Som millioner af andre blev jeg fascineret af den livetransmitterede afhøring i det amerikanske senats retsudvalg af Christine Blasey Ford – kvinden, som udviste mod nok til at træde frem under ed og vidne mod den mand, præsident Trump har nomineret som dommer til USA’s højeste domstol. Og som, ifølge Ford, forsøgte at voldtage hende for over 30 år siden, da hun var 15 år, og han var 17.
Hendes motiv til at træde frem og vidne var at gøre Senatet bekendt med denne side af en mand, som stod over for at blive betroet et af USA’s mest magtfulde embeder – på livstid.
Det var en alvorlig anklage om et overgreb, som ligger langt tilbage i tiden, og som næppe lader sig bevise. På forhånd var det nærliggende at afvise anklagen som et politisk forsøg på – i sidste øjeblik – at så ny tvivl om en allerede stærkt omdiskuteret person.
Det var ikke tilfældet. I al fald ikke, som jeg oplevede det, da jeg så Christine Blasey Fords ansigt og hørte hende fortælle om det, som skete for så længe siden.
Jeg glemmer heller ikke manden, dommer Brett Kavanaugh. Eller hans ansigts nervøse trækninger, hans harmdirrende toneleje, hans tårer, hans forsikringer.
Risiko for mistro
Jeg fik anskueliggjort, at bag hver anklage af denne art imod et andet menneske, vil der være et navn, et ansigt, en stemme. Og dermed en risiko. Risikoen for ikke at blive troet på.
Jeg kan ikke hævde at vide, hvad der vitterligt foregik dengang. Men jeg lod mig overbevise om, at hvad der end skete, må det have sat sig dybe spor i sindet hos den kvinde, som ved at træde frem med sit navn, sit ansigt og sin stemme, påtog sig den risiko at blive mistroet.
Jeg kom til at tro på Christine Blasey Fords ord. Da jeg så hende, og da jeg hørte hende.
Anderledes er det med anonyme anklager og anonyme vidnesbyrd. Her er der hverken ansigt, stemme – eller risiko.
At vidne anonymt er nok risikofrit for den, som vidner, men risikabelt for retssikkerheden. Når vi ikke ved, hvem der anklager nogen for f.eks. sexovergreb, og når ingen andre vidner og beviser findes, ligger vejen åben. Men ikke blot for de velbegrundede anklager. Også for de ubeføjede og ukontrollerbare.
Anonyme vidner
Det sker, at man ved retssager tillader anonyme vidner, men det vil i svensk (og dansk, red.) retspleje være principielle undtagelser med strenge restriktioner, fordi retssikkerheden uundgåeligt udhules, når den anklagede for en forbrydelse ikke har samme mulighed for at efterkontrollere, betvivle og vurdere det, som bliver fremført af et anonymt vidne, som hvis vidnet havde navn, ansigt og stemme.
Strenge restriktioner mod anonyme vidner gælder ikke overalt, og f.eks. ikke på det, vi kalder ’sociale medier’.
Her er det let – anonymt eller under falsk profil – at sige hvad som helst om hvem som helst. En slags domstol er det også, om man vil. Men med den forskel, at retssikkerheden er sat ud af spil. At det truer retssikkerheden, er evident.
Evident er det også, at truslen forstærkes, når etablerede medier begynder at opføre sig som de sociale medier og griber til anonyme kilder for at skabe publicity om personanklager som førnævnte.
Som da en stor svensk avis for nylig bragte en artikel, hvori der blev fremført ubekræftede anklager og nedsættende insinuationer imod en let identificerbar person – en professor ved et navngivent universitet, men ingen af de anklagende eller insinuerende personer stod frem med navn, endsige ansigt eller stemme.
Kildebeskyttelse er vigtig for journalistik, men bliver kildebeskyttelsen påskud for brug af anonyme og ukontrollerbare anklager mod mere eller mindre identificerbare personer, er der ikke længere tale om at beskytte kilder, men om at beskytte en ikkeeksisterende ret til at ødelægge andres ry – i en mediedomstol uden forsvarer, uden appelmuligheder og uden nåde.
Frygt for vold eller trusler om vold er den undtagelsestilstand, som i reglen påberåbes for at få en domstol til at lade personer vidne anonymt, men ved den på mange måder mere magtfulde mediedomstol tror jeg snarere, det er anonymiteten, vi bør frygte.
© Göran Rosenberg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
En strøtanke: HVis nu sagen havde drejet sig om, at kavanaugh som ung var "kommet til", at skyde en afro-amerikaner - i selvforsvar, forstås! - mon så sagen var blevet blæst så voldsomt op?
Men nu drejer den sig om noget, der er værre end døden, og så fanden løs overalt.
