige debattører, og debatten hæmmes.

Kan vi få en forklaring af redaktionen?

Rikke Nielsen

"Mine børn blev tvangsfjernet ved en fejl. Dem bliver der nok flere af, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister"

Ud fra din beskrivelse mener jeg ikke, at dine børn blev tvangsfjernet ved en fejl. Dine børn havde krav på beskyttelse, såfremt anklagerne mod dig var korrekte.

Anklagerne mod dig var så ikke korrekte, og i samme sekund, dette blev konkluderet, skulle du have haft dine børn tilbage. Det er her problemet i din version af sagen gemmer sig. Og her der skal forbedres i sagsbehandlingen, da absolut ingen er tjent med at velfungerende familier holdes fra hinanden.

Nu kender jeg ikke begrundelsen for, at en psykolog syntes, der skulle foretages en indberetning i dit tilfælde, men det skal de.