Når #MeToo vækker debat, er det næsten altid noget med, at det er synd for mændene. Senest har lektor Marianne Stidsen og tidligere Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen taget en holmgang i Politiken.
Marianne Stidsen, der ytrede sig i anledning af retssagen mod fransk-svenske Jean-Claude Arnault – ’kulturprofilen’ med tentaklerne langt inde i Det svenske Akademi og et andet organ langt inde i en kvinde – skrev om hekseproces og sammenlignede #MeToo med rædselsregimentet under den franske revolution.
Elisabeth Møller Jensen mente meget fornuftigt, at kræfterne var bedre brugt ved at få nedbragt antallet af overgreb og voldtægter end ved at skælde ud på #MeToo.
Nu er Arnault blevet dømt, men Stidsen var også bekymret for de mænd, der blev hængt ud og senere frikendt, men som ikke undgik folkedomstolens dom. Det er en kritik, man ikke kan afvise. Det er rigtigt, at #MeToo blander skidt og kanel, og at relativt harmløse sager derfor kan blæses op. Et tilråb på gaden er ikke i vægtklasse med fuldbyrdet voldtægt.
#MeToo-trolde
På den ene side har jeg fra begyndelsen frydet mig over #MeToo. Det lille hashtag har givet mængder af kvinder modet til at fortælle om overgreb, men jeg føler også ubehag ved, at #MeToo er et viralt fænomen og ikke en bevægelse i virkelighedens verden, hvor organisering og meningsudvekslinger foregår ansigt til ansigt.
Kort sagt: En gammeldags bevægelse fra den tid, hvor vi ikke havde et internet, men var nødsaget til at kommunikere mere direkte med hinanden og ikke kunne sprede vores budskaber worldwide uden at skulle stå til ansvar. Hvem siger, at der ikke findes ’trolde’ med falske profiler, der spreder falske anklager under hashtagget #MeToo?
På den anden side giver jeg ikke de mænd ret, der føler sig forulempet, fordi de aldrig personligt har krænket en kvinde. Disse mænds utryghed eller følelse af uretfærdighed, er i mine øjne et symptom på, at mænd i det hele taget ikke bryder sig om at få deres maskuline overlegenhed anfægtet. Ellers kunne de være ligeglade, som uskyldige rager det jo ikke dem. Hvordan kan en mand føle sig forfulgt, hvis han ikke har gjort noget galt og heller ikke er blevet anklaget for det? Det kan han, hvis han føler, at han repræsenterer sit køn, og han nødigt ser sin position som hankøn anfægtet.
Hvad om vi skilte form og indhold ad. At kvinder holdt op med at forsvare #MeToo i alle tilfælde. Ikke fordi det får uskyldige mænd til at føle sig forulempet, men fordi det er et netbaseret redskab, der ligesom hele internettet kan misbruges, hvilket vi jo efterhånden har set en del eksempler på.
Samtidig må vi holde fast i, at #MeToo’s indhold har ramt bredere end andre feministiske tiltag og har været med til at give masser af kvinder oprejsning.
Og det er heller ikke af vejen, at #MeToo er med til at afsløre mænds trang til at bevare den herskende orden, hvor de i sidste instans har overtaget.
At overflødiggøre #MeToo
Formen er tvivlsom, men indholdet er lige så vigtigt, som det hele tiden har været, og det ville klæde de uskyldige mænd at erkende, at #MeToo – den diskutable form til trods – er en oplysningskanal, der ikke må lukke igen. Hvor det for nok første gang er gået op for en bredere offentlighed, hvor megen rå undertrykkelse og oprørende brutalitet, der hidtil er blevet fortiet.
Men det er ikke forbudt at lede efter andre former for bekæmpelse af ulighed mellem kønnene.
Jeg vil påstå, at seksuel vold ofte har meget lidt med sex at gøre, men derimod rigtigt meget at gøre med magtudøvelse. Og sjovt nok er de fleste andre former for maskulin magtudøvelse ikke forbudt, så her er mænd ikke truet. Dem ville det være fint at udbrede en langt større bevidsthed om.
Så i stedet for at beskylde #MeToo for heksejagt og hetz mod mænd, kunne alle ligheds- og frihedselskende mænd tilslutte sig kvinderne og gå i gang med at bekæmpe og afvikle mænds patriarkalske dominans i politik, samfundsliv, erhverv, kunst og kultur.
