Kommentar

Hvorfor er det egentligt så magtpåliggende, at menneskeheden fortsætter?

Måske vi mennesker skulle træde ud af verden, før vi tilslutter os alt for mange ledninger, eller før genteknologien har gjort os til et helt andet væsen
»Det er ikke sådan, at vi har gjort en masse godt for verden. Tværtimod er vi ved at ødelægge en hel planet.«

»Det er ikke sådan, at vi har gjort en masse godt for verden. Tværtimod er vi ved at ødelægge en hel planet.«

Torben Åndahl

4. oktober 2018

Det er individets ret, ja, nærmest dets pligt at dø med en form for værdighed i behold. Derfor er debatten om aktiv dødshjælp altid aktuel. Men med menneskeheden som sådan forholder det sig anderledes. Det er så godt som umuligt at forestille sig, at vi en dag selv skulle trække stikket. Også selv om det måske ville være det bedste for både verden og os selv.

Som barn kunne jeg ikke sove, fordi der en dag ville blive slukket for solen. Den ville simpelthen løbe tør for benzin. Stoppe med at lyse, brænde og varme. Alt ville blive mørkt, og jeg vendte og drejede mig i min seng, vred mig under dynen, som om jeg kunne sno mig uden om om søvnen og ind i en ny dag. Tanken var uudholdelig.

Mine forældre forsøgte at trøste mig. Solen ville ikke stoppe med at brænde før om millioner og atter millioner af år, og vi ville alle sammen være langt borte til den tid. Men det var ikke tanken om døden. Det var ikke det, at jeg, mine forældre og mine søskende ikke skulle være her mere. Det var det, at der ville blive slukket for alting, at intet menneske mere skulle fortsætte. Søvnen var det værste, jeg vidste.

Efter menneskeheden

I dag foretrækker jeg ofte søvnen frem for den vågne virkelighed. Nysgerrigheden er i en alder af 27 år ikke væk, men alligevel aftaget så kraftigt, at jeg ikke har noget problem med at gå glip af det meste.

Det gør vi alle sammen hele tiden, men når vi er gamle, skal vi alligevel helst ligge og tænke, at vi har opdaget og oplevet alt det, vi skulle. Og jeg kan da også godt forestille mig selv liggende på mit dødsleje med et accepterende ansigtsudtryk.

Men at ingen andre mennesker skulle leve efter mig, er mig stadig ubegribeligt. Og det er måske også fuldstændig hypotetisk. For hvem siger egentlig, at menneskeracen ikke skulle kunne leve videre til universets ende? Når solen slukkes, kan vi jo sikkert rejse til nye sole eller sågar bygge vores egne. En tanke, som mine forældre måske med succes havde kunnet trøste mig med.

Men hvorfor er det egentligt så magtpåliggende, at menneskeheden fortsætter? Forsøger man at se det udefra, er det jo ikke afgørende. Det er ikke sådan, at vi har gjort en masse godt for verden. Tværtimod er vi ved at ødelægge en hel planet.

Man kan selvfølgelig indvende, at det alt sammen handler om vores biologiske drifter. At vi er indstillet mod selve artens overlevelse, og at vi trods alt er dyr, der må lystre instinkterne. Eller at vi skal fortsætte, indtil hele menneskeheden en dag kaldes tilbage til himmerige.

Men alligevel. Hvorfor kan vi oplyste kulturmennesker ikke slippe forestillingen om menneskehedens uendeligt? Præcis som vi allerede har sluppet forestillingen om en gud i himlen, eller at mammutkød skulle være den eneste rigtige kost for os. Fordi de forestillinger ikke nødvendigvis er af det gode.

En værdig udryddelse

Ville det ikke være langt mere værdigt, hvis vi en dag afviklede os selv under stor ro og orden? I stedet for at gå under i gigantiske tsunamier og den stadigt eksisterende sols stråler, brændende gennem en ødelagt atmosfære? Selv hvis vi antager, at vi kan klare os igennem alt det. Hvis vi pludselig tager os gevaldigt sammen og i et magisk øjeblik stopper med at forurene.

Selv hvis vi gør det, vil vi stadig nå til en dag i en fjern fremtid, hvor vores udvikling er bragt til ende, hvor både rejsen indad i hjernen og udad i rummet er komplet. Eller hvor de nye landvindinger for videnskaben vil være så minimale, at det med nutidens højhastighedsøjne fremstår som de rene kommaer.

Kan man forestille sig menneskeheden i stilstand? I en slags utopi, hvor alt med videnskabens kraft er blevet komplet perfektioneret? Ikke uden at det i tanken lynhurtigt slår om i sin modsætning. En form for dystopi, hvor mennesket ikke længere er menneskeligt, men noget andet, ophøjet, men også mekanisk.

Ville det ikke være mere værdigt at træde ud af verden før dette sker? Før vi slutter os selv til alt for mange ledninger, eller før genteknologien har gjort os til noget helt andet? Måske vil vores biologi eller vores tro på guder til den tid ikke stå i vejen.

Jeg foreslår ikke en massiv selvmordskultur. Jeg planlægger selv at leve rigtig mange år endnu, så det vil jeg ikke have siddende på mig. Men måske kommer vi om en masse generationer til et punkt, hvor vi aftaler, at nu føder vi altså ikke flere børn (vi stopper også med at smøre os ind i den der udødelighedscreme, der til den tid er blevet opfundet). Så holder vi et brag af en sidste fest og siger farvel og tak for i aften. Det er skrækkeligt at forestille sig. Sådan for alvor. Ligesom at solen en dag holder op med at brænde.

Martin Paludan er forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Christina Hansen
  • Henning Kiel
  • Dina Hald
  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
Jørgen Wassmann, Christina Hansen, Henning Kiel, Dina Hald, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Martin Paludan

Et rigtig godt spørgsmål.
Hvad er der egentlig ved menneskeracen der fortjener dens overlevelse?

Du svarer jo faktisk selv på spørgsmålet; det er ulideligt at tænke på den ikke fortsætter.
Hvorfor?
Fordi mennesker har intelligens.
Det har andre dyr også, endda meget høj intelligens, som aber,elefanter, hvaler, delfiner..
Vi ved også efterhånden at mange fugle er utrolig intelligente.

Er intelligens nødvendigvis det der får planeten til at dreje rundt?
Nej.
Jorden kan sagtens overleve arternes uddøen, det har den gjort mange gange før.

Det ville bare være ret ærgerligt, at vi stod på tærsklen for at udvide verdensrummet og så bare blev en lille prut.

Jeg tror vi kan lære at kommunikere med andre dyr, og så bliver det enden på kødindtag galore.
Hvem vil æde en man forstår?

Da jeg var barn troede jeg vulkaner, jordskælv og tsunamier ville udradere verden.
Det er ikke sket endnu.
Courage, mon ami :-)

Martin Rønnow Klarlund

>Eva Schwanenflügel - “...at vi stod på tærkslen for at udvide verdensrummet...”?

Det lyder lidt megalomant. Vi udvider da ingenting. Verdensrummet er der bare. Vores race vil sikkert finde en måde også at foruene og drive rovdrift på det. Jeg giver Paludan ret. Vi burde bare hive stikket og takke farvel :-)

Morten Balling

Rust Cohle: "I'd consider myself a realist, alright? But in philosophical terms I'm what's called a pessimist... I think human consciousness is a tragic misstep in evolution. We became too self-aware. Nature created an aspect of nature separate from itself - we are creatures that should not exist by natural law... We are things that labor under the illusion of having a self, that accretion of sensory experience and feelings, programmed with total assurance that we are each somebody, when in fact everybody's nobody... I think the honorable thing for our species to do is to deny our programming. Stop reproducing, walk hand in hand into extinction - one last midnight, brothers and sisters opting out of a raw deal."

I serien True detective er politimændene Rust og Marty på vej hjem fra en modbydelig mordscene som de begge er rystede over. I bilen opstår denne (sublime) dialog:

https://www.youtube.com/watch?v=vrJB9JAYyic

Enden på evolutionen og historien? Rimelig uvidenskabelig tilgang til livet.

Vil det ikke være nemmere at stoppe med at forurene og nedsætte ressourceforbruget?

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lars Rasmussen, Søren Fosberg, Morten Balling og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

Mens vi går rundt og venter på, at menneskeheden lukker og slukker, så har jeg et lille spørgsmål, som man kan tænke over i en livstid eller to:

    “Hvem fortæller vi, hvad der er sket os på jorden,
      for hvem stiller vi overalt kæmpestore spejle
      i håb om, at de vil blive fyldt op
      og at sådan vil det vare ved?”

— Czesław Miłosz, fra digtet “Annalena” (citeret fra Kort over tiden, side 22; findes også i engelsk oversættelse her).

Jørgen Clausen

Der er efterhånden ingen grænser for, hvor meget ligegyldigt vrøvl det "moderne" Danmark er fyldt op med frem for det gode liv.

Lidt skingert, for hvis man ser på gestalten bag, så kan man løse stort set alle menneskehedens vedligeholdelsesproblemer, og inkassere gevinsten af den voldsomme vækst i faktiske potentialer for det gode menneskeliv, som den civilisatorisk-humanistiske har kastet af sig de senere århundreder, istedet for at indkassere bet'en kun, ved et globalt forplantningsstop på ganske få årtier.
Dette er en tanke en mentalt 'feministisk' generation, naturligvis helt subliminalt, hellere ville begå atomart selvmord end overhovedet diskutere.
Så det bliver skingert og 'dø os allesammen', men faktisk - det er panik.
Med mindre at ens definition af 'menneske' er bundet for meget i tid og rum.

Hvad angår om 'arten' forbliver arten state of the art ca. år 0 ud i al fremtid eller ej, eller bliver en anden mekanik, biologi eller mere uhåndgribelig funktionalitet er sådan set ligegyldigt.
Det som interesserer 'humanisten'* er at mennesket forbliver en primær katalysator for fremtidig biologi, ligesom kammerat lungefisken, og ikke 'failed experiment'.

*) ... og man er jo pisket til for tiden til at betone, at der hermed menes ikke den postmoderne individual-juridiske ynk, men den klassiske arts-specifikke 'chauvinisme'.