Klumme

Man overskrider ikke identitetspolitikken ved at opfinde en ny identitet

I sin seneste bog indtager den amerikanske rockstjernetænker Francis Fukuyama et let, populært og forudsigeligt standpunkt, når han melder sig i koret af intellektuelle, der frygter konsekvenserne af identitetspolitikkens fremvækst. Problemet er, at hans bud på et modsvar er så sløset, at det næsten undergraver hans eget kritiske udgangspunkt
I sin seneste bog indtager den amerikanske rockstjernetænker Francis Fukuyama et let, populært og forudsigeligt standpunkt, når han melder sig i koret af intellektuelle, der frygter konsekvenserne af identitetspolitikkens fremvækst. Problemet er, at hans bud på et modsvar er så sløset, at det næsten undergraver hans eget kritiske udgangspunkt

Kristine Kiilerich

11. oktober 2018

Det seneste par år har intellektuelle amerikanere stået i kø for at tæske løs på identitetspolitikken. Sidste år udkom Columbiaprofessor Mark Lillas The Once and Future Liberal, hvori han argumenterede for, at den amerikanske venstrefløj burde fokusere på deres politiske fællesinteresser og medborgerskab frem for deres identitetsmæssige forskelle. Han mente, at Donald Trumps valgssejr skulle ses som et modsvar til de såkaldt progressives besættelse af identitetsspørgsmål. Og i foråret udkom Asad Haiders Mistaken Identity, hvori identitetspolitikken tilsvarende bliver gjort til bremseklods for reelt progressive fremskridt.

Listen over skribenter, der har kritiseret identitetspolitikken for at fragmentere venstrefløjen ved at rykke fokus fra klassekamp til snævre spørgsmål om køn, race og seksualitet, er lang.

For nylig meldte også den amerikanske politolog Francis Fukuyama sig i koret med sin seneste bog, Identity, i hvilken han på forudsigelig vis hævder, at identitetspolitikken er blevet »en billig erstatning for seriøs tænkning«. Han udpeger længslen efter anerkendelse og frygten for at blive afvist som det moderne samfunds politiske motor. På venstrefløjen ses det i skiftet fra at kære sig om økonomisk lighed til at koncentrere sig om marginaliserede identitetsgrupperinger. På højrefløjen er fokus gået fra hovedmålet om at begrænse statens størrelse og indflydelse til at opdyrke en nationalisme knyttet til »race, etnicitet eller religion«.

Fukuyamas ærinde er at optegne, hvordan behovet for anerkendelse og identitetsfællesskaber er begyndt at overskygge vores materielle interesser, der hidtil har været den vestlige verdens hovedpulsåre. På tværs af politiske skel knytter folk sig til snævre tilhørsforhold, der ikke er til forhandling, og det er en kompromisløshed, som i sidste ende truer selve demokratiet.

»Jeg tror, at det reelle problem i amerikansk politik er, at vi er gået fra at diskutere økonomisk politik til at diskutere identiteter,« sagde Fukuyama fornylig til NPR.

En ny nationalisme

Det kedeligste ved Fukuyamas position er, at den efterhånden virker træt. Vi har hørt det meste før. Men det, der alligevel kan vække interesse ved hans tilgang, er, at han grundlæggende godtager identitetspolitikkens præmis – han mener ikke, som mange andre, at vi uden videre kan hive vores personlige tilhørsforhold ud af den politiske samtale – han mener ikke, at svaret ligger i et kosmopolitisk menneskesyn eller universel medmenneskelighed. Humlen for Fukuyama er blot, at det er de forkerte identiteter, vi bekymrer os om.

Det er nemlig nationalstaten, der skal stå som rammen for identitetsdannelse – og dermed som udgangspunkt for den politiske samtale. Hvordan det præcis adskiller sig fra højrefløjens identitetsprojekt, virker uklart – det handler om at kultivere en nationalidentitet med udgangspunkt i demokratiske værdier, der er bred nok til at favne (stort set?) alle, men snæver nok til at afstedkomme en følelse af at høre til. Det er med andre ord en luftig og ukonkret ikkeløsning, der fungerer per definition, men som i praksis er svær få øje på.

Til gengæld har Fukuyamas modsvar til identitetspolitikken den (utilsigtede) konsekvens, at den netop i kraft i sin løs-i-kødet-hed bidrager til højrefløjens identitære nationalistiske projekt. Han inviterer nærmest til at blive misforstået – og fastholder samtidig individets identitetsdannelse i centrum af den politiske dagsorden (og ikke den økonomiske, som han ellers påstår at ville), når han nævner behovet for en »ny amerikansk identitet«.

Det er simpelthen for slapt at kritisere den identitetspolitiske storm ud fra tesen om, at det blot er de forkerte identiteter, der fokuseres på. Hvis man vil bekæmpe det overgjorte politiske fokus på identitet, må det gøres ud fra erkendelsen af, at der er langt mere presserende politiske spørgsmål end dem, der angår enkeltindividets identitet og følelse af at få anerkendelse og af at høre til.

Vi kunne for eksempel begynde at tage klimakatastrofen, de galopperende økonomiske uligheder og magtmisforhold alvorligt.

Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
Læs også
Vi giver dig magten over økonomien tilbage. Det gør vi sammen med Jørgen Steen Nielsen og Adam Smith. Og så taler vi med Rune Lykkeberg om identitetspolitik med afsæt i Francis Fukuyamas nye bog. Med over telefonen er også Christian Monggaard, der fortæller om Michael Moores nye film
Hør mere i podcasten
Hvis identitetspolitik ikke skal splitte vores samfund, må vi opbygge én stor national identitet, som alle kan deltage i, mener den berømte politolog Francis Fukuyama. Det er ikke nok at tale om mangfoldighed og tolerance – nationen skal stå for noget
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Vi kunne for eksempel begynde at tage klimakatastrofen, de galopperende økonomiske uligheder og magtmisforhold alvorligt".

Problemet med klummens budskab er, at selv om det er svært at være uenig i kritikken af Fukuyama, så stopper det der, hvor det begynder at blive interessant, i hvert fald i forhold til det, der bredt kan betegnes som den danske venstrefløj.

Hvad er det for et "vi", der tales om? Med de tre nævnte fokusområder går jeg ud fra, at det først og fremmest er henvendt til de personer, der bredt kan siges at tilhøre venstrefløjen.

Klummen havde været interessant, hvis den mere direkte, præcist og kritisk havde været orienteret mod bestemte grupper på venstrefløjen, der har gjort for lidt, noget forkert eller intet overhovedet i forhold til de tre nævnte fokusområder, og som for ensidigt har været fokuseret på identitetspolitik: Politiske partier, græsrodsbevægelser, foreninger, særlige grupper af kunstnere, akademikere, intellektuelle m.m..

Steffen Gliese

I folkestyret kommer det enkelte respekterede individ først som den mindste enhed, magten er bygget op af. Derfor er den emancipation, som identitetspolitikken fremmer, afgørende nødvendig.

Niels Duus Nielsen

Identitetspolitik er for det meste noget lort, fordi den fokuserer for snævert på de forkerte identiteter. Men hvis alle disse mange og meget forskellige identiteter - som kvinde, som bøsse, som indvandrer, og hvad man nu kan identificere sig med - subsumeres under den identitet, som vi alle har til fælles, kan identitetspolitik sagtens støtte den fælles kamp.

Og det er ikke nationen, som er den superidentitet, vi alle skal hylde - jeg har mindre tilfælles med en Støjberg end med min nabo Hassan - men derimod identiteten som lønarbejder, med og uden job. Hvad enten du er kvinde, bøsse, indvandrer eller whatever bliver du taget i røven af de rige og magtfulde og deres marionetter på Christiansborg.

Det er os mod dem - de 99% mod den ene procent.

Steffen Gliese

Ah, Niels, der er jeg faktisk ikke enig. Jeg er en - eller var - en tilfreds dansker, dengang landet bevægede sig progressivt fremad. Så det er ikke nationen uanset hvad, jeg respekter, men nationen, der har udviklet sig til et velfærdssamfund med frihed, lighed og solidaritet.
Solidariteten er jo iøvrigt på vej frem igen - der er netop faldet en afgørende dom i Frankrig, som ellers ikke har dyrket 'broderskabet' som en aktiv værdi på samme måde liberté og egalité..

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, jeg har så altid været lidt utilfreds, men i det store og hele var jeg da også en glad dansker. Men kombinationen af afviklingen af velfærdsstaten og globaliseringen af økonomien har tvunget mig til at tænke mere internationalt.

Jeg har mere til fælles med en fransk fattigrøv end med et dansk medlem af magteliten. Så hvorfor skulle jeg dog støtte nationen - vi er alle i samme båd, men af en eller anden grund er det altid mig og mine, der ror, mens Pape og Støjberg sidder i liggestolene på første klasse og skaber splid.

Torben K L Jensen

Den tiltagende identitære agenda der udspringer af neo-liberalismens forherligelse af enkeltpersoners succes som primus motor i udviklingen af samfundet - har ødelagt fællesskabets store institutioner som fagbevægelse,andelsbevægelse,sparekasser og endnu vigtigere realkreditten. Den kurs ødelægger hele ideen om at store omvæltninger kun kan varetages af i fællesskab - ikke af enkeltindivider som feks. Elon Musk det ville være at forlænge pinen ud over "The tipping point".
Så ja - Steffen Gliese har ikke ret med han påstand - laangt fra.

Steffen Gliese

Ah, det kan man ikke tage mig til indtægt for, jeg bevæger mig stort set altid ud fra et borgerperspektiv og er mere ligeglad med, hvad folk måtte komme til at beskæftige sig med til opretholdelse af livet - bortset fra det helt afgørende, at alle er sikret en god tilværelse, også hvis de for en tid eller mere permanent ikke kan komme til at bestride lønarbejde.
For mig er der tale om en løbende emancipation, der lader folk i højere og højere grad træde ind i samfundslivet, frigjort fra klassebindinger på det samfundsmæssige plan, som individ, men ikke uden mange forskellige bindinger i form af klasse, køn, egn m.m. Men for mig er det demokratiske samfunds første pligt at sikre den enkelte retten til sig selv.

Torben K L Jensen

Steffen - vi kan ikke alle sammen ligge på vores ydmyge knæ og tigge din gud om hjælp til at redde kloden. Du kan tage din elitære snak,stoppe den op - for jeg har aldrig nogensinde hørt dig komme med et forslag der muligvis kunne have realistiske muligheder for at kunne gennemføres. Et radikalt blålys af den værste slag er dem der har det hele i munden og ikke kunne finde på at få jord under neglene.

Steffen Gliese

Der er absolut intet elitært ved det, Torben K L Jensen, men det kræver selvfølgelig, at man sætter sine egne materielle drømme lidt til side, hvilket jo er, hvad fremtiden under alle omstændigheder byder os.