Kommentar

Jeg er privat mentor, og jeg er stolt af det

Det er et forkert billede, der tegnes i medierne af de private mentorer, der skal hjælpe borgere med komplekse problemer til at få et bedre liv
6. oktober 2018

Ja, jeg har et privat mentorfirma, ja, jeg lever af det, så ja, det er en forretning. Men det er ikke det samme som, at jeg kun interesserer mig for indtjening.

Mit mentorfirma har i snart seks år været med til at løsne op for komplekse sociale, helbredsmæssige og personlige problemer i mine mentees liv.

De mål, som sagsbehandleren har formuleret, har jeg givet feedback på – herunder udførlige kvartalsvise skriftlige tilbagemeldinger. Jeg har derfor meget svært ved at genkende det billede, som dels tegnes af den selvstændig socialrådgiver Puk Sabber i hendes kronik i Information og dels tegnes i DR’s udsendelser, Afsløret – hvor er min mentor?

Mentorarbejde er relationsarbejde, som kun lader sig gøre ansigt til ansigt. Selvfølgelig har jeg i perioder været nødt til at bruge telefonen som kontaktform. Det har dog aldrig – som det antydes i Puk Sabbers kronik – været for at slippe lettere om ved arbejdet.

Årsagen har hver gang bundet i mentee’ens personlige forhold. Disse omstændigheder i arbejdet som mentor bliver efter min mening ikke nuanceret i debatten, hvor man sidder tilbage med en opfattelse af, at mentorer ikke gør tilstrækkeligt for at komme i kontakt med sine mentee’ens. Underforstået sidder jeg tilbage med en følelse af, at mentorer bliver anklaget for at have snablen for langt nede i kommunekassen.

Faglig stolthed

Brodne kar skal ikke tolereres nogen steder. Men det er ikke det samme som at sige, at en mentor er brodden, fordi vedkommende fakturerer et møde, selvom menteen ikke møder op eller aflyser med kort varsel. Fra et firmaperspektiv har man måske sagt nej til andre opgaver, som man kunne have sagt ja til. Fra et skatteyderperspektiv skal ydelse naturligvis modsvare levering.

I min praksis har jeg været ude for, at mentees efter at være begyndt i uddannelse ikke har haft overskud til at mødes personligt, fordi al deres energi har været brugt på undervisning, studie, transport, socialt liv osv. I disse tilfælde drøftes det med sagsbehandleren, om mentorordningen skal fortsætte, fordi den opleves af mentee som en livline i en overgangsperiode, eller om den skal afsluttes – ofte efter, at der er etableret specialpædagogisk støtte eller andre fremadrettede hjælpemuligheder.

I det hele taget kan jeg ikke forstå, at fordi man har en privat virksomhed, så skulle det være ensbetydende med, at man ikke besidder en faglig stolthed og ambition for sit arbejde.

Jeg kan heller ikke genkende Puk Sabbers udtalelse i kronikken om, at »mentorerne får en dobbeltrolle, hvor de fremstår som kontrollanter i stedet for støttepersoner«. Tværtimod. Netop fordi jeg er en ekstern privat aktør, så er jeg ikke en del af jobcentret, og har ikke adgang til interne journalsystemer, personalemøder osv. Relationen mellem mentor og mentee foregår derfor i et fortroligt rum, og tilbagemeldingerne til jobcentrenes sagsbehandlere foregår åbent. Jeg har aldrig leveret et statusreferat, som ikke har tålt at kunne læses af mentee’ens.

Al dette handler om ordentlighed. Men denne ordentlighed går to veje; både mod den enkelte mentee, men også mod den sagsbehandler, der har igangsat mentorforløbet. Så hvis en mentee ikke er til at komme i kontakt med efter adskillige forsøg via telefon, sms, mail eller besøg, udløser dette en bekymring, man som mentor er nødt til at inddrage sagsbehandleren i. Det er selvfølgelig både beklageligt og ulykkeligt, hvis det af menteen opleves som en jagt, sådan som Puk Sabber beskriver det i kronikken, for så er mentorstøtten måske ikke den rette indsats i dette tilfælde.

Ingen skam

Hvis jeg ikke kunne se forandringen for hver enkelt mentee’en, som jeg har arbejdet for og med i tidens løb, så ville mit arbejde ikke have haft den værdi, det har – uanset pengene jeg tjener på mit arbejde.

Jeg glæder mig over hende, der kom i mål med sin mellemlange videregående uddannelse, og som nu læser videre på universitetet efter en alvorlig kræftsygdom. Jeg glæder mig over ham, der fik sin HF trods sproglige vanskeligheder og en kriminel fortid.

Jeg glæder mig over hende, der på grund af sygdom og begrænset selvværd gennemførte uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Jeg glæder mig også over den svært psykisk syge kvinde, der for første gang i sit liv fik lov til at gå til eksamen og bestod afgangsprøven i dansk. Og jeg glæder mig over den traumatiserede unge kvinde der bestod 10. klasse for at tage på studenterkursus, og som i dag læser på universitetet. Listen fortsætter.

Derfor glæder mig over at have et privat mentorfirma, som har været med til at bringe nogle menneskers liv i en god retning. Og jeg skammer mig ikke over, at det også er en forretning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

05/okt/2018

Hej Birgitte Sørensen,
det lyder godt og produktivt,
det du beskriver :-) ...

Jeg har selv arbejdet som
gestaltterapeut og mentor i
mere end 30 år :-) ...

Venlig hilsen
Claus

PS: Sig til, hvis du en dag får
brug for konkret supervision :-) ...

Carsten Mortensen, Jørn Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jeg er sikker på at intentionerne blandt individuelle mentorer sikkert er fine, men det ændrer ikke på mentor ideens objektive, symptomatiske rolle i samfundet.

Vi tvinges til at anskue strukturelle, kollektive problemer, som noget vi skal tackle individuelt (som om problemet er i os, ikke i samfundet). Det er en vældig neoliberal forståelse både af individ og af samfund ("samfundet fungerer! det er DIN egen skyld, hvis du ikke klarer det!").

Men det bliver først helt forkasteligt når kommuner og stat begynder at smide skatteydernes egne penge i at fortælle dem at systemets fejl er deres egen skyld. Det er ikke fordi at der ikke kan være individuelle succeshistorier, som også skitseres i ovenstående indlæg, men faget - hvis det da er et fag som sådan og ikke et rendyrket ideologisk produkt - kan aldrig gøre andet end at lindre symptomer, da dets præmis er at vi skal fikse individet, ikke systemet. Lindringen af symptomer vil i øvrigt kun blive mindre og mindre potent efterhånden som systemet indsnævrer vores muligheder endnu mere.

Peter Wulff, John S. Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Mogens Holme, Bjarne Andersen, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Rikke Nielsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Gustav Alexander, hvorfor skulle der ikke kunne være noget galt med både individet og samfundet? Individet er ikke ansvarsfrit, blot fordi det lever i et samfund, der ikke er optimalt. Og endnu mindre har individet tid til at vente på, at samfundet fikses og forvandles til paradis på jord. Det sker næppe over natten.

Gustav Alexander

Anders Sørensen,

Jeg mener at individet er forholdsvis ansvarsfrit for følelser af stress og mindreværd. Mange psykiske lidelser ville i øvrigt formilde, hvis individet ikke skulle stresse over sin egen succes i det mere og mere prekære lønarbejde, som vores samfund defineres af.

Problemet er at vi er nød til, i dine ord, at forvandle samfundet til paradiset op jord, hvis problemerne skal løses. Kritik af mentorordninger går vel på at de suger penge og ikke gør nævneværdig gavn (eller sender regninger for timer, der ikke er blevet brugt). Feltet kan aldrig gavne nævneværdigt - altså agere som løsning på systemisk plan - hvis det fortsat tilskriver individet problemer, som ikke ligger hos individet.

