Klumme

Klovn lærer os, at man altid overlever den sociale død

Der er en komisk frigørende morale i tv-serien ’Klovn’: Du taber ikke dig selv, når du taber ansigt
»Som tv-serie og film har Klovn leveret sensationelle undersøgelser af ansigtstabet i det 21. århundrede. Af den sociale kontrol, som frie mennesker udøver over hinanden. Og i den syvende sæson, som netop er afsluttet, tager Klovn pinlighederne til et mere radikalt niveau,« skriver Rune Lykkeberg.

»Som tv-serie og film har Klovn leveret sensationelle undersøgelser af ansigtstabet i det 21. århundrede. Af den sociale kontrol, som frie mennesker udøver over hinanden. Og i den syvende sæson, som netop er afsluttet, tager Klovn pinlighederne til et mere radikalt niveau,« skriver Rune Lykkeberg.

Ritzau Scanpix

27. oktober 2018

Det siges, at publikum, som i 1955 så filmen Blackboard Jungle, dansede melle­m stolerækkerne, råbte, rev sæderne af og kastede med dem.

Det var sangen, Bill Haleys Rock Around the Clock, som åbnede filmen, der udløste vildskaben. Det var et chok for publikum at høre så vild en rocksang. Frank Zappa beskrev det senere som et livsomvæltende møde med en nationalsang for ungdommen.

Noget tilsvarende voldsomt skete, da Klovn – the Movie blev vist. Publikum hvinede og skreg, de kastede sig rundt i stolene. Nogle forlod biografen, fordi de ikke kunne holde den ud.

Men langt de fleste reagerede ved at holde hænderne op for øjnene. De skjulte ansigtet for omverden og filmens pinagtige udskejelser for sig selv. De oplevede ikke frisættelsen som de unge i 1950’erne, en frigørelse fra noget uden for dem selv. De oplevede den sociale død, ansigtstabet.

Deres reaktion mindede om, at det er ikke noget uden for os selv,  som holder os nede i dag. Det er en civilisation af forventninger, normer, regler og bevidstheden om de andres blik, som sidder så massivt forankret i vores kroppe, at synet af overskridelsen opleves som en personlig undergang.

Mere at tabe

Som tv-serie og film har Klovn leveret sensationelle undersøgelser af ansigtstabet i det 21. århundrede. Af den sociale kontrol, som frie mennesker udøver over hinanden. Og i den syvende sæson, som netop er afsluttet, tager Klovn pinlighederne til et mere radikalt niveau.

Frank og Casper er ikke længere senpubertære mænd med succes i trediverne, de er fædre og ægtemænd i fyrrerne. De har mere at tabe, mere at forsvare. 

»Man er da et flokdyr,« som Frank siger til sin revisor.

Han har opdaget, at han får færre penge udbetalt end sin forretningspartner, Casper. Fordi han ikke er gift. Revisoren påpeger, at Frank skal være glad, for de har begge tjent rigtig mange penge. Men Frank kan ikke abstrahere fra, at Casper tjener mere for samme arbejde:

»Man kigger på, hvordan det går de andre aber i flokken,« forklarer Frank:

»Jeg føler mig som en lidt mindre abekat.«

Frank beskylder revisoren for ikke at være »proaktiv«. Men det er ifølge revisoren Franks personlige valg, om han vil giftes. Ja, svarer Frank. Men han vil træffe sit valg på et oplyst grundlag.

Bureaukratisk gift

Senere forklarer Frank sin kone, Mia, situationen og spørger, om hun ikke altid gerne har villet giftes. Om de ikke skal gå ned på rådhuset. Hun svarer, at han er uromantisk, og at hun vil have en kage og kjole, hvis hun skal giftes.

Det er frygteligt for Frank: Den økonomiske logik, som han ikke kan undslippe, tilsiger et fornuftsægteskab, men parforholdet, som er hans fundament, kræver et romantisk ægteskab. Midt i småborgerens ulidelige dilemma dukker revisoren op og betror Frank, at han har været proaktiv. Han har sørget for, at de blevet proformagift:

»Du slipper for at betale topskat,« siger han jublende.

Frank bliver tvunget til at arrangere et spontant bryllup, som skal være storslået, romantisk og hurtigt overstået, så Mia ikke opdager, at hun er blevet bureaukratisk gift.

Hun skal overraskes. De skal køre i limousine og op i en luftballon, så han kan fri til hende i luften, tæt på himlen, hævet over byen. Men Frank bliver distraheret af en småborgerlig teknikalitet, og Mia bliver sendt alene op i luftballonen, som ingen har kontrol over.

Hun ender på hospitalet, efter ballonen er faldet ned. Og opdager at hun allerede er blevet bureaukratisk gift.

Alt går galt for Frank, selv om han lever efter tidens sandheder: Personlige valg skal være oplyste, økonomien skal være retfærdig, man skal være proaktiv, og man skal realisere sin elskedes drømme. Det er ikke, fordi han er rebel, han træder ved siden af. Det er fordi, han er en småborger.  

Den slags får tilskuerne til at holde sig for øjnene. Men det behøver de ikke.

Mia tilgiver Frank, lykkelig for, at de trods alt er blevet gift. Og derfor minder Klovn alligevel om det, der skete i biograferne i 1955: Man bliver fri, når man opdager, at ansigtstabet ikke er den sociale død.

Klovn lærer os, at man altid overlever.

Frank Hvam og Casper Christensen er tilbage med syvende sæson af Klovn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lise zeuthen
  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
lise zeuthen, ulrik mortensen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hvis Mia tilgiver Frank, så er det med tydeligt forbehold.
For han bliver straffet for sine løgne i sidste scene, hvor Mia inviterer den uduelige, værkbrudne, af Mia genansatte havemand ind på kaffe og kage, mens Frank sendes ud i regnen uden overtøj for at lave havemandens arbejde ;-)

lise zeuthen, Ole Frank og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar