Kommentar

Pædagoger bør forklare, hvordan det kan gå til, at de glemmer et barn, der skider

Pædagoger skal ikke længere være en undskyldning for sig selv, men i stedet forklare forældre, hvorfor de ikke har tid til at tage sig af deres børn
Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få forældrene til at forstå, hvilken hverdag deres børn har og gøre dem til allierede i kampen for bedre normeringer.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få forældrene til at forstå, hvilken hverdag deres børn har og gøre dem til allierede i kampen for bedre normeringer.

Lars Havn Eriksen

3. oktober 2018

Den 11. september 2018 skrev formand for Forældrenes Landsforening, Louise Gjervig Lehn, i et indlæg i Information om, hvordan regeringen tager mere fra børneområdet, end de giver. Hun skrev, at udviklingen gør hende bekymret for de ’almindelige’ børn. Som pædagog deler jeg i høj grad hendes og foreningens bekymring.

For os pædagoger er forældrene nødvendige allierede i kampen for bedre normeringer. Derfor skal vi pædagoger være bedre til at forklare vores hverdag i stedet for at forsvare den, så forældrene forstår, hvilke begrænsninger vi er underlagt i vores arbejde.

Her kommer en historie fra min hverdag.

Rasmus’ far stikker hovedet ind på stuen, mens han råber:

»Er der ingen voksne her, eller hvad?«

Jeg sidder ved et bord med fem piger omkring mig, druknet i deres høje stemmer. De er i gang med at spille et spil og er blevet uenige om reglerne, så jeg mægler. Imens leger fire drenge med biler på gulvet og efterligner ambulancelyde. Tre børn kalder på mig, fordi de gerne vil have mig til at stryge deres færdige perleplader. Musikken fra rummet ved siden af overdøver dem næsten, men døren er nødt til at stå åben.

Jeg er alene på stuen med 18 børn. Min kollega er i køkkenet for at vaske op efter eftermiddagsmaden, hvilket er endnu en af de nødvendige hverdagsopgaver, som vi også skal klare.

Jeg rejser mig fra bordet med pigerne, som spiller spil, for at gå ud til Rasmus’ far. Ved første skridt kommer jeg pludselig i tanke om, at det er over fem minutter siden, at Rasmus fortalte mig, at han gik ud på toilettet for at lave lort.

Jeg skulle lytte efter, når han kaldte for at blive tørret. For hvert skridt, jeg træder over mod Rasmus’ far, slår en usynlig hammer mig hårdere og hårdere i hovedet – jeg har glemt, at Rasmus sidder på toilettet!

Da jeg når ud til Rasmus’ far, kigger han mig vredt i øjnene. Jeg føler mig som verdens dårligste pædagog, for jeg ved godt, hvad han vil sige. Rasmus sidder grædende på toilettet, og hans far er rasende.

Jeg undskylder, at jeg ikke har hørt ham kalde og prøver at forsvare det med, at der er meget larm på stuen, og at jeg er alene. Rasmus’ far tager sin søn i hånden, og de forlader institutionen, mens jeg står tilbage med røde ører. Endnu en gang.

Forklar, ikke forsvar

Men jeg er træt af at få røde ører. Jeg er træt af at forsvare mig, og jeg er træt af at høre andre pædagoger forsvare sig, når vi i virkeligheden burde komme det i forkøbet og i stedet forklare os i forhold til den hverdag og de vilkår, vi og børnene er underlagt.

Vi skal forklare forældrene, hvorfor deres børn skal kigge langt efter en voksen.

Hvis vi vil have forældrene til at forstå, at det ikke er os pædagoger, der er noget galt med, men den lovgivning og normering, som vi er underlagt, så er vi nødt til at lære at forklare vores handlinger som en konsekvens af vilkårene i daginstitutionerne.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få forældrene til at forstå, hvilken hverdag deres børn har og gøre dem til allierede i kampen for bedre normeringer.

Så kære pædagoger og forældre: Det er nødvendigt, at vi allierer os og arbejder sammen, hvis vi vil bremse de hænder, der tager de i forvejen sparsomme og utilstrækkelige ressourcer, som vi har til vores alle sammens børn.

Det er nødvendigt, at vi har en fælles forståelse for, hvordan hverdagen ser ud i daginstitutionerne, for vi har et fælles ønske om, at der er tid til omsorg, opmærksomhed og samtale for hvert enkelt barn. Vi må sammen fortælle og anerkende, at årsagen til, at ingen ved, hvordan lille Eigil fik et blødende knæ, er, at én pædagog var alene med alle børnene på legepladsen.

På samme måde som der heller ikke er nogen, der ved, hvor meget Rosa fik at spise til frokost, fordi der ikke var nok voksne til at sidde ved hendes bord.

Hvis vi vil have, at politikerne opnår forståelse for vores og børnenes hverdag, og at de igen får respekt for pædagogernes arbejde, må vi sammen forklare, hvad der sker og hvorfor.

Jeg ville ønske, at jeg havde sagt til Rasmus’ far, at man i daginstitutioner i dag skal kalde mange gange, før man bliver tørret, og at det ikke er pædagogernes skyld, men politikernes, og at han derfor skal rette sin vrede mod dem. Det vil jeg gøre fremover og samtidig opfordre Rasmus’ far til at fortælle historien videre.

Malene Holmqvist er pædagog i Københavns Kommune

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Anker Nielsen
  • Thomas Olsen
  • Torben Skov
  • Runa Lystlund
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Ole Frank
  • Henrik Rasmussen
  • Dorte Sørensen
  • Grethe Preisler
  • Anne Schøtt
  • Jørn Andersen
  • Alvin Jensen
  • Kristen Carsten Munk
  • Randi Christiansen
  • Ib Christensen
  • Christian Mondrup
  • Egon Stich
  • Eva Schwanenflügel
Ervin Lazar, Viggo Okholm, David Zennaro, Anker Nielsen, Thomas Olsen, Torben Skov, Runa Lystlund, Flemming Berger, ingemaje lange, Ole Frank, Henrik Rasmussen, Dorte Sørensen, Grethe Preisler, Anne Schøtt, Jørn Andersen, Alvin Jensen, Kristen Carsten Munk, Randi Christiansen, Ib Christensen, Christian Mondrup, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krister Meyersahm

Flere pædagoger får man med forhøjet forældrebetaling. Det forholder sig sådan, at udgifterne for en institutionsplads deles mellem forældre og kommune med ca. 30% til forældre og 70% til kommunen.
Sæt forældrebetalingen op.

Niels Duus Nielsen

Jeg glemte en gang min søn på legepladsen, selv om jeg kun havde ham at holde øje med. Jeg følte mig som verdens dårligste far, men ungen var ligeglad, han havde fået en ny ven, og ville ikke med hjem, da jeg endelig fandt ham efter en times tid. Han blev også en gang væk for mig til en Land og Folk festival - det var meget værre, for da nåede han at blive bange, før jeg fandt ham, så da havde jeg virkelig grund til at føle mig som en dårlig far.

At en pædagog kan miste overblikket, når vedkommende skal tage sig af 18 unger, er da forståeligt. Men det er ikke pædagogen der er dårlig, derimod den kommunale styring af normeringen. Selvfølgelig føler pædagogen, at det er hendes skyld, pædagoger er nemlig empatiske mennesker, der holder af børn og tager deres ansvar alvorligt.

"Jeg ville ønske, at jeg havde sagt til Rasmus’ far, at man i daginstitutioner i dag skal kalde mange gange..." - nemlig, allier jer med forældrene og kræv bedre forhold for børnene.

Børnehaver bør ikke være børnefængsler, hvor fangevogterne ikke har tid til at tage sig af ungernes behov, men derimod hyggelige fristeder, hvor børnene kan have det trygt og sjovt. Det er sikkert sjovt at være et ud af 18 børn sammen med en enkelt pædagog - tænk på al den skønne ballade, man kan nå at lave - men det kan hurtigt blive utrygt.

Er det virkelig det, vi vil have - utrygge børn?

Viggo Okholm, David Zennaro, Bettina Jensen, Berith Skovbo, Thomas Olsen, Connie brask, lone hansen, John Liebach, Eva Schwanenflügel, Helene Kristensen, Flemming Berger, Ole Frank, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, Lars Sell-B, Alvin Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Børnene kan lige så godt lære det. For på plejehjemmene kan de trække i snoren lige så længe!

John S. Hansen, Trond Meiring, Carsten Hansen, Runa Lystlund og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Krister Meyersahm, hvorfor overhovedet have egenbetaling? Da man ikke rigtigt kan passe et arbejde uden at ungerne går i børnehaven imens, er egenbetaligen reelt en skat på arbejde, som kun rammer folk med børn, hvilket faktisk er dybt uretfærdigt.

Og da jeg alligevel er med til at betale 70% af udgifterne ser jeg intet problem i at være med til at betale de sidste 30%. Det vil selvfølgelig betyde, at skatten nominelt må sættes op, men da udgiften er den samme, er der jo ikke tale om en reel skattestigning, blot en omfordeling.

Flere pædagoger kan så fremskaffes ved at give skatten atter et lille nøk op. Det må vi godt nok ikke for de borgerlige, med LA i spidsen, men bare fordi regeringen ikke ser noget problem i at lade børnene vokse op i utrygge daginstitutioner, er der vel ingen grund til, at vi hjælper dem med mishandlingen?

Der er jo ikke tale om, at den onde stat stjæler vore penge, men derimod om at vi alle investerer i et fælles gode - for børn er da et fælles gode, hvad enten man har børn eller ej. For hvem skal ellers betale vores allesammens folkepension?

Bettina Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Olsen, Søren Nielsen, lone hansen, John Liebach, Eva Schwanenflügel, Helene Kristensen, Runa Lystlund, Flemming Berger, ingemaje lange, Henrik Rasmussen, Jørn Andersen, Karsten Lundsby, Kristen Carsten Munk, Anders Reinholdt, Trond Meiring og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ha, Grethe Preisler, du ville virkelig blive chokeret, hvis du havde kendt mig, dengang jeg var enlig far. På et tidspunkt havde jeg en fuldblods alkoholiker boende, han var typen, der blev kærlig, når han blev fuld, og ungen elskede det, så legede de nemlig vilde lege, indtil min sambo faldt om i sofaen. Jeg udnyttede aflastningen til at fyre en ordentlig fed, og så sad vi sammen og så Disneyland.

Idel hygge!

Grethe Preisler

Niels Duus Nielsen,

Beklager - jeg ved ikke, hvem jeg har fornærmet med hvad i den kommentar, du refererer til ovenfor, men nogen må jo have fundet den stødende nok for medlemmer af 'det stærke køn' til at få den slettet ..... ;(

m.v.h.
og fortsat god debatlyst

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Grethe, jeg så ikke din kommentar. Men du skal vide, at jeg i den grad nyder dine kommentarer her i avisen. De er altid garant for viden, sproglig dygtighed og (nogle gange) et kærligt svirp med pisken.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Grethe Preisler og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ideen om RIGTIG at fortælle forældrene om hvordan pædagogernes arbejdsforhold VIRKLELIG er, er selvfølgelig besnærende.

Men pædagoger er ansatte, de er bundet af et vist loyalitets krav. Forskellige kommuner har forskellige kulturer når det kommer til at advare forældrene om de faktiske forhold i jernindustrien. Fundamentalt set kan alle chefer, til hver en tid, kræve at de ansatte smiler til kunderne og siger "Her går det godt," så længe de er på arbejde.

heidi møller jensen

Har alt for mange gange stået alene med en medhjælper, hvor vi skulle dække tre stuer med 38-40 børn i alderen 3-5 år i flere timer både om morgenen og om eftermiddagen . Og selvom der stod røg ud af ørerne på os, måtte vi aldrig tale negativt om situationen!! Gæt selv om jeg er pædagog i dag!

