Kim Larsens død vidner ikke om, hvad fællesskabet har tabt, men hvad det har skabt

Det er et tab, når en mand dør, og det fælles sprog bagefter taler om, at vi har mistet noget. Og på det eksistentielle niveau vidner reaktionerne om, at rigtig mange mennesker er kede af, at Kim Larsen er død.

Men for en sociologisk betragtning vidner Kim Larsens død ikke om, hvad fællesskabet har tabt, men om, hvad der i det moderne Danmark er blevet skabt. Kim Larsens sangbog er blevet en ny kanon for velfærdsstaten. Sangene er trængt ind i kirkerne, hvor de synges til barnedåb, konfirmation, bryllupper og begravelser, og ind i den politiske bevidsthed, hvor de konservative elsker hans sange om det gamle Danmark, og de progressive dyrker hans sange om de nye tider.

Det var en lige så stor begivenhed i Politiken og Information, da han døde, som det var i Se & Hør og Ekstra Bladet. De stod op og sang på landets fodboldstadioner søndag, da de hørte om Kim Larsens død, og de sad ned og snakkede om det på P1 og TV 2 News.

John Lennon sagde selv, det bare var en konstatering, men det blev opfattet som en voldsom provokation, da han for et halvt århundrede siden udtalte, at Beatles var vigtigere end Jesus. Det forekommer i Kim Larsens tilfælde ukontroversielt at konstatere, at hans sange over de sidste fyrre år har betydet mere for de generationer, der er vokset op med dem, end fortællingerne om Jesus fra Det Nye Testamente.

Man kan forklare det romantisk som et bevis på Kim Larsens genialitet. Den store sanger og sangskrivers særlige gave. Og selvom ikke alle sangene er mesterværker, og selvom de fleste af os ikke kun har Kim Larsen-yndlingssange, men også Larsen-aversioner (ikke mere »Blip-båt« og »Køb bananer«, tak…), er hans kvaliteter indlysende.

Fællesskaber skabes

Men omfanget af Larsens succes er især et produkt af hans publikum og hans kontekst. Det moderne Danmark er et samfund, som skaber stærke traditioner, fælles værdier og fælles forestillinger om det gode og det onde.

Det har været en forbløffende stærk myte, at vi lever i tiden efter traditionerne, og at individualisering skulle betyde, at vi er blevet mere og mere forskellige, at den moralske orden er fragmenteret, og at normerne skulle være under opløsning. Når vi taler om traditioner og fælles værdier, ser vi ofte billeder fra gamle dage og dyrker forestillinger om kirken, kongehuset og patriarkerne. 

Men det er forkert. Det danske samfund har aldrig før været så homogent, som det er nu. Vi har aldrig før mindet så meget om hinanden og haft så udbredte fælles forestillinger om rigtigt og forkert. 

De omfattende danske værdiundersøgelser, som offentliggøres cirka hvert tiende år, har afdækket, hvordan borgerne i Danmark er blevet mere og mere enige om de grundlæggende værdier. Der er mange forklaringer: Vi ser de samme ting i fjernsynet, bliver mere og mere eksponeret for de samme billeder og fortællinger, vi møder den samme pædagogik og opdragelse i velfærdsstatens institutioner, og selvom vi stadig er et klassesamfund, er afstanden mellem klasserne blevet langt mindre.

Den økonomiske og politiske afstand mellem udkanten og centrum er måske blevet større, men den kulturelle afstand er blevet langt mindre. Det er ikke nødvendigvis lykkeligt, men lidelserne, konflikterne og kampene handler mere om, at nogle ikke kan det, de oplever, »man skal kunne«, og at mange ikke har adgang til det, som andre har, og som de gerne selv ville have.

Som samfund skaber vi stærkere og stærkere fælles forestillinger og værdier, men vi er til stadighed blinde over for det faktum, at det også er traditioner, skikke og sociale institutioner.

Og det er den blindhed, som bliver ophævet ved Kim Larsens død: Vi ser med ét, at det moderne Danmark har skabt en sangbog, som er mere udbredt, end Højskolesangbogen nogensinde har været, og en kanon, som er mere fælles end noget, det gamle Danmark kunne præstere.

Den historiske præstation er ikke de skønne sange og den vidunderlige sanger, men det store publikum, som til livets store øjeblikke selv vælger at synge akkurat de samme sange.