Klumme

Elena Ferrante: Folk, som er fjender uden grund, fascinerer mig

Fjendskaber har som regel en forklaring, men nogle gange opstår uvenskabet helt uden, at man kan sætte ord på hvorfor. Den slags fjendskaber er de mest interessante
13. oktober 2018

Jeg har haft fjender i mit liv. Og har det stadig. Det har aldrig været mit ønske. Tværtimod kan det ærgre mig og gøre mig forstemt. Men sådan er det.

Hvordan fjendskaber begynder, kan være svært at sige. Man bør nok afholde sig fra arbitrære generaliseringer. Den ofte fremførte tese om, at vi behøver fjender for at definere os selv – at de forstærker vores identitet gennem en permanent strid af en slags – har jeg altid haft det svært med. For mit eget vedkommende har jeg aldrig følt sådanne behov. Fjender har aldrig indgydt mig andet end frygt og ubehag. Helst var jeg dem helt foruden.

På den anden side kan det ikke bestrides, at menneskehedens historie i vidt omfang er historien om skiftende fjendskaber. Det kan man ikke blot trække på skulderen af. Fjendskaber, der kan føres tilbage til et specifikt motiv, skræmmer mig, men de har dog en slags rationale – en strid om territorium, om oliekilder, om vandressourcer. Desuagtet at sådanne konflikter kan ende i krig, massakrer og give anledning til de frygteligste grusomheder.

Interessante uvenskaber

På samme måde har jeg det med dagliglivets små fjendskaber – dem, som opstår på grund af oplevede eller reelle krænkelser, lidt ondskabsfuld sladder, et løfte, der ikke blev holdt. Nogle gange fortryder vi dem, andre gange undskylder vi, men uden at det nytter. Jeg må indrømme, at jeg finder uvenskaber, der bliver grundlagt af sådanne trivielle motiver, for helt utålelige.

Den eneste slags fjendskab, der virkelig interesserer mig, er det, som forekommer at være helt uden motiv. Den slags fjendskab kan opsummeres, som følger: »Hvad har hun gjort imod dig?« – »Det ved jeg ikke rigtig, men bare synet af hende går mig på nerverne«.

Her vil jeg mene, at det er værd at bore nærmere i, hvad der kan ligge bag.

’Instinktiv antipati’ virker ikke som nogen god forklaring. Hvad sker der i det fysiske møde, når vi støder på det andet menneske? Hvorfor forekommer visse mennesker os på en eller anden måde så afvigende, at vi ikke kan acceptere, ikke helt kan anerkende dem som medmennesker? Kunne vi ikke, ved selv at udvise lidt større velvilje, fjerne ethvert grundlag for fjendskab?

Jeg kender flere eksempler på komplet umotiverede afvisninger, der netop derfor er desto mere fascinerende.

Især er jeg nysgerrig på de fordærvede relationer – mellem mænd, mellem kvinder, mellem mand og kvinde – der begyndte med gensidig respekt og interesse. Begge parter befinder sig godt i hinandens selskab, der er både nysgerrighed og velvilje. Det er muligvis ikke begyndelsen på et livslangt venskab, men på noget behageligt i det mindste. Men så sker der et eller andet. En pinlig episode, et irritationsmoment. Og pludselig opstår der en form for røg, der brænder i hals og øjne.

Et eller andet fungerer ikke – hvad det mere præcist er, er ikke til at sige – og pludselig siger en af dem: »Nok er nok. Jeg ser helst, vi ikke længere omgås« – og så går relationen i stykker.

Emotionel udmattelse

Tæthed og sympati afløses herefter af fjendtlighed og afstand. De to mennesker søger at bagtale hinanden, at skade hinanden, når lejligheden byder sig. Og ikke af nogen grund, som der kan sættes ord på.

Jeg forestiller mig, at der i sådanne situationer må være et eller andet uudsagt, og kunne vi blot beskrive det fuldstændigt, ville vi begge kunne komme videre.

En fjende kan i disse tilfælde simpelthen være et andet menneske, som på grund af emotionel udmattelse har fundet det nødvendigt at undgå anstrengelsen, kompleksiteten og glæden – ja, alle de tvetydigheder, der er forbundet med et venskab.

Elena Ferrante er pseudonymet for en italiensk forfatter, hvis værker er oversat til mange sprog.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

12/okt/2018

Det, du nævner, kan have sine historiske
grunde, hvilket jeg har arbejdet profes-
sionelt med gennem mange år.

Sig til, hvis du ønsker hjælp til selv at
arbejde med det :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Maj-Britt Kent Hansen

Tænk, hvis Umberto Ecos klummer (La Bustina di Minerva) i L'Espresso i stedet var blevet vist interesse, oversat og bragt i Information!