David Zennaro, Runa Lystlund og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen og heidi møller jensen, hvad medarbejderne kan sige og ikke sige er ikke kun op til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren kan opstille regler for, hvad der må siges og ikke siges, fagforeningen skal så tages med på råd, hvis det skulle blive til en disciplinærsag.

Sidst jeg tjekkede var både pædagogernes og pædagogmedhjælpernes organisationer rimeligt stærke, så jeg er ret sikker på, at en sådan sag aldrig vil ende i Arbejdsretten, da der er alt for stor chance for at arbejdsgiveren vil tabe sagen.

Runa skriver.
Det er muligt, at Rasmus’s far er glad for regeringens skattelettelser og måske forbinder han ikke et manglende antal pædagoger med det. Han ser blot sig eget barn og tænker ikke på hvor mange børn, der er skal passes.

Vi forældre er sådan set selv ansvarlige for vores børn og hvilke politikere vi stemmer på og hvilken politik de har. Vi kan have indflydelse på politikerne. Vi kan simpelt hen lade være med at stemme på dem.

Som en mor, der arbejder i byggeriet har jeg altid undret mig over, hvordan det kan være tilfældet, at nye institutioner alt for ofte placeres i trafikknudepunkter med forurening og støj. Her tilbyder lokalpolikerne landets fremtid alt for små lokaler ved stærkt trafikerede veje.

Mine børn har gået i en puljeinstitution, stiftet af forældrene, hvor vi forældrene gjorde rent, når der skulle gøres hovedrengøring og malede for at der var råd til flere ting. Det er muligt at stifte børneinstitutioner og drive dem delvist selv, hvis man gider arbejdet. Vi var alle travle forældre, men vi ville ikke placere vores børn i et muggent traffikplaget vejkryds. Det krævede ekstra arbejde nogle weekender, men vi gjorde det. Hermed er ideen givet videre. Og vi havde alle tiders pædagoger og medhjælpere. De var ikke voldsomt mange, men havde dog på ingen måde så mange børn, som der bliver beskrevet her. De sørgede vi for.

Niels Duus Nielsen, jeg er bange for at du er for optimistisk. Kommunen kan pålægge isne ansatte, individuelt eller generelt, ikke at omtale kommunens økonomiske beslutninger, i arbejdstiden, med borgerne, medmindre de er udpeget som talsmænd på området. Hvis de ansatte ikke overholder den ordre kan de få en formel advarsel, og hvis de bliver ved kan de afskedens for at tilsidesætte direkte instrukser. Fagforeningen kan så føre en sag på uberettiget afskedigelse, men hvor meget vi end må ønske det modsatte , så er det faktisk berettiget af fyre folk der ikke gider gøre hvad de får besked på.

Og så er der så kommuner de bare ville fyre ansatte på noget andet og mere vagt, som samarbejdsproblemer. Så skal fagforeningen så bevise hvad der foregik internt i kommunens top...

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen, der er bagatelgrænser, og en forklaring som den, Malene Holmquist skitserer i artiklen, vil blive betragtet som en bagatel.

Du har selvfølgelig ret i, at kommunen så bare kan lyve om den virkelige grund til en fyring, men i så fald må kollegerne jo nedlægge arbejdet. Det kan så risikere at ende helt galt, da der så er tale om en ulovlig strejke - men mon problemet overhovedet ville være opstået, hvis ikke pædagoger og forældre havde ladet sig kue?

For du mener vel ikke, at forældre og personale bare skal acceptere kommunens afgørelse og bøje nakken? Det er jo ved netop at gøre det, at situationen har udviklet sig derhen, hvor den er nu.

"Mads Jakobsen, der er bagatelgrænser, og en forklaring som den, Malene Holmquist skitserer i artiklen, vil blive betragtet som en bagatel."

Så længe det er en ren bagatel, så vil den blive ignoreret. Det er det der er sagen; for at blive effektivt må sådan en "fortæl sandheden" aktion nødvendigvis nå et omfang hvor den IKKE er en bagatel. Og så kan, og vil, kommunen gribe ind.

