Danmarks nationalparker kan forværre den globale biodiversitetskrise

Indvielsen af nationalparken Kongernes Nordsjælland i maj var festlig. Med Dronningen og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i karet, borgmestre i deres stiveste puds og massiv mediedækning.

Glæden og harmonien var også lokal, for forholdene er grundlæggende uændrede med natur-, by- og sommerhusområder, landbrug m.m.

Målsætningen for Kongernes Nordsjælland er at skabe de bedste muligheder for mennesker, hvilket er i overensstemmelse med tidligere miljøminister Hans Christian Schmidts vision om, at danske nationalparker skal være brugslandskaber.

Kongernes Nordsjælland har fået kritik, eksempelvis fra Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding, som udtalte, at »nationalparken ikke kommer til at gøre nogen forskel for naturens tilstand (...) man har bare taget noget eksisterende natur og gjort det til en nationalpark, som man kører ind og ud af«.

Men var det ikke netop de grønne organisationer med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen, som oprindeligt ønskede, at de nye naturområder skulle kaldes nationalparker?

Biolog Michael Stoltze kalder i Politiken den 1. marts Danmarks nationalparker for en skændsel. De lever ikke op til internationale standarder for bevarelse af biodiversiteten, opstillet af Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN).

I nationalparkmaterialet for Kongernes Nordsjælland fremhæves den store bestand af dådyr, men den er irrelevant i en biodiversitetssammenhæng. IUCN’s fokus er på beskyttelse af oprindelig natur, og dådyr er indført i Danmark, og Miljøstyrelsen karakteriserer dem som en invasiv art.

Ingen fest i Tanzania

Også i Tanzania stod der nye nationalparker på programmet i maj. Fem nye nationalparker blev annonceret i parlamentet. De negative konsekvenser for lokalsamfund blev fremhævet af Job Ndugai, formanden for parlamentet. Behovet for flytning af folk, indhegninger og andre tiltag for at begrænse lokale trusler.

Beboerne nær nationalparker oplever, at elefanter og andre vilde dyr truer deres levebrød og liv. Lokalt er der voksende utilfredshed med nationalparker, fordi de hæmmer udviklingsmulighederne, og samtidig oplever folk, at myndighederne i deres håndhævelse sætter de vilde dyr over mennesker.

Forvaltningen af Tanzanias nationalparker og enestående biodiversitet har stor international bevågenhed, og de nyeste tal viser, at 45 procent af Tanzanias landareal er naturområder.

Tanzanias regering har fokus på udvikling, eksempelvis et vejprojekt gennem Serengeti nationalpark, men massiv kritik fra de internationale grønne organisationer stoppede det. Senest er der trods kritik fra internationale grønne organisationer iværksat vandkraft- og uranudvindingsprojekter i Selous, et af verdens største naturreservater.

Grønne paradokser

De grønne organisationer har spillet en central rolle i kampen for biodiversitet både ude og hjemme, men de er, ligesom biodiversiteten, i krise. Eksempelvis er de grønne organisationers medlemsbase i Danmark stadig mere gråhåret, mens medlemsfunderede grønne organisationer er nærmest ukendte i Afrika.

Derudover er der tre paradokser for danske grønne organisationer:

Indsatsen for biodiversiteten er omvendt proportional med behovet. Stadig flere ressourcer bruges i Danmark på internationalt set marginalt interessant biodiversitet. Hvorimod den internationale indsats i biodiversitetens vigtigste lande er svag, vigende og nogle steder nærmest ikkeeksisterende.

Fokus herhjemme er på at fremme rekreative oplevelser, der beriger mennesker. I syd er fokus på udelukkelse af mennesker – og dermed forringes levevilkårene, oftest for de fattigste.

Samtidig går en stadig større del af organisationernes ressourcer til formidling af oplevelsesmuligheder i naturen herhjemme. I syd er deres fokus på at støtte eller regulært presse regeringer til mere effektiv regulering mod mennesker.

Satser på turister

Både Kongernes Nordsjælland og Tanzania satser på markedet, specifikt på turisme. Turismen er verdens største ’industri’, og grøn turisme er den hurtigstvoksende turismeform.

I Uganda er turismen den største indtjeningskilde af fremmed valuta. Tanzania vil samme vej. Selv om kombinationen af internationale turister, den private sektor og Tanzanias regerings interesse for grøn turisme i nationalparker lyder positiv, er cocktailen ikke uproblematisk.

Den internationale turisme vil forværre klimakrisen.

Rejsebureauerne har fokus på kortsigtet forretning med høj indtjening og kundetilfredshed. Forskning viser, at de lokale samfund kun i meget begrænset omfang har økonomisk gavn af turismen. Samtidig giver den lokale konflikter – aktuelt i Serengeti, hvor Tanzanias regering fremmer turismeinteresser, der betyder tvangsflytning af lokale masaier. Masaierne stritter imod.

Min nyeste forskning i Tanzania viser en ny tendens i turismeudviklingen: de urbane eliters voksende interesse for naturoplevelser. Samtidig viser den, at indenlandsk grøn turisme har større positive udviklingseffekter lokalt end den internationale.

Vejen frem

Jeg har følgende bud på initiativer i kampen for biodiversiteten:

Danmark er et foregangsland i udvanding af nationalparkbegrebet. Vores handling kan forværre biodiversitetskrisen, hvis de biodiversitetsrige lande lader sig inspirere. Et skridt i den rigtige retning kunne være at bruge UNESCO-betegnelsen 'biosfærereservater' om de nuværende danske nationalparker.

De danske grønne organisationer bør styrke indsatsen internationalt, hvor der er mest biodiversitet. Effekten i syd kan styrkes, hvis biodiversitetsbevarelse sammentænkes med lokal udvikling.

Turismens potentiale for naturområder i Afrika er stort. Rigtig mange entreprenante unge omkring nationalparkerne ser mulighederne og byder sig til. Fokuserer rejsebranchen mere på udnyttelse af lokale muligheder, vil det forbedre levevilkårene lokalt.

Tanzania er et foregangsland i kampen for biodiversitet. 

De friholder enorme naturområder med flere nationalparker, som lever op til internationale regler. Men de fattige betaler en høj pris for beskyttelsen af biodiversiteten. Den spirende naturinteresse hos byeliter i Tanzania og mange andre steder i syd er perspektivrig i kampen for biodiversiteten, fordi naturbevarelsen så ikke udelukkende fjernstyres af interesser i nord.

Selv om Tanzania går foran, er det naivt at tro og satse på, at Tanzania og andre biodiversitetsrige, men økonomisk fattige lande, kan og vil bekæmpe biodiversitetskrisen alene. Lokale samfund betaler en høj pris for bevarelse af global, værdifuld biodiversitet, og mætningspunktet er stedvis nået. Derfor bør forvaltningen af biodiversiteten sammentænkes med lokal udvikling.

Den danske stat kan gøre mere. Udviklingsbistanden kan målrettes biodiversitet og lokal udvikling, fordi dem, der bor ved nationalparker, er de fattigste og mest udsatte.

Området har altid været underprioriteret i dansk bistand og er senest blev beskåret til ingenting. På trods af at det er inden for Danmarks topprioritet: miljø og fattigdomsbekæmpelse. Desuden vil indsatsen bidrage positivt til opfyldelse af flere af FN’s verdensmål. Har vi råd til at lade være?

Stig Jensen, lektor, Center for Afrikastudier, KU