Det kunne i længden overflødiggøre #MeToo.
"Hvordan kan en mand føle sig forfulgt, hvis han ikke har gjort noget galt og heller ikke er blevet anklaget for det?"
Det kommer nok fordi der ind i mellem er nogen der i forbindelse med #MeToo kommer med udtalelser om at alle mænd er medskyldige uanset hvad. Så bliver man jo "ramt" alene fordi man er mand, uden at skele til hvad man gør eller ikke gør. Hvilket jeg finder paradoksalt, for en stor del af feminismen handler jo netop om at vi som mennesker ikke skal reduceres til blot vores køn, hvilket så er præcis det man gør her.
Jeg synes faktisk at det er lidt ærgerligt at vi skal hænge den danske kamp for kønsligeberettigelse op på #metoo, som er meget amerikansk. Jeg forstå, at det er godt at vi får debatterne om krænkelser, men de er så vidt jeg kan overskue er også de meget langt væk fra de amerikanske.
#Metoo er et typiske opråb fra civilsamfundet ( i denne sammenhæng fra Hollywood) fordi kvinderne i denne sammenhæng ikke kan tage debatterne i deres forskellige parlamenter. Fordi de ikke er repræsenteret dér. Der sidder gamle mænd der er styret af deres donorer. I Danmark kan vi godt tage debatterne i Folketinget. Faktisk er samtykke-debatten et godt eksempel. vi er således kommet meget længere end amerikanerne, da de (unge)kvinder som evt. kunne blive ramt af seksuelle krænkelser allerede er repræsenteret i Folketinget. Kavanaugh ville således aldrig nå hen til målstreget, når der skulle uddeles vigtige poster i Danmark.
Eller også er det et "symptom" på troen på retsstaten og at folk er uskyldige til det modsatte er bevist.
Hvornår har MeToo handlet om at der er synd for mændene? Forekommer mig som et påskud for et angeb på mænd der ikke tilslutter sig denne 4. bølge feminisme som for mig at se arbejder direkte imod dem.
Nu skal vi forhåbenligt ikke også læse her på Information hvad der ville ske hvis mænd ikke måtte forlade deres bolig efter kl. 21 om aftenen som er et hyppigt tilbagevendende tema på bl.a. britiske The Guardian?
Jeg går ind for ligestilling. Det har vi i Danmark ifølge loven. Dog forvaltes dansk lovgivning efter min mening ikke på den tiltænkte måde da kvinder straffes mildere end mænd i retssystemet for den samme kriminalitet og ligeledes bliver mænd sådan som jeg ser det diskrimineret på familieområdet og deres ret til forældremyndighed.
Derfor ser jeg ingen grund til at tilslutte mig metoo eller andre feministiske organisationer og deres lidt flydende hensigter og til tider skingre udtalelser der invitere til ekstreme lovændringer der indskrænker mænds rettigheder og gør samtlige mænd til mistænkte og potentielle kriminelle.
Hvad med noget humanisme i stedet? For os alle sammen, inkl. børn og mænd.
Måske handler det om,at størstedelen af mænd er eller har været en dek af krænkelseskulturen lige fra de var små og gik i skolegården, hvorfor debatten berører noget i os alle. Jeg tror det handler rigtig meget om skam over fortidens synder. Moderne feminismes virkemiddel er udskamning frem for empati med den situation, mænd befinder sig i, og så længe det er tilfældet, vil vi se en kløft mellem kønnenes manglende forståelse for hinanden, da mænd har det mindst lige så hårdt som kvinder i praksis, og alle mænd, jeg kender, har oplevet at blive slået og raget på mod deres vilje på et eller andet tidspunkt i deres liv uden at anmelde det, men til forskel for kvinder ser de ikke på sig selv som ofre, men i stedet aktører eller medskyldige. Det tror jeg meget af tavsheden bunder i. Vi ved ikke hvad vi skal gøre af os selv, når kvinderne har ret i deres generaliserende kritik. Mænd er hele tiden bange for ikke at stå til. Vi står op og går på arbejde hver dag med hele vores selvbillede på spil. Én forkert handling, og vi er brændemærkede for livstid. Mange gange påtager vi os opgaver for andre, som vi egentlig ikke bryder os om, men vi gør det alligevel for fællesskabets skyld. Forskellen er at vi bliver latterliggjort, når vi vover at føle os som ofre. Det er ikke vores lod. Vi er de stærke, de perfekte forbilleder, der aldrig fejler. Når det så en dag sker alligevel, ryger vi helt ned i kælderen og rejser os aldrig igen. Vi går med problemerne selv og tør ikke åbne os op for nogen. Men græder for os selv i stedet. Det er dybt sørgeligt - både for mændene selv og de kvinder, der holder af dem.
