Klumme

Fritz Jürgensen til minde

Danmarks første betydelige satiretegner fylder 200 år
Debat
26. oktober 2018

Født ind i faget 25. oktober 1818 blev han mod sin vilje urmager og drev en god forretning til 1848. Men trangen til at udtrykke sig kunstnerisk med et uuddannet, men betydeligt tegnetalent vandt over urene.

Fra 1848 til hans død i 1863 skabte han et blivende værk i ca. 50 tegnede øjebliksbilleder af livet i København. Male gjorde han også, men det er tegningerne, der står tilbage i en niche af dansk kunsthistorie: dagligliv i embedsværk, præsteskab og borgerskab, blandt soldater og lærere, blandt stuepiger og gadedrenge, samt om drengen Gysse i Gyssebogen. Tegning efter tegning i humorens troldspejl.

Kort sagt: Fritz Jürgensen (1818-1863) var forudsætningen for efterkommere i Storm P., Bo Bojesen, Per Marquard Otzen og Roald Als for at nævne de store i efterslægten. Jürgensens satire var menneskelig nænsom og barmhjertig, men aldrig uden brod mod tidens latterligheder, altid serveret i præcise (håndskrevne) replikskifter over tidens velkendte temaer.

At der i midten af 1800-tallet også fandtes curlingforældre, demonstrerer kunstneren i tegningen af den rasende mor med ét stk. uregerlig unge i skørterne. Konen griber fat i den sagtmodige nabo:

»Jo, min Herre, det nytter ikke De nægter det; det er Dem der har givet ham tre Honningkager til at fordærve Barnets Mave. Forleden lod De ham slå Deres Barometer i stykker … hvorlet kunne Barnet ikke have fået et Glasskår i Øjnene; og endnu i går puttede han Deres ene Gummigalosche i Kakkelovnen og forbrændte tre Fingre. Jeg må forbyde ham at besøge Dem!«

Jürgensen har som sin senere kollega Storm P. afluret sprog og udtryk, replikskifter og episoder lige for næsen på gade og torv, på trappe og gang lige til at huske og bruge.

Et tidsbillede

I hele den korte tegnerkarriere havde Jürgensen et godt øje til den pædagogiske kultur i en tid, hvor kritikken af det sorteste af skolen begyndte at røre på sig, mens konservatismen var massiv.

Den overhørende strenge far stiller sig først tilfreds, når sønnen efter at have demonstreret sine krævede udenadsfærdigheder i historiebogens udsagn om at »Svend Tveskæg hærgede landet«, på farens spørgsmål: »hvorpå Svend Tveskæg hærgede landet?« endelig afgiver svaret korrekt: »På det grusomste. Svend Tveskæg hærgede Landet på det grusomste.«

Eller læreren rank i ryggen som en ladestok forklarer kristendommen for den håbefulde pode: »Gud ville jo netop ha’, at han skulle dø: Han hengav ham jo, på det at vi skulle blive frelste formedelst ham og have det evige Liv. Det kan du jo nok forstå?«

»Ja,« svarer drengen.

Gejstlige optræder også i Fritz Jürgensens univers – i en uforglemmelig tegning: Tre eksemplarer i fuldt ornat til stols over for den alvorligt gestikulerende unge pige i kyse og salmebog – i øvrigt Jürgensens søster, som han ofte anvendte som model:

»På et besøg i en af Fyns Stæder søgte Sophie at omvende nogle Præster til Kristendommen.«

Eller den om manden, der ligger udstrakt for foden af Rundetårn efter at være sprunget ud og af den tililende borgermand bekymret bliver spurgt: »Gud, stødte De Dem?« I baggrunden står en anden og pisser på rækværket om Trinitatis, en kat forcerer tagryggen overfor. I sine øjebliksbilleder fik Jürgensen det hele med.

Et tidsbillede får man til fulde, da den trængende mand i slåbrok og tøfler og lang pibe i hånden står uden for byejendommens das i gården med hjerteformet glughul og en hummerklo som nøglering: »Jomfru Stjernholm! Om forladelse at jeg afbryder Dem …; er De ikke snart færdig?«

Borgerlige selvbeherskede former kan være svære at leve op til, når naturen i tiden før kloakering og indbygget wc presser sig på.

