Som freelancejournalist skrev jeg for nylig en serie artikler om en kobbermine i Armenien. Ved opføreslen og finansieringen af minen var Danmark involveret i en række menneskerettighedsbrud og miljøødelæggelser.
Den danske stat deltog via sit eksportkreditinstitut EKF i projektet. Det samme gjorde PensionDanmark og ingeniørfirmaet FLSmidth. Efter at artiklerne var blevet offentliggjort, afbrød EKF (der hører under Erhvervsministeriet) og PensionDanmark omsider engagementet i kobberminen. Så langt, så godt.
Til trods for at armenierne stadig kæmper med følgerne af danskernes mineeventyr, sluttede mit arbejde. Sideløbende med det månedlange forløb tegnedes konturerne af en anden, men heller ikke uinteressant historie. Den blotlægger dybereliggende problemer med journalistikkens vilkår.
Det er en præmis for denne tekst, at journalistik er en absolut nødvendighed i et folkestyre. Uden undersøgende og professionelt udført journalistik, der afdækker magtmisbrug, går demokratiet til grunde. Derfor er det godt, at der findes et forbund af journalister, der ideelt set kan sørge for ordentlige arbejdsforhold i branchen – Dansk Journalistforbund (DJ).
Det er også godt, at der findes et medie, som har specialiseret sig i undersøgende og kritisk journalistik – Danwatch. Danwatch var den arbejdsgiver, der oprindeligt bestilte historien om minen i Armenien. Nogle uoverensstemmelser med Danwatch længere henne i arbejdsprocessen skabte dog usikkerhed om, hvorvidt dette tilfælde af magtmisbrug nogensinde ville komme til offentlighedens kendskab. Men lad os starte med DJ.
Uanstændige arbejdsvilkår
På grund af den tætte forbindelse mellem demokrati og journalistik påhviler der forbundet et stort ansvar i kampen for journalisters rettigheder som arbejdstagere. Hvis organisationen fejler eller forfølger den forkerte politik, kan det betyde, at det danske folkestyre svækkes. Hvis DJ er præget af inerti og rådvildhed i disse år, hvor journalistikkens eksistensgrundlag er truet, kan det få alvorlige følger for det danske samfund.
Hvis journalister på grund af dårligere og dårligere arbejdsvilkår i længden fratages muligheden for at udføre deres arbejde, brydes en vigtig del af bolværket om demokratiet ned.
Igennem flere år har en proces været i gang, hvor mediehuse for at spare penge har fyret fastansatte og vellønnede journalister og bagefter hyret dem ind igen som freelancere på markant dårligere vilkår – ingen pension, ingen feriepenge, ingen betalte sygedage, højere arbejdspres osv.
Medieforskeren Robert W. McChesney hævder, at det svækker den fjerde statsmagts evne til at afdække magtmisbrug, når »branchen skiller sig af med professionelle journalister, der får en fast, anstændig løn for deres arbejde og udskifter dem med folk, der ikke får løn, folk, der får freelancetakster, folk, der knap nok tjener tilstrækkeligt til at opretholde tilværelsen, og folk, der bliver nødt til at tage et eller flere ekstrajob for at kunne beskæftige sig med journalistik«.
Under stærkt prekære forhold hutler »mediernes østarbejdere« sig igennem for lave engangshonorarer fra den ene artikel til den næste. Denne betegnelse brugte 85 freelancere om sig selv i et debatindlæg i Politiken, der i stærke vendinger kritiserede fagforeningens passive holdning allerede i 2012.
Som mediernes østarbejder kan man nemlig ikke forvente nogen nævneværdig opbakning fra DJ. Det vildeste, forbundet svinger sig op til for at adressere problemet, er at tilbyde kurser til individuelle freelancere i, hvordan de bedst tilpasser sig forholdene ved at optimere og udnytte egne kompetencer – hvordan de i konkurrence med hinanden hver især kan gøre sig attraktive for arbejdsgiverne.
De faldende lønninger og dårligere arbejdsforhold, der blandt andet har at gøre med forbundets passivitet, har ført til det uheldige forhold, at det nu kan være vanskeligt eller umuligt at leve op til DJ’s krav om en mindsteindtægt for at opnå medlemskab. Beskeden i en mail fra DJ’s medarbejder er klar:
»Du vil desværre ikke kunne blive medlem af Journalistforbundet, når du ikke tjener mindst 18.380 kr. om måneden inden for forbundets arbejdsområde.«
For lønmodtagere i de tilbageværende faste stillinger lyder det måske ikke af så meget, men den nævnte sum udgør et astronomisk beløb for freelancere, der lever af honorarer fra danske dagblade. Det vil sige: Ikke nok med at forbundet ikke varetager freelancejournalisters interesser. Der er risiko for, at de tjener så lidt, at de ikke engang kan blive medlemmer.
Det stiller freelancerne i en ekstrem svag position på arbejdsmarkedet. DJ’s manglende evne til at forsvare arbejdsrettighederne for den større og større gruppe af freelancere illustreres desværre af Danwatchs rolle i sagen om kobberminen.
