For nogle år siden valgte en feteret forretningsmand at stille sine talenter til rådighed for folkestyret. Han hed Lars Kolind, var blevet kåret til Årets Mand i Børsen og havde fået Managementprisen og IT-Prisen. Der blev skrevet bøger om hans metode, og han havde selv forfattet et værk om sin praksis, som han kaldte Kolindkuren. Alle beundrede Lars Kolind.
Der var kolossale forventninger og en ydmyg taknemlighed over, at denne begavelse ville ofre sig for det danske demokrati, da han i 2007 stillede op til Folketinget for det nye parti Ny Alliance.
Men det varede ikke længe. Det tog kun et par ugers valgkamp at afsløre forretningsgeniet som en klovn. En politisk storbytosse. Sådan en, folk grinede af, når de så ham i fjernsynet.
Alle dem som havde set op til ham, så nu ned på ham.
Det må have været en rystende oplevelse for Kolind – han var jo det samme menneske, som tænkte og talte på samme måde. Han troede, han kendte pressen og offentligheden.
Forskellen var, at han nu var blevet politiker. Og politikere er en helt særlig kategori i pressen og i offentligheden. Alt, hvad de siger, omgås med skepsis, alt, hvad de mener, bliver analyseret som magtudøvelse, og alt, hvad de gør, kan blive brugt imod dem. De bliver kritiseret på et helt andet niveau end nogen andre. De kan blive draget til regnskab for alle forhold i den sociale virkelighed, og de kan blive afkrævet svar på alle samfundets problemer.
Politikernes synlige magt
Det er logisk: Deres arbejdsgivere er ikke bestyrelser, og deres autoritet kommer ikke fra deres uddannelselser, titler eller økonomiske resultater. Deres arbejdsgivere er vælgerne, som har et legitimt krav på svar, og deres autoritet kommer nedefra – fra de borgere, som de stiller op for at komme til at repræsentere.
Konsekvensen er, at i et samfund med mange forskellige typer magt og mange forskellige magtfulde institutioner og aktører, bliver rigtig meget utilfredshed rettet mod politikere. Og en meget stor del af det kritiske beredskab i offentligheden, i pressen og på de allestedsnærværende medier bliver rettet imod politikerne.
Vi ved, at vores samfund ikke regeres enevældigt fra Christiansborg. At vi har en administrativ overklasse og en økonomisk overklasse med relativt stor magt.
Alligevel konstruerer vi ofte et billede af samfundet, hvor politikerne har al magten.
Det paradoksale er, at politikerne over de seneste årtier har mistet magt, men at de samtidig bliver draget meget mere til regnskab på grund af den intensiverede mediedækning.
Uforberedt på kritik
Det må således være blevet hårdere at leve som politiker, samtidig med at de må opleve, at de har mindre og mindre magt.
Og vi kan konstatere, at flere og flere vælger at opgive dansk politik. Bjarne Corydon, Jonas Dahl, Christian Friis Bach, Esben Lunde Larsen, Søren Pind, Brian Mikkelsen og nu også Merete Riisager er bare nogle få eksempler på ministre eller forhenværende ministre, der midt i karrieren forlader politik.
De arbejder relativt mere, de tjener relativt mindre, og de bliver udsat for langt, langt hårdere kritik end eksempelvis magthaverne i den økonomiske overklasse.
Og når vi indimellem får afsløringer af den økonomiske overklasse i eksempelvis de store danske banker, står det klart, at de i hvert fald ikke er mere kompetente, mere ansvarsbevidste og mere forpligtet på det fælles gode end politikerne. Vi kan også konstatere, at de forekommer aldeles uforberedte på at blive draget til ansvar. Det er, som om de regner med, at de kan gøre, hvad der passer dem, fordi de forbliver skjult.
Pointen er ikke, at vi ikke skal være kritiske over for politikere: De vil have vores mandat til at bestemme over os. Vi skal bare huske, at de lever med en allestedsnærværende kritisk offentlighed, som ingen af os andre eller de store forretningsfolk ville kunne klare. Og at det også er dem, som bestemmer for os. Og at de skal hjælpe os med at sætte grænser for alle de andre overklasser, som også udøver magt over os.
Husk, hvad der skete med det store forretningsgeni, da han endelig mødte den kritiske offentlighed. Man kunne kalde det Kolindkuren.
Når tilliden til politikerne daler hurtigere end et punkteret køleskab i Århus Flydedok, er det muligvis fordi de ikke evner at leve op til den tillid og de løfter, de konstant stiller vælgerne i udsigt.
Der svindles i Styrelser og storbanker så vandet driver ned over de kontrolorganer der skulle have holdt dem i ørerne. Mørklægningen i Folketinget øges, og selv de løgne vi bliver bekendt med, har sjældent konsekvenser.
Altimens bliver borgerne kontrolleret og overvåget i stigende grad. Især de fattigste.
Økonomien går ufattelig godt siges det. Alligevel spares der minutiøst på velfærdsområdet og det offentlige. Flygtninge lever på sultegrænsen på integrationsydelsen, som nu skal sænkes yderligere.
Syge mennesker sanktioneres til selvmordets rand og udover kanten på den mest skruppelløse måde.
Det er muligvis synd for nyslåede politikere, at de slås i hartkorn med de gamle kynikere.
Men det er fordi mange desperat ønsker et nybrud, hvor vi gør op med disse svindlende og løgnagtige tendenser indenfor dansk politik, erhvervsliv og bankvirksomhed, hvor velfærdssamfundet igen kommer i højsædet fremfor destruktive udflytninger, fattigdomsreformer og fremmedforskrækkelse.
Når en ny politiker - eller et nyt politisk parti - træder ind i arenaen, må de derfor forvente, at forhåbningerne til dem er skyhøje. Og at svigtet tillid vokser som en svulst.
Måske er disse finansgenier blot mere skruppelløse end gennemsnittet. Måske får penge dem til at overvurdere sig selv, og en konfrontation med deres egentlige jeg kan så være en uhyggelig oplevelse.
Systemer, der kan få Lykke og kumpaner, Corydon og og den slags utøj i magtens centrum, trænger seriøst til en hovedreparation.
At være talsmand for sine medborgere er at stille sig op på øretævernes holdeplads. Selv hvis man gør det godt, vil der altid være nogen, der er utifredse.
At det så kan gå hårdt til, når nogen gør det dårligt, er at forvente. Politikerne gør det ualmindelig dårligt i disse år, hvorfor de bliver udsat for ualmindelig hård kritik. At de ikke kan klare kritikken og derfor forlader politik er kun udmærket - det er jo det, der er meningen med kritikken. Ret ind efter folks ønsker - eller skrid.
Kritikken bliver jo kun så voldsom, fordi vi oplever, at politikerne netop ikke bestemmer FOR os, men PÅ TRODS AF os.
Bliver politikerne bakket op af deres parti, så bliver de som regel også bakket af af kommentatorene og så de de som regel home free. Således Løkke, og Bødskovs nødløgn burde vel have kostet rødt kort, men han sidder jo stadig der, på bagerste række pga. opbagning fra partiet. Kolind blev netop ikke bakket op, men undsagt af partitoppen få minutter efter hans meninger om Fyn kom frem, mens Noko Grünfeld måtte se langt efter en Uffe Elbæk kommentar.
Hvis problemerne, svindlen, grådigheden og nepotismen kommer fra den altoverskyggende finanskapital og de internationale virksomhedsgiganter,
så må selv politikernes fingre jo pege den vej, istedet for at de lader landets befolkning tro, at politikerne selv har magt.
Jeg ved godt, at politikere bliver bedømt hårdt. Men een kontanthjælpsmodtager står villig til at bytte liv, indtægt og (manglende) prestige med en politiker et par måneder, så de lissom kan mærke, hvad det er de udsætter bunden af samfundet for. Og det ER deres ansvar!
Klummens papiroverskrift var Kolind-kuren. På nettet er overskriften som ovenfor. Nok mere sigende, men hvad om der samtidig var blevet ryddet op i manchetten, hvoraf det fremgår, at "politikere forlader politik, fordi vi (vælgerne) glemmer". Det er jo noget vrøvl og meningsforstyrrende for den udmærkede klummes indhold.
Hvis politikerne oplever mindre og mindre magt -
er det pga stigende lobbyisme og korruption