Kommentar

Slut med det gamle parcelhuskvarter – nu skal vi bygge meget tættere

Hvis vi skal bo bæredygtigt, skal vi bygge tættere i områder med enfamiliehuse. Kun gennem en fortætning kan vi skåne de sidste grønne marker
Debat
1. november 2018

Har du prøvet at køre gennem landet i bil, er du sikkert også stødt på fænomenet. En mark som netop er udstykket til enfamiliehuse, hvor alle bor side om side og alligevel med tilpas meget rullegræs mellem husene til at kalde det haver.

Sådan ser de nyeste enfamilieshusområder ud: meget store huse på gode grunde i en så stor afstand til byen, at man skal have bil for at bo der. Andre områder med enfamiliehuse er bygget i midten af 1950’erne, tæt på byerne.

Men tilsammen har de betydet, at marker og enge forsvinder og bliver til områder, der hverken er natur eller by. Hvad gør vi, der værdsætter skellet mellem by og land så? Hvem har retten til at forvandle naturen til flere huse med haveafstand til naboen?

Bo tættere

Jeg ved som arkitekt, at der ligger en masse kvarterer, hvor 50’er-husene ligger nedslidte hen i det grønne, men ikke uden en vis charme. Kan vi ikke udvikle de huse og kvarterer i en mere bæredygtig retning?

Jo, man kunne jo fortætte de områder og derved gøre dem mere bæredygtige. Kloakker og veje er allerede til stede – og kunne måske opgraderes ved samme lejlighed – så hvis man bygger tættere og mere energirigtigt, vil det blive fremtidssikret.

Vi skal bo tættere, hvis vi skal undgå flere pløjemarker, der udstykkes til ligegyldige typehuse, hvor familierne bor side om side i en boligform, der hverken er særligt charmerende eller klimavenlig og kun lader sig bebo, når man har egen bil.

Det ligger også i tiden at bryde op med monoboligformen, for der er efterhånden ikke så mange af den slags familier tilbage, der passer til de huse, vi ser i de stationsnære områder som for eksempel Hvidovre.

Tiden er til mere fleksible boligformer, og det ville klæde de områder at blande det mere, så der både kommer ældreboliger, små ungdomsboliger, etagebyggeri og større boliger til de børnerige familier i samme område.

På den måde slipper fru Jensen også for at forlade hele nabolaget, når parcelhuset bliver for stort. Hun flytter ned ad gaden, hvor ældreboligen er, og hun er aldrig langt fra børnefamilierne. Det giver et mere varieret boligtilbud inden for det samme område.

Farvel til bil og stor baghave

Det er en stor fordel, at de områder, jeg taler om, ofte er stationsnære. Det vil sige, at de typisk ligger tæt på S-togsnettet omkring København. Dermed kan man sige farvel til bilen, hvorimod man i de nybyggede boligområder i for eksempel Allerød er nødt til at beholde bilen, fordi bussen kun går en gang i timen.

At bygge nyt i de gamle områder har en anden fordel: Pladsen er der. Det kan godt være, der står en solbærbusk i et mørkt hjørne af den eksisterende boligs have, men ofte er der faktisk masser af plads til at lægge et toetagers hus der – inklusive gårdhave.

Det kan godt være, du mister noget af din have, men de fleste mennesker står nok alligevel på et tidspunkt og tænker: »Hvad skal jeg egentlig med alle de stauder.«

Dertil kommer, at det vil frigøre økonomi – som man for eksempel kan renovere for – hvis noget af grunden sælges fra.

Mange af de områder, jeg taler om, blev bygget i midten af 1900-tallet, og dengang byggede man ofte grundene så store, at der kunne dyrkes grøntsager på dem.

Ja, denne manøvre kommer til at gå ud over dem, som gerne vil have køkkenhave, men jeg mener, at tiden er løbet fra en 1.200 kvadratmeter grund med gulerødder i baghaven. Der er simpelthen ikke plads og ressourcer til i det moderne landskab.

Ejere og kommuner skal med

Det vil ikke være uden problemer at ændre boligområderne. Vi udfordrer både private skel og lokalplaner, og vi skal samtidig sikre os mod, at den ene nabo bliver sur, når den anden bygger. Grundejerforeninger og kommuner skal være villige til at gå ind i det.

Fortætningen af kvartererne kan kun ske, når alle grundejere er med, og hele problemstillingen overvejes samlet. Her skal blikvinkler, aftensolens placering, udsigten fra dagligstuen og oplevelsen af privatliv alt sammen tages i betragtning.

Vi skal hjælpe ejerne med at se det som en chance for at få nye naboer, større diversitet, penge i lommen og en bæredygtig fremtid for området.

Thomas Ringhof er arkitekt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fortætte, anden og tredje baggård i moderne udgave.
Hvis først ejndomsspekulanterne får lov til at presse folk sammen hælmer de ikke, men fortsætter med forsmaldninger og forminskninger.
I Aalborg har de bygget huse så tæt sammen, at solen aldrig kommer ned til de nederste lejligheder.
Hvad med stor grunde, med plads til selvforsynende køkkenhaver. Udvikling af gartnerrobotter til familiebrug og nedlæggelse af industrilandbrug.
Ny veje, hvor der kun må køre selvstyrende transportmidler, og som er indrette til det.
Opløsning af monsterkommunerne og genskabelse af lokalsamfund med egen økonomi og skatteudskrivning. En forspredning.
Alt andet end den grufulde "fortætning".

Hanne Boye Petersen, Lise Lotte Rahbek og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ærlig talt - det lyder rædselsfuldt.

Lise Lotte Rahbek. Det kommer an på synsvinklen. Set fra boligspekulanternes side, er det ren win win situation:
Profitten maksimeres samtidig med det er godt for klimaet.
Al mulig grund til at blive bekymret.

Lise Lotte Rahbek

Peter Knap
Ja, det har du ret i.
Jeg er en af dem, som bruger haven til andet end en række gulerødder og en kæmpe græsplæne. Lige pt. bor der ca. 10 høns og over sommeren har der været dyrket grøntsager, frugt og bær og summet en bred variation af fugle og insekter rundt. Inklusiv beboerne i 3 bistader. Ideen om, at jorddyrkning og dyre- og insektliv og i det hele taget biodiversitet skal overlades til landmændene ude i pløjemarkerne er IKKE en god ide. Det synes jeg er så rigeligt bevist.
Jeg bliver selv forstemt, når jeg ser kæmpe græsplæner, eller endnu værre alt det skærve- og perlestensørkenlandskab, folk kan finde på at 'pryde' deres forhaver med. men det er sguda ikke ensbetydende med, at man skal banke et toetages hus op der i stedet for.
Samtidig er det for mig en pervers tanke, at (alle) mennesker skal bo tæt i en slags tætstablede kaninbure. Det er fint for dem, som gerne vil det, men hvad med albuerum og privatliv til resten?

Visionerne som Thomas Ringhof lægger frem virker golde og frastødende på mig.
men måske har jeg bare ikke fattet fidusen. Eller fattet den for godt.