Kommentar

Det er Christian Lollike og ikke hans opsætning af Oehlenschlægers ’Aladdin’, som Information anmelder

En optælling viser, at anmelderne nævner teaterinstruktør Christian Lollikes navn næsten lige så ofte som navnet på hans nye stykke i deres anmeldelser. Det er fordi, de anmelder ham
4. oktober 2018

Anmelderen bag Informations artikel: »Christian Lollike har pakket et selviscenesættende ytringsfrihedsshow ind i Oehlenschlægers ’Aladdin’« (d. 28. september 2018), og anmelderne hos Berlingske, Weekendavisen, Jyllands-Posten og Politiken modtog Christian Lollikes opsætning af Aladdin på Skuespilhuset med ord som »uskarpe provokationer«, »selviscenesættende ytringsfrihedsshow« og »en fuser«.

Når man læser anmeldelserne, bliver man helt i tvivl om, hvorvidt det er Aladdin eller Lollike, der anmeldes. En samlet ordoptælling på de fem anmeldelser viser, at ’Lollike’ er nævnt næsten lige så tit (30 gange) som ’Aladdin’ (33 gange).

Det er med andre ord »Lollike-maskinen«, der bedømmes. »Opskriften hos Lollike« der afsløres. Og personen Lollike, der diagnosticeres som »magnetisk tiltrukket af provokationer«. Ikke underligt, at Politiken under overskriften »Lollike pudser lampen« et par dage efter sin anmeldelse kunne bringe en karikaturtegning af en nøgen Lollike med hånden omkring en orientalsk lampe – med sprøjtende ånd – placeret over kønnet.

Lollikes forsøg på at indfange nutidens smertepunkter tolkes som et udtryk for personlige, bagvedliggende motiver. Når anmelderen ved Information kan afsløre, at Aladdin-forestillingen skal ses som »et ekko af den heftige debat om racisme og politisk korrekthed, som fulgte i kølvandet på Teater Sort/Hvids omdiskuterede ’White Nigger/Black Madonna’ i foråret«, så udlægges dette som et bidrag til Lollikes selviscenesættelse, uden at der tages højde for det glimt i øjet, som er farcens indbyggede præmis: Instruktøren Lollike smiler af debatsidernes Lollike, der vanen tro har placeret sig dér, hvor tidens lyn slår ned.

Anmelderne ser det ikke som nødvendigt at sondre mellem en situation, hvor instruktøren projicerer sit ego ud over forestillingen, og en situation, hvor instruktøren ved at bruge sig selv i forestilling efter forestilling er endt med at blive en membran for sin samtid.

Forbudt frugt

I det hele taget er der noget automatreaktion over anmelderne, der råber »den har vi set« til Lollike, og som på den ene side kræver mere provokation, og på den anden side anklager Lollike for at være besat af at provokere.

Hvorfor er det, at alt fra den nysgerrige undersøgelse over den grovkornede leg til det sjove eksperiment automatisk skal stemples som et forsøg på at provokere? Mennesket er nysgerrigt. Hvis Gud siger, at det ikke må spise frugten af et bestemt træ i haven, så ligger det i menneskets natur at ville smage på den forbudte frugt.

Hvor provokationen kan defineres som den bevidste intention om at afstedkomme en kendt, negativ reaktion hos andre, har nysgerrigheden intentionen om at trænge ind i noget ukendt for nysgerrighedens egen skyld. Det er kun, hvis man accepterer forbuddets perspektiv, at der ikke længere er nogen forskel på nysgerrighed og provokation.

Der bliver ligeledes noget ’goddag mand økseskaft’ over det, når anmelderne tager de forhold ved samtiden, som Lollike vil skildre, som udtryk for Lollikes eget projekt. Som når Jyllands-Posten beklager sig over, at de mange bratte afbrydelser i Lollikes nye stykke er »lige så lærerige som en Facebook-diskussion mellem fremmede med hvert deres udgangspunkt og præmis for det, der påstås at være en samtale, men som i virkeligheden er en, ofte versalråbende, holdningstilkendegivelse«.

Det er præcis, hvad Lollike søger at vise: At samtidens manglende kommunikation er blevet total. Paradoksalt nok er det samme situation, der opstår mellem Lollike og hans kritikere. Lollikes forsøg på at skabe en æstetisk spejling af samtidens kakofoni af stemmer, tolkes som et udtryk for, at han ikke har fået orden på sin egen selviscenesættelse. Karikaturen af Lollike, der pudser sin lampe, burde rettelig være en karikatur af hans anmeldere, der forsøger at klæde ham af, mens han igen og igen forsøger at prikke hul på samtidens betændte bylder.

Jørn Bjerre er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Han har bidraget til forestillingens bearbejdning af Aladdin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er den samme mekanisme, der træder i kraft, når 'politiske iagttagere' omtaler politiske meningsforskelle som 'drilleri'.

Aleksa Okanovic

Det spøjse ved denne artikel, er at der igen tales om Christian og ikke om Aladdin :-)

Ok - Aleksa - sjov kommentar :-) men i betragtning af, at artiklen - modsat anmeldelserne, der foregiver at handle om forestillingen - handler om forholdet mellem anmeldere og instruktør er det vel næppe rigtigt spøjst, at den handler mere om instruktøren end om forestillingen.