Klumme

Kim Larsen er social arv af den fineste slags

For mig handler tabet af Kim Larsen ikke om sorg, men om fællesskab. Det er anerkendelsen af et kulturelt bånd på tværs af generationer, en hyldest til manden, der skrev soundtracket til vores liv, hvad enten vi ville det eller ej
Mine forældre spillede Kim Larsen for mig, fra før jeg havde et sprog at synge med på, og jeg kommer til at spille Kim Larsen for mine børn. Ikke fordi jeg har et specielt ønske om at gøre det. Mere fordi … hvad skulle jeg ellers spille?

Mine forældre spillede Kim Larsen for mig, fra før jeg havde et sprog at synge med på, og jeg kommer til at spille Kim Larsen for mine børn. Ikke fordi jeg har et specielt ønske om at gøre det. Mere fordi … hvad skulle jeg ellers spille?

Torben Christensen

2. oktober 2018

En kølig juniaften spillede Kim Larsen koncert på Helsingør Havn. Jeg skuttede mig i vinden, mens jeg forgævedes forsøgte at lade som om, jeg ikke kunne synge med på hver eneste sang. Indimellem blev jeg pinligt berørt og skævede til manden ved min side, hvis ansigtsudtryk jeg ikke kunne lure. Han havde en fadøl i den ene hånd og den anden hånd hvilende på min lænd, og han ventede på, at Kim Larsen skulle spille »Kvinde Min«, så han kunne spørge mig, om vi skulle være kærester, sådan rigtigt.

»Kvinde Min« var mine forældres sang, ligesom det sikkert også var dine forældres sang, hvis de var unge og nyforelskede i 70’erne eller de tidlige 80’ere. Det er dét, manden med hånden på min lænd ved, ligesom han ved, at han med det rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt vil kunne gøre »Kvinde Min« til vores sang. Lidt for at tage røven på mig. Lidt for at videreføre den sociale arv, som vi i forvejen joker med, når vi taler om, hvor meget vi ligner vores forældre.

Alt det fortæller han mig på dagen, hvor samtlige avisers forsider bærer samme nyhed: Kim Larsen er død. Og jeg tænker, at det er en smuk idé. Musik som social arv.

Jeg er altid blevet irriteret på dem, der har afskrevet Kim Larsen som banal og røvballemusik. Ikke fordi, han ikke er det. Gu fanden er Kim Larsen, Kjukken, Gasolin, hele bundtet røvballe. Og en del af mig vånder sig også ved tanken om at være lænket til »Kvinde Min«, sølvbryllupsang numero uno, resten af livet.

Nogenlunde samtidig med, at mine forældre gik fra hinanden – for der er trods alt grænser for, hvor meget man kan hustle og spille tosset i et ægteskab – udkom Jokeren med skilsmisserapsangen »Kvinde Din (møgluder)«. Den talte meget mere til en tvær teenager på flugt fra alt, hvad der lugter af mor, far og røvballe. I mange år ville jeg kun høre musik af skaldede mænd i undertrøje, der rimede so på ho.

Men uden »Kvinde Min«, ingen »Kvinde Din«. Man kan løbe fra Kim Larsen, men man kan ikke undslippe ham. Vi er alle røvballe. Røvballen ligger dybt i den danske folkesjæl, dybt under vores fernis af crossfit, indietronicaklubmusik og biodynamisk dunhammerstøv på michelinrestauranter.

Kim Larsen er den far, hvis barnlige modstand mod konstruktiv kritik, jeg har arvet, og den mor, jeg er begyndt at lyde som, når jeg skælder ud. Han er familiemiddagenes rituelle samtaler om, hvor hvad ligger i forhold til hinanden, og hvor lang tid det tager at køre derhen med henholdsvis cykel og bus. Han er onkels forstokkede holdninger og dårligt skuespil i Midt om natten og kontrære arbejdermænd, der kalder kvinder for kraner og nægter at følge elitens rygeforbud.

På avisen taler vi om sorgen. Om hvad vi sørger over, når vi åbner vinduerne for at spille »Pianomand« for hele gaden, og når vi deler anekdoter på Facebook med patoshåndtaget trukket helt i bund. Når jeg skriver denne klumme.

Men jeg tror ikke, at det er sorg, men fællesskab. Det er anerkendelsen af et kulturelt bånd på tværs af generationer, en hyldest til manden, der skrev soundtracket til vores liv, hvad enten vi ville det eller ej. Det er en spontan genopførelse af et af de fineste arvestykker, vi har. Måske er det også en måde at slutte fred med den arv og gæld, man aldrig kan frasige sig. 

Thomas Blachmann er ikke bleg for at sidestille Kim Larsen med Thomas Kingo og »alle de gamle røvhuller« i salmebogen: »De vil spille ham om 500 år. Hans musik vil være en del af arven.« Og det er typisk Blachmann-hyperbole. Men for en gangs skyld tror jeg, at det passer. 

Mine forældre spillede Kim Larsen for mig, fra før jeg havde et sprog at synge med på, og jeg kommer til at spille Kim Larsen for mine børn. Ikke fordi jeg har et specielt ønske om at gøre det. Mere fordi … hvad skulle jeg ellers spille?

Kim Larsen spillede i øvrigt aldrig »Kvinde Min« den aften på Helsingør Havn, og vi blev først kærester senere. Nu har jeg besluttet, at vores sang er noget med det franske electronicaband Daft Punk. Men den bliver altså svær at danse til, når vi en dag skal fejre sølvbryllup.

Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Poul Erik Pedersen
  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Carsten Munk
  • Jørn Andersen
  • Trond Meiring
  • Ole Frank
  • Lise Lotte Rahbek
Oluf Husted, Poul Erik Pedersen, Viggo Okholm, Flemming Berger, Carsten Munk, Jørn Andersen, Trond Meiring, Ole Frank og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Kim Larsen repræsenterer sandheden. En Kierkegaard uden kringelkroge, en sand mester.
Min mor lyttede , jeg , datter og mine børnebørn. Hvordan skal jeg fremover synge med uden at blive trist!

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Britta Felsager anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Atter en sur gammel mand har stillet træskoene.

Kim var sur på den fede måde: Han var nemlig sur, fordi han godt kunne huske, hvordan det var at være ung, og han brugte rigtig mange af sine mange penge på netop at hjælpe de unge med at få en ligeså sjov og indholdsfuld ungdom, som vi gamle havde.

Det get derudaf, som han sagde, og det kunne det gøre igen, hvis de unge tør gå Roma midt imod og fremelske deres eget Rabalderstræde.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Steen K Petersen, Arne Lund, Viggo Okholm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

"....de unge tør gå Roma midt imod og fremelske deres eget Rabalderstræde." - Men derom kan man jo godt tvivle. Her er der svært at se ret meget andet end egen fremtid/karriere, vennerne og fredagsbaren.

Niels Duus Nielsen

Det gærer rundt omkring i krogene. For tiden er det den amerikanske ungdom, der er på krigsstien og vil indføre socialdemokratisme i USA. Hvis det lykkes for dem, vil den danske ungdom måske indse, at man faktisk godt kan ændre verden?

Eva Schwanenflügel og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Om 500 år er der ingen der taler eller forstår dansk; og hvis de gør, vil de næppe kunne forstå hvad Larsen synger/sang.

Jan Damskier - Hvis kloden da er beboet til den tid? - Men ellers... der er da stadig musikere/sangere, der finder inspiration i fx "Drømte mig en drøm i nat" og sikkert meget andet med samme antal år på bagen.