Læserbrev

Jens Rohde: Løkke mangler at finansiere sine elbilsambitioner

Lars Løkke Rasmussen fremlagde i sin åbningstale til Folketinget en vision om at udfase brændstofbiler og sende en million grønne biler på vejen i 2030. Ros for det, men ord gør det ikke alene.
15. oktober 2018

Løkke gør først nar ad andre partiers forslag »skrevet på bagsiden af en serviet«. Så lægger han selv hundrede procent oven i og siger, at vi må diskutere med hinanden, hvordan vi finansierer det.

Forskellen på Løkkes og andre servietter er, at Løkke aldrig vil kunne finansiere sin ambition, selv om det ikke behøver at være så kompliceret.

Omlæg skattesystemet, så vi fremover betaler langt mere i skat af indtjening, som ikke tjenes ved arbejde: mere skat på diverse kapitaloverskud, formuer, arv, værdistigning i boliger og lignende.

Sæt eventuelt skatten ned på arbejdsløn. Det øger skattegrundlaget gennem øget arbejdsudbud.

Indfør roadpricingog differentiér afgiften på bilernes miljøbelastning, men lad den stadig have en høj bund. Også elbiler slider på vejene.

Sæt skatten på unødig høj personlig indtjening og unødigt store formuer op til 80 procent, som Roosevelt gjorde i det liberale USA.

Kæmp for en fælles skattebase og minimumsskat på virksomheders overskud i hele EU. Det øger incitamenterne til skatteomlægninger i hele Europa.

Formålet er en stabil, langtidsholdbar og forudsigelig indtjening til fællesskabets mål og samtidig at mindske uligheden og øge tilliden mellem folk.

Såfremt blå blok afviser mine forslag, ser jeg frem til at høre deres egne. Foreløbig mangler der ifølge finansministeriet 50 mia. – bare hvad angår bilerne – til Løkkes nye grønne serviet.

Jens Rohde, MEP, Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Frede Jørgensen
Anne Eriksen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jens Rohde

1 mio el-biler i 2030 !!

Ingen Djævel tror jo på, at det vil ske.

Der er 12 år til 2030, så vil skal i gennemsnit indregisteres ca. 83.000 elbiler pr. år, forudsat at el-biler holder i mindst 12 år. Der er under 10.000 el-biler indregistreret i Danmark p.t.

I 2017 blev der i alt solgt nye 222.000 biler, så Lars Løkke forestiller sig, at ca. 37% af de nyindregistrerede biler, skal være el-biler .... og det uden øko-systemet er bare påbegyndt udbygget.

Den tror ikke engang Lars Løkke på .... det er rent skamløst valggas.

Anne Eriksen, Lars Jørgensen, Flemming Berger, Helle Walther og Anton Carey Bidstrup anbefalede denne kommentar

Jens Rohde. Klimaændringer begynder at koste verden dyrt, dermed også Danmark, selv om vi ikke er direkte er hårdt ramt.
Det der burde bekymre dig, er om disse milliardskader på jord, faste værdier og produktionsanlæg er finansieret under vores nuværende politik.

Eva Schwanenflügel

Måske tager jeg fejl, men mange af disse forslag har været stillet af Enhedslisten, såvidt jeg ved..
Er du medlem af det rigtige parti, Jens Rohde? :-)

Anne Eriksen, Steen K Petersen, Holger Madsen, Anton Carey Bidstrup, Torben K L Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Anton Carey Bidstrup

Minder om, at det var S, V og RV, der stemte for at pålægge el-biler afgift i 2015. Alle andre partier stemte imod - godt nok af forskellige grunde - men det var lige 3 år, der blev kørt i grøften.

Torben Lindegaard, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Som Jens Rohde jævnligt var på kollisionskurs med Venstres officielle politik, så lyder det som om, han også kan komme det med De Radikales økonomiske politik.

Da Jens Rohde selv har udtalt, at han bliver rødere og rødere, så netop: ta' endnu et partihop :)

Indrømmet, jeg har en lille svaghed for manden;)

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Med den nuværende udvikling er hybriddrift det fornuftige valg. Regn selv efter med tab og produktion.

Børge Rahbech Jensen

Nej. Det er ikke Lars Løkke Rasmussens opgave at finansiere sine visioner om elbiler. Faktisk har netop den vision intet at gøre med det andet, Jens Rohde skriver om.

Finansieringen vil primært foregå uden for Christiansborg, når nye biler skal anskaffes. Det er selvfølgelig svært at forstå for de, der lever i Slotsholmens parallelsamfund. Hvis det, bilproducenterne markedsfører i 2025 - 2030, mest er elbiler, sælges der også mest elbiler. Hvis de vigtigste bilproducenter kun producerer elbiler, er Lars Løkke Rasmussens vision opfyldt. Den beslutning har Folketinget ingen indflydelse på, og finansieringen bliver ikke anderledes end finansiering af de biler, der nu kører på benzin og diesel.