Karen Syberg: Nødder og kirsebærvin i den gyldne oktobersol

Vi havde ikke boet ret længe på Møn, da min mand en dag ringede hjem og meddelte, at han havde bestilt fire kubikmeter nøddemix, der ville ankomme med en vognmand. Og vips var han væk igen, han havde travlt!

Jeg sad måbende tilbage.

Nu har jeg et temmelig svævende forhold til tal, men jeg syntes godt nok, at det lød som rigtig, rigtig meget slik. Sandt at sige mistænkte jeg gemalen for at være blevet tosset.

En times tid senere bakkede en lastbil op til porten og læssede et bjerg af småsten på størrelse med hasselnødder af. Deraf navnet. Dér lærte jeg, at små sten i meget store mængder hedder nøddemix. Stenbjerget var beregnet til at bredes ud over indkørslen.

Mixet består af strandsten og har siden vist sig også at have andre anvendelsesmuligheder. I lange tider har indkørslen således været et yndet tilholdssted for yngste barnebarn, som har fundet et utal af vættelys, adskillige pilespidser og endda et stykke rav derude.

Kreativ klargøring

Men nøddemixet kan også bruges til ... nødder. Valnødder. Teoretisk set skulle det frugtkød, der omgiver valnødden, åbne sig, når nødden løsnede sig fra træet, men det gør det dumme frugtkød ofte ikke, og så kræver det tålmodighed at få det af.

Enten er det grønne blevet sort og sidder fast, eller også klistrer det til skallen og smatter ud i stedet for at gå af. Der kan gå timer med et pille en opvaskebaljefuld valnødder rene. Med plastikhandsker på. Ellers kommer fingrene til at ligne en inkarneret storrygers.

Og aldrig har vi haft så mange valnødder som i år. De vælter ned, vi sanker dagligt, mens stadig nye byger dunker mod jorden.

Her kommer nøddemixet ind i billedet. Vi har en gammel cementblander stående fra dengang gårdens længer blev renoveret og bygget op igen. Nu bliver den rullet frem, vasket ren indeni – og fyldt op med masser af vand og et par skovlfulde nøddemix. Så er den klar.

Valnødderne mikses portionsvis i nøddemixet, og efter en drønende karruseltur i centrifugen er der ikke en fibertråd tilbage. Så hælder vi dem ned i en spand med Atamon, og til slut bliver de hængt til tørre i et net. Når de er tørre, kan de holde sig hele vinteren og for eksempel bruges i vores foretrukne vintersalat: rå, snittet spidskål eller grønkål med appelsin og valnødder. Eller bare gnaskes.

Kirsebærvin til

Valnødden er egentlig en stenfrugt, dens lille hjerne er frøet i stenen, som igen er omgivet af det besværlige grønne frugtkød, og ikke mindst for stenfrugter har det været et forrygende år i år.

Vi har stadig moreller i fryseren, og vores genbos kirsebærtræ var så drivende fuldt, at grenene truede med at brække.

Vi gav beredvilligt en hånd med for at afhjælpe problemet, og da vi tilsammen havde plukket 38 kilo kirsebær, gik vi i gang med at realisere planens punkt to: kirsebærvinbrygning. Bærrene blev moset, hældt på to vinbeholdere og tilsat champagnegær, hvorefter saften stod og gærede færdig i genboens kælder.

I går hældte vi vinen på flasker. 25 pr. par, i alt 50 flasker kirsebærvin.

Njae, 51, for den sidste blev prøvesmagt i den gyldne oktobersol ved genboens havebord, mens træernes første visne blade løsnede sig og landede omkring os, og små, tørstige fluer ihærdigt forsøgte at trænge sig på. Vinen var rigtig god, vi var stolte og tilfredse, og vi ved, at den bliver endnu bedre ved lagring. Vi kan trygt gå vinteren i møde.

Det er altid en frydefuld fornemmelse at finde andre måder at udnytte havens ressourcer på end de sædvanlige sylte-fryse-manøvrer.

For nylig har jeg opdaget, at selv kirsebærstenene kan bruges. Man kan sy dem ind i stofposer, give dem en tur i mikrobølgeovnen, så de er parat til at lægge på ømme skuldre eller under kolde fødder. Så er man klar til at sidde i de mørke vinteraftener med fødderne på en varm stofpude og knække valnødder.

Med et glas kirsebærvin til.