Klumme

Niels Barfoed: Kim Larsen var ikke dansk, men ægte

Kim Larsens arv har intet med danskhed, fællesskab eller Grundtvig at gøre. Kun uimodståelig ægthed
»Kioskdamen nede på mit hjørne er ærlig berørt. Hun havde ligget og hørt Kim Larsen til midt om natten, da han var død. Men ikke fordi han hyldede fællesskabet, men fordi han sang til lige præcis hende.« På billedet spiller Kim Larsen til SmukFest den 8. august 2018.

»Kioskdamen nede på mit hjørne er ærlig berørt. Hun havde ligget og hørt Kim Larsen til midt om natten, da han var død. Men ikke fordi han hyldede fællesskabet, men fordi han sang til lige præcis hende.« På billedet spiller Kim Larsen til SmukFest den 8. august 2018.

Martin Fælt Gonzales

Debat
8. oktober 2018

Det var midt i 1970’erne, tror jeg, da en datter fik en Gasolin-plade. Det var den med: »Jeg kom til verden på 5. sal …« Nummeret kom snart på pladespilleren morgen, middag og aften, charmerende og vitalt, som det var, frækt og i godt humør, nede på jorden og både krøllet og ligetil.

Men var det ’dansk’?

Vi kunne ikke drømme om at sige, at Kim Larsen var dansk. Det ville have været platumuligt. Havde nogen sagt det, ville vi have kigget spørgende på hinanden: Undskyld, hvad snakker vi om?

Men i disse dage har det været god latin at sige: Ih, hvor var han dansk! Og alle nikker bifaldende. At være dansk er i mellemtiden gået hen og blevet noget herligt stort, allestedsnærværende og positivt, som alle kan blive enige om.

Vi er som bekendt ikke folk mere, vi er danskere. Danmark er uskyld og fællesskab. Og så bilder vi os ikke noget ind. Det er vedtaget. Og gudskelov for det.

Vi er blevet godt gammeldags nationsbevidste herhjemme i de senere år, ganske ligesom man er blevet det mange andre steder i det øvrige Europa. Uden rigtig at gøre os det klart.

Det er også god latin at sige, at Kim Larsen er fællesskabets, det danske fællesskabs besynger. Men det er han heller ikke; han nåede ganske rigtig ud til utrolig mange mennesker, og de tusind lightere kom tit frem og blev svunget foran tribunerne, hvor han stod og til sidst sad. Men det er noget andet.

Kioskdamen nede på mit hjørne er ærlig berørt. Hun havde ligget og hørt Kim Larsen til midt om natten, da han var død. Men ikke fordi han hyldede fællesskabet, men fordi han sang til lige præcis hende.

Han er ikke fællesskabets svorne forkæmper, sådan som det har været mange om at gøre at slå fast i disse dage? Nej. Alsangen i Dyrehaven under besættelsen – dét var fællesskab. Da var vi truet af en fremmed, udefrakommende magt. I dag er Dansk Folkeparti fællesskabets sangkor. Det har også noget med en fremmed besættelse at gøre. Har Kim Larsen nogensinde talt på vegne af fællesskabet? Ikke mig bekendt.

Og så er der endelig den med Grundtvig. Kim Larsen er blevet udnævnt til Grundtvigs afløser i vor tid. Så kan det ikke blive større – og mere forkert.

Der er ikke skygge af vision i Kim Larsens personlighed eller værk til, at han f.eks. vil blive fulgt af en fornyende åndelig bevægelse. Så var der mere schwung i Bodil Kochs provokerende erklæring fra Folketingets talerstol om, at den unge, stormende Rifbjerg var en ny Grundtvig. Kim Larsens verden var gaden, kvarteret, kærligheden, det frie og ægte. I øjenhøjde.

Han var overhovedet ikke til kamp og forandring, men til fred og nærhed og varme med en knivspids vildskab. Men selvfølgelig var han imod dem, der hersede med andre, de indbildske og nævenyttige, der sad på flæsket. Så er den ikke længere. Det var jo i oprørets selvbevidste tid, han lagde ud.

Mig har det slået – også da jeg forleden genså hans tale til dronningen, som ingen andre end Kim Larsen kunne have holdt – at den mand frem for alt har en helt sjælden gave: værdighed. Ikke en værdighed, der er kommet ned til ham oppefra eller udefra, men indefra. Hvilken sjældenhed!

»Fik du hørt din melodi?« spørger han – på en gang direkte og diskret og fuldkommen enkelt – i sin begravelsessang. Den sang, som selvølgelig fik en særlig betydning her i disse dage.

På Kim Larsen mærkede man, at han havde hørt sin melodi. Det er forudsætningen for at blive sig selv: Hvad handler jeg om? Han havde fundet sig selv. Han var sig selv.

Og det har hverken noget med danskhed, fællesskab eller Grundtvig at gøre. Men med ægthed, den uimodståelige ægthed. Det er den, vi bør ære.

Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

PS - og så skal det jeg måske tilføje, at jeg i disse streaming tider har hørt det meste fra Kim Larsens solo karriere. Han var jo rimeligt produktiv.

Nogle af hans bedste albums er faktisk på engelsk. Således kan jeg godt lide "Kim & Yankee drengene" . Over så mange år skabte han naturligvis noget der vil blive stående.

Som kunstner bliver man jo også et "brand" og det var han i en eller anden forstand tro mod, selv om produktionen blev mere pop efter Gasolin. Jeg forstår så ikke helt hvorfor, at det, at han udråbes til national ikon tages til indtægt for DF segmentet.

Der stod han jo slet ikke politisk. I det hele taget var hans kunst ikke vildt politisk. I en Clement udsendelse gav han udtryk for sympati med synspunkter der var radikale - men på en venstreorienteret måde - et andet sted har jeg set, at han gav udtryk for, at han stemte blankt, som han vel langt hen ad vejen gav politikerne fingeren. Der var jo noget rebelsk og fanden i voldsk over hans holdninger - dels fordi han sikkert har ment dem, men det blev selvfølgelig også en del af hans image, som kunster.

Det er jo fans, pressen og meget andet der skaber et ikon og dyrker et idol. Og efter hans død kom der så et peak i idoldyrkelsen. Det kunne vel ikke blive anderledes.

Hvad er nu det?

I går i P4 aften radio, var der en lytter, der ønskede Gasolins 4 årstider, da han mente, at denne havde været lidt forsømt i tiden efter Kim Larsens død. Det syntes radioværten også og vil gerne spille den, dog ikke uden at tilføje, at der nu også skulle 'skrues lidt ned for flammen efter Kim Larsens død' (for 12 dage siden).

Jeg blev meget overrasket over denne bemærkning. Jeg havde på det tidspunkt vist lyttet i knap en time, og der havde ikke været andre KL-sange.

Sangen blev spillet. Efterfulgt af et stykke af Aretha Franklin (død 16.8.18) og George Michael (død 25.12.16)!

P4 Aften
11. okt. 2018 kl. 18:03
Ved minut 1.25 inde i udsendelsen.

Er det ikke nærmest blasfemi over for et nationalikon? Eller er al den snak om Kim Larsens betydning for Danmark og danskerne bare hule påstande?

Sider