Flere måneders arbejde i fare
Danwatch har et flot formål. Det gælder om at »afdække økonomiske og politiske magthaveres krænkelser af mennesker og miljø på globalt plan« ifølge organisationens hjemmeside. Danwatch har mange vigtige afsløringer bag sig, og direktør Jesper Nymark fortæller gerne om mediets succes. Blandt andet gentager han ofte, at i en barsk medieverden med knappe ressourcer er Danwatch »humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve«.
Dette ophører dog i nogen grad med at være et mysterium, når man oplever, hvordan Danwatch behandler sin arbejdskraft. Freelanceres honorarer skæres helt ind til benet, praktikanter arbejder trods kritik fortsat ulønnet og i tilfældet med historien om kobberminen i Armenien afviste Danwatch blankt at tilpasse honoraret til den opståede betydeligt større arbejdsbyrde med at afdække den vigtige historie og valgte dermed at forholde sig mindre nøjeregnende til den aftale, vi havde indgået.
På den måde bragte organisationen flere måneders arbejde i fare og skabte fare for, at historien aldrig nogensinde ville komme til offentlighedens kendskab. I sådan en situation er der som arbejdstager dog ingen hjælp at hente uden medlemskab af Dansk Journalistforbund.
Fraværende kampgejst
Danwatchs ageren og størrelsen på de danske dagblades honorarer varsler ilde for kvalitetsjournalistikken. I modsætning til den manipulation og fordrejning, der ofte udgår fra hæren af pressechefer og spindoktorer, udgør kritisk og undersøgende journalistik en grundpille i demokratiet.
Derfor er tendensen hverken til gavn for fremtidige ofre for magtmisbrug – som dem i Armenien – eller det danske folkestyre. Og derfor er der brug for en betydelig mere slagkraftig tilgang til journalistikkens udfordringer anno 2018 end den, DJ lægger for dagen.
DJ’s situation kan ses i lyset af sociologen Guy Standings forskning. Ifølge ham hænger fagforeningerne fast i arven fra industrisamfundet. De opfattes i stigende grad som organisationer, der udelukkende varetager allerede privilegerede gruppers interesser.
Der er dog brug for fagforeningerne mere end nogensinde før. Men de har behov for at reorientere sig og genoverveje deres opfattelse af samfundet. En fagforening som Dansk Journalistforbund bliver nødt til at vågne op til det 21. århundredes realiteter og finde nye måder at kæmpe for social sikkerhed på.
Jens Malling, journalist
Tak Jens Malling interessant læsning.
Gig economy.
Globalisering kaldes med et andet ord for profitoptimering, hvor et stigende antal jobs bliver udbudt freelance og ofte, som globale opslåede projekter i fri international konkurence.
Da statsminister LLR i sin forrige nytårstale, sagde direkte til de unge, at de unge i dag skal forberede sig på, at måtte skifte arbejde og skaffe sig nye kompetencer, mange gange i løbet af et meget langt arbejdsliv, så var det ‘gig economy’, der tales om, resultatet af liberalismens ekstreme globaliserede deregulering og afskaffelse af så mange rettigheder for arbejdstager, det overhoved er muligt, så markedskræfterne globalt kan få frit løb.
Politikere vil udstyre globalisering med underbetalte arbejdere, der er ansat, som selvstændige daglejere uden overenskomst, der sælger deres arbejdskraft på internet portaler til tidsafgrænsede projekter.
Husk på hvem der var tidligere beskæftigelsesminister.
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.
Læs om globaliseringens fremtidige arbejdsmarked til de unge:
“London’s ’gig economy’ has grown by more than 70% since 2010.”
Link: https://www.theguardian.com/money/2016/dec/09/londons-gig-economy-grown-...
“The ‘gig economy’ is coming. What will it mean for work?”
Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2015/jul/26/will-we-get-by-gig...
“The millions of freelancers, contractors, temps and on-demand workers in the American workforce all have one thing in common: They’re all part of the ever-expanding gig economy.”
Link: https://www.businessnewsdaily.com/10359-gig-economy-trends.html
De senest tal om fattigdom i EU.
‘Eurostat’
“People at risk of poverty or social exclusion”.
16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Link: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_r...
Det er ikke kun DJ der sover på vagten.
Det gør de fleste andre fagforeninger også.
Derfor breder prekariatet sig som skimmelsvamp under den pæne overflade.
Det er desværre blevet sådan, at en del arbejdsopgaver varetages af ulønnet eller billig arbejdskraft: Frivillige, praktikanter m.fl. Motivationen for den enkelte kan være forskellig og også altruistisk, men for arbejdsgiverens vedkommende er det svært at få øje på andet end, at det er en billig ordning.
For fagforeningernes organiserede er fænomenet dog urimelig konkurrence og en uskik af de større.
Jeg blev for et par år siden tilbudt et ulønnet nyttejob hos et populært magasin, hvor det var meningen, at jeg skulle skrive petitstof og lave oversættelser fra det store amerikanske modermagasin.
Alt sammen organiseret af jobcenteret, og godkendt af fagforeningen (formoder jeg), som jeg nu kan læse ikke ville have optaget mig som medlem, da jeg som nyttejobber ikke ville få nogen løn.
Jeg lavede en del ballade over at skulle arbejde gratis, og det lykkedes mig at undgå at blive tvunget ud som skruebrækker uden at jobcentret udsatte mig for sanktioner.
Men det er ikke kun journalisterne, der presses af den moderne praktikant-økonomi, for tiden er jeg sygemeldt for at undgå at komme til at arbejde gratis i plejesektoren.
Frustrationen er absolut forståelig. Men beskydningen af forbundet synes uden logik. Hvis der ikke findes en overenskomst med en arbejdsgiver, hvad er det så Jens Malling kræver af DJ? Hvordan skal forbundet i den situation helt konkret forsvare freelanceres arbejdsrettigheder? Hvilken reel magt, dvs. hvilke konfliktmuligheder er til rådighed for forbundet? Jeg kan ikke finde svar på spørgsmålet i artiklen.
Søren Maarbjerg, det er forbundets opgave at finde en løsning på denne problematik, det er det, konsulenterne får deres løn for. Det er fx lykkedes at fastlægge regler og forhandle overenskomster for vikarer. Arbejdsgiverne vil selvfølgelig stritte imod, da de jo tjener penge på regelløsheden, men siden hvornår har arbejdsgiverne ikke strittet imod?
Niels Duus Nielsen, dine vikariater er vel overenskomstansattes midlertidige ledige stillinger? Din vurdering af konsulenters evner bidrager til den udbredte historieløse opfattelse, at fagforeninger kan sammenlignes med forsikringsselskaber eller offentlige instanser, dvs. en eller anden juridisk retfærdighed. Hvis der ikke er lovgivet om løn og arbejdsvilkår er der kun styrkeforholdet tibage mellem de to parter. Godt at DJ har dygtige konsulenter, men du forventer vel ikke, at Jens Mallings problemstillinger kan tales tilrette?
Søren Maarbjerg, en af de ting, Jens Malling gør opmærksom på, er at DJ unødigt beskærer sine egen styrke ved ikke at oprette medlemsskaber for de freelancere, der ikke tjener en mindre bondegård på at skrive artikler.
I min gamle fagforening havde vi F-medlemskaber, som vi pushede til studerende og andre deltidsansatte, der ikke havde glæde af at betale til A-kassen. Det betød, at vi på min arbejdsplads kunne holde en organisationsprocent på over 90, hvilket igen betød, at vi havde styrke til faktisk at gøre vores indflydelse gældende. Således sikrede vi os fx, at de vikarer, som af og til kom og tog vores overarbejde fra os, fik en løn, der ikke var ringere end vores. Når man har over 90% af medarbejderne i sin fagforening, kan en arbejdsgiverrepræsentant ikke bare uden videre ignorere, når tillidsfolkene erklærer, at de ikke kan garanterer roen på gulvet, hvis ikke løsarbejderne får mindst samme timeløn som os fastansatte. Spørgsmålet er, om journalister er blevet for indspiste med resten af middelklassen, og dermed for selvfede til at bakke deres mindre privilegerede kolleger op.
Og så kommer konsulenter i mange udgaver, nogle er dygtigere end andre. I min tid havde vi et par virkelig gode sekretærer, som fik mange gode ideer, og som var rigtig gode til at omsætte disse ideer til medlemsskaber, indflydelse og overenskomster. De forstod at tænke ud af boksen, og formåede at overtale de mere konservative pampere til at gå med til at afprøve nye organisationsformer.
Og der var på ingen måde tale om et forsikringsselskab, A-kassen blande vi tillidsfolk os helt uden om, efter ordre fra A-kassebestyreren, så vi kunne koncentrere os om den faglige kamp, og det er jo den, Jens Malling skriver om.
Hvis der er nogen, der er historieløse, må det være dig, når du ikke kan se, at en fagforenings styrke er direkte proportional med dens organisationsprocent.
jeg mistede alt for DJ, da jeg hørte om de ekstreme lønninger, man har i fagforeningstoppen. Lars Werge bør helt klart fyres for sin inkompetence som leder.
Er det først nu at tendensen med at mindske antallet af fastansatte for at hyre freelancere, deltidsansatte, projektansatte, vikarer og lign. er nået til mediebranchen? Man kan håbe at det kommer til at betyde at selv journalister på Berlingske o.lign. bliver mere skeptiske overfor "the race to the bottom" som det kaldes på engelsk.
Hvad med at ALLE lønmodtagere blev medlem af deres fagforening og krævede ordenlige forhold også til de "løst" ansatte - Alle medlemmer kan få en stemme hvis de møder op til møderne hvor de lokale bestyrelser vælges i fagforeningerne.
Ligeledes stille spørgsmål til politikerne, hvordan de vil løse det stigende problem med flere og flere med korte ansættelser. Eller spørger om de ønsker et samfund med daglejere osv. tilbage? Hvis ja så kan det være med i overvejelsen før det næste kryds sættes.