Flere og flere voksne får brug for hjælp og støtte til at håndtere handicap, psykisk sygdom og sociale problemer.
For eksempel steg antallet af borgere, der får socialpædagogisk støtte til at varetage praktiske opgaver i hjemmet, egenomsorg, læse post, styre økonomien og så videre fra 24.000 personer i 2009 til 41.500 personer i 2015, og ligesom med stigningen i antallet af børn og ældre presser det selvfølgelig kommunerne økonomisk.
Derfor forsøger flere kommuner at tænke i nye løsninger. Desværre lever mange af initiativerne ikke op til intentionerne, fordi kommunerne ikke får lov til eller ikke har mulighed for at investere de penge, der kræves.
Et eksempel er den nye fremskudte rådgivning i Randers Kommune. Mange udsatte borgere oplever, at deres problemer skal være meget omfattende, førend de kan få tilbudt den nødvendige hjælp i kommunerne.
Så i stedet for at hjælpe Peter, når han er i risiko for at miste sin bolig, ikke altid får handlet ind eller er lidt trist, så ender det ofte med, at Peter er blevet boligløs, lejligheden er blevet et kaos, eller at tristhed er blevet til depression, før han tilbydes støtte. Selv når behovet er presserende, kræver det ofte en lang sagsbehandlingstid, før støtten bevilges og iværksættes.
Behov for tidlig indsats
Borgere som Peter har brug for hjælp langt tidligere i forløbet til både stort og småt – alt fra ansøgning om boligstøtte, lægekontakt, individuelle samtaler, vejledning og meget andet. Hjælp på hans præmisser og når han har brug for det.
Det er netop, hvad den fremskudte rådgivning i Randers tilbyder. Borgerne kan komme ind fra gaden med eller uden aftale og blive mødt med:
»Du er gået rigtigt.«
De får dermed mulighed for at få hjælp her og nu fra socialrådgivere og andre fagpersoner uden en lang bureaukratisk sagsbehandling.
Det er et rigtig godt initiativ, som kan hjælpe borgere til et bedre liv og forebygge, at problemerne vokser sig større og dermed kræver en mere omfattende indsats – samt måske hjælpe borgere videre i uddannelse eller job.
Det kan ovenikøbet blive en økonomisk gevinst for kommunen. Men det kræver en investering, så medarbejderne faktisk har tid til det.
Desværre er midlerne ikke fulgt med, og derfor må de socialrådgivere, socialpædagoger mv., der skal rådgive og vejlede borgerne, presse de nye opgaver ind i en allerede overfyldt kalender. Det siger sig selv, at kvaliteten bliver derefter, og den øgede arbejdsmængde presser samtidig arbejdsmiljøet.
Spørgsmålet er, hvorfor Randers Kommune ikke bare investerer de midler, der skal til for at understøtte det gode initiativ, når nu det vil gavne både borgerne, medarbejderne og kommunen selv. Vi mener, at en stor del af svaret skal findes i de seneste mange års smalle budgetter, som regeringen aftaler med kommunerne.
Råd til at investere i velfærd
Da regnskabet for 2017 i april i år viste, at kommunerne havde brugt 0,3 procent flere penge end budgetteret, kaldte finansministeren det for en »massiv budgetoverskridelse«, mens økonomiministerens ord var »en alt for lemfældig tilgang til at bruge offentlige penge«.
Ingen af dem nævnte, at kommunerne fra 2011 til 2017 faktisk brugte godt 23 milliarder kroner mindre på velfærd end budgetteret.
Det gjorde de, fordi staten straffer kommunerne hårdt økonomisk, hvis de overskrider deres budgetter. Derfor vil mange byråd hellere holde lidt igen end at risikere økonomiske sanktioner ved at investere i velfærd til borgerne.
Folketingets stramme kurs hæmmer dermed udviklingen af nye initiativer, som kan hjælpe udsatte borgere og i mange tilfælde spare det offentlige for penge. Men det kan der gøres noget ved.
For det første kan regeringen sætte flere penge af, når de hvert år forhandler med kommunerne om budgetterne. For selv om ministrenes formuleringer giver indtryk af, at kommunerne nærmest har bragt Danmark på kurs mod fallit, er vi et meget rigt land.
Finansministeriet har siden 2010 undervurderet dansk økonomi med – og hold nu fast – 320 milliarder kroner. Fra 2010 til 2017 kom der dermed i gennemsnit 40 milliarder mere i statskassen årligt, end Finansministeriet skønnede – det svarer stort set til, hvad vi i Danmark bruger på sociale indsatser hvert år. Selv en lille del af det beløb ville gøre en kæmpe forskel for socialt udsatte.
