Kommentar

Borgerne skal selv lære at være det kildekritiske værn mod russisk propaganda

Hvis vores demokratiske samtale skal beskyttes imod fake news, kræver det, at ikke bare medierne, men også borgerne aktiveres som et værn imod misinformation. Det kalder på en ny folkedannelse
18. oktober 2018

Regeringen vil begrænse spredningen af misinformation ved at samarbejde med danske medier og dominerende sociale medier, hvilket vi bør rose den for. Men desværre er dette bolværk ikke nok. For selv de frie og kritiske medier i Vesten bliver brugt som indirekte propagandakanaler af den russiske propagandakampagne.

Det seneste eksempel er, da den britiske presse, herunder BBC og The Guardian, citerede profiler fra de sociale medier 100 gange. Profiler, som den amerikanske kongres i juni kunne dokumentere var falske profiler fra Rusland – såkaldte trolde.

Man skal huske på, at rigtig journalistik er tidskrævende, hvorimod opdigtede historier hurtigt kan masseproduceres. Inkluderer man de lave omkostninger forbundet ved informationsspredning i en digital tidsalder, vil det at fjerne enkelte kendte propagandakanaler blot resultere i, at nye skyder op. Så de med deres pletfrie ry kan indgå i et netværk af »bekræftende sekundære kilder«.

På den måde kan den russiske propagandakampagne udkonkurrere og omgå vores medier og fortsat eksponere os for misinformation. Dermed overlades det til den enkelte borger i sidste ende at afgøre, hvorvidt den præsenterede information er sand eller falsk. Og det er netop i gråzonen mellem disse to punkter, at misinformationen opererer og brillerer.

En grad af sandhed

Misinformation misleder og fordrejer modtagerens virkelighedsopfattelse. Det gør den ved at udvælge og tolke på dele af sandheden og opdigte historier ud fra det. Ved konstant at tilpasse misinformation specifikke narrativer, kan modtagere gradvist komme til at adoptere et verdenssyn, der er formet af andre end dem selv. Eksemplerne er talrige i Østeuropa, hvor prorussiske partier og russisk kontrollerede medier forsøger at overbevise vælgerne om, at Vesten er ond, deres egne regeringer er korrupte, og at kun Rusland kan redde dem.

Narrativerne får lov til at fremstå retvisende uden at være det, fordi de inkluderer en grad af sandhed.

Da Växjö kommune i Sverige tillod den lokale moske at kalde til bøn, blev det efterfølgende vævet ind i et narrativ om Sveriges gradvise islamificering og undergang. En lokalavis hævdede, at samme kommune havde nægtet den lokale katolske menighed at bruge deres kirkeklokke til samme formål.

Dette og flere eksempler på misinformation blev spredt af russiske nyhedsmedier, og narrativet genererede meget opmærksomhed på de sociale medier op til det svenske valg. Et valg hvor de højrenationale Sverigedemokrater blev kongemagere, hvilket har ført til en krise, der har lammet svensk politik.

Viden er afgørende

En af udfordringerne i kampen mod misinformation ligger i, at de færreste har den tilstrækkelige ekspertviden til hele tiden at afgøre, hvorvidt de bliver misledt. Ekspertviden er imidlertid tidskrævende både at opbygge og vedligeholde. Tid som almindelige mennesker med almindelige liv ikke har.

Hvis vores demokratiske samtale skal beskyttes imod fordrejede virkelighedsopfattelser, kræver det, at ikke bare medierne, men også deltagerne i samtalen – borgerne – ses som et værn imod misinformation, da de er målet for den.

Et stærkt forsvar forudsætter dog, at borgerne har adgang til den fornødne ekspertviden, men det kræver også, at borgerne har redskaberne til selv at tilgå denne viden og frasortere misinformation. Ud over at oplyse om informations digitale forudsætninger, dvs. hvordan samspillet mellem digitale algoritmer og vores adfærd kan blive udnyttet, bør sådan en folkedannelse fokusere på borgeres evne til at behandle information korrekt.

Det betyder, at klassiske redskaber såsom kildekritik, argumentationsteknik og statistik bør prioriteres i vores uddannelser, da de hjælper os til at finde, bearbejde og videregive information på en hensigtsmæssig måde.

Men denne folkedannelse og -oplysning er ikke uproblematisk, og derfor skal vi være omhyggelige. Hvis vi dømmer virkelighedsopfattelser eller holdninger som fejlagtige, kan det ugyldiggøre og ekskludere både holdningerne, og borgerne der har dem, fra den demokratiske samtale.

Dermed risikerer vi at ofre demokratiet i et forhastet forsøg på at beskytte det. Men værner vi ikke om vores evne til at evaluere information, risikerer vi, at vores demokratiske samtale og suverænitet bliver formet af andre end os selv.

Christiern Santos Rasmussen, kandidat i statskundskab med speciale i misinformation og propaganda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu