Læserbrev

Kuede mænd bliver glemt

Både DR3-serien 'Ku' godt, må godt' og Christian Tafdrups biografsucces 'Den frygtelige kvinde' har vakt en debat om »den frygtelige kvinde« til livs. Men hver gang er den hurtigt blevet kvalt af det røde ligestillingskort. Det rejser spørgsmålet: Hvornår skal vi egentlig tage debatten om de frygtelige kvinder?
Både DR3-serien 'Ku' godt, må godt' og Christian Tafdrups biografsucces 'Den frygtelige kvinde' har vakt en debat om »den frygtelige kvinde« til livs. Men hver gang er den hurtigt blevet kvalt af det røde ligestillingskort. Det rejser spørgsmålet: Hvornår skal vi egentlig tage debatten om de frygtelige kvinder?

DR Presse

2. oktober 2018

I de seneste fem uger har vi i dokumentarserien ’Ku’ godt, må godt’ kunnet følge det unge par, Malou og Alex, der deler kærligheden til hinanden med Tinder-dates og booty calls.

DR3 har forsøgt at bryde tabuet ved åbne forhold, men serien handler forbavsende lidt om det åbne forhold. I stedet har DR3 skabt den svære toer til biografsuccesen En Frygtelig Kvinde.

En Frygtelig Kvinde skabte debat, fordi filmens portrættering af parforholdskrigen mellem hundjævlen Marie og tøffelhelten Rasmus gav et interessant indspark til #MeToo-debatten. Filmen behandlede problematikken omkring kvinder, der udnytter deres kønslige magt i hjemmet til at underkue, manipulere og begå overgreb mod mænd.

Filmens budskab blev dog aldrig rigtig udfoldet, da filmens instruktør Christian Tafdrup kort efter premieren modtog det røde kort i ligestillingsdebatten. Forklaringen lød: Han er en privilegieblind vatpik.

Diskussionen om de frygtelige kvinder blev vækket til live igen i starten af året, da en rapport fra organisationen Dialog mod Vold og Syddansk Universitet antydede, at kvinder oftere end mænd er voldelige mod deres partnere.

Denne gang var det ikke #MeToo-bevægelsen, der kvalte debatten. Det var derimod organisationerne bag rapporten selv, som mente, at rapportens fund var blevet mistolket, og at medierne aktivt modarbejdede kampen mod partnervold ved at italesætte de kvindelige voldsmønstre.

Debatten kan rumme et opgør

DR3 lægger nu op til debat med ’Ku godt, må godt’, men gør samtidig en ihærdig indsats for at kvæle kritiske stemmer på deres facebookside. Dette bliver helt åbenlyst, da en DR3-medarbejder træder ind og retfærdiggør hovedpersonen Malous terroriserende adfærd med, at Alex er »fint tilfreds med situationen«.

Men hvornår skal vi så tage debatten om de frygtelige kvinder?

For de fylder forsvindende lidt i ligestillingsdebatten. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at kampen mod de frygtelige mænd har vist sig at være en kamp, der er mere hårdfør end først antaget. Men det betyder ikke, at vi kan vælge at se bort fra den skadelige adfærd, som frygtelige kvinder har.

Gør vi det, mister vi fokus for slutmålet: nemlig ligestillingen.

Camilla Andersen, Aalborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Torben Skov
  • Jakob Silberbrandt
  • David Zennaro
  • Christian Skoubye
  • Peter Knap
  • Torsten Jacobsen
  • ulrik mortensen
Ole Frank, Torben Skov, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Christian Skoubye, Peter Knap, Torsten Jacobsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er meget svært ikke at etablere en "hakkeorden" i en social gruppe, selv så lille en gruppe som to mennesker i et forhold. Uden at vide det mindste om det, vil jeg antage, at problemematikken med dominerende og underkastende partnere findes både i regnbuefamilier og storfamilier. Så det er nok en overdrivelse af almen adfærd, der er tale om. Det gør ikke problemet mindre, men sværere at definere og bekæmpe.

Rikke Nielsen, Kenneth Graakjær, Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Men hvornår skal vi så tage debatten om de frygtelige kvinder?

Hvad er det, der skal debatteres?
At frygtelige kvinder findes - Ja, selvfølgelig findes de.
Men hvad skal debatten handle om?

ingemaje lange, Rikke Nielsen, Vivi Bech, Eva Schwanenflügel, Mette Haagerup og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Der er to mulige debatter i dette.

"Hvad stiller vi op med at nogle kvinder opfører sig frygteligt?"
og
"Kvinder er frygtelige!"

Den ene debat er interessant og relevant (omend den har et vist potentiale for at være nedrig afsporing, hvis den bringes op på et ukonstruktiv sted. Den anden debat er bare noget lort.

Min opfattelse af hvorledes "det røde kort" kom op i forbindelse med En frygtelig kvinde var at dén debat ret hurtigt kom til at pege på at kvinder er frygtelige sådan i bred almindelighed, hvis ikke de selv vil være dørmåtter.

Rikke Nielsen, Ulla Søgaard, Jakob Silberbrandt, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Tjoo hvad med at åbne nogle flere mandecentre end de nuværende fem? Giv mænd en mulighed for at have et sted de kan tage hen og søge råd, vejledning og ikke mindst sikkerhed når de bliver udsat for psykisk eller fysisk vold af deres partner, kone eller samlever.

Lige knap 50 krisecentre har vi i Kongeriget til kvinder, 5 til mænd. Det er efter min mening en hån taget i betragtning at kvinder er statistisk set lige præcist så tilbøjelige som mænd til at udvise voldelig adfærd i et parforhold. Kunne det være et udtryk for toksisk feminisme at det forholder sig sådan og ikke mindst at ingen interesserer sig for det?

Noget andet jeg finder interessant er at i en debat om parforhold er grænserne forskellige for hvad kvinder og mænd må inden de bliver dømt som værende kontrollerende eller manipulerende. "En frygtelig kvinde" er et glimrende eksempel herpå. Det er ren komedie men havde det været den anden vej rundt have det uden tvivl kun virket som drama.

Hvorfor må en film ikke vise en kvinde som værende kynisk hvis den samtidig viser en mand som et offer? Vi ved at feministerne (i hver fald de højtråbende) ikke vil tolererer den kunstneriske frihed hvis det skal bruges til den slags men hvad med ganske almindelige mænd og kvinder? Er de også tilbøjelige til udelukkende at se kvinder som ofre og mænd som gerningsmænd? Noget kunne tyde på det. Kvinder får jo som bekendt gennemsnitligt kortere straffe end mænd i retssystemet for sammenlignelige lovovertrædelser.

Malou er ikke "frygtelig" - hun kan virke excentrisk, men i virkeligheden er hun lige så bange for at miste som Alex. Jeg kan slet ikke se sammenhængen med den kvinde, som måtte udbytte og udpine manden for ressourcer, for derefter at lade sig skille og smække med døren, når karret er tømt. Det er min påstand at disse kvinder udgør et endnu mindre mindretal end de voldsmænd, som slår deres kærester til plukfisk.

Overskriften "kuede mænd bliver glemt" er et oxymoron (selvmodsigende).

Jeg vil, ligesom Lise Lotte Rahbek, gerne vide, hvad skal debatten handle om? Jeg vil også gerne vide, hvad skal debatten nytte? Hverken frygtelige kvinder eller mænd bliver mindre frygtelige af andre debatterer deres adfærd, vel?

Hvis debat ændrede kiksede folks adfærd så kunne psykoterapeuterne jo godt pakke sammen, ikke sandt?

Pas på debatten ikke får karakter af "Det lille hus på prærien".
Hvor man skal være sørgeligt og græde, så får folk det bedre med sig selv, for nu har de jo grædt i medfølelse til de svage.

Mennesker ligger som de har redt.
Nogen har brug for blive undertrykt. De søger det selv.
Vi andres fordomme, dømmer undertrykkelsen til være "forkert", prøver sætte nogle grænser til undgå denne "undertrykkelse", der i realiteten er misforstået set, opfattet af os.

Eneste reelle mulighed for gøre noget ved aspektet er, selv opføre sig på den måde man vil have andre til opføre sig på. Så skal det nok gå i sidste ende.