For det andet kan Folketinget give kommunerne lov til at arbejde med flerårige budgetter, som skal balancere over tid frem for hvert år. Når kommunerne investerer i socialt arbejde, vil de ofte først kunne hente de økonomiske gevinster flere år senere, og derfor bør de have mulighed for at regne mere langsigtede investeringer ind i budgetterne.
For det tredje kan Folketinget vedtage love, som forpligter og støtter kommunerne til at udvikle deres praksis. Folketinget har i år vedtaget ændringer af Serviceloven, som åbner op for tidlige forebyggende indsatser for voksne borgere, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelser eller sociale problemer.
Sæt kommunerne fri
Lovgivningen siger, at kommunerne »kan«, men ikke »skal« tage lovgivningen i brug – og Folketinget har ikke ’sendt penge med’ til implementering og drift af indsatserne. Den manglende finansiering medfører, at det er forskelligt, om kommunerne har råd og/eller mod til at påbegynde indsatserne.
De udsatte borgere har i mange år kæmpet for ’én plan’, som kan beskrive og koordinere de indsatser, borgeren får fra kommunen. I dag er loven vedtaget, men igen følger der ingen penge med!
Disse to lovgivningseksempler vidner om gode intentioner, men også om manglende respekt for kommunernes økonomi.
Indtil Christiansborg handler, kan lokalpolitikerne rundt omkring i landet lade sig inspirere af de kommuner, der på trods af snævre økonomiske rammer faktisk er lykkedes med at investere i velfærd.
Det gælder for eksempel Hjørring, som på kort tid har fået udsatte ledige i job eller uddannelse og samtidig har sparet penge ved at bruge 158 millioner kroner på at forbedre kvaliteten af indsatserne samt at give medarbejderne tid til deres kerneopgave: arbejdet med den enkelte borger.
Men det kræver stort mod fra de lokalpolitikere, der skal stå til ansvar over for vælgerne, hvis investeringen ikke giver økonomisk gevinst på kort sigt, og budgettet dermed overskrides.
Derfor, Christiansborg: Kommunerne tager ansvar! Nu er det tid til også at give dem friheden til at handle og understøtte udviklingen af det sociale arbejde til gavn for de udsatte borgere, socialrådgivernes arbejdsmiljø og kommunernes økonomi.
Mie Vode Moll, Marie Vithen og Betina Agger er socialrådgivere og fællestillidsrepræsentanter i Dansk Socialrådgiverforening i henholdsvis Svendborg, København og Randers.
Jeg tillader mig at knytte et andet aspekt til ovenstående, nemlig at det kan være svært at tælle, måle og veje effekten af forebyggende arbejde - og få det godskrevet.
Man kan ikke måle, veje og dokumentere effekten af, at en borger blev hjulpet i tide og IKKE blev hjemløs, måtte belaste sundhedsvæsnet eller blev medicinbruger. Eller jo, det kan man godt, men hvem i måle-veje-dokumentationens tidsalder vil godtage, at der er blevet sparet millioner fordi Peter fik hjælp til at lægge et budget og overholde det. Måske fik nogen givet ham støtte til at kontakte lægen, da hans problemer med hørelsen kun var i sin vorden. Og der blev købt nye støvler til vinter.
Hvorfor er det kommuns opgave, vil nogen sikkert spørge.
Det er ofte, der ikke er andre til det. Og fordi et samfund med så vidt forgrenet administration og hjælpelyst som i dette land, skal ressourcerne sgu da bruges fornuftigt
Den borgerlige spareiver handler om at puge penge sammen til skattelettelser i forhåbningen om at kunne fortsætte på magten efter et valg.
Og udhulingen af kommunernes økonomi og den offentlige sektor er planlagt.
For det baner vejen for privatisering af serviceydelser og den individuelle forsikringstat, som regeringen ideologisk arbejder for at erstatte velfærdssamfundet med.
Der sigtes mod en opdeling af samfundet, hvor de udsatte bliver de fortabte ingen har ansvaret for at hjælpe længere.
Det skal være alles forpligtelse at bruge hinanden som kravlestativ for at nå højere op i fødekæden.
Ganske som i USA.
Denne dysfunktionelle politik føres på trods af det stigende behov for mere bæredygtighed og lighed.
De fleste politikere lever i lykkelig uvidenhed om de faktiske forhold i samfundet.
Og mener, at befolkningen har godt af at forblive i mørket når det gælder aktindsigt i de love og regler der former deres liv på godt - og i særdeleshed ondt.
"Indtil Christiansborg handler, kan lokalpolitikerne rundt omkring i landet lade sig inspirere af de kommuner, der på trods af snævre økonomiske rammer faktisk er lykkedes med at investere i velfærd."
Jamen, Christiansborg, forstået som de magtbærende politiske partier, handler skam helt i overensstemmelse med de neoliberale sigtelinjer; kommunerne er jo blevet markedudsatte og må klare sig på konkurrencevilkårene; de må finde sig til rette med den repressive tolerance og få styr på forretningen, ellers kan de - ligesom planen/intentionen åbenlyst er med regionerne - blive erstattet af bestyrelsesdrevne, halvprivate firmaer, når tiden er 'moden' til dette.
At anders fogh omlagde kommunernes økonomi til at være 'uafhængige' af staten med et fastlagt budget indenfor hvilket, de selv måtte administrere, var selvfølgelig kun spil for galleriet. Kommunerne er nøjagtig lige så topstyrede som altid nu under dække af kommunalt selvstyre.
Og det eva beskriver, kan jeg kun se som en langsigtet plan for privatisering af og kapitalisering på fællesejet, hvilket uundgåeligt fattiggør og marginaliserer de borgere, der har de korteste pensionatsarme ved det tag selv bord, som de ansvarlige har omdannet fællesskabet til.
Og de ansvarlige - senest finansminister kristian jensen her i avisen - har ovenikøbet den frækhed at tale om, at de med hjælp behov bruger 'andre menneskers penge'. Inkompetence og/eller korruption og faktafordrejning som har til hensigt at skjule det røveri ved højlys dag, som foregår?
Fra Kriminalisering af hjemløse i Hus Forbi i januar 2018.
“Nu skal politiet kunne smide hjemløse ud af kommunen.
Det foreslår regeringen i et nyt lovforslag der i november var i høring.
Når loven efter planen træder i kraft 1. marts 2018, vil politiet kunne udstede et zoneforbud mod en hjemløs, som efter en enkelt overtrædelse af lejrforbuddet kan få forbud mod at opholde sig i kommunen i op til to år.
En overtrædelse af zoneforbuddet skal straffes med fængsel i op til 1 år og 6 måneder, men under formildende omstændigheder med bøde.
Dermed risikerer den hjemløse også at miste hjælpen fra den kommune.
Hvis en hjemløs bliver afskåret fra at opholde sig i den kommune, hvor vedkommende lige netop har fået kontakt med for eksempel en medarbejder i hjemløseenheden, som han eller hun har tillid til, så kan hele vedkommendes mulighed for at få behandling, blive skrevet op til en bolig og måske på sigt blive en del af arbejdsmarkedet igen, blive slået tilbage til nul. De sociale indsatser, der har været gjort, vil blive meningsløse.”
Link: http://www.husforbi.dk/artikler/1913/1913/
Hvis pape får sin 'påvirkningslov' igennem, vil jeg så blive retsforfulgt for ovenstående?
Bare tag det helt roligt Randi Christiansen. Sådan som vinden blæser vil du snart kunne blive retsforfulgt for hvad som helst
Ideen om at opbygge et solidarisk samfund med plads til alle lider efterhånden af så meget åndedrætsbesvær at kvælningsdøden ligger indenfor overskuelig tid. Marginaliseringten er i fuld gang og ingen skammer sig åbenbart over det fælles værditab der er i fuld gang, når dem med behov for en økonomisk håndsrækning i et af verdens rigeste lande, bliver mødt med at nasse på andres penge.
Primusmotoren i denne åbenbart helt utopiske samfundsmodel var socialdemokraterne som åbenbart ikke længere vil kendes ved barnet.
1.000 flere sygeplejersker løser ikke problemet - det gør kun et vedvarende og massivt forsvar og en tilbagevenden til respekt for fællesejet og dets værdier
Vi har ikke længere demokrati. Det har jeg sagt mange gange her i trådene, uden det har haft den helt fantastiske effekt..
Pragmatismen og teknokratiet har sejret helt vildt.
Venstrefløjen og højrefløjen er rykket ind på midten, og har overladt højrepopulismen frit spil. De er selv begyndt at blive gennemsyret af tankegange vi for bare fem år siden ville have anset som grænseoverskridende og frygtelige.
Symbolpolitik og pragmatiske tankegange har ført med sig at vi nu er havnet i en eller anden mudderpøl hvor alle kæmper for at fremføre sig selv som præsidentkandidater, og personligheden går forud for politikken.
Den personlige frihed tugtes mere og mere, med symbolpolitiske tiltag der tilfredsstiller frygten for det udefrakommende eller anderledes med strengere straffe og forbud.
