Klumme

Hvorfor er jeg altid den sidste gæst, der går hjem?

At forlade andre mennesker føles som et pust af kold luft. Jeg formoder, at jeg lider af en form for social separationsangst. Men hvad er det, jeg frygter at miste?
1. november 2018

Jeg er et af den slags mennesker, som altid er den sidste til at bryde op og forlade middagsselskaber, fester og sociale sammenkomster. Hvorfor jeg konsekvent opfører mig sådan, har jeg svært ved at forklare – end ikke for mig selv står det fuldkommen klart.

Jeg kan sagtens se, at mine værter er begyndt at virke lidt trætte og gerne vil i seng snart. Jeg ved også, at selv hvis jeg gik lige nu, ville det kunne tage dem en time eller mere at rydde op og gøre sig klar til at gå i seng.

Alligevel bliver jeg ved med at konversere ved med at stille spørgsmål og vente på svar – kort sagt: Jeg bliver ved med at holde samtalen gående.

Det er noget, jeg altid gør – ikke, fordi lige denne eller hin aften har været særligt hyggelig, og jeg derfor vil forlænge den for enhver pris.

Jeg er ikke engang specielt selskabeligt anlagt ved disse lejligheder. Jeg kan for eksempel godt være genert, når jeg forsøger at komme ind i en samtale – og jeg føler mig ofte overbevist om, at efter en time må alle kunne se på mig, at jeg keder mig og er tæt på at falde i søvn.

Ubehaget ved en tærskel

Af disse betragtninger udleder jeg, at mit problem må ligge i selve den overskridelse, det er at skulle tage afsked. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om at forlade andre mennesker. Selv i forhold til de mest overfladiske bekendte føles det som et pust af kold luft at skulle gå.

Jeg formoder, at jeg lider af en form for social separationsangst. Men hvad er det, jeg frygter at miste?

Jeg har bemærket, at der kan godt være andre mennesker, der er lige så tilbøjelige som jeg selv til at blive hængende, men af grunde, der er langt mere oplagte end mine.

De elsker at udfolde deres vid, at charmere deres publikum, og kan ikke leve med, at festen snart er forbi, fordi de så selv er færdige med at være dens midtpunkt.

Eller de er måske den type, der altid er lidt forknytte – som generelt føler sig marginaliserede og holdt lidt på afstand af værtens nærmeste, mest fortrolige venner. De kan ikke tage sig sammen til at gå, fordi de er overbeviste om, at festen fortsætter efter dem – og at værtens foretrukne venner så vil hygge sig endnu mere og selvfølgelig give sig til at sladre om dem, der lige er gået.

Sådan er jeg ikke selv. Måske er det bare på et helt banalt plan et ubehag ved en tærskel. Hvad kan der vente mig på den anden side? Måske noget andet rædsomt? Eller endnu værre – ingenting overhovedet.

Jeg siger til mig selv, at her og nu er jeg til stede i venners lag, med folk, jeg kender på en eller anden måde, og som tilsvarende kender mig på en eller anden måde.

Men udenfor vil jeg være alene med mig selv, med denne trætte krop, med denne stemme, der herefter vil være overladt til sin egen indre monolog. Så jeg trækker tiden ud, overspringshandler, rejser mig op og sætter mig så igen, undersøger en eller anden genstand, jeg hidtil ikke har interesseret mig det ringeste for.

Betroelsernes stund

Det er ikke sådan, at jeg plages af grublerier eller er anspændt. Jeg har det for det mest ganske glimrende. Jeg kan bare ikke forlade selskabet.

Jeg hjælper til med oprydningen. Jeg bliver lidt mere snakkesalig, end jeg var, da de andre gæster var her. Jeg gribes pludselig af en trang til at betro mine inderste overvejelser til værterne eller finde på historier, hvis jeg ikke vil blotte mig selv for meget. Og at lytte til deres betroelser til gengæld, at berøre en arm, en hånd.

Måske er sandheden den, at jeg oplever afskedens stund som en tilsidesættelse af menneskelig varme – selv den minimale varme, der gør, at ensomheden føles lettere at bære. Hermed mener jeg den sande ensomhed, der når som helst kan melde sig: den ensomhed, der ikke kommer af mangel på selskab eller hengivenhed, men udspringer af vores medfødte adskillelse fra hinanden.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Journalist og forfatter Emma Gad havde stor betydning i den danske offentlighed fra 1800-tallet og frem til hendes død i 1921.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu