En omfattende reform af sygehusvæsenet er nødvendig, for udviklingen er kørt helt af sporet.
En læge kan i dag se mindre end halvdelen af de patienter på en dag, som en læge kunne for 25 år siden. Nylige opgørelser viser, at yngre læger kun bruger en fjerdedel af deres tid sammen med patienterne. Der er mig bekendt ingen andre lande, hvor en læge kan se så få patienter pr. dag som i Danmark.
Det skyldes bl.a., at lægens arbejdsdag er blevet voldsomt besværliggjort af en række unødvendige eller uheldige ledelsesmæssige og administrative initiativer. Konsekvenserne af den ineffektive arbejdsgang er, at der stadig er lange ventelister, selv om vi i dag er mange flere læger end tidligere.
Den dårlige ledelse har også medført udbredt utilfredshed i lægegruppen om arbejdsforholdene, der er blevet besværliggjort. Når lægerne ikke kan udrette så meget, som de gerne ville på grund af tungere bureaukratiske arbejdsgange og umulige it-systemer, så er det meget frustrerende.
Jeg kender stort set ingen overlæger, som er tilfredse med den måde, deres arbejde er organiseret på, og også blandt sygeplejersker og andet personale er der udbredt utilfredshed. Der er altså efter min mening ingen tvivl om, at sygehusvæsenet er kørt af sporet, og at der er et voldsomt behov for omfattende reformer.
Regioner sætter stopklods
Det tager tid at vende en supertanker, og derfor tager det selvfølgelig også tid at lave store reformer af sygehusvæsenet. Men spørgsmålet er, om sådanne reformer overhovedet kan gennemføres med den nuværende opdeling i regioner?
Meget af den negative udvikling er jo netop foregået i den periode, hvor regionerne har haft ansvaret for det danske sygehusvæsen. Hertil kommer, at regionerne primært er drevet af deres administrative apparat. Demokratiet i regionerne er til en vis grad et pseudodemokrati, fordi de valgte medlemmer af regionsrådene er på deltid og kun har begrænsede muligheder for at overskue alle de mange komplicerede sager, der passerer deres bord.
I Region Hovedstaden, og formentlig også i andre regioner, er regionsrådsformanden den eneste, som er fuldtidsansat. Det politiske niveau står derfor svagt, og selv om embedsstanden i regionerne består af dedikerede medarbejdere, så ved de meget lidt om virkeligheden ude på hospitalerne. Med deres baggrund inden for jura, økonomi og administration er de oftest ude af stand til at se, hvordan nye administrative initiativer påvirker effektiviteten ude på afdelingerne. Sidst fungerer kommunikationen mellem de praktisk arbejdende læger og ledelsen af regionerne generelt dårligt.
Recept til et sygt væsen
I min nyligt publicerede bog Det syge væsen – hvordan det kan helbredes giver jeg detaljerede forslag til, hvordan sygehusvæsenet kan reformeres.
Først og fremmest skal der fokus på, hvordan lægernes arbejde praktisk kan tilrettelægges, så de kan se flere patienter pr. dag. Der er blevet indført en række bureaukratiske procedurer og krav, som vi uden videre kan afskaffe. Dernæst må vi afskaffe Sundhedsplatformen på Sjælland, og regionerne på Sjælland må overgå til det system, der bruges i resten af Danmark. Det fungerer mindre tungt og kræver ganske enkelt færre klik.
Derudover skal den lægelige indflydelse på hele hospitalsvæsenet genetableres. Udviklingen har gjort, at lægerne har meget lidt indflydelse på hospitalsvæsenet, men det er lægerne, der ved, hvor skoen trykker, og det er lægerne, der har indsigt i den nyeste faglige udvikling, som skal implementeres.
Der skal læger med praktisk erfaring ind i alle led af ledelsen, og de enkelte afdelinger skal ledes af en højt kvalificeret speciallæge. Patienterne kommer på hospitalet for at få en diagnose og blive behandlet. Det er ting, som kun lægerne forstår sig på.
Der bør igangsættes national tværgående analyser af, hvordan man bedst organiserer lægernes, sekretærernes og sygeplejerskernes arbejdsdag. Man skal identificere de bedst fungerende afdelinger, så de kan bruges som godt eksempel.
For mig er det mest iøjnefaldende eksempel på regionernes fiasko udviklingen og valget af it-systemer og manglende koordination. Det er foregået forskelligt gennem mere end ti år i forskellige regioner, og til slut er der valgt to forskellige integrerede systemer i Vestdanmark og i Østdanmark.
Det er patetisk, at man ikke har samme it-system i så lille et land.
Mere centralisering
Et andet problem er, at der ikke bliver afsat nok midler til opstart af nye medicinske initiativer.
Der kunne eksempelvis være en ildsjæl, der ønsker at udvikle tværfaglig behandling af patienter med en bestemt sygdom. Så bør det være muligt at søge penge til en femårig forsøgsperiode. Hvis det er en succes, kan det nye initiativ indgå i den normale hospitalsdrift, og hvis ikke kan det nedlægges.
Der er også behov for, at der i langt højre grad bliver lavet opgørelser over resultaterne af for eksempel den kirurgiske virksomhed inden for en lang række discipliner. Det skal gøres for at sikre, at operationer kun udføres så få steder i landet, at hver enkelt kirurg er så specialiseret som muligt og kan operere nok til at holde sig i topform. Regionerne hæmmer i høj grad denne udvikling, fordi man holder på sine patienter.
Inden for den medicinske sektor er der behov for enheder, der fokuserer på sjældne sygdomme, så de i højere grad kan blive centraliserede og få specialiseret behandling.
Det foregår allerede i et vist omfang, men også her holder regionerne på deres patienter, så det er ikke muligt at samle et meget stort antal patienter med en sjælden sygdom. Det problem er man ude over i Norge, hvor man har et statsligt system og i Holland, hvor pengene følger patienterne.
Det er oplagt, at regioner fjernt fra hovedstaden kan være bange for at miste ressourcer i et statsligt system efter nedlæggelse af regionerne.
I Norge har man løst problemet ved at have en regional opdeling af sygehusvæsenet. Hvert år tildeler staten en bestemt mængde penge til hver enkelt region stort set parallelt til det, man gør til regionerne i Danmark. Men i Norge ledes hvert område ikke af politikere, men af læger og administratorer. Der hersker med andre ord ikke det samme økonomiske incitament til at holde på patienterne, hvilket understreges af at patienterne i Norge har frit sygehusvalg over hele landet.
Ikke mere nærhed
Jeg afventer regeringens udspil om en efter sigende omfattende sundhedsreform. Man kan håbe, at det indeholder en afskaffelse af regionerne og overgang til det system, man har i Norge.
Desværre kan man frygte, at initiativet vil ramme helt ved siden af. De informationer, der ind til videre har været fremme, går på noget med det nære sundhedsvæsen. Hvis der er noget, der allerede fungerer godt i Danmark, så er det netop det nære sundhedsvæsen.
Vi har formentlig verdens bedste almene sektor, hvor patienterne lynhurtigt og uden problemer kan få kontakt med deres egen læge. Forsøg på at ændre på dette vil kun have negative konsekvenser – for eksempel, at vi får tilstande som i Sverige, hvor almensektoren er organiseret i lægehuse, som ikke fungerer særlig godt.
Jeg frygter, at man vælter milliarder ud til kommuner og almensektor uden at have nogen som helst vished for, om det vil forbedre sundhedssystemet. Nej, det, der virkelig er behov for, er ikke ændring i det nære sundhedsvæsen, men en omfattende reform af hospitalsvæsenet.
Jes Olesen er professor i neurologi og forfatter til bogen ’Det syge væsen’
Ikke mere centralisering og ikke mere styring til Christiansborg TAK.
Havde vi ikke haft flere regioner med forskellige IT systemer, havde vi måske gået og troet at Sundhedplatformen var det bedste valg. Nu har vi noget at sammenligne med.
Jes Olesen er professor i neurologi og forfatter til bogen ’Det syge væsen’.
For et par dage siden kunne man følge en familietragedie om netop det manglende samarbejde mellem neurologiske og psykiatriske afdelinger i forhold til en specifik patient, Laura Aablang, der døde af medicinforgiftning efter at være blevet behandlet for svær Tourettes syndrom samt OCD.
I forlængelse heraf fremkom det at der var blevet foretaget patologiske undersøgelser af psykiatriske patienter, hvoraf et stort antal viste sig at være døde af overmedicinering.
Indtrykket var at der sket ikke blev snakket mellem sektorerne, og at gentagne henvendelser om overmedicinering blev slået hen med at 'det var de andres ansvar', og den ansvarlige læge var på ferie.
Sålænge ingen læger vil overtage ansvaret for andre lægers tvivlsomme behandlinger, sker der nok ingenting i sundhedsvæsenet.
Centralisering er jo ikke det de har i Norge. Der er jo frit sygehusvalg hvilket der reelt ikke er Danmark. Øvrige regioners hospitaler kan afvise pga. af manglende ressourcer, og ressourcer i overskud har intet sygehus i Danmark. Det er varm luft,når det hedder sig at vi har frit sygehusvalg og dette også indenfor samme region.
Vedr. den tætte forbindelse ml. neurologien og psykiatrien er det en skamplet og folk med fysiske sygdomme overses af begge fagområder. Når en neurolog ikke kan hitte ud af hvad en patient fejler er det såre let at henvise til noget psykisk og det uanset om der også foreligger en psykisk lidelse eller ikke.
Overmedicinering har jeg set så rigeligt af i psykiatrien i mine år som hjemmevejleder i socialpsykiatrien.
Føj, hvor var det slemt og ikke mindst den arrogance, som psykiatere lagde for dagen.
Der skal ikke lægges mere behandling over til almen sektoren. Den er i forvejen ved at dejse omkuld. Hvis - vil lægemanglen for alvor ramme landet.
En ældre læge der har set sig sur på IT systemer (det er noget lort det hele) og synes at det kun er hans egne der skal bestemme (kun læger ved hvad der er godt). Det kan kun går galt. Med kun læger der skal bestemme kommer der aldrig nogle IT systemer der fungerer for det har læger ikke forstand på. Overlad den slags til IT-eksperter som kan udarbejde kravspecifikationer (efter at have snakket med ALLE der skal bruge systemet, og ikke kun læger) og derefter vælge den løsning der vil passe bedst.
Det er så populært at give DJØF-ere skylden for alle ulykker i landet. Men hospitaler er ikke længere små hygge enheder hvor overlægen går stuegang forfulgt af logrende yngre læger og sygeplejersker. Hospitaler er store komplekse organisationer hvor der skal være styr på mange ting som læger slet ikke har lyst til at beskæftige sig med. Læger vil dybest set helst behandle patienter, så det må de gøre og overlade alt det andet til nogle andre. Men det kræver nok en mentalitetsændring.
Twan Manders, du har komplet uret.
Læger har jo ikke tid til at behandle patienter, når de underlægges at sidde ved en skærmskema tosse kasse i stedet for, at behandle.
Er det mon noget læger har efterspurgt. NEJ, det er noget skrammel som IT folk uden indsigt har hittet på godt hjulpet af politikere, hvor mange af dem selv er djøfere. I 70erne og 80erne har jeg oplevet et fremragende hospitalsvæsen. Der var der stuegang med tid til at lytte, se og undersøge. Stuegang var om formiddagen og ikke midt om natten.
De logrende sygeplejersker er ikke forbi. Tværtimod. selv den mindste handling må de ikke udføre før de spurgt en læge, som de og patienten kan vente halve døgn på.
Sundhedsplatformen er 3 forskellige. 1 slags for læger, 1 for sygeplejersker og 1 for sekretærer. Hvad fysioterapeuter har aner jeg ikke. Det er jo vanvid.
Tvivler på du selv har været indlagt og i hvert fald ikke i region hovedstaden.
I psykiatrien er desværre lang vej endnu og vejen er uendelig og helvedes forgård for mange.
Det kan et skema ikke råde bod på.
Jeg er godt nok harm over din nedladende og bedrevidende indgang til emnet.
Jeg er altid lidt skeptisk overfor udsagnet "er den eneste løsning". Og er "afskaffelse af regionerne" en god ide? Jeg er ikke overbevist.
Jeg tror, at borgerne gerne vil have almen behandling fremfor prestige og komplicerede behandlinger - indtil den dag det er relevant for en selv eller ens nærmere.
Jeg synes, at alvorlige syge skal have fred og smertelindring fremfor livsforlængende behandlinger.
Jes Olesen har en vigtig pointe i, at der skal arbejdsglæde til. Og de fleste kan vel enes om at patientkontakten bør være over 50% af arbejdstiden for personalet?
Udfordringen er at læger og andet personale blive mere og mere specialiseret bl.a. fordi patienterne kræver den allerbedste behandling og den dygtige læge.
Vi nok blevet for bange for at dø. Interessant nok er døden ofte en befrielse for den syge og familien.
Personalet beskytter tillige sig - med rette - mod administrationstunge klagesager (f.eks. Svendborgsagen).
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes at centralisering er vejen frem, og slet ikke i sundhedsvæsenet. Lokale sygehuse er måske dyre i drift, men de er meget populære i lokalbefolkningen, og det er vel vigtigt i et demokrati, hvor de folkevalgte skal legitimere, at folket skal betale skat?
Men jeg synes helt klart, at der bør være læger i alle ledelseslag, jeg gider ikke engang argumentere for det, da det for mig må være selvindlysende for enhver. Man sætter jo ikke bønder til at lave agurkesalat.
Lederne på hospitalet har per definition øje for økonomien. Fint nok. Kunne man ikke etablere en bestyrelse af læger som toppen af pyramiden ? Læger skal først og fremmest læge, så lad bare djøfferne djøffe, så længe bestyrelsen er tilfreds.
Sundhedsplatformen er skabt til amerikansk retsvæsen og prioriterer derfor minutiøs dokumentation for at reducere sagsanlæg. Det er nok ikke det bedste system under vore himmelstrøg.
Set fra patienternes side er sygehusvæsenet i dag bedre end for ti år siden, men jeg tror ikke arbejdspladsen er bedre. Tværtom.
Sygehusvæsenet kan mere i dag teknisk, men det i sig selv gør ikke en sommer. Vigtige oplysninger går tabt i skemajunglen, og man får som patient opfattelsen af, at få har tid og overskud til, at gennemgå en patients sygehistorie. Vi hører jo kun om fejl, når det fører til dødsfald, som direkte kan henføres til lægefejl.
Umiddelbart lyder det jo fornuftigt - ud med djøf'ernes inkompetence og ind med de kvalificerede læger. Men som bl.a. Eva skriver, så er lægerne jo langt fra ufejlbarlige, og har i ekstrem grad svært ved at koordinere deres indsats, samt samarbejde med andre faggrupper. Deres forhold til alternative behandlere - de kvalificerede af dem - er jammerlig.
I den nærmeste familie mistede vi for et par år siden pga. manglende koordination - og et fejlgreb - mellem to af landets største hospitaler - en relativ "banal" kræftoperation endte med at hun døde.
Mon ikke de fleste af os, der er oppe i årene, og som har været indlagte, kan berette om horrible tilfælde af dårligt samarbejde mellem de forskellige afd. - men ret skal være ret: også om det modsatte.
Så derfor køber jeg ikke overlægens fromme ønske om mere magt til lægerne. Hvis de vil have det, da må de kunne bevise, at de kan løfte dette ansvar.
Han nævner heller ikke, hvad der skal ske med det meget store fedtlag af sygehusadministratorer, der i dag findes. Skal de fyres, omskoles til - hvad? Mit gæt er, at djøf'erne nok skal vide at få sig placeret i de nye sygehusledelser - so oder so.
Nedlægges regionerne, er der en risiko for, at der i stedet etableres professionelle sygehusledelser. Og i dagens liberalistiske klima kan det også betyde udlicitering/privatisering, og/eller at erhvervslivet fx medicinalindustrien får plads i de nye sygehusbestyrelser.
I stedet for at nedlægge regionerne kunne man gå den modsatte vej, og styrke det politiske indhold i regionerne, og give dem den faglige styrke, som amterne havde.
Vejen til bedre behandlingsmetoder og længere levetid med mindre sygdom er gået igennem analyser af data. Når folk begræder, at lægen ikke ser på dem, men på en skærm, forekommer det mig, at de ofte ikke forstår deres eget bedste: at det er skærmen, der fortæller, hvordan de har det, og hvad der er galt.