Hvad skulle eksempelvis være galt med individet i dag?

Peter Wulff, John S. Hansen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Endnu et eksempel på, hvordan den førte politik klientgør borgerne og skaber en industri af snyltende konsulent- og mentorvirksomheder, hvis eneste berettigelse er et politisk ønske om at det skal være sådan.

Jens Erik Starup, John S. Hansen, Kjeld Jensen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Gustav Alexander, jeg ved ikke, hvad der er galt med individet. Det må den enkelte svare på ...

Jeg har i øvrigt intet imod kritik af mentorordningen - og hvis folk "suger penge" uden at gøre nævneværdig gavn, er det selvfølgelig et problem. I alle samfundets instanser. I samme ombæring skal man så selvfølgelig først lige definere, hvad det vil sige at "gøre gavn".

Du lader til at vide, at mentorer ikke gør gavn - i hvert fald på "systemisk plan" - hvilket vel næppe er overraskende og ganske konsekvent i forhold til din holdning, at individet er "forholdsvis ansvarsfrit for følelser af stress og mindreværd". Jeg tillader mig at være uenig; Individet ER ansvarligt. Ikke fuldt ud, ikke alene. Medansvarlig, kan man vel sige.

Niels Duus Nielsen

De moderne mentorordninger er ganske rigtigt et forsøg på at forme individet så det passer ind i et sygt samfund. Mentorerne foretager symptombehandling, og bidrager ikke til at løse de grundlæggende sociale problemer.

Men når det er sagt, bliver vi nødt til at anerkende, at så længe, vi ikke på anden vis løser de grundlæggende sociale problemer, kan der ikke være noget galt i at forsøge at lindre smerten ved ikke at passe ind. I mot eget tilfælde havde jeg tabt næsten alle mine tænder, og på grund af depression var jeg fuldstændig opgivende overfor at få mig et gebis. Men så fik jeg en kommunal mentor, og hun tog kampen mod byrokratiet for mig, så i dag har jeg både kunstige tænder og en diagnose, som udløser medicin, der tager min depression. Alt i alt er mit liv blevet bedre, mere behageligt, mindre jammerdal.

Det er vel lidt ligesom at tage en hovedpinepille når man har tømmermænd - hvorfor dog have ondt, når man bare kan spise en pille? Det er jo for sent at holde op med at drikke, når først man har fået tømmermændene - men man kan jo fremover bestræbe sig på at drikke mindre, så man ikke behøver pillerne.

Vi bør selvfølgelig omorganisere samfundet, så der ikke længere er brug for mentorer, men så længe de borgerlige er tonedøve i forhold til almindelige menneskers behov, synes jeg, at det er helt fint, at der er mennesker, som får løn for at hjælpe os, der ikke kan hjælpe os selv.

Jeg var i hvert fald utrolog glad for min mentor, hun revolutionerede ikke verden, men hun hjalp mig med at få styr på mit liv.

Peter Wulff, John S. Hansen, Marie Jensen, Hans Aagaard, Torben Skov, Anne Schøtt, Gustav Alexander, Anders Reinholdt, Dennis Jørgensen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Anders Sørensen,

Du mener at der er noget galt med individet men har intet svar på, hvad det kan være? Går vi alle rundt med heterogene og særegne "personlige problemer", som vores medmennesker kun kan gisne om? Det er da at mystificere bådet individet samt dets problemer og gøre begge ting uforklarlige. Altså en mystifikation.

Mennesket er ikke et fabeldyr - Vi har ikke en unik essens iboende hos os hver især med lige så mange forskelligheder, som der er individer. Vi er et dyr ligesom så mange andre og vi har derfor - som andre dyrearter - også fælles behov. Det er disse fælles træk der definerer os, ikke en unik individualitet, der kun tilhører os hver især.

Det andet, mener jeg, er en klassisk liberal fabel om en 'menneskelig essens', der ikke eksisterer.