En halvtrist affære

Fritz Jürgensens tegninger er konsekvent sirligt udført på baggrund af flere skitser. Perfektionist kan man godt kalde ham, såfremt kunst forudsætter det perfekte. Og kunst er, hvad tegneren leverede. Intet ufærdigt slap igennem.

Jürgensens livsforløb fremstår trods en grundlæggende humoristisk tilgang i virkeligheden som en halvtrist affære. Urmagervirksomheden kedede ham ubeskriveligt. For enden af vejen så han kun døden, uanset at han arvede titel af hofurmager og alt det dyre. Hans opgave som urmager for de kongelige var at trække urene op på slottet, og han blev generalinspektør for den offentlige tidsmåling med flot årsvederlag på 400 rigsdaler. Selv kaldte han sig Generaloptrækker.

I et tidligt levnedsbeskrivende notat priser han sig lykkelig over ikke at drikke, ellers en støtte i livet som urmager forestiller han sig. Siden kommer han efter det, bliver alkoholiker og anskueliggør tilstanden i flere selvportrætter.

Hans kone dør, nedturen er for alvor sat ind, drikkeriet tager til. Jürgensen lader sig til sidst indlægge til afvænning uden større succes og bosætter sig i Svendborg i halvandet år for at omlægge livsformen. Heller ikke med ønsket effekt, og uden at han i øvrigt slipper det attråede københavnske som hovedmotiv. En enkel tegning antyder Svendborg-opholdet: Jürgensen rider på en ged med en rygende tobakspibe i rumpen.

Fritz Jürgensen blev ikke accepteret som rigtig billedkunstner. Herregud, tegninger! Det pudsige er, at Jürgensen, som hans glimrende biograf Christian Bjerring anfører, blev en af sin tids få levedygtige klassikere.

Aktuelt i disse truende havstigningstider spørger Gysse under en spadseretur: »Fa’er! Er det verdenshavet?«

»Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal.«

I 1863 nærmer afslutningen sig. I et brev til søster Sophie erklærer han sig i sygelig tilstand. Dog planlægger han nye tegninger »til hensigt at more ungdommen«.

24. marts 1863 døde Fritz Jürgensen 44 år gammel.

PS: Ny forskning på fagligt højeste niveau godtgør – beviser – at Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring og senere regeringer bemandet af Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ruinerede det danske skattevæsen.

Ser man dét …

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

PS: Ny forskning på fagligt højeste niveau godtgør – beviser – at Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring og senere regeringer bemandet af Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ruinerede det danske skattevæsen.

ja, det er godt at forskerne nu har bevist det.

Jeg tror, at de fleste af os godt vidste det i forvejen !

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og jørgen djørup anbefalede denne kommentar
Lise Oxenbøll Huggler

Mht. Jomfru Stjernholm er der den ekstra detalje, at retiraden ved siden af er ledig.

Jens Erik Starup, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Stig Bang-Mortensen

Det må også have været trættende at trække urene op på slottet, selv om det kun var engang om ugen. Langt lettere hvis han kunne have nøjes med at trække urene på slottene op. Min Fritz Jürgensen bog fra 1878 kom ned af reolen og bliver weekendlæsning. Tak for det.

Ja, det ser man.
Og jeg morer mig over du igen lufter en af dine klassikkere!
Den forbliver - tilsyneladende - lige aktuel!

Herligt at læse om ham. Jeg synes at der mangler oplysning om, at hans tidlige død skyldtes tuberkulose. De sidste leveår hostede han meget så hele kroppen rystede, ofte blev der hostet blod op.
Ifølge familiehistorien valgte han, selv om han var svækket af sygdom, selv at overføre tegningerne til de sten der blev anvendt ved trykketeknikken. Det siges at han drev Gyldendal til vanvid med alle ændringerne. Han blev ved både med tegningerne, teksterne og rækkefølgen til han var tilfreds.
Med venlig hilsen et af tipoldebørnene Anna Wolf.