"For du mener vel ikke, at forældre og personale bare skal acceptere kommunens afgørelse og bøje nakken?"

Jeg tror du har et romantisk forståelse af de offentlig ansattes muligheder for arbejdskamp. Når offentligt ansatte strejker... så spare kommunen penge. Alt hvad kommunerne behøver at gøre i en offentlig konflikt er halvvejs at vinde PR krigen, så kan de grine hele vejen hen til banken mens strejkekasserne tømmes. Og det ved de offentlige fagforeninger kun alt for godt.

De offentlige ansatte kan ikke tvinge politikerne til noget som helst. Hvis normeringerne skal stige skal det være et ønske fra vælgerne, og vel at mærke et så stærkt ønske at det kan afgøre hvem der bliver borgmester. Et ønske så stærkt at politikerne kan tage pengene fra et andet område (hvor de ansatte også vil brokke sig) uden at risikere deres karriere.

Niels Duus Nielsen

Det var da en opgivende holdning at have, Mads Jakobsen. Hvis man følger dine henstillinger vil det jo aldrig blive bedre. Jeg har så erfaring for det modsatte, som statsansat har jeg været med til at ændre forholdene på min arbejdsplads ved at deltage i såkaldte "vilde" strejker. Ledelsen sparede penge, men alligevel følte den siog tvimget til at efterkomme vore krav.

Men det er selvfølgelig mange år siden, så måske har Leo Nygaard ret, når han i en anden tråd hævder, at vi danskere er ramt af en "uselvstændighedskultur", hvor vi bare holder kæft trit og retning i stedet for at prøve at give os selv og vore børn et godt liv.

Det er i grunden utroligt, det er ikke mere end 30-40 år siden at politikerne skulle være meget varsomme med, hvad de foretog sig - de har skam fået dresseret de brede masser godt, ser det ud til. Men det er vel den dybere mening med de såkaldte "kvantitative lempelser" - en sulten og bange befolkning er en tam befolkning.

Grethe Preisler

Kognitiv dissonans og Falsk bevidsthed

"To aktører i een rolle
Tvende bejlende til een
Og to hunde om eet ben
Aldrig kunne venskab holde."
(Johan Herman Wessel)

"Det var da en opgivende holdning at have, Mads Jakobsen."

Jeg forholder mig til hvad der er virkeligt, ikke til hjertevarme ønskedrømme og tom peptalk. For hvis du tænker lidt over det, så er vi jo netop der hvor vi er fordi man ikke må have en "opgivende," læs realistisk, holdning til hvordan en arbejdsplan kan se ud i en daginstitution.

Niels Duus Nielsen

Realisme er noget, man bruger, når man lægger slagplaner, men uden en vision for, hvad kampen skal munde ud i, bliver det en dårlig plan. Se bare på socialkammeraterne, i stedet for at udkaste visioner for fremtiden kopierer de blit de borgerliges fantasiløshed, for det virker for den fantasiløse som den mest realistiske vej at gå.

Men af og til, når man løber hovedet mod en mur, er det faktisk muren, der ikke holder. Slet ikke at foretage sig noget er den sikre vej til, at der slet ikke sker noget - og det er jo, hvad der har bragt hertil, hvor vi er.

Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Langebro 1969

"Jeg gik forbi dæmonernes port
Ud for Kofoeds Skole
Der stod en flok og drak sig ihjel
Hvis du tør - så kom med mig."
(Kim Larsen)

Bettina Jensen

"Men det er ikke pædagogen der er dårlig, derimod den kommunale styring af normeringen."

Og det kommunale selvstyre er så godt som bragt ud af verden, tilbage er en overordnet styring fra centralt hold. Vi skal hverken bebrejde kommunerne, os selv, pædagogerne eller staten - men vores ideologiske system; den neoliberale perversion, som bl.a. betyder at politikere på toppen kan træffe beslutninger og lade kadrerne nedenunder eksekvere, hvorpå den fagprofesionelle ude i den mildt sagt meget lidt sammenhængende praksisvirkelighed kan få lort på samvittigheden, skam i turbanen og stress på bagsmækken ... og siden skiftes ud med en ny konkurrencestatssoldat.

"Realisme er noget, man bruger, når man lægger slagplaner"

Nå, nå. Lad os høre når dine slagplaner munder ud i noget reelt.

Men generelt
bør mennesker tage sig mere af egne børn,
og IKKE tørre dem af på samfundet.

Syntes forøvrigt det en dårlig ide føre fagkamp med børn og forældre som våben.
Men det skulle aldrig være kommet dertil, det er blevet nødvendigt.

PS.
Forstår godt faderens vrede over den manglende omsorg for barnet, nu da systemet jo er som det er, og der ikke burde være problemer i den retning.
Men faderen burde i stedet havde rettet vreden imod sig selv,
da han tilsyneladende ikke har tilrettelagt et ordentlig og ansvarligt liv for sig selv og sin datter.

Grethe Preisler

@niels valla

Rasmus' opbragte far, som "tilsyneladende ikke har tilrettelagt et ordentligt og ansvarlig liv for sig selv og sin datter" og giver pædagogen Marlene et møgfald for at glemme hans trængende barn på det lille hus?

O har du en fader, da skøn derpå, thi moderløs' er de arme små .... ;o)

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen: "Lad os høre når dine slagplaner munder ud i noget reelt."

Jeg var med til at skabe den stemning, der var med til at få amerikanerne til at trække sig ud af Vietnam. Jeg var med til at forhindre, at atomkraft blev indført i Danmark. Jeg var med til at indføre det mindset her i landet, hvor miljøet blev en faktor, som politikerne blev nødt til at forholde sig til. Jeg har været med til at gennemføre ændringer i produktionsgangen, så jeg og kollegerne blev mindre nedslidte, end vi ellers ville være blevet.

Civil ulydighed kan sagtens gøre en stor forskel.

Og så jeg har været med til at holde "skruen" i gang på en stor offentlig arbejdsplads, hvor vi arbejdere og tjenestemænd på skift krævede og fik lønforhøjelse, tjenestemændene med henvisning til, at de som tjenestemænd skulle have mere i løn end os postarbejdere, og postarbejderne med henvisning til. at vi udførte nøjagtigt det samme arbejde som tjenestemændene. Det gik fint i mange år, indtil staten langt om længe regnede vores fidus ud og afskaffede tjenestemændene.

Her var ikke tale om civil ulydighed, men det er stadig et eksempel på en slagplan, hvor vi ved at forholde os realistisk til tingenes faktiske tilstand, og bakke vore visionære krav op med omhyggeligt camouflerede trusler om "ikke at kunne garantere roen på gulvet", kunne opnå at gøre visionen til virkelighed. Ikke at der er noget specielt visionært ved en lønforhøjelse, Men så længe, man endnu ikke har fået den, er den jo blot en fantasi.

Du ville jo have eksempler på slagplaner, som succesfuldt forvandlede et tænkt mål til en reel forandring - her var så fem, og hvis jeg tænker mig om vil jeg nok kunne huske mange flere. Det er muligt at ændre verden, jeg har gjort det masser af gange, men aldrig alene, altid som en del af et fællesskab, som var så opsat på at skabe forandring, at vi var parate til at risikere nederlag. Og nederlag har der skam også været mange af, men dem gider jeg ikke gå og huske på som andet end erfaringer, der kan hjælpe mig med at gøre den næste slagplan endnu bedre.

Bettina Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Nils Valla, "Men generelt bør mennesker tage sig mere af egne børn, og IKKE tørre dem af på samfundet." For nogle årtier siden (fx i 60-erne) kunne en familie leve ganske pænt af én indkomst og endda have hus og bil. Det er umuligt i dag - hovedsagelig fordi beskatningen er fordoblet.

Derfor er der ikke noget underligt i at børn ikke bliver passet af en af forældrene, men kommer i vuggestue/børnehave. I øvrigt er fremtidens samfund og fremtidens pensionister dybt afhængige af, at der fødes børn - gerne flere end i dag. Derfor har samfundet også en forpligtelse til at støtte småbørnsforældre. Forældrebetalingen er ca. 30% - hvis man indførte samme brugerbetaling i sundhedsvæsenet ville der være skrigen og råb om en velfærdsmassakre!

Eftersom børnepasning er en nødvendig omkostning for indtægtens erhvervelse, burde man have gratis vuggestue/børnehave eller som minimum kunne fratrække forældrebetalingen skattemæssigt.

I øvrigt ville jeg ikke acceptere den sprogbrug, som er anvendt i artiklen. Småbørn laver ikke "lort" og "skider" - et så plat sprog bør børn ikke udsættes for.

At "børnepasning er en nødvendig omkostning for at kunne erhverve en indtægt" kan jeg ikke se logikken i.
Sammenligningen med sundhedsvæsnet er heller ikke 100% retfærdig. Selvom man godt forstår princippet.
Det er et bevidst valg om man vil have børn. Hvis man ikke kan overskue at få passet sine børn, så må man lade være.
Det er nok meget sjældent et bevidst valg at blive syg. (Selvom man hakker på rygerne og de fede).
Jeg synes det er ufatteligt svagt af vores folkevalgte at de har givet op her og lader os andre skændes om mindst dårlige opbevaringsmåde til børnene.
Artiklen vidner om at man i pasninssystemet sigter efter laveste fællesnævner og kun lige med nød og næppe har etableret opbevaring af børn som man ikke har gjort sig klart hvad man vil med.
Hvorfor ikke benytte chancen når man alligevel har en børnehave fuld af mennesker i deres mest lærenemme tilstand: barndommen. Børn skal ikke bare passes, de skal lære at gøre alting og det skal helst være bedre end deres forældre, fordi alternativet er skidt.
Muligheden for at udrette store ting ligger jo lige for vores fødder her.
Vi må derfor stille langt mere ambitiøse krav til myndighederne og politikerne. Det bør ikke handle om opbevaring, men om fremgang.
Forældre og pædagoger skal selvfølgelig stå sammen om dette og ikke lade sig spille ud mod hinanden.

Folketinget vil hellere jagte borgere, der er på skideren, end sørge for ordentlige forhold på børnehavens toiletter.
Kontornussere er der rigeligt af. Varme hænder er en mangelvare.

Bojsen : "Det er et bevidst valg om man vil have børn. Hvis man ikke kan overskue at få passet sine børn, så må man lade være."
Ja, sådan var det i gamle dage - med husrtrufradrag og børnefradrag. Da kunne man vælge.
Men det var dengang.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan indføre det igen. Det gøres med UBI-Basisindkomst, som vil give forældre mulighed for at vælge mellem institutionen eller at passe de små før skolealderen selv.
Feminismen med de materialistiske, sociale ambitioner har sit store ansvar for udviklingen.
Politikerne ser det slet ikke.

Til Niels Duus Nielsen

Jeg er glad for at du mener at du fik Amerikanerne ud af Vietnam, men nu var det offentlige børneinstitutioner vi snakkede om. Et område du ikke lader til at have speciel forstand på, og som du vist ikke ønsker at vide noget om, for det er for meget af en kold karklud på dine store visioner.

Igen, lad os høre hvornår dine store planer bliver til noget i virkeligheden.

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen, du taler i generelle termer og må derfor forvente at få generelle svar. Som man taler i skoven...

Jeg har påvist, at det er muligt at ændre verden ved at kombinere realisme med visioner; du fastholder stædigt, at visioner ikke har nogen plads i seriøs strategiudviklng. Så tror da fanden, at du forventer nederlag, når du således vælger at kæmpe på modstanderens præmisser, i stedet for at skabe dine egne.

Måske skulle du øve dig lidt i at leve med disse selvforskyldte nederlag, At afslutte en diskussion, hvor man løber tør for argumenter, med at erklære at modstanderen er dum, hører mere til i en børnehave end i debatten på Information. Men okay, du har jo forstand på børnehaver, forstår jeg.

Over and out.