Men tryghed opnås aldrig ved strengere straffe eller flere forbud, det har historien vist gang på gang.
Såfremt vi ikke skal ende i en dansk form for DDR, bør vi revse vore folkevalgte politikere en del mere.
Randi Christiansen: Søren Pape Poulsen er lige blevet tildelt "Kommandørkorset af 1. grad", forunderligt - hvordan kan man finde på det?
Dronning Margrethe tildelte onsdag 3. oktober udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kommandørkorset af Dannebrogordenen.
Nu er det vist på tide at trække sig fra posten...
Vi må nok erkende, at vores ellers charmerende dronning er nært forbundet med pengemagten
Anne Eriksen, Mette Bock er også tildelt kommandørkorset.
Det foregår på samlebånd, ikke på merit.
Ordner hænger man på idioter. Længere er den ikke.
Kim Larsen sagde nej til Ridderkorset :-)
Det er, som om man ganske fortrænger det faktum, at kommunerne selv har skabt behovet for et stram statslig rammestyring. Den stramme styring var og er det uundgåelige svar på, at kommunerne i årene forud konsekvent og massivt overskred budgetterne.
Eller også, så er kravene fra staten/ politikerne for længst overskredet enhver rimelighed i forhold til muligheden for at opfylde dem. En uoverskuelig økonomistyring grundet kontinuerlige og regelmæssige ændringer i krav og tildeling kan ikke undgå at give problemer.
Men det er man fuldstændig ligeglade med - i en til enhver tid ny udgave af "regeringen mener/ har bestemt"!
@ Jens Winther
Siden du er en nogenlunde rimelig mand, vil jeg tale om en rimelig anskuelse.
Der er videnskab der underbygger at fattigdom er en rigtig dårlig ting i et samfund.
Videnskab der siger, at ulighed er dårligt for et samfund.
Hvordan stiller du dig i forhold til at uligheden stiger eksproportionalt?
Hvordan kan dette korrekses?
Bare et lille venligt venstrefløjsspørgsmål?
Her til aften har vi hørt, at man i hjørring kommune er nødt til enten at nedskære normeringer i børneinstitutioner eller lukke et lille plejehjem, som de gamle mennesker er rigtig glade for. Det blev så plejehjemmet, der røg.
Vi har også hørt, at flere kommuner har penge i kassen, som de ikke må bruge.
Samtidig ved vi, at der er mia i skattely, i lommerne på den ene procent, at skiftende regeringer har smidt mia efter diverse dysfunktionelle it systemer, ic 4 tog som ikke duer, nedskæringer i skat som har kostet mia, bankredninger, privatiseringer og udsalg af fællesejet.
Det hænger ikke sammen. Det er dårlig, dum og/eller korrupt forvaltning. Og systemfejl.
"Det er, som om man ganske fortrænger det faktum, at kommunerne selv har skabt behovet for et stram statslig rammestyring."
Ovenstående fortrænger dét faktum at de kommunale budgetoverskridelser fandt sted i en tid der, akkurat som i vores aktuelle samtid, var præget af mange ekspanderende lovkrav til den kommunale forvaltning og opgaveløsning - og dé som rent faktisk arbejdede med offentlig forvaltning op gennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne vil vide at finansieringsformerne (som bl.a. var kendetegnet ved overgribende/gensidigt kontraherende budgetmodeller mellem stat, amt og kommune) udgjorde et betydeligt økonomireguleringsproblem, ligesom der gennem alle årene har været omstillings- og reorganiseringskrav (herunder den løbende reduktion af kommunernes og amternes antal, reformer af de komplekse finansieringsformer, betydelig udvidelse af både profylaktiske og rehabiliterende opgaveporteføljer m.m.), som bidrog væsentligt til budgetoverskridelser. Det fortrænges også at der var en hel del eksempler på kommuner og amter, som rent faktisk havde velfungerende økonomier - og at den neoliberale advokering for udhuling af det kommunale selvstyre lod hånt om disse forekomster, fordi kravet om øget statslig budgetkontrol primært var ideologisk begrundet, hvilket det fortsat er. Med til historieforståelsen hører også at den offentlige sektor hverken er blevet mindre eller billigere i kraft af centraliseringen af økonomistyringen, tværtom. I England dokumenterer bl.a. Hood og Dixon, som for +30 år siden ellers agiterede heftigt for neoliberal styring (NPM), at de eneste signifikante vindinger af NPM-væsenets uigennemtænkte, husholdsningsøkonomiske fingermalerier overalt i landets offentlige forvaltninger er højere priser (hvilket er godt for de private leverandører!) og flere klager (hvilket bebyrder de offentlige instanser yderligere).