Kommentar

Gravide bør iføre sig en solid ’nej-hat’

Graviditeten udfordrer den postmoderne diskurs om selvrealisering og konstant udvikling. For når man er gravid, er der ikke andet for end at vente i ni måneder, og det skal vi som samfund hjælpe hinanden til at acceptere
»I en graviditet må selvrealiseringen i høj grad vige for ansvaret for det lille frø i maven og dets udvikling til et menneske. Jeg skal vænne mig til at tage Svend Brinkmanns omtalte ’nej-hat’ på det næste lange stykke tid.«

»I en graviditet må selvrealiseringen i høj grad vige for ansvaret for det lille frø i maven og dets udvikling til et menneske. Jeg skal vænne mig til at tage Svend Brinkmanns omtalte ’nej-hat’ på det næste lange stykke tid.«

Peter Hove Olesen

10. oktober 2018

Graviditeter er grundlæggende primitive, og den kropslige reproduktionsproces har ikke ændret sig i tusinder af år.

Vi er ikke endnu nået til at kunne bestille vores babyer på nettet, og vi har ingen deciderede knapper at trykke på, så snart ægget og sædcellen har fundet hinanden.Vi har bare at vente i ni måneder, mens vi lever nogenlunde sundt og fornuftigt.

Denne overladen til naturens gang er noget af det, mange af os postmoderne mennesker har svært ved. Min generation er fra ung voksenalder blevet opfordret til selvrealisering, ansvar for egen lykke og at kigge indad, hvis livet ikke går helt som planlagt.

Hvad gør man så, når man er stuck i en graviditet, hvor man blot skal stole på, at ens krop kan finde ud af det?

Nu er jeg godt klar over, at der findes en masse ting, man aktivt selv kan gøre i løbet af de ni måneder – spise sundt, gå til gravidyoga og fødselsforberedelse osv. Individets egen indvirkning på kroppens graviditetsforløb er dog begrænset. Og så sidder man der som postmoderne, selvrealiserende kvinde og venter!

Ens krop sidder i førersædet, og man skal adlyde, når den råber efter ro og hvile. Op til et vist punkt kan man heller ikke blot fortryde og skifte spor, ligesom man ellers bliver opfordret til at skifte job eller kæreste og ’søge nye udfordringer’, hvis tilværelsen ikke er tilfredsstillende.

Gravid ’nej-hat’

Min egen identitet som uafhængig ’powerkvinde’ er de sidste måneder blevet kraftigt udfordret ved, at jeg har fået brug for mine omgivelser til både at tage de fysiske løft eller støde til derhjemme, når jeg er træt. Min gravide krop udpensler for mig, at nogle ting i livet ikke kan fremskyndes. Jeg er overladt til omstændigheder, jeg ikke kan styre.

I en graviditet må selvrealiseringen i høj grad vige for ansvaret for det lille frø i maven og dets udvikling til et menneske. Jeg skal vænne mig til at tage Svend Brinkmanns omtalte ’nej-hat’ på det næste lange stykke tid.

»Nej, jeg kan ikke træne op til efterårets maraton«. »Nej, jeg kan ikke holde fast i nætterne på dansegulvet og bevise, at jeg stadig er ung«. Og »nej, jeg kan ikke udvikle mig på arbejdsmarkedet de næste mange måneder«. Vi er ved at løbe for hurtigt, og når Brinkmann opfordrer os til at »stå fast«, er det med en præcisering af, at vi bliver tiltagende rodløse, hvis vi ikke også tillader os at stå stille.

Tanken om, at ’alt er muligt’, er gået for vidt, og vi bør hjælpe hinanden med at udforske hinandens begrænsninger og åbne op for den mellemmenneskelige værdi, der kan opstå som følge af disse erkendelser.

På mange måder er en graviditet en stor, rungende ’nej-hat’! For en hel del kvinder bliver det dog for klaustrofobisk at stå fast på denne måde, og de søger utallige råd og muligheder for, hvordan de kan påvirke graviditetens udvikling i den rigtige retning.

Der bliver læst ekspertbøger og graviditetsblogs, der laves kostplaner, og der indgås en evig søgen efter det mest økologiske, ergonomiske og helsebringende i den ni måneder lange redebygningsfase.

For en anden gruppe kvinder bliver graviditeten et længe ventet frirum fra selvrealiseringsprojektet. Endelig kan de slippe tøjlerne og have en undskyldning for ikke konstant at være i udvikling. Endelig kan de spise kage, når de har lyst – de skal jo tage en masse kilo på. Og så kan de, de næste mange år, længes tilbage til graviditeten som den tid, hvor verden stod stille, og omgivelserne ikke stillede spørgsmål ved deres valg, men udviste ubetinget accept: »Du er jo gravid!«

Brug for hinanden

Begge de ovennævnte graviditetsbeskrivelser fortæller os en hel del om kontrasten mellem det primitive, reproducerende menneske og den postmoderne diskurs om selvrealisering og konstant udvikling.

Vi bør fastholde fraværet af mulighed, for at bestille børn på nettet og i stedet lade graviditetens ’nej-hat’ være en påmindelse om menneskets sårbarhed og behov for tilhørighed.

Personligt har det taget tid at finde roen i mit gravide behov for ekstra hjælp udefra, og jeg oplever stadig øjeblikke, hvor jeg bliver ramt af en ubehagelig følelse af at være ’svag’ og ’trængende’. Jeg mærker dog et tiltagende velbehag ved denne afhængighed af andre mennesker, og det er dette, vi kan lære af den gravide krop.

