Læserbrev

Danmark bør gå forrest i kampen for menneskerettigheder i Tibet

Den 6. november skal der diskuteres Kina i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève. Danmark har begrænset indflydelse, men bør ikke gå i ét med tapetet. For at opnå maksimal gennemslagskraft bør Danmark fokusere på en enkelt sag: Tibet
29. oktober 2018

Den 6. november er Kina på dagsordenen i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève. Danmark bør ikke lade denne lejlighed gå fra sig for at slå et slag for menneskerettighederne i Kina.

Naturligvis er der begrænsninger for Danmarks muligheder for at forfølge hensynet til menneskerettighederne. Kina er en økonomisk supermagt, og dansk erhvervsliv vil gerne have adgang til det store kinesiske marked. I sidste ende handler det om danske arbejdspladser.

På den anden side bør Danmark ikke gå fuldstændig i ét med tapetet, når det gælder forsvaret af menneske- og minoritetsrettigheder, som traditionelt har været en dansk hjertesag.

For at opnå maksimal gennemslagskraft bør Danmark fokusere på en enkelt sag: Tibet. Ikke mindst i lyset af Dalai Lamas sympatiske, ikkevoldelige kamp for selvbestemmelse. Ja, selvbestemmelse – ikke uafhængighed.

Et initiativ i forhold til Tibet vil også se godt ud i lyset af det politiske systems skændige optræden i Tibet-sagen fra 2012. Det var ved den lejlighed, at politiet forsøgte at skærme den kinesiske præsident, Hu Jintao, fra demonstranter og deres megafoner og tog Tibet-bannere og flag fra demonstranterne. I det hele taget skulle de undgå, at demonstranterne var synlige for den fine gæst. Åbenlyst grundlovsstridigt.

På mødet i Menneskerettighedsrådet til november bør Danmark slå til lyd for, at tibetansk igen bliver hovedsproget i tibetanske skoler. Det var faktisk tilfældet tidligere. Men fra 2012 gjorde Kina kinesisk til det vigtigste sprog i undervisningen i Tibet for på den måde at assimilere tibetanerne og undergrave tibetansk kultur.

Bedst ville det være, hvis der var opbakning fra EU til et sådant udspil. Det vil give vores anbefalinger større gennemslagskraft, og det vil gøre det sværere for Kina at spille de europæiske lande ud mod hinanden.

I en tid uden en klar dansk udenrigspolitisk profil vil et dansk initiativ i forhold til Tibet også give Anders Samuelsen (LA) mulighed for langt om længe at træde i karakter som udenrigsminister.

Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu