Åbent brev
Det haster. Vi har brug for, at I retter blikket i vores retning og lytter til vores ord. For det, vi har på sinde, er vigtigt.
Vi skriver til jer som landmænd, hyrder, skovbrugere, hotel- og restaurationsejere og studerende. Vi bor i forskellige lande i Europa: Sverige, Portugal, Frankrig, Italien, Tyskland og Rumænien. Og vi har én ting tilfælles: Klimaforandringerne påvirker vores liv og vores hverdag.
I maj måned sagsøgte vi EU for at have utilstrækkelige klimamål for 2030. For de fleste af os var det første gang, vi lagde sag an. Vi gør det kun, fordi vores familier, venner, traditioner og vores børns fremtid er på spil. For os er klimaforandringer ikke et spørgsmål om diplomati eller forhandlinger på højt niveau. Det er noget, der påvirker os lige nu og her, og vi har brug for et Europa, der hurtigst muligt beskytter os.
Sidste år mistede Armando sin skov under naturbrande, som de portugisiske myndigheder knytter til klimaforandringer.
Rendriften, der er helt centralt for den samiske kultur, er truet på grund af ændrede leveforhold for rensdyrene. Sanna i Sverige er derfor bekymret for samernes kultur og de kommende generationer.
Maurice har i løbet af de sidste seks år mistet knap halvdelen af sin indkomst fra dyrkning af lavendel på grund af tørke i det sydlige Frankrig. Hans søn Renaud er den første generation, der skifter erhverv, fordi lavendelen ikke længere kan sikre en tilstrækkelig indkomst.
Sandklitterne, der beskytter ferskvandsressourcerne på den lille tyske ø Langeoog, er under pres pga. kraftigere storme. Maike og Michael, hvis familie har boet på øen i generationer, er bange for at miste restauranten og hotellet, de for 20 år siden byggede op fra bunden.
Vlad bor i bjergområdet Karpaterne i Rumænien. Stigende temperaturer har tvunget ham til at flytte sit kvæg 700 højdemeter længere op i bjergene for at finde vand og bedre græsningsmuligheder.
I Portugal bliver Alfredos økologiske gård ramt af alvorlige, hyppigere tørker. Med en temperaturstigning på 1,5 grader, hvilket vi er på vej hen imod med EU’s eksisterende klimamål, vil den jord, gården står på, blive til ørken. Alfredo og de 35 familier, der arbejder på gården, vil blive tvunget til at flytte.
Ildebrando, der lever af at avle bier, oplever, at ændringer i blomstringssæsonen og usædvanligt varmt vejr ødelægger bikuberne, og sidste år mistede familien over halvdelen af produktionen.
Giorgios familie bestyrer et lille bed & breakfast i de italienske alper og er helt afhængig af regionens berømte muligheder for isklatring. Ændringer i temperaturer gør klatringen farlig, hvilket påvirker turismen og dermed familiernes indkomst.
Alle vores historier er ikke bare skræmmende fremtidsperspektiver. Det er konsekvenser, der rammer os lige nu i Europa. Det, vi oplever, er kun konsekvensen af én grads temperaturstigning, og det er allerede mere, end vi kan magte.
Fremtiden afhænger af 1,5 grader
Mandag mindede videnskaben os om, at vores fremtid afhænger af et eneste tal: 1,5 grader celsius. FN’s klimapanel advarede verden om konsekvenserne af klimaforandringerne, som bliver meget værre, hvis vi ikke begrænser temperaturstigningen til 1,5 grader. Ifølge forskerne er 1,5 grader muligt og gennemførligt. Det er det mest ambitiøse mål, som stadig er opnåeligt, hvis vi handler hurtigt.
EU bør handle nu for at beskytte vore fundamentale rettigheder imod effekterne af klimaforandringerne. I vores søgsmål opfordrer vi EU til at forbedre klimapolitikken. Vi beder ikke om kompensation eller penge. Vi mener, at en stærkere klimahandling er den eneste måde, vi kan beskytte vores kære og vores levebrød dér, hvor vores familier har boet i generationer.
Tirsdag, mødes EU’s miljøministre i Bruxelles for at diskutere klimaforandringer. Om få måneder skal Europa være vært for FN’s klimatopmøde i Katowice, Polen. At forsømme denne mulighed for at opdatere Europas klimamål og politik vil være ødelæggende for vores sikkerhed, vores børns fremtid og vores menneskerettigheder.
Vi opfordrer EU’s beslutningstagere til at lytte til videnskaben og øge klimaambitionerne for 2030 på linje med de 1,5 grader. Det er den eneste mulige måde, hvorpå man kan beskytte borgerne imod konsekvenserne af klimaforandringerne. Det er den eneste måde, denne generation af europæiske politikere vil kunne huskes, som dem der skrev historie til gavn for alle.
Sanna Vannar er talskvinde for Sáminuorra, Sverige. Maurice og Renaud Feschet er landmænd, Frankrig. Maike og Michael Recktenwald er hotel- og restaurantejere, Tyskland. Vlad Petru er landmand og hyrde, Rumænien. Armando Carvalho er skovejer, Portugal. Alfredo Sendim er landmand, Portugal. Ildebrando Conceição er biavler, Portugal. Joaquim Caixeiro er landmand, Portugal. Giorgio Elter er landmand og hotelejer, Italien.
Klimaforandringer behandles tit i offentligheden som noget, der måske kommmer og ikke som noget, der er kommet og har konsekvenser. Den varme sommer har fx ikke sat sig de dybe spor i vores politiske bevidsthed, som den burde. Jeg ved ikke, hvor mange vink vi skal have med den slags vognstænger, før det går op for os, at der skal handles nu. I denne oktober-uge kommer temperaturen op på 20 grader, og det er jo bare dejligt, ikk’? Det er den almindelige opfattelse.