Randi Christiansen

Ubalancer er smitsomme. Hvis en sådan rammer, må man finde dens ophav. Det er et kompliceret mix af arv og miljø, som spiller ind, som kan være mere eller mindre vanskeligt at frigøre sig fra, og som er interessant og relevant at dissekere på det individuelle og kollektive plan.

'En frygtelig kvinde' ....? Har kun set trailer til filmen, men det er helt sikkert, at instruktøren har ramt en nerve. Og det er interessant at blive indviet i, hvad een fra det andet køn oplever i parrelationen.

Jeg synes, at udgangspunktet for enhver relation må være det menneskelige fællesskab. Vover man sig ind i intime forhold til andre, ved man aldrig hvad der kan ske, men det er helt sikkert, at relationer giver et kæmpepotentiale for at blive klogere.

Ryger man ind i en dysfunktionel relation, må man derfor tage sin del af ansvaret på sig. Og så i øvrigt tænke sig rigtig godt om, inden man blander børn ind i historien.

I stedet for at skælde hinanden ud, må vi se nærmere på de livsbetingelser, vi skaber for os selv og hinanden. Så bliver det indlysende, at vækst-og konkurrencesamfundet er ødelæggende for sunde relationer til sig selv og sine omgivelser, og spørgsmålet er derfor, hvordan ophavet til denne uhensigtsmæssige, selvforstærkende dynamik identificeres og omstilles til permakulturel, økologisk miljø-og socioøkonomi.

Hvis individet og kollektivet ikke formår det, hærger syge magtstrukturer det planetare, kosmiske fællesskab. En hård lærestreg - hvis man ikke vil høre, må man føle - men åbenbart nødvendigt.

Martin Kristensen

Jeg havde lejlighed til at se "En frygtelig kvinde" forleden. En ganske udmærket film, der highlighter elementer jeg genkender fra min egen hverdag, selvom filmen selvfølgelig sætter dem på spidsen/dramatiserer.

Grænsen for hvad kvinder kan tillade sig i et forhold er betydelighed videre end for mænd. Dette gælder både konkrete ting som at blande sig i deres påklædning og sociale liv (hvem, hvornår, hvor længe) og sværere at definere ting som pres og psykisk manipulation.

Jeg har tænkt lidt på hvorfor, og hvad forskellen i socialisering betyder - men kun mine egne ideer, som jeg ikke kan hænge op på en filosof eller ekspert.

- Kvinder ser i højere grad parforholdet som en enhed end mænd. Mænd ser typisk forholdet som de individer der er sammen. Kvinder som ét parforhold hvori individerne er underordnede. Dette betyder at mængden af ting det er acceptabelt at blande sig i er meget større i kvinders verden.

- Mænd er mere socialiseret til åben konflikt. Ikke voldelig, men konfrontatorisk. Kvinder er mere socialiserede i skjult konflikt og da det ikke er acceptabelt (specielt for mænd) at være konfrontatorisk overfor sin partner er kvinder på hjemmebane i parforholdskonflikter

- Konflikterne foregår typisk i eller omkring hjemmet, som kvinderne i almindelighed sidder meget tungt på

Indimellem oplever jeg at mens jeg skal være opmærksom på disse småkonflikter og pres i hverdagen og derefter bruge energi på at imødegå dem, så er min kone så vant til dem at hun kan presse og manipulere i søvne og uden at bruge energi på dem - hvilket selvfølgelig gør at hun kan konflikte meget længere uden at blive udmattet.

Alt dette i mit ellers lykkelige forhold, og uden tvivl meget mere (og værre) i forhold hvor kvinden bevidst ønsker at manipulere sig til en overstilling.

" en frygtelig kvinde" er en meget fin film. Det er en rigtig god beskrivelse.
Og er det ikke mændenes ansvar at gøre op med den form for undertrykkelse?
Hvorfor laver de ikke basisgrupper---eller noget tilsvarende?
Filmen viser jo netop, at Rasmus står alene med sit problem og uden forståelse. Det gjorde kvinder også før i tiden, indtil kvinder selv lavede det om.
Det er sådan set bare at gå igang. Så skal den debat nok komme af sig selv.