Den tvinger os ud over en stræben efter udelukkende at realisere ’mig selv’ og minder os om, at vi har brug for ’hinanden’. Dette sårbarhedsprojekt er dog så angstprovokerende for mange gravide som ikkegravide, at vi må hjælpe hinanden med at aftabuisere sårbarhed som menneskeligt fænomen.

Vi skal turde sætte ord på, at vi har et ansvar, ikke kun for vores egen individuelle lykke, men for hinanden. Ellers vil artiklerne om stress som den ’nye’ folkesygdom blive ved med at florere, og selvhjælpsbøgerne kan vælte ud fra forlagene, uden at nogen egentlig oplever tilfredsstillelse i sin egen selvhjulpenhed.

Mari Hauge Mathisen er psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kasper Frausing
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Kasper Frausing og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

"Graviditeten udfordrer den postmoderne diskurs om selvrealisering og konstant udvikling."

Børn og unges behov for nærvær, tilknytning og substantiel voksenkontakt udfordres af samme postmoderne diskurs. Menneskers almene behov for at være sig selv på mangfoldige måder, uden kontinuerligt at skulle defineres, vurderes og kalibreres til et diffust markedsspektrum, udfordres af samme diskurs. Det enkelte menneskes organiske behov for at vegetere, restituere og sanseintegrere udfordres af samme diskurs. Sociale fællesskabers behov for genuin solidaritet, samarbejde og overskuelighed udfordres af samme diskurs. Samfundsøkonomien udfordres af samme diskurs. Kloden udfordres af samme diskurs. Læg selv yderligere på.

Diskursen er dysfunktionel på en lang række betydende, enkelte helt afgørende, parametre - men selvfølgelig er det stærkt illustrativt at selve dén proces, hvor det naturlige liv undfanges og på det helt basale plan næres, er truet, ikke blot af nævnte diskurs (som indgår i et konglomerat af tilsvarende magtbud) - men af vores mangfoldigt stress-inducerende systemkultur. En systemkultur, som nærer meget lav tillid til menneskets positive, naturlige kræfter i dens promovering og forcering af kunstige produkter, teknologier og kapitaliseringsformer. Fremmedgjortheden er nærmest fuldstændig.

Anne Eriksen, Kasper Frausing, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

"uafhængig powerkvinde" Sikken en identitet. Glæd dig bare til at blive mor. En naturlig mor, og en naturlig kvinde. Der findes intet smukkere!

Torben Bjerrehuus

Som mand er det interessant at iagttage dette voldsomme navlepilleri.
Men pilleriet må da gøre ondt hos denne uafhængige klaustrofobiske sårbare angste powerkvinde der er udfordret af den postmoderne diskurs. Må himlen være dig nådig :))))

Kasper Frausing

"Som mand".
"Sikke en identitet."
"Hvorfor får du egentlig børn!"

Hvor trist at se de nedladende hånende og spyttende kommentarer nu ikke bare er et FB og EB fænomen.

Og alle fra mænd.
Mansplaining mænd.
Belærende kvinder om graviditet.
Måske er det ikke diskursen, samfundet og økonomien der er dysfunktionel.
Måske er det bare os mænd.

Tak for en smuk og hjertelig personlig beskrivelse af at bære dit lille frø.
Og tak til den enkelte kvinde, for en lyttende, empatisk og klog kommentar.

Esben Rahbek Thuesen, Anne Eriksen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Systemkulturen gør bestemt alt for at påvirke og dirigere også den naturlige tilstand, det er at være gravid. Det er kommet snigende og sælges som omsorg og vejledning.
I det hele taget er der ikke grænser for "hjælpen" til borgerens psykiske og fysiske tilstand efterhånden. Ingen fred der, heller ikke som gravid.

Sidst var det gluten, men utallige emner har været oppe i medier og sundhedsinst. - alkohol og rygning og div. medicin er naturligvis potentielle farer - men - man bliver ikke ubegavet af at være gravid. Ej heller som arbejdsledig eller syg.
Samfundet skal have en borger, som fra første færd skal være sund (og kontrolleret) som nyfødt testet og overvåget.
Fødslen kan så godt være problematisk, det er vigtigt at der er personale til stede. Det gør man så ved at "bestille en tid" uden om weekends og så sætte fødslen i gang med medikamenter. (forøvrigt bruges nøjagtig samme fremgangsmåde når søer skal fare, for at spare penge)
Under fødslen tages en CTG test - basisfrekvens af hjerteslag - dertil tages der også blodprøver fra barnets isse med et lille stik, mens det ligger i livmoderen - hvis der er tvivl om mængden af ilt.
Påstanden er, at barnet ikke reagerer, men jeg tror at alle disse ting stresser den fødende. Så slipper man så for "systemet"?

Kvinde som mand må forlange at blive respekteret som et selvstændigt individ på trods af alle de "hjælpeforanstaltninger" som systemkulturen pådutter os, kun sådan kan man få ilt og overskud til at modvirke stress og fremmedgørelse.

Søren Kristensen

Forandring fryder, som man siger, så hvorfor ikke bare nyde at der gælder andre spilleregler under graviditeten end dem du er vandt til ovre i fitness-centret. Det handler om at fokusere på fordelene og ikke fortabe dig i ulemperne. I øvrigt går der ikke noget af din status som powerwoman, fordi du i en periode er afhængig af andres hjælp. Forløbet vil sikkert udvikle dig som menneske, langt mere end hvad kan læse dig til en i selvhjælpsbog. Det eneste du skal gøre for at komme ud med en gevinst er at gennemføre i fin stil og den er du i stort omfang selv herskerinde over. At du måske kommer lidt bagud på arbejdet, det er bare den pris det nogle gang koster at få børn - eller tage på jordomsejling etc. Men når man tænker på hvor meget børn er værd i handel og vandel, så er det måske heller ikke så uretfærdigt endda.