Læserbrev

Politiet behandler Christiania som en zone, hvor borgernes rettigheder ikke gælder

Det er justitsministeren, der har det overordnede ansvar for at have givet ordre til en øget indsats på Christiania, men ansvaret for den hårde behandling af borgerne ligger i sidste ende hos politiet selv. De må og skal ikke bruge uforholdsmæssigt meget magt og vold i arbejdet
18. oktober 2018

Politiets indsats på Christiania har i mange år fået en del kritik.

På sociale medier har vi set og læst om en særdeles hårdhændet behandling af almindelige mennesker. En pacificeret mand, der voldsomt slæbes afsted af en flok betjente, men alligevel skal have et skud peberspray i ansigtet. En dame, der skubbes med sådan en kraft, at hun flyver flere meter gennem luften og knalder hovedet ned i jorden. Eksemplerne er mange.

For mig er det væsentlige ikke at hænge politiet ud, for de fleste politifolk er gode og reelle mennesker, som blot ønsker at gøre en positiv forskel. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at politiet lægger ryg til meget brok fra utilfredse borgere, der føler sig forfulgt, fordi de bruger cannabis, enten rekreativt som nogle nyder alkohol, eller medicinsk – men stadig ulovligt.

Det er politiets opgave at håndhæve loven, og derfor må vi give dem det fornødne rum til at udføre arbejdet.

Desværre virker Christiania som en zone, hvor almindelige regler for, hvordan ordensmagten bør opføre sig, er sat ud af drift. Politiet ser rutinemæssigt stort på borgernes rettigheder, og de bruger i høj udstrækning området som øvelsesterræn. Ofte er det uerfarne betjente, der er med til aktionerne. De går lettere i panik og reagerer derfor uhensigtsmæssigt med en tendens til at bruge langt mere magt end nødvendigt.

Derudover hersker der en uheldig nulfejlskultur hos politiet. Man indrømmer ikke altid, hvis man begår fejl, og man dækker i nogle tilfælde over fejlene og dem, der begår dem, frem for at rydde ud i de brodne kar og ændre kulturen.

Det er et stort problem, da det svækker tilliden til politiet og skaber had, som intet godt fører med sig.

Den såkaldte uafhængige politiklagemyndighed er også jævnligt blevet beskyldt for at være alt andet end uafhængig. Rutinemæssigt afviser den klager fra borgerne, til trods for massive beviser for magtmisbrug og overgreb, hvilket yderligere svækker tilliden til hele systemet.

Det er justitsministeren, der har det overordnede ansvar for at have givet ordre til en øget indsats på Christiania, men ansvaret for den hårde behandling af borgerne ligger i sidste ende hos politiet selv. De må og skal ikke bruge uforholdsmæssigt meget magt og vold i arbejdet.

Allon Hein Sørensen, folketingskandidat (Alt.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Trond Meiring
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
Dorte Sørensen, Trond Meiring, Klaus Lundahl Engelholt, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er absolut intet nyt i dette. Sådan har politiet opført sig på Christiania, så længe Christiania har eksisteret.

Benta Victoria Gunnlögsson og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Jamen, var det ikke Christiania selv, - som meldte sig ud af samfundet??
Så burde man heller ikke være overrasket over, at der gælder andre regler derude.

Dorte Sørensen

Christiania blev normaliseret under Schlüter. I dag er de selvejende - hvilket nok er et stort held - for ellers var området sikkert blevet revet ned så der også her kunne opføres et rigmandsghetto.