Klumme

Det er noget af en frækhed at prædike om ensomhed til asylansøgere

Den britiske regering føler åbenbart med flygtninge, der afventer asyl – men det er dens egen hjerteløse politik, der har isoleret dem
Den britiske regering føler åbenbart med flygtninge, der afventer asyl – men det er dens egen hjerteløse politik, der har isoleret dem

Asger Ladefoged

23. oktober 2018

I det store hele er den britiske regerings nye, store ensomhedsstrategi en tam omgang ’vejledende principper’, diagrammer og gammel vin på nye flasker.

Fire af strategiens 84 sider vækker dog noget mere opsigt. Side otte og ni illustrerer visuelt det afdøde parlamentsmedlem Jo Cox’ ord: »Ensomhed diskriminerer ikke.« Blandt tegneserier, der viser forskellige situationer, som kan forårsage ensomhed – fra »pres på teenagere«, skilsmisse og handicap til mobning og dødsfald, finder vi en tegning af et visum og en kalender med krydser over datoerne og et stort blåt spørgsmålstegn, som tilsammen repræsenterer »flygtninge, der venter på asyl«.

Det forekommer bizart, at regeringen skulle føle med en gruppe, hvis ensomhedsproblemer den selv skaber.

Sidste år kunne The Guardian berette, at Storbritannien har den laveste asylgodkendelsesrate blandt de store EU-lande (28 procent mod gennemsnitligt 65 procent), og BBC fortalte, at behandlingen af en asylansøgning blev sat på pause i 1.001 dag på grund af »sagsbehandlingsfejl og ringe beslutningsprocesser« i Indenrigsministeriet.

Sprogkursets succes

Den mest spektakulære målsætning i ensomhedsstrategien optræder på side 55 og 56. Her beskrives måderne, hvorpå flygtninge og asylansøgere har »særlig høj risiko for at opleve ensomhed umiddelbart efter ankomst og i årene (hvis det da lykkes dem at blive i landet så længe!), der følger«. Forfatterne bag peger på sprog som en af hovedforhindringerne for deltagelse i civilsamfundet og fremhæver regeringens 180 mio. kr. store satsning på engelskkurser til migranter.

En tilhørende casehistorie roser den indsats, som britisk Røde Kors og dens ’Engelsk for fremmedsprogede’-klasser henvendt til kvinder har gjort, og citerer deltageren Suk Yin for følgende:

»Da jeg ankom her til landet, var jeg enlig og meget ensom. [ …] Jeg var otte måneder henne i min graviditet, da jeg søgte om asyl og blev tildelt eget bosted sammen med min søn, men min partner kunne ikke bo sammen med os. Jeg havde ingen, der kunne hjælpe mig. Det var vanskeligt at være alene med to børn, især når de var syge. Nu har jeg venner, vores familie bor sammen, og jeg kan gå til sprogundervisning hos Røde Kors. Vi elsker at bo her.«

Det er imidlertid åbenlyst for enhver, der læser Suk Yins vidnesbyrd, at årsagen til hendes ensomhed ikke var sproglig afstand fra sit lokalsamfund, men derimod den juridisk betingede adskillelse mellem hende og hendes partner – og at det, der skabte betingelserne for hendes nyfundne lykke, ikke var sprogundervisning, men familiesammenføring.

Faktisk er det også underforstået i Suk Yins fortælling, at det først var, da hun fik lov at leve sammen med sin partner, og dermed havde hjælp til børnene, at hun overhovedet havde mulighed for at deltage i sprogundervisning.

Uden familie

I januar skrev Oxfam og det britiske flygtningenævn i en fælles rapport, at indenrigsministeriets rutinemæssige adskillelse af familier resulterede i, at flygtninge måske nok kunne føle, at de var kommet i sikkerhed, men ikke at de var landet.

Med udgangspunkt i materiale fra FN’s Menneskerettighedsråd (UNHCR), der gentagne gange har fastslået, at der er »en direkte forbindelse mellem familiesammenføring, mentalt velvære og succesfuld integration«, argumenterer rapporten for, at Storbritanniens migrationsregler – som kun tillader voksne at søge sammenføring med medlemmer af kernefamilien og ikke giver uledsagede mindreårige mulighed for at blive sammenført med nogen som helst – ikke er i nogens interesse.

Tankevækkende nok er det præcis den samme pointe, der bliver fremført i en anden rapport, som ensomhedsstrategien selv citerer: Nemlig, at »tab af familie og venner« er en af de primære årsager til flygtninges ensomhed, hvilket bliver forstærket af »regeringspolitikkens isolerende virkning«.

Hvis regeringen virkelig ønsker at mindske ensomhed og skabe sammenhængende lokalsamfund, bør den ændre migrationslovgivningen og lade flygtningefamilier blive genforenet.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu