Jens Mallings kronik den 18. oktober, sætter en finger på nogle meget ømme punkter ved den måde, arbejdsmarkedet udvikler sig på.
Prekariseringen af arbejdsmarkedet er, som du skriver, en stor udfordring, fordi den er karakteriseret ved en udvikling fra det kollektive til det individuelle. Det er et problem for fagforeningerne, og det er et af de punkter, vi er allermest optaget af i Dansk Journalistforbund (DJ).
Det er vi netop af de årsager, du beskriver: Når journalister i større og større omfang arbejder på midlertidige, usikre vilkår, kan det udgøre en fare for journalistikkens rolle i demokratiet.
Derfor har jeg i forbindelse med medieforliget talt for, at udlægning af journalistisk produktion fra public service-medierne skal ske på ordnede løn- og arbejdsvilkår.
Arbejdsmarkedets stigende prekarisering præger mange af DJ’s tiltag, overvejelser og bekymringer. Det har jeg også forsøgt at vinde gehør for blandt de politiske partier, men endnu uden resultat fra regeringspartierne samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Den kamp fortsætter jeg. For det er en af fagbevægelsens vigtigste opgaver at fortælle om den virkelighed, medlemmerne oplever, og være med til at finde nye politiske svar.
Klare svar er dog ikke altid lette at give. Du nævner vores kurser til medlemmer, som vi i DJ faktisk anser for at være rigtig vigtige for den enkelte på den korte bane. De hjælper medlemmer med problemer, som kræver handling her og nu, og de giver et fællesskab at drøfte forskellige muligheder i.
På den længere bane skal der arbejdes målrettet for at sikre arbejdstagernes vilkår på nye og ofte individuelle vilkår. Det er en opgave for hele fagbevægelsen – ja, det er en opgave for samfundet, så vi ikke udvikler nye underklasser og forstærker en polarisering herhjemme.
I DJ er det vores ambition, at vi kan organisere både dybt og bredt på de områder, hvor vores medlemmer arbejder.
I dag er kravet, at man skal tjene en smule mindre end højeste dagpengesats om måneden i tre måneder for at blive medlem. Det kan opleves som en forhindring for at nå det mål, men det er med til at sikre, at arbejdet inden for medier og kommunikation er den enkeltes hovedbeskæftigelse.
Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund
Lars Werge.
Hvorfor kun kæmpe for de mennesker, der har journalistik som hovedbeskæftigelse? Da jeg i sin tid var musiker, var jeg i perioder nødt til at have jobs ved siden af, for at få det til at løbe rundt. DMF var symfoniorkestrenes fagforening, og den gjorde intet for at hjælpe os, der forsøgte at skabe en karriere inden for rytmisk musik. Til gengæld var det en åben fagforening, der optog enhver, som modtog honorar for at spille musik, kravet om en minimumsindtjening gjaldt kun medlemskab af A-kassen.
Lang historie kort: Til sidst blev vi så vrede over den stedmoderlige behandling, vi blev udsat for, at vi mødte talstærkt op på generalforsamlingen og fik vore folk valgt ind i bestyrelsen. Det betød, at vi fik en ny formand, som kæmpede både for den klassiske og den rytmiske musik.
Måske skulle DJ overveje noget lignende? Der er jo ikke fare for, at de fastansattes repræsentanter vil blive væltet på generalforsamlingen, så længe de løstansatte slet ikke kan blive medlem. Men de løstansatte kan jo overtage markedet, hvis ikke de fastansatte gør noget for at hjælpe dem.
Som jeg skrev i en anden tråd: En fagforenings styrke er direkte proportional med dens organisationsprocent. Så hvorfor beskære sin egen styrke, hvis det blot betyder fagets undergang?
Niels - forstår så vel din anfægtelse, men det er vist ikke helt enkelt.
Har selv været tillidsrepræsentant, men for tjenestemænd. Vi var som sådan ikke en fagforening, men en forhandlingsberettiget organisation.
Som jeg husker det fra min fars medlemskab af Dansk Journalistforbund, var der i bladet "Journalisten" ved hver udgivelse en oversigt over nye medlemmer. Disse var for manges vedkommende slet ikke journalister, men ansat i stillinger med en eller anden form for kommunikation som opgave. Det undrede mig - husker jeg.
Mht. freelancere er der ingen fast arbejdsgiver og som følge deraf ret så uregulerede forhold mht. løn, arbejdstider m.v. Hvad gør disse freelancere så? Melder sig ind i en "fagforening" for selvstændige? Hvad gør andre "branchers" freelancere? Kan de melde sig ind i en relevant fagforening, eller klarer de sig på egen hånd?
Gå ned i løn.
Prekariatet er rundet af den teknologiske udvikling, hvor mange flere nu kan agere selvstændige, dvs. bringe et produkt på markedet ud over arbejdskraft og tifingersystem. I fordums tider kunne man ikke bo i Saxogade og fremstille noget i sin lejlighed, som var direkte brugeligt i maskinindustrien eller i avisproduktionen. Ny teknologi har rykket ved det forhold og derfor er nutidens freelancere både frie og på spanden, så længe det er købers marked i forholdet mellem entreprenører (mediehuse, store og små) og leverandører (sælgere af journalistik).
Der er en grund til, at Lars Werge ikke lyder som en stilladsarbejder, for hvad har han at kæmpe med, når det gælder radikale forbedringer af freelanceres vilkår? Uden blokadevåbnet (for nu at gøre det firkantet) råder han kun over politisk lobbyisme og DJs tilbud om juridisk bistand, kursusvirksomhed og coaching. Jens Mallings offensiv angående medlemsskab ser ud til at give pote, men det ændrer ikke på, at faget er 'teknologi-ramt’, og at der ikke her og nu findes nye eller klassiske våben til at modgå klassisk grådighed. Kritikerne af DJ bør finde deres indre stilladsarbejder frem og komme med konstruktive forslag, ellers forbliver kritikken en klagesang.
Søren Maarbjerg, mit konstruktive forslag nr.1 er at journalistforbundet opretter en form for medlemsskab, hvor man blot dokumenterer, at man har fået antaget og trykt en tekst i et medie, og at man er blevet betalt for det.
Mit konstruktive forslag nr. 2 er at skæve til organisationer som fx KODA, som har mange års erfaring med at forhandle aftaler med de dele af erhvervslivet, som lader fx musik og tekst indgå i produktet. KODA har fx aftalt tariffer med teatrene, der forpligtes til at yde komponister og manuskriptforfattere et minimumshonorar.
Og der behøves vel ikke et våben i denne kamp: Både journalister og mediehuse er truede af den teknologiske udvikling, så enten finder de ud af noget sammen, eller også overtager freelancerne markedet. Personligt vil jeg græde krokodilletårer, hvis dagbladene allesammen går ind, jeg får mine nyheder på nettet.
Jeg ville selvfølgelig savne Information, men mon ikke Information er et af de få "klassiske" medier, som nok skal overleve i en eller anden form? Og Information er jo kendt blandt freelancere for at betale en udmærket hyre, sådan var det i hvert fald i gamle dage, og jeg har ikke hørt, at det skulle være ændret.
Niels Duus Nielsen, dine forslag er geniale. Jeg er sjældent blevet så inspireret og beroliget.
Søren Maarbjerg, det glæder mig, at du anerkender min enestående genialitet. Hvad er dine forslag?