Fam. Tejsner, Randi Christiansen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Kvinden kan kun agere "frygtelig" i et parforhold, hvis manden tillader det.
Derfor må han enten sætte foden ned og træde i karakter fra starten, eller også simpelthen tage sit gode tøj og gå.
Der er masser af kvinder derude, der ikke er "frygtelige" - mit gæt er, at de faktisk er i overtal.
De "frygtelige" må så gøre op med sig selv, om de vil køre videre i samme spor eller foretage nogle ændringer til næste gang.

Niels Duus Nielsen

Martin Kristensen, din forklaring resonerer fint med min oplevelse af at være i et parforhold.

Min konfrontatoriske stil, som jeg anvender overfor andre mænd, kan jeg ikke bruge mod kvinder, da denne konfrontatoriske stils potentielle kulmination, uddelingen af øretæver, af kulturelle årsager ikke kan bringes i anvendelse over for kvinden, uden at miste både hendes og det omgivende samfunds respekt. Naturens måde at afbalancere mandens fysiske styrke i forholdet til en kvinde, er at give kvinden en skarp tunge, så i vore dage, hvor manden ikke længere kan anvende sin naturlige råstyrkemæssige overlegenhed, har kvinderne overtaget, når der er konflikt. Hvad der vel dybest set er i orden, så længe de ikke misbruger denne magt.

Og Tino Rozzo, du kar helt ret, blot skal du huske at kærlighed gør blind. Det tog fx mig flere år, før jeg tog mit gode tøj og forlod min kæreste, som var kontrolfreak, for jeg elskede jo kvinden, og håbede hele tiden at hendes vanvid ville vise sig at være forbigående.

Lise Lotte Rahbek

Citat Margareth Atwood/Tjenerindens fortælling:
'Mænd er bange for at kvinder skal le af dem.
Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.'

Nanna Kinch, ingemaje lange, Rikke Nielsen og Fam. Tejsner anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Det er gode spørgsmål, Karen Grue og sådan set også Tino Rozzo rejser. Hvorfor siger mænd ikke "bare" fra og hvorfor er der ikke mere struktureret opbakning?

Som alle andre undertrykkere tager de frygtelige kvinder den plads de har mulighed for. Og som alle andre tyranner lægger de ansvaret på ofrene for ikke at gøre nok modstand. Og mænd gør da også modstand. Jeg vil påstå at en meget væsentlig del af de skænderier og skilsmisser der finder sted i Danmark har (en del af) grunden i kvinders ønske om kontrol og enhed versus mænds ønske om individuel udfoldelse. En grov generalisering, men ikke desto mindre sand. #notallmenandwomen

Mere interessant er det hvorfor mænd ikke bakker hinanden mere op end de gør. En del skyldes utvivlsomt at mænd arbejder flere timer end kvinder og deres hobbies er oftere fokuseret omkring et enkelt element - der er mindre tid / kultur for socialisering og derfor mindre forankring i sociale grupper. En del skyldes den beklagelige, mandlige tendens til ikke at vise svaghed eller tale om problemer. En del skyldes samfundets placering af skyld i parforhold, hvor mænd selv for skyld for at blive manipuleret og kuet og det derfor stadig er skamfuldt at træde frem med disse problemer.

Endelig er der også det problem at mange af de mandlige fælleskaber der findes omkring disse problemer virkelig er ekstreme - de såkaldte MRAs (Mens Rights Activists - jeg kender ikke et dansk ord) som i mange tilfælde fremstår decideret vanvittige.

Jeg ser dog tegn i sol, stjerne og måner på det bliver bedre!

Søren Kristensen

Synes bare det tåler gentagelse, hvad Martin Kristensen siger: - Mænd er mere socialiseret til åben konflikt. Ikke voldelig, men konfrontatorisk. Kvinder er mere socialiserede i skjult konflikt og da det ikke er acceptabelt (specielt for mænd) at være konfrontatorisk overfor sin partner er kvinder på hjemmebane i parforholdskonflikter.

