Læserbrev

De burde sende Økoluksusfælden i tv

Som forbrugere har vi krav på at lære om CO2-budgettering. Og til de spirende forurenere, der løber rundt i vores børnehaver og skolegårde, bør det indgå som en fast del af dannelsen. Vi er alle klima-analfabeter, men sådan behøver det altså ikke at være
16. oktober 2018

Vi er alle klimaanalfabeter. Vi har som forbrugere intet overblik over, hvor meget CO2 vi udleder. Derfor kan vi ikke leve op til vores personlige klimaansvar.

Derfor: Forestil dig tv-programmet Økoluksusfælden.

I første episode møder vi Hanne, aftenens hovedperson, i hendes hoveddør, som hun overrasket åbner for eksperternes uanmeldte besøg. Med en ugentlig vegetardag og solceller på taget er Hanne overbevist om, at tv-holdet er gået forkert, og hun forsøger at sende dem over til naboen med den store jeep.

Men kort efter viser eksperterne, at Hanne faktisk forurener langt mere, end hun er berettiget til. De viser hende, at menneskeheden, hvis alle levede som Hanne, allerede den 28. marts ville have opbrugt mængden af naturressourcer, som kloden gendanner på ét år. Hanne køber altså på kridt fra 1. april til nytår.

Og her vender eksperterne deres blikke over på linsen, ud mod de danske stuer, og spørger:

»Og hvad så med dig? Ved du, hvor meget du må udlede årligt, hvis vi alle skal kunne være her? Ved du, hvor meget du udleder i år?«

Dine svar på spørgsmålene fortæller, om du også er klimaanalfabet. Og det er du sandsynligvis.

For vi kan ikke holde et CO2-budget uden et begreb om, hvordan forurening opgøres. Det svarer til at drive husholdningsbudget uden at vide, hvad man tjener, hvad noget koster, eller sågar hvilken valuta man bruger.

I det rigtige Luksusfælden er deltagerens overblik over deres egen økonomi en forudsætning for succes. Hanne skal også have overblik over sin udledning for at kunne leve bæredygtigt. Hun skal kende sit økologiske rådighedsbeløb samt den økologiske pris på varer og servicer. Først da kan Hanne og alle os andre blive bæredygtige forbrugere.

Som forbrugere har vi krav på at lære om CO2-budgettering. Og til de spirende forurenere, der løber rundt i vores børnehaver og skolegårde, bør det indgå som en fast del af dannelsen. Vi er alle klima-analfabeter, men sådan behøver det altså ikke at være.

Vi har lavet det formelle forarbejde, så du på få minutter kan formulere og indgå din egen, personlige klimaaftale. Nu er det tid til at være ærlig: Hvor meget er du villig til at gå på kompromis med for at begrænse klimaforandringerne?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Østergaard Petersen
Jens Østergaard Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det ville da være dejligt med nogle klare anvisninger ift. at være klimabæredygtig.

Men udskamning af mennesker i et TVprogram .. fy for faen!

Anders Storm Løkke

En nylig undersøgelse konkluderede at 100 virksomheder står for 71% af verdens udledning i de seneste 30 år.

Men selvfølgelig er det danske børnehave-børn der skal lære hvor problematisk deres forbrug egentligt er. Der er ikke brug for personlig udskamning, men for politisk vilje.

Tobias Holmgaard

Nu nævner både Lise Lotte Rahbek og Anders Storm Løkke at der ikke er brug for personlig udskamning, men er det ikke pointen med alt reality-TV. Så burde man i stedet kigge på TV i det hele taget fordi det er pointen med programmer som luksusfælden. Jeg synes det er en sjov tanke, som vil skabe mere oplysende TV end det vi ser i dag, fordi man rent faktisk bliver klogere på noget, i stedet for det bare er en underholdningsindustri der kører derudaf med udstilling af mennesker der gør meningsløse dumme handlinger.

Han nævner man skal opdrages til at have mulighed for at leve mere klimavenligt, samtidig med at han leger med tanken om at have mere fokus på klimaregnskab, som man har fokus på økonomiske regnskaber, så man kommer hele vejen omkring. Og de 100 virksomheder får jo deres penge fra forbrugere i sidste ende, så dermed kommer man omkring det med mere bæredygtigt ressourceforbrug, medmindre man vil komme ind i toppen af de store virksomheder, der udleder en masse drivhusgasser, og ændre deres kurs...