Intermetzo: Lugten af signalet

At danske politikere til venstre på den efterhånden brede midte ikke røber større bekymring for den aggressive neonationalisme og selverklærede fascisme rundt omkring, tyder enten på, at pytknappen er trykket i bund, eller værre: Tendenserne ulmer. Forleden holdt Inger Støjberg (V) møde med sin østrigske kritikresistente kollega Herbert Kickl, uden at Støjberg udtrykte antydning af blot diskret forbehold over for det parti, FPÖ, kollega Kickl repræsenterer. Kickl er Østrigs svar på Martin Henriksen, men uden hans charme. FPÖ erklærer sig som fremmedfjendsk slet skjult antisemitisk og uden distance til landets brune fortid.

Østrig fik aldrig taget det selvopgør, som modsætningsvis tyskerne tvang sig til. En selvransagelse, som tyskerne fortsat praktiserer – i sådan en grad, at processen nu møder ildevarslende modstand, hvem ved: Med krav om revanche fra et stadigt voksende AFD. Det store spørgsmål er nu, om nye generationer af flertalstyskere insisterer på den historiske ansvarsbevidsthed, som Angela Merkel mere end nogen anden tysk kansler siden Willy Brandt har stået for.

Hvorvidt nazismen som det mest forfærdende i Europas blodige historie en dag afskrives som uvedkommende, fjern og uvirkelig datid og spændende krigsdokumentarserier i tv, er et åbent spørgsmål.

Østrigerne har som antydet holdt sig varsomt tilbage med alt for aktiv fortidsforvaltning – Vergangenheitsbewältigung – skønt Hitlers fædreland, hvor modviljen mod det meste andet end blond, germansk rygmarvsreaktion i valsetakt og Sachertorte, stortrivedes under hagekorset. Østrig hilste Hitler velkommen og bidrog gerne til udryddelsen af uønskede og det meste af Østrigs jødedom med bl.a. en af de værste af alle KZ-lejre, Mauthausen, placeret i det smilende landskab øst for Linz nær førerens fødeby.

Magtpyramiden

Fortiden er så vist ikke vel forvaltet i Østrig, men lever ikke desto mindre og afstedkommer i vide østrigske kredse og i det hele taget i den østlige del af Europa ikke påtrængende afstandtagen.

Det har lange linjer bagud.

Østrigs overherredømme i kejsertidens Østrig-Ungarn forstod at dele og herske ved at splitte det store riges mange folkeslag socialt og etnisk. Reelt set mindede indretningen om Indiens kastesystem – især for dem, der lå nederst.

Øverst i magtpyramiden stod østrigerne og ungarerne, den ubestridte højkaste med østrigerne på spidsen. Nedefter fordelte folkene sig på serbere, russere, italienere, slovakker, slovenere, kroater, polakker og med sigøjnere, rutenere og jøder i bunden. En sådan hakkeorden var som skabt til indbyrdes undertrykkelse i et autoritært system, ydermere udstyret med brutale centrale sikkerhedsmyndigheder.

Allerede mens Franz Schubert gik og nynnede på sin ufuldendte, var Østrig et jernhårdt kejserdiktatur med hemmeligt politi og hele molevitten. Dette forandredes ikke synderligt trods de borgerlige protester i 1800-tallets løb.

Senere fremstod Østrig så at sige som nøglefærdigt autokrati med indbygget fascistisk diktator, Dollfuss, som nazisterne myrdede i 1934. Han stod i vejen for Hitler, der således rykkede ind fire år senere og under endeløs jubel udråbte et nyt Stortyskland.

I 1945 var det slut med herligheden, Tyskland og Østrig blev besat af de allierede.

Østrig fik hurtigt særstatus, dels fordi landet unægteligt blev invaderet, hvilket østrigerne nu stærkt betonede; dels var Østrig strategisk (og som spioncentral) afgørende i den kolde krigs delikate balancer.

Mindreværdskomplekser

Carol Reeds berømte film The Third Man, baseret på Graham Greenes roman, handler om den mystiske tredje mand, den skruppelløse Harry Lime (Orson Welles), men handler lige så meget om Wien i den umiddelbare efterkrigstid, en hærget verdensby med en bedærvet, ruineret befolkning, for hvem menneskeliv for længst ikke regnes.

I dette miljø er indlejret en alt andet end afklaret fremtid. Nærmest som Heinrich Heines Winterreise, hvor fortælleren af gudinden Germania velvilligt får lov at studere nationens skæbne. Det sker ved, at Germania presser digterens hoved ind over natstolens lokumsspand. Lugt selv!

Det uforløste lumrer i nationerne og afventer forløsningens stund. Krænkelsen, som tynger i det nationale værdighedsregnskab, akkumulerer i takt med de navnløses mindreværdsfølelse. Den chilenske digter og diplomat Antonio Skármeta siger et sted: Undervurdér aldrig i den latente fascisme småborgerskabets mindreværdskomplekser.

Dette har beklageligvis ofte i nyere historie fundet udløsning i aggressiv, ekstrem nationalisme, hvor retsstaten, det almene hensyn, regler, konventioner og menneskerettigheder finalt skydes ned. Genkender nogen noget her, er det ikke helt tilfældigt.

Afklaring, fred og samvirke i tiden fra 1945 over 1989 til for relativt nylig var i de selviske segmenter kun overflade. Så og så mange, ansporet af populistiske førere, forlanger den folkekultur tilbage, der sådan set aldrig har været, men som i en passende autokratisk indretning med vold og magt postuleres som folkets hellige arv og eje.

Her i landet som grisefrikadeller i vuggestuen, tvungen kristendom i radio og tv, styr på medierne, opsplitning og svækkelse af samfundets kritiske organer samt topstyring af domstolene.

I dette lys bivånes henholdsvis Trumps konsekvente nedbrydning af USA’s demokratiske struktur, DF’s angreb på uønsket aktivitet i bøgeskoven og integrationsministerens ubekymrede møde med en østrigsk genganger, man ikke troede det muligt atter trådte frem fra mørket.

Madeleine Albright skrev for nylig bogen Fascismen: En advarsel.

Mod Brexit, mod Trump, Orban m.fl. – mod alle de dystre tendenser, der fik den tidligere amerikanske udenrigsminister til at kalde til samling, før det er for sent, og med beklagelse trække fascismekortet.

Det siges, at hun så har tabt debatten.

Gid, det kun var den, der blev tabt