Det er jo ikke for ingenting, at USA blev grundlagt at puritanere. Til benefice for yngre generationer, så læs Nathaniel Hawthornes "Det flammende bogstav", eller se Arthur Millers "Heksejagt".
Husk nu at det handler om en episode hvor de involverede var 15 og 17 år gamle.
Hvem har ikke dummet sig i den periode?
Jeg har.
Ingen er slået ihjel, ingen er voldtaget.
Lidt bøvet gramseri og håndgemæng er hvad der er sket - måske.
For 30 år siden.
Ro på.
Det betyder jo ikke at Kavanaugh vil være et godt valgt som højesteretsdommer.
Nej hør nu! Den gode Göran oplevede (følte?) at Christine Blasey talte sandt. Ja, så er den sag da afgjort. Kavanaugh må hældes ned ad brædtet. Det er satme godt, at der er retfærdighed til! SUK!
Nu er det fakta der betyder noget i retssystemet, ikke hvad nogen "har på fornemmelsen".
I det amerikanske retssysten må man gerne tale usandt under ed. Velbekomme!
Nu var det ikke en retssag, men en bedømmelse af en dommer, således at han eventuelt kunne blive højesteretsdommer. Jeg tror ikke at man på danske arbejdspladser nikker ja til en kandidat, hvis der er tvivl i ansættelsesudvalget om kandidaten, dels foretog mindst et voldtægtforsøg som ung, dels løj om sine handlinger fra dengang. Jeg tror at man havde valgt en anden....
Kavanaugh blev gjort opmærksomt på flere gange, at det ikke var en ansættelsessamtale, ligeledes blev han gjort opmærksomt på, at det ikke var en retssag. Det var et møde, der skulle vaske republikanernes hænder rene. FBI-rapporten skal også tjene til at vaske hænder.
Men resultatet blev også, at man acceptere at lyve under ed.
Jan Skovgaard nu kan man også vende den om og spørge om hvor relevante 30 år gamle ikke politianmeldte anklager er for en ansættelse lige nu. Dernæst kan man stille spørgsmålstegn ved tidspunktet for afsløringen. Hvorfor var det ikke relevant at gå til myndigheder tidligere?
Det är alltid intressant att läsa kommentarer till en artikel, om inte annat så för att lära sig något om hur det man skriver uppfattas. Denna krönikas huvudtema var fråga om anonymitet i samband med anklagelser om exempelvis sexuella övergrepp. Såvitt jag kan se har ingen av kommentatorerna berört den saken. Jag får väl tills vidare se det som ett misslyckande. Eller som ett tecken på språkförbistring.
Göran Rosenberg - det har du ret i.
Det sker vist ikke så sjældent, at det egentlige budskab går tabt. Måske var det gået bedre, hvis artiklen var indledt med spørgsmålet om anonymitet og anklager og så afsluttet med omtalen af Ford og Kavanaugh? Måske havde det ikke hjulpet?
Sandsynligt er det dog, at afsender af en meddelelse og modtager af samme ikke altid forstår denne på samme vis.
Jeg håber, Bassim, at du er med på at Ford valgte først anonymt siden offentligt at anklage Kavanaugh for forsøg på voldtægt fordi han stod til at blive højesteretsdommer. Der var ikke noget skjult der. Hvorfor mange kvinder venter med at anmelde, eller aldrig anmelder voldtægt(sforsøg) er blevet beskrevet mange steder, så det vil jeg ikke gøre her. Men som sagt, med Fords vidneudsagn, så er jeg sikker på at højesteretsdommer var han ikke blevet i Danmark. Ej heller en anden en betroet stilling.
Og så alligevel Skovgaard gør det ikke noget bedre at der først er blevet anklaget anonymt. Hvorfor vente indtil en person står til at blove højesteretsdommer med at anklage vedkommende for noget kriminelt? Burde man ikke gøre det med det samme?
Christine Blasey Ford synes ikke Kavanaugh skulle blive Højesteretsdommer fordi han havde forsøgt at voldtage hende, da hun var 15. Det er da fuldstændig ligetil. Da han var en af dem som kunne blive udpeget. Handlede hun....
Havde han fået job som slagtersvend havde hun måske gjort det samme, måske havde hun ikke hørt om det, eller også havde hun ikke givet det noget betydning ift. voldtægtforsøget.
Men hun har altså ikke fundet det relevant ved hans tidligere topposter bland andet ved sin stilling som staff secretary for George Bush og derefter som en af dommerne i Washington D.C.'s appelret. Ikke ligefrem irrelevante stillinger uden magt. Jeg undrer mig bare over hvorfor hun ikke ville forhindre hans indflydelse i det hvide hus.