Hvor er det rigtigt og:
Så længe kvinden tøjler sin magt og bruger den til noget der også er i mandens interesse, er alt jo godt. Der er bare det, at siden kvinden kom ud på arbejdsmarkedet har hun undergravet mandens domæner, det ene efter det andet, som skolelærer, læge, politiker, advokat, kunstner, ingeniør eller you name it. Med det resultat at manden er henvist til enten en rolle som overskaffedyr, hvis han er endnu mere succesfuld i erhvervs/samfunds-livet eller en rolle som handyman-slave, hyggeonkel eller med en samlet betegnelse: butler (de fleste kvinder bliver fx aldrig rigtig gode til hverken at slå søm i eller parallelparkering).

Rollen som butler er i øvrigt en rolle som mange mænd ikke er særlig bevidste om at de faktisk har, og deres ulykke handler ofte om at de ikke sig denne opgave voksen (hvilket også hænger meget godt sammen med at de klæder sig som drenge). Men moderne mænd bare, i det omfang de vil have noget med moderne kvinder at gøre, nødt til at lære at tjene en anden herre end dem selv. Først derefter kan de kan gøre sig forhåbninger om at blive tilfredse i et parforhold. For, hvor banalt det end måtte lyde, så går vejen til et godt parforhold stadig gennem selvopofrelse. I modgang såvel som i medgang, som man siger. At modgangen i indeværende historiske epoke ofte er iscenesat af kvinden og ikke en godsejer, gør det bare endnu mere vigtigt at manden husker sig selv på at: nogle gange, for ikke at sige ofte, er kvinden slet ikke klar over hvor ond hun er, fordi hendes magtsyge, for nu at bruge det udtryk, er noget iboende som hun er født med og som bare har fået alt for gunstige udviklingsmuligheder, takket være industialisering, automatisering, digitalisering og adgang til de højre læreanstalter.

Men kvindes anlæg for magtudøvelse er i sig selv ikke noget udefrakommende. Man ser det udfolde sig tidligt, allerede i børnehaven, hos helt små piger, når de leger far mor og børn og tildeler drengene inferiøre roller i flæng. De klogest drenge vælger selvfølgelig at melde sig helt ud af legen, i erkendelse af at de alligevel ikke kan klare mosten. Det samme burde måske mange voksne drenge, altså mænd, som ikke føler de er opgaven voksen. Hvis man vil noget med kvinder skal man være parat til at danse efter deres fløjte.

For endelig er der jo også den ultimative mulighed, at du vælge at leve for dig selv. Men det er en beslutning du gør klogt i at træffe inden der kommer børn ind i forholdet, for er der først det taler vi om et helt andet ballgame, hvor begge parter får brug for alt deres energi, hvorefter der idealt set slet ikke burde være energi tilovers til et evt. skænderi og ej heller til at lægge onde planer for hinanden. Børn løser nemlig utrolig mange samlivsproblemer med deres blotte tilstedeværelse. Desværre løser de ikke problemet med overbefolkning, men det er en anden diskussion.

’Mænd er bange for at kvinder skal le af dem.
Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.’

Det sidste er forbudt, fordømt af hele samfundet og ekstremt sjældent, det første er noget alle mænd har prøvet, det er fuldt tilladt og det har ingen negative konsekvenser for kvinder når de gør det.

Men det er en vigtig tankedræbende kliché for den fortæller os at... der kommer ikke nogen debat. Der kommer ikke nogen definition af toksisk femininitet. Der bliver ikke fyret nogen kvinder fordi de taler grimt om mænd generelt. Mænd vil ikke få nogen legale eller sociale redskaber til at stå op imod kvindelige chefer, medarbejdere eller familiemedlemmer der bruger bagtalelse og hån imod dem på en fast basis.

Den moderne mand må bare være klar til at smutte videre. Han må bare udvikle færdigheder og ressourcer der ikke er sårbare overfor hadefulde intriger. Han må beskytte sig selv, for der er ingen andre der gør det.

Randi Christiansen

Kuede mennesker ...

Intet sundt menneske ønsker at være i en magtrelation, hvad enten det er som herre eller slave. At mennesker alligevel fanges ind i disse syge spind er udtryk for en grundlæggende sygdom, som må identificeres og kureres.

Det er en hård fødsel af den højere bevidsthed, som er nødvendig, hvis vi vil ud af fængslet og være frie.

Wait. Så mennesker der bliver manipulerede or dominerede af andre (evt. en partner) er selv skyld i det? Gælder det også når kvinder er de kuede?