'Alt for ofte ender #MeToo-debatten med, at det er synd for de mænd, der ikke har krænket. Det er et symptom på, at mænd ikke bryder sig om at få deres maskuline overlegenhed anfægtet.' Jeps, sådan er det. Bliver aldrig anderledes. Ser det ud til.Så, hold labberme for dig selv, mand.
Det er bestemt synd for mændene, men det er andre mænd, der er skyld i krænkelserne, som regel - pga. nogle forældede hierarkiske forestillinger, som #MeToo bl.a. er et opgør med for kvindernes vedkommende.
Mændene synes derimod ofte at lide at Stockholm-syndrom.
Hele #metoo handler om at det er synd for kvinderne. Hvorfor må kollektiv udskamning og falske anklager ikke være synd for mænd? Går feminister ikke ind for ligestilling?
Svaret er nej, feminister går ikke ind for ligestilling.
Hele det feministiske projekt basere sig på at mænd opfylder deres patriarkiske pligt og stoisk arbejder på at beskytte, at forsørge, at gøre kvinder glade. Er en kvinde utilfreds? Ergo må mænd ikke have gjort deres pligt.
Og det er ikke noget feministerne gider diskutere. Hvem diskutere med tyendet? Hvis de er dovne, så skæld dem ud.
Jeg synes nu nok, at vi mænd styrer hele lortet....
Så ingen skal synes det er synd for os!
Samme diskussion og argumenter hørtes vel også den gang kvinder forlangte stemmeret. Det er en kamp om magt, og den slipper man ikke uden skrig og skrål.
Jan Skovgaard når du siger mænd mener du så at samtlige mænd i Kongeriget tilhører en homogen gruppe som arbejder i forening?
Vi er en homogen gruppe derved at vi har en maskulinitet og et mandligt kønsorgan og hvad har vi. Det i sig selv giver os en masse fordele. Bla. er vi ofte højere og drøjere end f.eks. kvinder. Og ser vi på historikken så har vi nydt godt af det.
På baggrund af dette, ændre jeg faktisk mening og synes nu at vi skylder kvinderne at gøre som Karen Syberg siger: tilslutte os #MeToo-bevægelsen.
Så jeg handler altså i kraft af mit kønsorgan i forening med samtlige andre danske mænd?
Mænd er muligvis gennemsnitligt højere ja men de dør også gennemsnitligt tidligere så hvori ligger fordelen?
"Jeg synes nu nok, at vi mænd styrer hele lortet...."
Hvad med at vi deler os?
De mænd der mener at de styrer noget, de mænd der føler sig som fortidens konger eller er nutiden ministre og direktører, de kan bruge kræfter på #metoo, #timesup og #iwantapony.
Og de mænd der ikke styrer noget, dem som bare knokler og føler sig mere som fortidens soldater eller minearbejdere, de kan ignorere alle disse tests og prøver.
Bassim????
Jeg ved ikke hvad du handler med eller andre for den sag skyld,
men fordelen er, at vi styrer hele lortet.
Jan Skovgaard. Det gør vi så forholdsvist dårligt taget i betragtning at vi dør tidligere end dem vi så "styrer". Kan du komme på andre eksempler fra historien hvor dem der "styrer hele lorten" har det ringere end de styrede?
Bassim
Hvis du mener, at du kan måle på, hvem der bestemmer i et samfund ved at tjekke på middellevealderen så ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal mene....Men prøv rigdom, fede jobs, direkte og indirekte magt...Og der er mænd mere end halvgodt med.
Så priviligerede mænd huske at være solidariske med kvinderne og hvis de har det bedst med #Metoo, - så #Metoo det er...
Nå ja nu mente du at man kunne måle det på kønsorganet, højde osv. så hvorfor ikke forventet levetid?
Fede jobs? Subjektivt tror jeg nok. Mænd og kvinder træffer forskellige valg og det er der så nogle feminister der synes er for groft. Kvinderne skulle jo gerne søge de jobs som feministerne mener de skal have.